AGF Fodbold stiftes i 1902

Oprettelsen af en fodboldafdeling blev officielt en realitet d. 19. Juni i sommeren 1902 med Kaptajn G. Ulrich som leder, og det fra denne dag at AGF’s fodboldhistorie daterer sig. Det er dog reelt allerede i foråret 1902 at AGF med H. M Lind som initiativtager og ildsjæl skubber på for oprettelse af en fodboldafdeling. H. M Lind var derfor yderst velforberedt inden fodboldafdelingen blev oprettet og havde allerede en af frontmændende på plads.

Den tilflyttede københavnersnude Axel Bang blev hvervet direkte af H.M Lind samme dag det officielt blev besluttet at man vil indfører fodbold som sportsgren i Aarhus Gymnastikforening af 1880. Københavneren som havde en fortid i AB og efter datidens forhold, en fortrinlig boldbehandling, skulle vise sig at blive uvurderlig for fodbolden i AGF de første svære år i opbygningsfasen. Han var manden der fik ansvaret for at træne nogle unge gymnaster som havde meldt sig frivilligt for at prøve krafter med sporten og spillet som allerede var yderst populært i hovedstadsområdet og provinsen.

De unge gymnaster havde også hørt de inspirerende historier fra England, som allerede på dette tidspunkt i historien samlede hundredetusindevis af tilskuere til kampene i deres 1. Division. Hans opgave var i første omgang at prøve at gøre 12 unge motiverede gymnaster til fodboldspillere. Dog havde Axel Bang fra starten af ikke særligt gode odds for succes med AGF’s elendige træningsforhold.

AGFs første hjemmebane

Byens hold var blevet tildelt Galgebakken, hvor man i gamle dage havde halshugget, pisket og hængt kriminelle og landsforræddere, som holdets første hjemmebane og træningsanlæg.

På dette tidspunkt i historien blev Galgebakken dog brugt som Infanteriets Eksercerplads. Man fik desuden tildelt et omklædningsrum i bøssemager Nissens kulkælder. Til de lokalt kendte eller geografi interesserede, er det idag beliggende hvor Stenomusset og Høegh-Guldbergs Gade ligger.

Faciliteterne var kort sagt ikke alt for gode, blandt andet skrånede “Fodboldbanen” kraftigt fra den ene side mod den anden og underlaget var desuden yderst bakket og ujævnt. De Jyske Alper skulle eftersigende have været bedre og mere præcist beskrivende om banens tilstand.

Holdet bestod af flok en unge spillere, som man havde hvervet fra gymnastikafdelingen, og da man senere på året d. 2. november spillede sin første kamp, et lokalt derby mod Aarhus Idrætsklub Olympia, tabte man desværre 2-5. Til historien hører det sig at AGF spillerne alle mødte op i gummisko mod de mere rutinerede og erfarne Olympia spillere, som alle var i fuldt fodboldudstyr og støvler.

De unge AGF’ere tog dog hurtigt ved lære og anskaffede deres egne fodboldstøvler. Da man senere samme måned udfordrede Olympia til en revanche kamp blev resultatet igen 5-2, dog med AGF’erne som sejrherrer.

AGF bestod i 1902 af følgende spillere: Rasmus Andersen, Sigurd Andersen, J. M. Andsersen, Rasmus Aagard, Axel Bang, H. A. Dal, C. O. Gravenhorst, Harald Jensen, V. Juhl, Jul. Laursen, Chr. Leipziger, H. M. Lind, Jørgen Lassen, H. Madsen, Aage Schmidt og Alfred Thorsen.

Vokseværk og vinderkultur

Allerede de efterfølgende år, blev AGF en dominerende faktor i først aarhusiansk og senere hen jysk fodbold. Klubben indmeldte sig i 1906 Jysk Boldsspils Union (JBU) og allerede i sæsonen 1907/08 vandt AGF sit første jyske mesterskab, der indtil da udelukkende havde været vundet af holdene fra Aalborg.

Man fulgte op med endnu et jysk mesterskab i 1908/09-sæsonen. AGF vandt desuden også den årlige Landsudstilling turnering samme år, hvor man slog Ringkøbing på Marselisborg Skole tæt ved Tivoli Friheden. Med denne succes på banen, bakkede bestyrelsen op og investerede i nye faciliteter, man flyttede derfor i 1911 ind i eget klubhus og egne baner på Dalgas Avenue, hvor ASA Aarhus idag har overtaget faciliteterne.

I 1913 indførte man ungdomsfodbold i AGF og begyndte hermed at så kimen til fremtidens hold. Under 1. verdenskrig vandt AGFs bedste fodboldhold ikke noget af værdi, og vi skal helt frem til 1919, før AGF kan fejre sit tredje jysk mesterskab.

AGF i Blåt og Hvidt

Igen blev der fulgt op fra bestyrelsens side, og i 1920 blev Aarhus Stadion indviet. AGF var nu klar til at indtage hele fodbolddanmark med storm mente man i Aarhus. Året efter i 1921 vinder man sikkert det jyske mesterskab for fjerde gang, samt provinsmesterskabet. Desværre for de hviii’e, taber holdet den endelig finale om Danmarks mesterskabet i et tæt 2-1 nederlag til BK Frem. Finalen er desuden første gang AGF bruger de ikoniske blå og hvide farver, med hvid trøje og marineblå shorts. Indtil da har man spillet i stribede trøjer i grønne og hvide skiftende farver.

1920’erne var overordnet set, et godt årti for de hviii’e, som oplevede stor succes den første halvdel af årtiet, med 4 jyske og 3 provins mesterskaber i 1921-, 22, 23 og 25. Drømmen om det danske mesterskab blev dog ved med at svigte byens hold, som led yderligere finalenederlag til blandt andre AB og KB. Skæbnen ville at der skulle gå mere end 25 år, før et københavnsk hold ikke blev danske mestre. Man stillede sig derimod til takke med én bronze- og tre sølv medaljer.

Selvom den sidste halvdel af årtiet ikke bød på nævneværdige titler, var der flere lyspunkter. Da AGF spillede om provinsmesterskabet på Fyn var der 400 tilrejsende Aarhusianere med som overværede De Hviiie’s 4-1 sejr over B1901. Fankulturen i Danmak med AGF som altid værende de bedste var født.

1925 var også året hvor den første landskamp blev spillet på Aarhus stadion. Haldur Lasthein og Knud Theide var udtaget til kampen mod Finland, men sidstnævnte måtte desværre melde afbud grundet et brækket ribben og håndled, som han fik i en kamp ugen forinden. Dermed blev Haldur Lasthein, 19 år gammel på dette tidspunkt, den første AGF’er til at repræsentere Danmark.

Selve kampen blev spillet i silene regn foran godt 6000 aarhusianere, som kunne se KB-målmanden Poul Graae droppe to gange i sidste tredjedel af 1. halvleg. Dette efter at Danmark ellers planmæssigt var kommet foran 1-0 på et selvmål af finnerne efter et kvarters spil. Istedet gik man til pause bagud 3-1.

Med to mål af BK Frem legenden Pauli Jørgensen, reddede man lidt af æren i 2. halvleg og kampen sluttede 3-3. Der skulle gå 22 år før Aarhus igen afholdte en fodboldlandskamp. 

Rivaliseringen med København

Da man i 1927 for første gang opretter den landsdækkende Danmarksturnering i fodbold, er det med AGF som deltager.

Senere samme år, efter flere mislykkedes forsøg på at få de engelske fodbold giganter Arsenal til byen, blev engelske Middlesborough det første fuldtids professionelle fodboldhold som gæstede Aarhus Stadion, en kamp som AGF tabte 6-2. Trods resultatet udtalte flere af de engelske proffer efter kampen at de var overraskede over hvor gode AGF var, da flere københavnere havde fortalt dem at fodbolden i Aarhus var yderst horribel.

Vi kan hermed med historisk fakta dokumentere at det var Københavnersnuderne som startede. AGF fans had til sjællandske klubber og impulsive arrige udbrud når vi ser en falsk hvid FCK eller pisgul brøndby trøje er derfor velbegrundede og kan alle tilskrives dette øjeblik i historien.

I 1929 placeres AGF i oprykningsserien, den næstbedste række i Danmarkturneringen. Man satser på oprykning året efter og fra bestyrelsens side vil man bygge AGF op til fremtiden. Planerne om nye træningsfaciliteter er første gang oppe at vende og opbygningen for en bedre fremtid og storhed er begyndt.

Fra Dalgas Avenue til Viby J

AGF rykker planmæssigt op i mesterskabsserien i 1931 og bruger den efterfølgende sæson på at stabilisere sig i serien. To år senere i 1933 slutter AGF lidt overraskende på en 3. plads og vinder dermed bronzemedaljer. De unge juniorer bliver desuden danske mestre for første gang samme år.

De flotte bronzemedaljer bliver efterfulgt af AGF’s 7’ende jyske mesterskab i 1934 og endnu et og klubbens 8’ende jyske mesterskab året efter i 1935.

Endnu engang følger bestyrelsen op med de planer, som allerede var oppe at vende flere år tidligere – nye træningsfaciliteter. Denne gang har man dog opbakning fra byrådet, og AGF køber senere samme år fjorten tønder land i Viby, klubbens nuværende baneanlæg i Fredensvang.

Fredensvang åbnes i 1941

I 1936 blev AGF et af kun tre jyske hold i den nye danmarksturnering, der for første gang skulle afvikles som en dobbeltturnering, hvor man skulle spille mod alle hold både ude og hjemme. I disse år er spillet på banen ikke prangende og bedste resultat er en 7. plads.

Dog er arbejdet med klubbens nye træningsanlæg færdigt allerede i 1941, hvor man tager banerne i brug. Året efter indviede man officielt Fredensvang d. 14. juni 1942, og lige siden har AGF været De Hvii’e fra Fredensvang.

De bedre træningsforhold gav udslag på banen og allerede i 1943 tog AGF sig af 3. pladsen i Danmarksturneringen og dette flotte resultat blev fulgt op af klubbens 9’ende jyske mesterskab året efter i 1944. I 1945 er De Hviii’e igen lige ved og næsten, da AGF i finalen skal ud i omkamp mod AB, som holdet desværre taber 3-2 og endnu engang må vi aarhusianerne tage sig til takke med en sølvmedalje.​

Total jysk dominans

I 1946 vinder AGF for 10. gang det jyske mesterskab med en række af spillerne fra sølvholdet anno 1945. De efterfølgende to år var dog plaget af skuffende resultater, og det er først i 1949 man igen viser god form, da klubben tager en bronzemedalje.

De flotte bronzemedaljer blev fulgt op af endnu et sæt bronzemedaljer i Danmarksturneringen året efter. AGF vandt yderligere også klubbens 11. jyske mesterskab samme år i 1950, desuden sidste gang dette mesterskab blev afholdt for elitehold.

JBU arrangerede helt frem til 1967 flere kampe hvor lokalunionerne spillede mod hinanden i udvalgte hold, dog også flere kampe mod udenlandske hold, som spillede mod udvalgte spillere fra unionens respektive hold. Blandt andet var Juventus og Manchester United på besøg i 1950’erne. AGF var repræsenteret i hver eneste kamp, og så vidt det er registreret, har ingen andre jyder spillet flere kampe på JBU’s udvalgte hold end Aage Rou Jensen, der som oftest var anfører, samt Jørgen Olesen. ​

Desuden bliver Erik Kuld Jensen den første AGF’er som skiftede til en udenlandsk klub, for at blive fuldtidsproffesionel. Da han i 1950 skifter til de franske vicemestre Lille OSC.

Guldalderen og den ungarske forbindelse

AGF tager upåagtet hul på det nye årti, uden at vide at 1950’erne skal blive det bedste årti i klubbens historie. Det starter dog yderst horribelt, med en nedrykning i 1951/52-sæsonen, som man dog heldigvis følgler op med en direkte oprykningen sæsonen efter. Og blot året efter i 1954, fik man lavet det største scoop i klubbens historie. Bestyrelsen havde kigget mod fyn og OB, som havde en regulær international fodbold ekspert gående som træner, der i 1951 havde overtaget OB værende sidst i ligaen med blot 9 kampe igen og førte dem til én historisk 2. plads. En træner som havde deltaget og scoret mål ved VM-slutrunderne både i 1934 og 1938 – for den tids bedste fodboldnation, Ungarn.
Der er selvfølgelig tale om den største trænerlegende i dansk historie; Geza Toldi. En mand som ændrede ikke bare AGF, men dansk klub fodbold forevigt.

Før sæsonen 1954/1955 bliver Toldi hentet til AGF og blev samtidig klubbens første fuldtidsprofessionelle træner. Det gav straks gode resultater og blev startskuddet til den bedste periode i klubbens historie. Den gyldne generation som fik æren at blive trænet af Toldi talte nogen af de største AGF-legender gennem tiderne. Spillere som Aage Rou Jensen, Henry From, John Amdisen, brødrene Erik ‘Slagter’ Jensen og John Jensen, samt Jørgen Olesen og den ofte glemte Peder Kjær-Andersen.

Toldis fodboldrevolution og det første mesterskab

Geza Toldi krediteres for den fornyelse, han med sit ungarsk taktiske blik og inspiration, gav dansk klubfodbold. Der blev fra starten introduceret en meget mere fysisk krævende og teknisk betonet træningsform, der stod i direkte konstrast til den almindelige “danske” træningsmodel, der normalt bare bestod af kamp til to mål. Han udtalte til en journalist, som direkte adspurgte om forskellen på træningen i Danmark kontra Ungarn; – “De fleste klubber vil nok ville være bedre tjent med at ansætte en dommer end en træner, hvis de vil fortsætte med de primitive træningsmetoder.”

1954/55: Første mesterskab

Efter at have indledt sæsonen som et upåagtet hold, blev det hurtigt klart for fodbold Danmark at AGF var blevet en magtfaktor. De Hviii’e lå efter fem runder på 1. pladsen – hjulpet godt på vej af fem sejre på stribe. Man fortsatte med at vokse gennem hele sæsonen, og da AGF-spillerne går ind til sidste spillerunde, i den afgørende kamp mod AB, som lå på 2. pladsen, var AGF lidt overraskende på 1. pladsen med en bedre målscorer end AB.

Kampen blev spillet på en solbeskinnet Københavns Idrætspark, hvor AGF vandt med 3-1 i overværelse af 34.900 tilskuere, som kunne se AGF blive danske mestre for første gang. Ved hjemkomsten til Aarhus omkring midnat, ventede der på banegården flere tusinde aarhusianere på spillerne og fulgte dem til rådhuset, hvor spillerne på balkonen blev hyldet for deres historiske præstation.

Få dage efter at have vundet mesterskabet var AGF med selvsamme 11 spillere i finalen i DBU’s nyoprettede landspokalturnering, hvor modstanderen var Aalborg Chang. AGF vandt 4-0, og AGF havde dermed vundet The Double, både mesterskab og pokalturnering i samme sæson. Holdets anfører Aage Rou Jensen blev kåret til pokalfighter, eller som der står på erindringspokalen: ”For særlig god indsats i DBU’s Pokalfinale”

1955/56: Andet mesterskab

Sæsonen efter bliver Mesterholdenes turnering (idag Champions League) for første gang spillet, og det bliver med AGF værende som den første danske deltager i turneringen. Lodtrækningen er dog ikke god mod De Hviii’e, og vi skal i 1. runde møde et af de bedste hold i Europa og forhåndsfavoritter, de franske mestre fra Stade de Reims.

Hjemmekampen, der blev afviklet i Københavns Idrætspark, fordi Aarhus Stadion ikke havde projektørlys, tabte AGF med 0-2, mens udekampen sluttede 2-2. AGF’s mål blev scoret af først Erik Jensen, der dermed blev den første målscorer for en dansk klub i Mesterholdenes turnering, og Henning Bjerregaard. Et hæderligt samlet 4-2 nederlag mod et hold som nåede finalen samme år.

I den hjemlige liga ser det anderledes positivt ud, hvor Geza Toldi og AGF følger op på seneste års triumf ved at vinde det danske mesterskab for andet år i træk. Her skal det igen afgøres i sidste spillerunde med en kamp imod AB. Dog spilles kampen denne gang på Aarhus Stadion, hvor AGF sejrer ved en regulær magtdemonstration med hele 4-1 foran 23.563 Aarhusianere.

1956/57: Tredje mesterskab

Igen skulle AGF ud i det store Europa og prøve kræfter, og endnu engang røg de franske mestre op ad hatten. Denne gang OGC Nice, som efter et yderst hæderligt 1-1 resultat på hjemmebane, gav AGF en fodboldlektion uden lige i det franske, hvor De Hviii’e blev slået 5-1. Begge AGF’s mål blev scoret af den altid farlige Erik Jensen.

I den danske liga, var der dog stadig stor succes at hente, da det blev til et tredje mesterskab på stribe for AGF. Det kom dog i hus med interne problemer, idet Geza Toldi desværre forlader klubben inden sæsonen var slut. Dette sker da han efter uoverensstemmelser med klubformanden, i slutningen af 1956 opsiger sit samarbejde med De Hviii’e. Peter Vesterbak overtog herefter trænerhvervet i AGF, og på trods af Toldi’ alt for tidlige afgang, formår AGF at ligge på 1. pladsen fra 9. spillerrunde til og med sidste runde. Til historien hører det sig at AGF i 3. sidste spillerunde, med et uafgjort 2-2 resultat mod AB, reelt set sikre sig mesterskabet og for tredje år i træk må henvise AB til de sekundære placeringer.

AGF vinder også for anden gang landspokalen med en 2-0 sejr over Esbjerg i finalen, på mål af brødrene Erik og John Jensen og sikre sig dermed også sin anden double, indenfor 3 år.

Trænerskifte, skuffelser og den hjemvendte legende

Sæsonen efter skal AGF igen prøve kræfter med det store Europa og efter en smule held i lodtrækningen, spiller vi første runde mod nordirske Glenavon F.C. Uden at imponere med 0-0 på hjemmebane, går AGF videre efter at have vundet 3-0 i det nordirske, på to mål af Peder Kjær-Andersen og én enkelt af John Jensen. Runden efter løber AGF desværre ind i de spanske giganter Sevilla FC – og på trods af to mål af Erik Jensen, må vi se os slået samlet 4-2.

I den hjemlige liga, er der desværre ikke den store succes at hente, da AGF efter tre mesterskaber i træk, må se sig til takke med en 6. plads, samt en tabt finale i landspokalen til Vejle – efter omkamp. I 1959 prøver man at skifte ud på trænerposten, hvor man siger farvel til Peter Vesterbak og velkommen til den tyske træner, Walter Pfeiffer.

Det tyske bekendtskab blev dog ikke særlig positivt, da han uden at have sat sit præg på spillespil eller taktik, samt en 5. plads i 1959-sæsonen, valgte at skifte til den noget mere attraktive cheftrænerstilling hos de reagerende mestre fra B1909 et par kampe inde i 1960-sæsonen. Hoverende tunger vil fortælle at tyskeren kun førte københavnerne til en 8. og en 6. plads i sine to sæsoner hos dem.

Man kunne have frygtet at AGF, med et trænerskifte i en allerede startet sæson vil være et dødsstød, men som et lyn fra en klar himmel, skete der noget kun de færreste havde turdet drømme om. På trods af den hårde afsked AGF havde med Geza Toldi i 1956, vendte den ungarske trænerlegende tilbage til AGF i 1960. Han havde brugt de seneste 4 år på at lære Egyptiske, Svenske og Belgiske fodspillere om ungarsk fodbold. Han var blevet kontaktet af flere danske klubber, men en aarhusiansk journalist, og AGF fan, fik mæglet mellem Toldi og AGF, og det blev besluttet at give Toldi en chance til.

Satsningen blev en bragende succes, da han gentog triumfen fra sin debut sæson i AGF og genvandt ’the Double’ allerede første sæson tilbage. De Hviii’e tabte kun tre kampe over hele sæsonen og sluttede sikkert med klubbens 4. mesterskab. Samtidig havde man igen gået hele vejen til finalen hvor man stod overfor overraskelsen Frem Sakskøbing. Leif Nielsen og John Amdisen sørgede for at de 17.500 tilskuere i idrætsparken kunne se AGF vinde 2-0 og løfte sin 3. pokaltitel.

Kvartfinale i “Champions League”

Selvom det i den efterfølgende sæson blev til en noget skuffende 5. plads i ligaen, var man begyndt at vænne sig til europæisk fodbold i smilets by og på holdet, da De Hviii’e havde deltaget i Mesterholdenes turnering hele fire gange på kun seks sæsoner. Og denne turnering blev historisk, da AGF her nåede helt til kvartfinalerne efter at have slået de polske og senere norske mestre ud. 

I 1. runde, d. 21 . september 1960, spillede AGF hjemme mod Legia Warszawa, hvor lidt mere end 10.000 Aarhusianere kunne John Amdisen, Peder Kjær-Andersen og den altid farlige John Jensen sikre De Hviii’e en smuk 3-0 sejr. To uger senere i Polen, tabte man 1-0, men gik videre 3-1 samlet.

Da man i 2. runde stod overfor de norske mestre fra Fredriksstad FK endte det igen med De Hviii’e som sejrsherrer. I første kamp, d. 19. oktober 1960, kunne John Amdisen, Finn Overby og Aage Rou Jensen sørge for en 3-0 sejr, hvor en enkelt Finn Overby scoring ugen efter var nok til 1-0 i Norge. 4-0 samlet og AGF var således gået videre til kvartfinalen, som skulle spilles i marts ca. et halvt år senere.

Desværre ventede giganterne fra Benfica i den første kamp i Lissabon, som blev overværet af over 57.100 tilskuere, som havde fundet plads d. 8. marts 1961. Opgøret endte 3-1 til Benfica, efter John Amdisen havde reduceret til 1-2 i 2. halvleg. Returopgøret skulle spilles godt tre uger senere i Aarhus d. 30. marts 1961. Her var omkring 22.500 forventningsfulde AGF fans mødt op, men det blev dog aldrig den fodboldfest smilets by havde håbet på. Benfica vandt stensikkert og overbevisende 4-1 i Aarhus, hvor de endda også selv sted for AGF’ scoring efter et selvmål af Germano. Den eneste trøst, var at De Hviii’e tabte til et hold, der brød Real Madrid’ sejrsstime og vandt turneringen ikke bare det år, men også sæsonen efter.

Det flotte resultat i Mesterholdenes turnering var dog ikke den eneste succes, da man igen gik man hele vejen i pokalturneringen. Et selvmål og en John Jensen scoring sørgede for en 2-0 sejr over KB og De Hviii’e kunne løfte deres 4. pokaltitel. AGF havde altså deltaget i fem finaler og vundet fire, på trods af at denne kun var den 7. udgave af landspokalen.

Desværre var flere af de gamle spillere ved at være oppe i alderen, hvorfor det i de efterfølgende år blev vanskeligere at følge op på de gode resultater. Alligevel blev det til bronze i 1962 og sølv i 1964, hvorefter Toldi endegyldigt forlod klubben.

John Amdisen’ svanesang

De gamle stjernespillere Aage Rou og Henry From havde begge stillet støvlerne på hylden i 1961, Jørgen Olesen i 1962 og sidst målmagern John Jensen det samme i 1963. Og med Toldi’s afsked i 1964 begyndte holdet at falde gevaldigt i niveau. Og det kunne straks ses, man opnåede blot en 8. plads i sæsonen 1965 hvor Henry From var tiltrådt som træner.

Der var dog stadig én af de gamle tilbage, klubikonet og den mest vindende AGF’er nogensinde, John Amdisen. Stik imod alle odds, gik AGF endnu engang hele vejen i pokalturneringen hvor det lykkedes at slå fem københavnske hold ud. I de indledende runder blev først Køge og Vanløse ekspederet ud henholdsvis 3-1 og 3-2 på hjemmebane, hvorefter en benhård defensiv, ført an af John Amdisen, sikrede AGF en sidste glorværdig titel. I kvartfinalen og semifinalen blev HIK og B1903 begge slået med 1-0, inden KB led samme 1-0 skæbne, foran ca. 20.000 tilskuere som var mødt frem denne 27. maj i nationalarenaen.

Et smukt Karsten Petersen mål i det 29. minut var alt hvad AGF havde brug for, for at kunne kalde sig pokalmester for 5. gang.

Desværre skulle det vise sig at 1966-sæsonen var John Amdisen’ sidste som spiller. En ret begivenhedsløs sæson hvor han sammen med Henning Enochsen’ målnæse sikrede AGF en noget overraskende 4. plads. AGF sagde ydermere farvel til Henry From på trænerposten, og dette, sammen med tabet af Amdisen, skulle vise sig at blive skæbnesvangret for De Hviii’e.

Slaget om Aarhus

Erik Kuld Jensen blev hentet ind som træner, men en skuffende 10. plads i 1967-sæsonen, blev blot til et mareridt året efter da man sluttede som absolut sidst, med kun én sejr i hele sæsonen og AGF måtte en tur ned i 2. division. Oprykning mislykkedes i to omgange og da man endelig sikrede oprykning i 1971, rykkede De Hviii’e ned igen blot to sæsoner senere. Trænerposten var en ren svingdør, da der mellem 1973/77 var fem forskellige trænere.

Det var også i denne periode at andre Aarhusianske fodboldklubber, med fraværet af AGF i den bedste række, prøvede at tage titlen som byens hold og prøvede kræfter mod De Hviii’e. Hvilket gav nogle yderst seværdige og attraktive lokalopgør.

Fuglebakken (Senere IHF) var de første regulære lokalopgører i den næstbedste række, hvor flere af kampene tiltrak på den gode side 10.000 tilskuere. Blandt andet I 1971-sæsonen hvor de to opgør blev set af mere end 40.000 Aarhusianere, henholdsvis 19.000 og 21.000 mennesker, samlet over to kampe. Imponerende tal fra en tid i 70’ernes 2. division.

Men det var i den bedste række mod Skovbakken i slut-70’erne at rivaleriet var størst. Disse opgør er det tætteste Aarhus har haft på et reelt lokalderby med alt hvad det indebærer. Kampe og rivalisering, hvor følelserne og os-mod-dem fik frit løb. Det var ikke ualmindeligt at gutterne på den lokale kom op og skændes om hvem der nu engang var byens hold. Kampene på banen var også altid garant for hård fight samt mere end 10.000 mennesker på lægterne. Fire gange nåede de to klubber af spille mod hinanden i landets bedste række, og det blev til tre AGF sejre og en enkelt uafgjort. I mange år helt frem til midten af 1990’erne, var AGF et direkte fy-ord i Vejlby-området, men idag er begge klubber feederklubber til AGF.

Professionel fodbold

Efter at have sikret sig oprykning i 1976, havde klubben stabiliseret sig i den bedste række og med indførelsen af professionel fodbold i Danmark, i 1978, gik det pludselig stærkt i Aarhus. Allerede samme år blev det til bronzemedaljer med en noget overraskende 3. plads, og med det store tilskuer- og sponsorgrundlag i Aarhus, lykkedes det hurtigt at opbygge et slagkraftigt mandskab. AGF var i den grad kommet tilbage i toppen af dansk fodbold.

I både 1980 og 1981 sluttede AGF på respektable 4. pladser, hvorefter man forstærkede holdet gevaldigt efter 1981-sæsonen. På målmandposten handlede De Hviii’e i Vejle, hvad der skulle blive den legendariske målmand Troels Rasmussen, som sammen med bl.a. den tidligere Real Madrid-stjerne Henning Jensen på holdet var meget tætte på at vinde DM guld allerede samme år. AGF lå på førstepladsen før sidste spilledag, men et uafgjort 2-2 resultat på udebane mod B93 betød, at guldet i stedet gik til Fyn og OB.

Efter DM bronze i 1983, var AGF igen utrolig tæt på titlen i 1984, men De Hviii’e måtte se sig slået på målstregen med et enkelt point op til Vejle. Året efter blev det igen til hæderlige bronzemedaljer.

Mesterskab og lokale drenge

Efter at have modtaget medaljer i de fire foregående sæsoner tog AGF hul på 1986-sæsonen som en af forhåndsfavoritterne. Man havde i Aarhus fået opbygget et utroligt stærkt og ungt hold, med mange lokale drenge som var klar til at besejre fodbolddanmark. Ud af 17 spillere, var 11 fra smilets by:

• John Stampe og Peter Vesterdal (Åbyhøj)
• Bent Wachmann, Flemming Povlsen, Jan Lauridsen og Henrik Jespersen (Viby J.)
• Lars Lundkvist (Lisbjerg)
• Bjørn Kristensen (Malling)
• Per Beck Andersen (Riisvangen)
• Kenni Andersen (Fuglebakken)

Selv på trænerposten var det en lokal dreng, Jens Harmsen som var født og opvokset i Hasle og selv spillede som proffesionel i AGF i 1970’erne. Han havde brugt de foregående fem år som danmarksserietræner og assistenttræner for Poul Erik Bech, og blev noget kontroversielt valgt som ny cheftræner, blot 34 år gammel, inden sæsonen.

På banen var AGF dog denne sæson helt suveræne, og efter de første 24 kampe var holdet stadig ubesejret. De Hviii’e havde reelt vundet mesterskabet allerede i femtesidste spillerunde. På trods af dette resultat valgte Jens Harmsen frivilligt at træde tilbage efter sæsonen.

Total pokaldominans og europæisk eventyr

Mesterskabet blev desværre ikke genvundet, men De Hviii’e havde endnu engang sat sig som ubestridte konger af pokalturneringen i de efterfølgende år. Her sluttede AGF 1987-sæsonen af med bronzemedaljer, og gik hele vejen i pokalturneringen, hvor Jan Bartram, Jan Lauridsen og Karsten Christensen sørgede for en 3-0 finalesejr over AaB og klubbens 6. pokaltitel.

Året sluttede man noget skuffende på en 8. plads, men AGF genvandt pokalturneringen efter en hårdtkæmpet finalesejr over Brøndby IF, som skulle ud i forlænget spilletid. Erik Solér havde bragt De Hviii’e foran efter 76 min. spil, inden Kim Vilfort havde udlignet i det 90. minut. Lars Lundkvist blev matchvinder i det 96. minut med sit sublime mål til kampens resultat 2-1. 

På den europæiske front skrev holdet dansk fodboldhistorie, da man nåede kvartfinalen i Pokalvindernes Pokalturnering. Efter at have slået Glenavon og Cardiff City stod De Hviii’e overfor mægtige Barcelona. AGF gav god catalanerne kamp til stregen, og man tabte snævret med 1-0 over to kampe. Gary Lineker blev den enlige målscorer, da han foran 22.000 Aarhusianere scorede. 

Allerede i 1990 nåede AGF finalen igen, men her måtte man se sig slået af Lyngby efter omkamp. På trods af AGF’s succes i pokalturneringen i denne periode, var det bedste resultat en 3. plads i 1991-sæsonen, efter ligaen lige havde skiftet navn fra 1. division til Superligaen. 

I den efterfølgende sæson, som var den første hvor der blev spillet en efterårs- og forårssæson, blev det til en noget skuffende 5. plads i Superligaen, men igen stod AGF i pokalturneringens finale, som dette år ekstraordinært blev spillet på Aarhus Stadion, grundet ombygning af parken. Her kunne 20.000 tilskuere se De Hviii’e løfte klubbens 8. pokaltitel efter at have domineret B1903 med Torben Piechnik på holdet. AGF vandt yderst fortjent med 3-0, på mål af Bo Harder, Søren Anderseen og Palle Sørensen.

Det sidste brøl

Bestyrelsen tog konsekvensen af de mange skiftende trænere i klubben, hvor AGF inden ansættelsen af Lars Lundkvinst, som fik tre sæsoner, kun havde haft to træner som havde siddet i mere end 2 sæsoner, siden Geza Toldi. Den tidligere AGF’er havde fået stabiliseret De Hviii’e i midten af tabellen, så da man ansatte Peter Rudbæk i 1993 begyndte det at tage fat igen. Thomas Thorninger blev hentet fra PSV og Torben Piechnik fra Liverpool. 

Efter blot en sæson, kunne AGF med de nye tilføjelser slutte af på en respektabel 4. plads, og da man sæsonen efter hentede Håvard Flo fra Sogndal og Stig Tøfting hjem fra HSV (via OB), var de Hviii’e utilgiveligt tæt på DM-guldet igen i 1996. Efter den famøse 3-3 hjemmekamp imod Brøndby, havde AGF stadig store muligheder for guldet. Men i næstsidste runde blev det kun 1-1 mod OB, så Brøndby IF overtog førstepladsen og siden sikrede sig titlen på sidste spilledag, hvorpå AGF måtte nøjes med sølvmedaljer.

AGF fik dog revanche i pokalfinalen. Efter en helt igennem surrealistisk 2. semi-finalekamp imod Herfølge, hvor Gunnar Lind gik fra skurk til helt på 2 min, idet han scorede selvmål kort før tid, men blot 2 min. senere selv udligner til 1-1, stod De Hviii’e overfor Brøndby i finalen. Her kunne et udsolgt Parken med 20.000 medrejsende Aarhusianere se Peter Degn og Stig Tøfting sikre den 9. pokaltitel, med en 2-0 sejr. De 9 pokaltitler gør desuden AGF til de ubestridte pokalkonger, da dette er rekord i Danmark.

Lars Windfeld og kampen i Frankrig

Sæsonen efter, blev det til en lidt skuffende 3. plads, som man sikrede sig på sidste spilledag. Dette sikrede dog AGF europæisk deltagelse året efter i UEFA cuppen.

Det blev desværre en sæson hvor holdet aldrig rigtig kom igang i den hjemlige liga, men fandt en smule succes ude i Europa. Først sejrede man over Újpest Dózsa fra Ungarn, med 3-2 samlet efter mål af Mads Rieper, Carsten Hallum og Jesper Sørensen. Men da man i runden efter skulle op imod Nantes fra Frankrig, som netop havde sluttet som nr. 3 i Ligue 1, var der ikke mange der troede på AGF’ muligheder for videre avancement. 

De Hviii’e tog imod Nantes på en kold efterårs aften midt i september, hvor Carsten Hallum og Torben Piechnik sørgede for et 2-2 resultat, inden returopgøret på Stade de la Beaujoire i Frankrig. >

Her spillede Lars Windfeld ikke blot sit livs kamp, men muligvis den bedste danske målmandspræstation nogensinde i dansk klubfodbolds historie. Med mere end 10 fantomredninger, var Windfeld næsten egenhændigt grunden til at AGF sejrede i denne kamp – udover Torben Piechnik’ hovedstøds-scoring i det 45. minut, som sikrede AGF en noget overraskende 1-0 sejr. For sin præstation i denne kamp, er han én ud af kun 12 spillere (Lionel Messi har fået den 2 gange), som 13 gange siden 1980’erne har fået karakteren 10/10 af den franske avis L’Equipe. Et yderst fint selskab, da listen har navne som førnævne Messi, men også Lewandowski, Mbappe, Neymar, Oleg Salenko og Serge Gnabry.

Runden efter måtte AGF desværre se sig slået ud af Hollandske Twente, på reglen om udbanemål. Et Johnny Mølby mål var desværre ikke nok efter 1-1 hjemme og 0-0 ude.

Galehus, nedrykninger og fankultur

For mange fans vedkomne var den famøse kamp i Nantes det sidste lyspunkt mange år frem. Peter Rudbæk sagde farvel i 1999/00-sæsonen efter syv år i klubben og dette blev startskuddet til en svingdør af direktører, trænere og dårlige resultater på banen. Den bedste placering de næste ni år var en 8. plads, som kulminerede med den første af tre nedrykninger i 2006.

Det var en tid med motorvejstoilet-fyringer, utætte vandrør og dårligt arrangerede julefrokoster. En tid hvor skandaler, nedrykningfarer og trænerfyringer blot var hverdag i Aarhus, en hverdag hvor De Hviii’e havde brug for en rigmands penge for at overleve. Onkel Kurt og hans mange millioner var nemlig det eneste der stod mellem AGF og en direkte konkurs erklæring med en dertilhørende tur ned i danmarksserien. Klubben var gået hen og blevet lidt af en “Aarhus Historie” i Danmark, men i Aarhus samlede fansene sig – nærmest som et trods for de kaotiske tilstande på banen og direktiongangene.

Fankulturen havde en regulær opblomstring hvor mange nye grupperinger – officielle, såvel som uofficielle sprang frem. Det var ikke unormalt at der var mere end 5-6 forskellige arrangører/fraktioner af udebaneturer i disse tider. Illustreret meget godt, efter den første nedrykning i 2006, hvor det nærmest blev kult at følge AGF. Aldrig før havde 1. division haft flere tilskuere på rækkerne, og samtlige fraktioner meldte udsolgte busture til selv udekampe i Ølstykke. 

Der blev booket hostels, hoteller og værtshuse i hele Danmark og aldrig havde værtshusejerne været gladere. Der var fest alle steder AGF fans tog hen, hvor specielt den legendariske tur til Thisted var et lyspunkt. Her blev der meldt rekord-omsætning på byens værtshuse, den største siden en nytårsaften 10 år forinden, efter AGF-fans havde gjort sit indtog i byen, allerede dagen inden kamp.

Den enorme support blev også bemærket andetsteds, da AGF fans blev nomineret som årets forening, – første og eneste gang fodboldfans nogensinde har modtaget denne ære. Desværre stod spillet på banen i stærk kontrast til fans’ eminente opbakning, og De Hviii’e måtte en tur ned i 1. division, to gange mere. I denne periode indtil sidste nedrykning i 2014, havde AGF hele tretten forskellige trænere.

Jacob Nielsen-æraen

Et gennemgående tema størstedelen af de forgående to årtier i mange artikler, udsendelser på TV og samtaler på den lokale var; “Hvad skal der til for at vende skuden?”- På intet tidspunkt siden midten af 90’erne havde fodboldforretningen givet plus på bundlinien. Et faktum der skreg på fornyelse og nye tider, grundet det kæmpe opland og potentiale der trods alt er i Aarhus.

Bestyrelsen kiggede mod Kronjylland, hvor der sad en ung direktør, som havde revolutioneret forretningsdelen i Randers FC og endda formået at få succes på banen. Jacob Nielsen var på dette tidspunk blot 31 år gammel og takkede straks ja til udfordringen og missionen om at gøre AGF til en god fodboldforretning.

Han havde dog meget hårde arbejdsbetingelser allerede fra sin første dag på kontoret. De Hviii’e var netop rykket ned i landets 2. bedste række og kravet var direkte oprykning, hvis den økonomiske del af AGF skulle vokse. På trods af disse betingelser, var der intet tidspunkt en følelse af kaos eller en skandale under opsegling blandt fans’. Der var kommet styr og på på de indre linier, og selvom klubben var i 1. division var sponsorindtægter, nye samarbejdspartnere og hele netværket omkring AGF stødt voksende.

Man kunne i Aarhus konstatere at genopbygning af forretningsdelen i AGF allerede var en succes under Jacob Nielsen. Oprykningen kom i hus og senere på året kunne klubben for første gang i mere end 20 år vise sorte tal på bundlinien. Nu var der ingen tvivl længere, Jacob Nielsen var manden for Aarhus og De Hviii’e. Hvert år lige siden har AGF haft plus i regnskabet.

Desværre var spillet på banen ikke efter forventning, og selvom man nåede finalen i pokalturneringen 2016, hvor De Hviii’e måtte se sig slået 1-2 til FCK, sluttede man samtidig på en skuffende 10. plads i ligaen. Man forstærkede sig derfor gevaldigt over sommeren.

David Nielsen

Dog var der desværre ingen forbedringer i spillet hvorfor der kun efter fem kampe inde i den nye sæson, d. 30. september, blev hevet en ny træner ind i form af David Nielsen. Han blev hurtigt publikumsfavorit via sin personlighed og havnearbejderattitude overfor pressen. 

De første sæsoner blev brugt til at stabilisere AGF i superligaen, men i den hele 3. sæson med David ved roret spillede De Hviii’e noget af det bedste fodbold Aarhus længe havde set. Der blev endda sent ind i foråret 2020 leget med tanken om guldet. Med en varm Patrick Mortensen og en solid defensiv legede AGF igen med om mesterskabet og der var for alvor fodboldfeber i smilets by.

Det blev til en yderst godkendt 3. plads og bronzemedaljer, som blev fejret på legendarisk vis. Som kun AGF fans kan gøre det, hvor byen blev tørlagt for Ceres og samtlige værtshusejere gik glade ned i banken dagen efter. Der var fest, glade mennesker og blå og hvide farver alle steder – Aarhus viste igen sin store kærlighed til klubben denne aften.

I den efterfølgende sæson endte AGF på en respektabel 4. plads, hvor klubben dog mistede en række af de bærende spillere, og det var tydeligt at holdet var blevet svækket. Man røg ud af Conference League i 1. runde og efter et forsømt forår undgik AGF kun akkurat nedrykningen på en samlet 10. plads.

Konsekvensen blev, at AGF og David Nielsen efter gensidig aftale opsagde samarbejdet med virkning fra sæsonens afslutning. “Kongen af Aarhus”, som han blev kaldt, havde taget byen med storm og var helt til det sidste en populær skikkelse blandt fans og spillere, fordi han havde fået AGF fans til at drømme igen. David Nielsen opnåede det højeste pointgennemsnit nogensinde for AGF i superligaen.

Afløseren for David Nielsen blev tyske Uwe Rösler, som indledte sin karriere i AGF med at hente bronzemedaljer til Aarhus i 2023 – for anden gang på tre år.

AGF Historien fortsætter…

Ovenstående historiske gennemgang af AGF siden 1880 er forfattet af Josef Olesen for KSDH.dk.