Transferblog: Hvem skal ud?
Alle ved, at når man handler ind, så skal der også noget ud. Om det så er på leje eller på en permanent kontrakt, så skal det ske, for at der er balance. Den samme situation står AGF i, hvis der kommer gang i Stig Inge Bjørnebyes kontor. Hvem skal ud for at give plads til nyt?
Trupsammensætning er en stor kabale. For hvordan sikrer man et hold i balance, hvor både breddespillerne og stjernerne er glade? Det gør man blandt andet ved at skippe dem afsted, der vil have gavn af mere spilletid andetsteds for at udvikle sig, og det gør man ved at skippe de spillere videre, som ikke har niveau.
Benjamin Hvidt, Bailey Peacock-Farrell, Magnus Knudsen, Julius Beck og Mats Knoester er sendt ud af døren på Fredensvang indtil videre, men skal flere ud?
Her er et lidt bud.
De unge skal have minutter
Det er ikke altid, at de unge spillere, som egentlig står og banker på førsteholdet, kan få de minutter som de har brug for. Her kan lejeaftaler være en god idé, da de så vil få vigtig kamperfaring.
En spiller, som Tobias Anker, der ellers har haft et ganske fornuftigt forår i AGF, vil nok have god gavn af at spille 90 minutter hver weekend. Han har potentiale til måske at erstatte Frederik Tingager på et tidspunkt. Dog skal han have flere minutter over en sæson, og det er ikke en selvfølge, når man forhåbentligt har Tobias Mølgaard og Jonas Jensen-Abbew tilbage. Det kommer naturligvis an på, hvad man beslutter i forhold til Mats Knoester, men en forlængelse af hollænderens lejeaftale ser ikke ud til at ske.
Alt afhængig af skadesituationen, kunne Tobias Bach også være et bud på en udlejning, dog har han kortere til spilletid end så mange andre, da der er stor udskiftning på hans primære positioner. Men får han lige pludselig langt til spilletid, så ville en udlejning gavne ham bedre, end de korte indhop, da han stadig mangler det sidste for at blive en habil Superliga-spiller.
Spændende bliver det også, hvad planen er med nytilkomne Aksel Halsgaard. Han er 19 år og har ungdomslandskampe, Future Cup og UEFA Youth League-optrædener på CV’et for FCK. Nu er midtstopperen startet på Fredensvang, men umiddelbart bør han ikke være en del af planerne for Uwe Röslers startellever. Spørgsmålet er, om man vil sende ham afsted på en lejeaftale med det samme for at udvikle ham?
Spillerne som skal videre
Der er helt sikkert nogle spillere, som enten var indkøbt før Uwes tiltræden, eller bare ikke har fået forløst deres potentiale i AGF. Der er ingen grund til, at de sidder på bænken eller slet ikke er med i kamptruppen, hvor et salg vil give mening for alle parter.
Her er et oplagt bud, som man kun kan regne med er planen, nemlig Peter Bjur. Det er ikke blevet til nogen stor succes fra hans side, udover et flot frispark mod FCN, som han selvfølgelig skal være stolt af. Det er dog ikke helt nok til at undskylde det generelt lave niveau. Superliga-nedrykkeren Hvidovre IF kunne være et godt bud, da han så er tilbage på Vestegnen. OB kunne også byde sig til.
Et andet bud kunne være Eric Kahl. Selvom han er en bedre spiller, så har han ikke vist det niveau eller potentiale, som AGF købte ham for. Der har været langt mellem snapsene, men Uwe virker dog alligevel til at have en tro på, at han kan udvikle den svenske wingback. De mange spilleminutter virker dog mere som mangel på bedre. Han har bestemt sine bedre kampe, hvor man godt kan se, hvad idéen med ham var, men der er bare alt for langt i mellem dem. Det har førhen været ude, at AIK er interesseret i at købe ham tilbage, så hvis det er en mulighed, vil det måske være bedst for begge parter, så han kan genfinde niveauet, mens AGF slipper for nogle lønkroner.
Det tredje bud, selvom det er betinget af, at der skal komme et rigtig godt bud, kunne være Mikael Anderson. Der har været snak i krogene om, at foråret ville være hans sidste for AGF. men altså intet udmeldt officielt, så alt er åbent for spekulation.
Anderson bringer en masse til bordet, som bliver svært at erstatte, men der er også mange punkter, hvor han kan forbedre sig. Blandt andet på hans slutprodukt, da det har haltet lidt i noget tid. Det er ikke blevet til mange mål eller assists, selvom det naturligvis ikke er den eneste faktor, man skal vurdere efter. Han er en Aarhus-dreng, så hvem ved, hvad der vil ske henover transfervinduet.
Sidst men ikke mindst, så har Gift Links gjort sig godt til, og han endte jo også på 3F Superligaens Sæsonens Hold. Hvis et stort bud pludselig lander, så kan det blive svært at takke nej – det vil dog kræve, at Stig og Uwe har en kvalitetserstatning klar i kulisserne.
The Comeback Kids
Sigurd Haugen og Jing Reec er returneret fra lejemål, og hvad skal der nu ske med dem?
Haugen har været udlejet til NAC Breda i den netop overståede sæson. Her blev det til oprykning fra Hollands næstbedste række, og nordmanden fik 34 kampe, 10 mål og to assists på CV’et, så han er måske en mulighed som angrebskollega til Mortensen? Han virkede ellers som en færdig mand i AGF, inden han tog afsted, og spørgsmålet er, om han kan overbevise Rösler om sine kvaliteter med under en måned til sæsonstart?
21-årige Jing Reec fra Australien har været afsted hele sidste sæson på lejemål i Central Coast Mariners, der blev australsk mester i sæsonen 23/24. Reec fik 20 kampe, scorede tre mål og lagde op til et enkelt i sæsonen, og måske er han nu klar til at konkurrere på lige fod med den øvrige Superligatrup? Den venstrebenede offensivspiller kom til AGF fra netop Central Coast Mariners i sommeren 2021 og har 31 U19-kampe under bæltet for De Hviie.
Hvad der sker, må man vente spændt på, da det ultimativt er op til Uwe Rösler og den sportslige ledelse. Vinduet åbnede den 15. juni og lukker igen den 2. september ved midnat, så der er masser af tid at handle i.
Flere AGF Nyheder
-
Dalsgaard: – Det er os, der vil det mest
-
AGF – FC København: Førsteplads og farvel til Ceres Park
-
AGF-truppen mod FCK: En udtagelse uden Max Power
-
Reportage: På kanten af pokalfiasko i Skive
-
Skive IK – AGF: Spillerstatistikker og Kampens Spiller
-
Bag fjendens linjer med FCK-fan: – AGF er ikke længere et tonserhold
-
AGF vs. FCK optakt: Bliver det en mindeværdig stadionafsked?
-
Rösler: – Jeg stoler på min trup
-
Tingager: – Det var en skrækkelig kamp
-
Store ændringer på Ceres Park til kvartfinale: Mobiltribuner tages i brug