KSDH
Du skal ikke befinde dig mange minutter omkring Ceres Park før en hjemmekamp, før du hører ordene ”KOM SÅ DE HVIIIE” gjalde ud fra en eller flere veloplagte AGF fans. Kampråbet, eller opfordringen om man vil, ses oftest reduceret til forkortelsen KSDH på skrift og den bruges flittigt af AGF fans i forskellige sammenhænge.
Men hvor stammer begrebet KSDH fra? Ingen kan naturligvis med sikkerhed sige, hvornår ”Kom så de hviiie” første gang har lydt til en AGF-kamp, men forneden forsøger vi at sammensætte historien bag efter bedste evne.
Historien bag “De Hviiie”
Lige så længe der har været spillet fodbold, har fodboldklubber været defineret af farver. For AGFs vedkommende begyndte vi for første gang i 1921, at bruge den velkendte spilledragt med hvide bluser og marineblå shorts, efter i fodboldafdelingens første 19 år at have været omkring både røde bluser, samt blå/hvid og grøn/hvid stribede bluser.
I 1921 var ”De Hviiie” derfor for alvor født, uden det dog næppe er en betegnelse, som er blevet brugt meget på det tidspunkt. For i Aarhus var AGF dominerende, og der var ikke brug for at definere klubben yderligere. Anderledes så det eksempelvis ud i Odense i 1920’erne, efter at klubberne B1909 og B1913 var kommet til, og lynhurtigt blev markante klubber sammen med OB. I Odense blev holdene derfor hurtigt defineret som De røde, De blå og De Stribede.
Desto flere sæsoner der gik fra 1921, hvor klubben blev ved med at holde fast i den hvide spillerbluse, desto stærkere har AGF printet sig fast i publikums opfattelse som ”De Hviiie”. Det kan måske – men det er dog kun spekulation – være blevet forstærket i løbet af 70’erne hvor ”De Gule” fra Skovbakken var oppe at prikke til AGFs dominans som byens hold.
KSDH i generationer
På et eller andet tidspunkt har nogle fans under alle omstændigheder fundet det naturligt at stykke ”De Hvide” sammen med det klassisk danske fodboldtilråb ”Kom så!” Vi tør hverken sætte år eller årti på, men en ting er sikkert, og det er, at ”KOM SÅ DE HVIIIE” er blevet råbt på Aarhus Stadion i flere generationer. Også længe før 1992, hvor AGF Fanclub Aarhus og organiseret support på lægterne så dagens lys i Smilets By.
Folk der besøgte Aarhus Stadion i 80’erne vil kunne huske det legendariske kampråb fra mere eller mindre beduggede AGF-fans, som havde set det meste af kampen gennem bunden på et plastickrus.
Hel frem til omkring årtusindeskiftet var det dog udpræget et kampråb man kunne høre fra den enlige mand på tribunen, som så sit snit til at udnytte en stille pause i de mange slagsange fra den organiserede del af fansene. ”KOM SÅ DE HVIIIE” råbt med aarhusiansk dialekt mens der er stille på tribunen, er næsten efterhånden en Aarhusiansk klassiker.
“La Ola” (eller “Bølgen”) blev skabt ud af kedsomhed blandt publikum ved VM i 1986, og måske var det også kedsomhed på lægterne i Aarhus, som gav “Kom Så De Hviiie” tilråbet mere liv i starten af nullerne. Det er i hvert fald i denne tidsperiode, at det nu velkendte ”Kom Så De Hviiie! Kom Så De Hviiie! Kom Så De Hviiie!” for alvor gjorde sin entré på AGF-tribunerne, hvor det formentlig vil kunne høres til ‘GFs kampe i mange år endnu.
I 2004 udkom fanudgivelsen ”AGF Tribute” hvor bandet Koden optræder med det hårdtslående nummer ”Kom Så De Hvide” og i 2010 går kampråbet igen på et populært AGF rap skabt af hiphopperne Kejser A, EnniOne, Jarlen og Ham Den Lange.
KSDH og AGF på de sociale medier
I de senere år er KSDH blevet den oplagte forkortelse af kampråbet, når det skal kortes ned på skrift. Den udbredelse er først og fremmest sket i takt med, at det er blevet populært med hashtags på diverse sociale medier online.
Twitter har formentlig den største del af æren her, da dens oprindelige begrænsning på opslag lød på 140 tegn. Twitter er et populært medie til shoutouts og debatter blandt AGFs fans og her fylder ”KOM SÅ DE HVIIIE” meget at skulle skrive i det medies sammenhæng. Derfor har det været oplagt at forkorte sin AGF begejstring til KSDH!
Efterfølgende er #KSDH også blevet til et populært hashtag, ikke kun på Twitter, men også på Instagram og facebook.
Flere AGF Nyheder
-
AGF-logo på elskab ved Stadion Allé skal fjerne…
-
Daghim: – Nu håber jeg bare, at AGF vinde…
-
Rösler efter HSV: – Vi fik nogle gode præ…
-
Udvidet stemningsafsnit til AGF – BIF
-
Power efter HSV: – Vi fik det ud af kampe…
-
HSV – AGF: Paddy viste skarpheden på ny
-
Blog: Slagkraftig affære i remis mod Viborg
-
AGF ærgrer sig: Stadionforsinkelse kan ikke ind…
-
Mølgaard tilbage på græs
-
Reportage: Med nerverne uden på tøjet i Viborg