Skip to main content


Foto: AGF.dk

Blackburn-reporter om Wahlstedt: – Stort potentiale, men klare udfordringer i luftspillet


| Jonas Roulund |

Leopold Wahlstedt er hentet til AGF efter en enkelt sæson i engelsk fodbold. Hvad gik godt, og hvad gik galt i Blackburn, siden svenskeren allerede skulle videre? Rovers-ekspert og journalist på The Lancashire Telegraph, Elliott Jackson, giver sit besyv på sagen.

Han står skarpt på Fredensvang, og hans CV blinker også i alle de rigtige farver ved første øjekast.

Leopold Wahlstedt fik sit gennembrud i norsk fodbold hos Odd, hvilket både kastede en enkelt svensk A-landskamp af sig i januar 2023 og tiltrak opmærksomhed fra både AGF, Brøndby og Blackburn Rovers sidste sommer.

Sidstnævnte løb som bekendt med den 24-årige målmands underskrift, og så kunne et nyt eventyr i Championship folde sig ud… eller hvad?

25 optrædener blev det til, men spørger man Elliott Jackson, der til dagligt dækker Blackburn Rovers for The Lancashire Telegraph, så skyldes spilletiden mestendels en skade til førstevalget, Aynsley Pears.

– Det hele så egentlig fint ud til en start, men man kunne tydeligt fornemme, at han har en svaghed omkring indlæg og det fysiske spil, som præger engelsk fodbold. Det blev en afgørende udfordring for Wahlstedt, fortæller Blackburn-reporteren.

Elliott Jackson dækker Blackburn Rovers for The Lancashire Telegraph.
Foto: Elliott Jackson

Pears blev skadet i begyndelsen af oktober med et brud i foden, hvilket gav chancen til Wahlstedt under manager, Jon Dahl Tomassons ledelse, men efter en god begyndelse begyndte eventyret at forvandle sig til en træls fortælling for den unge målmand og resten af Blackburn-truppen i december.

Trænerskifte blev afgørende

Wahlstedts start i Blackburn mindede faktisk lidt om AGF’s konkurrenceprægede målmandssituation i seneste sæson.

Thomas Kaminski havde netop forladt Blackburn til fordel for Luton, og klubben var derfor på jagt efter en konkurrent til dengang 25-årige Aynsley Pears.

Valget faldt på Wahlstedt, som havde stået en brandsæson i Tippeligaen, og det var ikke på forhånd givet, hvem der skulle indtage rollen som førstekeeper.

– Det var lidt oppe i luften, hvem af de to, der skulle stå, men man gik med det sikre valg i Pears, indtil han så blev skadet, forklarer Elliott Jackson.

Leopold Wahlstedt fik herefter chancen for at bevise sit værd, og det startede rigtig fint for svenskeren.

– Han var en rigtig god shotstopper, hurtig på stregen og god med fødderne. De første måneder så det meget lovende ud, forklarer Blackburn-reporteren, der dog måtte notere flere og flere eklatante fejl fra nyindkøbet efterhånden som hele holdet begyndte at underpræstere.

– I december begyndte tingene at gå ned ad bakke. Både for ham selv og for holdet som helhed. Der var skader til flere faste forsvarsspillere, og Wahlstedt begyndte at lave fejl – særligt ved indlæg, fortæller Jackson.

Leopold Wahlstedt på Fredensvang.
Foto: KSDH.dk

Wahlstedt fik i flere omgange sat sig selv i uheldige situationer, når han missede indgreb i luften, og bolden fortsatte forbi den 190 centimeter høje målmand, der døjede med at finde sig til rette i de fysiske dueller.

I februar blev Jon Dahl Tomasson erstattet af John Eustace på trænerbænken, og da Aynsley Pears i samme omgang var ved at være fit igen, blev det enden på spilletid for Wahlstedt.

– De byggede spillet meget mere op nedefra under Tomasson, hvilket passede Wahlstedt godt, da han er god med fødderne. Under den nye træner er det meget mere direkte spil, og der kommer mange indlæg, som er Wahlstedts svage punkt, forklarer Elliott Jackson, der generelt har oplevet svenskeren som en selvtillidsfyldt ung herre trods modgang.

– Han har jo ikke fyldt så meget i medierne og blandt fans, men han virker som en flink, selvtillidsfyldt fyr, som ikke lader sig gå for meget på af, at der sker fejl en gang imellem, siger Blackburn-journalisten.

Stort potentiale

Når nu Wahlstedt tilsyneladende ikke var helt klar til engelsk kick-and-rush fodbold med de dertilhørende mange fysiske dueller og indlæg, hvad skal vi så sætte vores lid til i Aarhus?

– Han har et stort potentiale og diskede op med en række gode redninger, og så er han rigtig god med fødderne. I en mindre fysisk liga og med en træner, der gerne vil spille bolden ud, tror jeg, han vil passe godt ind, fortæller Elliott Jackson, som også giver sit bud på, hvorfor Blackburn ikke bare beholdte Wahlstedt som andenmålmand til den kommende sæson.

– Han har jo haft en svær sæson, så da klubben fik muligheden for at få dækket den pris, man gav for ham i sin tid, så tror jeg, alle parter var enige om, at det var en god mulighed at sende ham afsted. Wahlstedt får spilletid, og Blackburn får dækket deres udgift, fortæller Jackson, der også kan berette, at Blackburn nu jagter en mere rutineret keeper til at støtte og konkurrere med Pears. Holdet har nemlig været meget ungt og uprøvet, hvilket også har gjort det udfordrende for Wahlstedt at sætte sit præg på tingene.

Tiden må vise, om svenskeren kan sætte tingene på plads i Aarhus. Efter en uheldig uofficiel debut mod FCM i torsdagens testkamp skal han nu i arbejdstøjet for at sikre sig spottet som førstemålmand i AGF. Et spot, som Jesper Hansen ikke har tænkt sig at give væk uden kamp.

Blackburn Rovers endte i øvrigt på en 19. plads i Championship.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle