Skip to main content


Foto: Kromborgfotos

Transferblog: Tre bud til hver kæde



Nu er der ikke lang tid til, at transfervinduet åbner, hvilket kan mærkes, da diverse rygter er begyndt at sværme. Vinduerne bliver brugt til at forstærke spillertruppen, men også økonomien. Hvem skal Stig Inge Bjørnebye rette opmærksomheden mod for at stå med en slagkraftig trup, når den nye sæson sparkes i gang? Her er tre bud til hver kæde.

Trupbredden er specielt noget, som har været et stort emne i den netop overståede sæson. Bredden har været udfordret, da mange spillere er blevet langtidsskadet, så hvem skal hentes, så man ikke står i en lignende situation i sæsonen 24/25?

Stig Inge Bjørnebye med AGF-halstørklæde om halsen (Foto: Matti Kronborg / Kronborgfotos)

Målmandsposten

Selvom der ikke kan roteres så meget på denne post, så er det godt at have en dyb bredde. Som det ser ud nu, så har man Jonathan Hutters og Jesper Hansen. De bør dog ikke være førstemålmand grundet deres alder – en for høj, en for lav.

Jesper Hansen (Foto: Matti Kronborg / Kronborgfotos)

Her ville en målmand som Nathan Trott fra Vejle være en god tilføjelse, dog ligner det, at han tager til København.

Et gammelt navn er Leopold Wahlstedt, som man også var interesseret i, da man hentede Bailey Peacock-Farrell. Det ville være en meget god erstatning, da han er et stort talent, som også stadig er ung – han blot er 24 år. AGF skulle allerede have budt på ham, med et bud af en værdi på 7,5 millioner kroner.

Bagkæden

I bagkæden, som indeholder centerbacks og wingbacks, kunne der til tider være brug for mere bredde – måske endda også et øget topniveau. Man er som sådan godt sat til de centrale pladser, men med en uvis fremtid for Mats Knoester, vil det være fornuftigt at hente en erstatning. Han er venstrefodet, hvilket specielt er godt, når man spiller i venstre side af midterforsvaret.

Den åbenlyse mulighed er, at man køber Knoester permanent. Det vil også sikre, at man ikke har en spiller, som først lige skal spilles til. Han vil dog primært være en spiller til bredden.

Den anden mulighed er Oliver Provstgaard, som AGF har været sat i forbindelse med en god håndfuld gange efterhånden. Han er venstrebenet og dygtig med bolden. En spiller, der vil øge truppens kvalitet. Prisen kan dog være et tema her.

Tredje mulighed kan være, at man vælger at stole på egne talenter som Luka Callø og Mikkel Kannegaard, så man giver dem minutter, der hvor det er muligt. På den måde kan man håbe på en case á la Thomas ‘TK’ Kristensen, hvor man ender med et storsalg. Selvfølgelig også for at udvikle en mand som Callø, da han bestemt har vist, at han kan begå sig på Superliganiveau.

Luka Callø driver bolden frem.
Foto: Kronborgfotos

Midtbanen

Alt efter hvilken formation Uwe Rösler vælger, skal AGF bruge fire eller fem midtbanespillere i tilfælde af skader eller karantæner. Man har været lidt udfordret på kvalitet og bredde, men det skulle der gerne ændres på, når man får Kevin Yakob tilbage. Dog skal der gerne hentes en mere ind.

Det ville være oplagt at hente Magnus Knudsen, eller hvert fald forlænge den krigsklausul, som han er påvirket af. Hans kontrakt udløber desuden også i 2025, så man til den tid kan hente ham på en fri transfer, hvis han har lyst til at fortsætte. Knudsen sluttede sæsonen meget godt af og kender i forvejen truppen og taktikken, så det er rent plug-and-play.

Magnus Knudsen på vej ud til AGF's fans, for at fejre sin 0-2 scoring i Hvidovre.

Et andet lidt frækkere bud, som helt sikkert vil sælge mange trøjer er Jens Jønsson. Den gamle Aarhus-dreng vil hvert fald kunne gå ind og forstærke holdet med det samme, og så er han jo bare en fantastisk boldspiller. Det skal også til at være nu, hvis man stadig vil have en spiller, som man kan nyde i et par år, da han har rundet de 31 år. Sidst KSDH.dk snakkede med Jönsson, virkede det dog til, at han gerne ville vente en sæson eller to med at komme hjem.

Hvis man ser på det netop nedrykkede Superligahold OB, så har de en talentfuld midtbanespiller, som både kan dække 6’er position men også 10’eren. Han hedder Rami Al-Hajj og har gjort sig rimelig godt bemærket, trods OB’s ringe præstationer. Han kan næppe være dyr og er god på bolden. Måske man skulle gå på rov på Fyn?

Angrebet

En af de mest omdiskuterede positioner hos AGF i forbindelse med transfers er helt klart angrebet. Det har haltet lidt den forrige sæson, da man sjældent scorede tre mål eller mere. Selvom man på papiret har nogle gode og talentfulde angribere, så mangler der bare lige dét mere, for at man virkelig får hele fornøjelsen. Specielt på spidsen, hvor man godt kan se, at den ellers garvede målnæse Patrick Mortensen er ved at nå det punkt, hvor han måske ikke lige scorer 12 mål på en sæson igen, desværre.

Patrick Mortensen jubler efter scoring i Brøndby.

Her vil en German Onougha i Vejle bestemt kunne byde ind. Han løb med titlen som topscorer i Superligaen og er nærmest skabt perfekt til at kunne blive en succes i AGF. Han er hurtig, har en god fysik og en rigtig god evne til at finde målet. På mange måder ligner han Patrick Mortensen i sit spil, udover at han bare har farten som en spidskompetence oveni.

Et andet bud er Mohamed Fuseini fra Randers. Selvom han ikke er lige så fysisk stærk som de to andre, så har han lidt mere fart i benene. Han har virkelig gjort en forskel for Randers, da han hurtigt fik scoret ni mål i blot 15 kampe. Han kunne være et godt supplement til Patrick Mortensen, og så kender han ligaen.

Sidste bud er Wahid Faghir, der skiftede væk fra dansk fodbold i 2023 til mægtige Stuttgart, men hurtigt blev lejet ud til 2. Bundesligaholdet Elversberg. Nu er han tilbage i en uvis fremtid i det tyske, og han kunne passende kickstarte karrieren i Aarhus.

Transfervinduet er endnu ikke åbent, men markedet er allerede begyndt at røre på sig. Det kan blive rigtig spænende at se, hvordan holdet ser ud, når sæsonen bliver sparket i gang, og vinduet lukker i.

Sommertransfervinduet 2024 løber fra den 15. juni – 31. august.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle