Skip to main content


Foto: Kronborgfotos

Henrik Dalsgaard: – En dejlig modtagelse


| Jonas Roulund |

Henrik Dalsgaard skiftede tidligere på sommeren fra FC Midtjylland til AGF, og i dag stod de to hold så overfor hinanden. Den rutinerede forsvarsspiller glædede sig efterfølgende over, at have De Hviie fans i ryggen, men ærgrede sig over resultatet.

Han har prøvet lidt af hvert, den nye AGF’er, Henrik Dalsgaard, men spilleglæden stråler stadig ud af den 34-årige forsvarspiller, da han tropper op i mixed zone efter 90 minutters fodbold fredag aften.

1-1 blev resultatet i opgøret mellem AGF og FCM, og pointdelingen gav en blandet følelse i kroppen hos den tidligere Midtjylland-spiller.

Der var nemlig både et brændt AGF-straffespark, skud på overliggeren, en forseelse, der måske kunne have givet straffespark og generelt godt spil, som burde have udmøntet sig i mere ifølge Dalsgaard.

– Vi spiller virkelig en god 1. halvleg og jeg er mega ærgerligt over, at vi ikke går til pause med mere end 1-0. Desværre får de det hurtige mål efter pausen, men jeg synes, vi står godt imod og kæmper godt, fortæller AGF-debutanten, som nåede 110 kampe for FC Midtjylland, inden skiftet til Aarhus.

Henrik Dalsgaard dribler på Ceres Park.
Foto: Kronborgfotos

Rart at have fansene med sig på Ceres Park

Den stærke forsvarsspiller har efterhånden oplevet en del stadioner i sin karriere, og i dag betød det meget at få en god modtagelse af de aarhusianske fans.

– Det var en dejlig modtagelse. Jeg har spillet herude mange gange, men det var rart at have fansene med sig frem for imod sig, fortæller Dalsgaard, som indgik fint i forsvarskonstellationen med Jonas Jensen-Abbew og Frederik Tingager.

– Det gik rigtig fint. Vi har trænet sammen i lang tid nu og blev testet godt mod Luton, og så har jeg spillet den position før, så det var ligetil, fortæller Dalsgaard.

– Tingager er jo to meter lang, så han skal bare op og tage så mange dueller som muligt, og så skal jeg og AJ ind under, og så er det naturligt for mig at gå ud på siden, når Beijmo går op, fordi jeg har været back, så det er bare en position, der passer mig rigtig fint, forklarer Henrik Dalsgaard.

Nu venter en uges Superligapause, inden turen går til København, hvor FCK tager imod AGF klokken 18 den 28. juli.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle