
Uwe: – Det er sådan AGF-holdet skal se ud
AGF åbnede fredag aften Superliga-sæsonen 2024/25 med et 1-1 opgør mod de danske mestre fra FC Midtjylland, og det var en kamp, som AGF kunne og burde have vundet iflg. Uwe Rösler.
AGF’s tyske cheftræner, Uwe Rösler, var i ganske glimrende humør, da han stillede op foran pressen i kølvandet på 1-1 resultatet mod FC Midtjylland fredag aften. Men det var også en cheftræner, som tillod sig at være skuffet over at det ikke blev til tre point mod det hold, som for under to måneder siden løftede mesterskabstrofæet.
– Jeg er ikke tilfreds. Når du ser alle statistikkerne; expected goals, forsøg mod mål, indlæg, så synes jeg vi udspillede dem i første halvleg, siger Rösler og fortsætter:
– Vi indkasserer et mål i en dum situation. Vi skulle aldrig have indkasseret på et tidspunkt, hvor vi lige har frisket op og organiseret os. Det er ikke første gang det sker, det skete også mod FCK i sidste sæson. Så det var skuffende. At vi ikke kunne spille i det tempo i 90 minutter i den varme, det er klart. Vi sluttede ikke kampen af som vi skulle, men når vi har xG på 2.7 mod modstandernes 1.7, så synes jeg det er fair for mig at sige, at vi skulle have vundet den kamp.
– Det er sådan vi gerne vil spille fodbold
Mens alle kan være enige om, at AGF burde have ført med adskillige mål ved pausen, blev 2. halvleg en anden og langt mere jævnbyrdig affære. På den måde mindede kampbilledet Rösler om det famøse nederlag til Ulvene med 11 mod 9 i sidste sæson.
– Det er ikke første gang vi spiller på den måde mod FC Midtjylland. Sidste år tabte vi 3-2 hjemme mod deres ni mænd efter en lignende første halvleg, hvor vi spillede rigtig, rigtig godt, men ikke kunne konvertere vores chancer. Mod Midtjylland er du nødt til at forblive inde i kampene. Det var det vi gjorde i anden halvleg, som var svær for os. Også pga. varmen og alt det vi investerede i første halvleg, siger Uwe og fortsætter:
– Jeg tror også vi skal lære at administrere vores ressourcer bedre, så vi ikke satser alt i hvert eneste angreb, som vi gjorde i første halvleg. Det betaler vi prisen for senere i kampen. I anden halvleg kæmper vi. Organisationen er god. Vi holder os inde i kampen, men vi var ikke i stand til at kontrollere den længere, som vi gjorde i første halvleg.
Men investerede AGF’erne så alligevel for meget energi i de første 45 minutter?
– Vi holdt ikke noget igen. Spillerne havde det sjovt, publikum havde det sjovt og vi ønskede at dræbe kampen. Jeg holder ikke mine spillere tilbage. Desværre var vi ikke i stand til at udnytte vores chancer, men jeg var begejstret for den fodbold, mine spillere spillede, siger Rösler og fortsætter:
– På det her tidspunkt af sæsonen, har de fleste spillere endnu ikke spillet 90 minutter i pre-season. Begge hold kæmper med varmen i dag. Det var meget varmt og der var ingen vind derinde. Jeg er ikke bekymret, for jeg har været træner længe nok til at have set det mange gange før. I de første par kampe skal vi lige finde vores rytme og styre os, så vi ikke bliver revet med af begejstring. Men som jeg sagde, jeg var meget glad for måden mine spillere spillede fodbold på. Det er sådan vi spillede i de sidste par kampe i sidste sæson, og det var sådan vi spillede mod Luton og Horsens. Det er sådan vi gerne vil spille fodbold, og det er sådan AGF-holdet skal se ud.
– Dommerne er professionelle

Rösler har naturligvis ret i, at AGF’erne havde en stor overvægt i store chancer i første halvleg, og at holdet så bedre ud end længe set i de første 45 minutter. Den normalt usvigeligt sikre Patrick Mortensen misbrugte endda også et sjældent straffespark ved stillingen 1-0 til AGF.
Men burde AGF havde haft et straffe mere i første halvleg? AGF blev – mente størstedelen af de 12.456 tilskuere på Ceres Park – snydt for et klokkeklart straffespark begået mod Tobias Bech.
Adspurgt om sin mening om straffesparket på Tobias Bech i første halvleg, som altså aldrig blev dømt trods store protester fra AGF-trænere, spillere og publikum samt et formodentligt grundigt gennemsyn i VAR-vognen, ønsker Uwe ikke at kommentere på det manglende straffespark.
– Jeg har sagt, at jeg ikke ønsker at kommentere på det, siger Uwe som dog alligevel ikke helt kan dy sig for at sætte ord på dommernes arbejde generelt.
– Dommerne er højt betalte professionelle, som bør kunne træffe den slags beslutninger korrekt. Jeg har ikke set situationen – jeg stoler på VAR, jeg stoler på dommeren. Og det er dem der skal træffe den beslutning, ikke mig, fastslår Uwe som derefter overraskes ved at høre fra pressen, at dommerne faktisk ikke er højt betalte i Danmark.
– OK, det vidste jeg ikke. Jeg gættede på at de var højt betalte, griner Uwe og fortsætter:
– Men de er professionelle. Og de gør et godt arbejde. Dommerne i Danmark er generelt rigtig gode. Jeg har været i andre lande, og tro mig, dommerne her i landet er rigtig gode. Og man er nødt til at stole på proceduren, det er alt jeg kan sige, siger Uwe og holder en kort pause før han spøgefuldt fortsætter:
– Er I søde at skrive dét? For jeg synes, det er vigtigt. Jeg ved godt det er kedeligt for jer, men jeg synes det er vigtigt, at de også ser at jeg kan give dem komplimenter. Og jeg mener det, siger Uwe med et stort smil.
Næste gang Uwe Rösler får chancen for at nyde de professionelle danske dommeres ikke-så-højt-betalte arbejde bliver søndag d. 28. juli kl. 18.00, når AGF skal op mod FC København i Parken.
Flere AGF Nyheder
-
Analyse: Rasmus Carstensen bringer fremadrettet forsvarsspil til Fredensvang
-
Alt om opgraderingerne på Ceres Park Vejlby: Ny tribune, bedre fanforhold og lidt billetændringer
-
Transfers og træningskampe: Hvor klar er AGF egentlig til sæsonstart?
-
Aksel Halsgaard udlejes på ny
-
Carstensen om skifte: – AGF præsenterede mig for en spændende plan
-
Officielt: Rasmus Carstensen er ny mand i AGF
-
Han blev i Aarhus for at kæmpe sig tilbage – nu er Gift Links på banen igen
-
AGF – OB: Tæt tester endte uden scoringer
-
AGF hylder aarhusiansk fodbold: Klubtrøjer fra lokale hold kan nu købes i fanshoppen
-
“Vi maler byen hvii!” – DecoFarver bliver en del af KSDH.dk’s partnerklub