Skip to main content


AGF – Legia Warszawa: Mesterholdenes Europa Cup 1960/61

Efter et par års fravær på den europæiske fodboldscene, var AGF igen klar til Mesterholdenes Europa Cup i sæsonen 1960/61. Første modstandere var polske Legia Warszawa, som AGF besejrede med 3-1 samlet over to kampe i 1. runde.

Hjemme i Aarhus blev det først til en 3-0 sejr på Aarhus Stadion, hvorefter AGF tabte med 1-0 til Legia på Stadion Wojska Polskiego – den polske hærs stadion i Polen.

I 2. runde slog AGF i øvrigt norske Frederikstad med 4-0 samlet, inden det blev til et exit i kvartfinalerne mod Benfica fra Portugal med et samlet nederlag på 2-7.

Læs mere om historien bag AGF’s kampe mod Legia Warszawa i 1960/61 sæsonen forneden.

AGF – Legia Warszawa: 3-0 (1-0)

Dato: Onsdag d. 21. september 1960
Runde: 1. runde, 1. kamp
Stadion: Aarhus Stadion
Tilskuere: 10.200
Dommer: Johan Bronkhorst (Holland)

Målscorere:
1-0: John Amdisen (32.)
2-0: Peder Kjær (54.)
3-0: John Jensen (75.).

AGF’s holdopstilling:

Kaj Olsen
Hans Gregersen
Bjarke Gundlev
Erik Jensen
Hans Christian Nielsen
Jørgen Olesen
Finn Overby
John Amdisen
John Jensen
Aage Rou Jensen
Peder Kjær

Træner: Géza Toldi.

Legia Warszawa – AGF: 1-0 (1-0)

Dato: Onsdag d. 5. oktober 1960
Runde: 1. runde, 2. kamp
Stadion: Stadion Wojska Polskiego, Warszawa
Tilskuere: 30.000
Dommer: Leo Horn (Holland)

Målscorere:
1-0: Helmut Nowak (29.)

AGF’s holdopstilling:

Henry From
Hans Gregersen
Bjarke Gundlev
Erik Christensen
Hans Christian Nielsen
Jørgen Olesen
Erik Jensen
John Amdisen
John Jensen
Aage Rou Jensen
Peder Kjær

Træner: Géza Toldi.

 

Historien bag AGF vs Legia Warszawa i 1960

Aarhus Stadion i alt sit pomp og pragt under AGF vs Legia Warszawa i 1960.
Aarhus Stadion i alt sit pomp og pragt under AGF vs Legia Warszawa i 1960 (Foto: Jørn Timm / Aarhus Stadsarkiv)

1960 var året hvor AGF leverede en af klubbens bedste præstationer i Europa gennem tiderne. Det var også året, hvor Danmark vandt sølv ved OL i fodbold i Italien, og hvor AGF-keeperen Henry From skrev et kapitel i dansk fodboldhistorie. I OL-semifinalen mod storfavoritterne fra Ungarn plantede From nemlig det famøse tyggegummi på målstolpen og klarede derefter straffesparket fra den ungarske anfører Pal Varhidi, hvilket spillede en afgørende rolle i, at Danmark spillede sig i OL-finalen i Rom.

Undervejs i OL-turneringen havde Danmark også besejret Polen med 2-1, og der var derfor respekt omkring dansk fodbold i Polen. AGF, som kun var blevet nr. 5 i 1. division i 1959, havde kvalificeret sig til Mesterholdenes Europa Cup som Danmarks repræsentanter i turneringen ved at vinde forårsturneringen i 1. division i Danmark.

AGF var altså endnu ikke blevet danske mestre i 1960, men det skulle de som bekendt ende med at blive i slutningen af november med tre point flere end både KB og Vejle – klubbens fjerde mesterskab siden 1955.

Mestertræneren Géza Toldi var tilbage i AGF

På trænerbænken i 1960 hos AGF sad igen ungarske Géza Toldi. Toldi, som havde vundet to mesterskaber med AGF i 1955 og 1956, havde efter det andet mesterskab forladt AGF efter en uoverensstemmelse med AGF’s fodboldformand. I perioden efter AGF havde Toldi arbejdet som træner i Egypten, Sverige og senest i Belgien, hvor han både prøvede at være landstræner og klubtræner.

Men nu var mestertræneren tilbage på Fredensvang, og det skulle omgående kaste nye pokaler af sig i form af et nyt mesterskab i 1960 og pokaltriumfer i både 1960 og 1961. Samtidig blev det altså også til et europæisk eventyr i 1960 som startede med disse to kampe mod Legia Warszawa og først sluttede i kvartfinalerne mod Benfica.

Tre år senere, i 1964, forlod Toldi i øvrigt igen AGF efter en uoverensstemmelse med klubben – denne gang pga. en uenighed om sin kontrakt, og denne gang for bestandigt. Helt færdig med aarhusiansk fodbold var Toldi dog ikke, da han i efterfølgende år trænede både Viby IF og Skovbakken.

Polakkere på revanchejagt

Efter Danmarks sejr over polakkerne i den olympiske fodbold-turnering en lille måned tidligere, betragtede man i Polen kampene mod AGF som en “revanchekamp”, fortalte en redaktør for et polsk sportsblad til Aarhus Stiftstidende før den første kamp i Aarhus.

Derfor ankom Legia Warszawa også til Aarhus hele tre dage før kampen i Aarhus, og man havde sikret sig at ankomme i stærkeste opstilling. Det betød også, at der var hele seks polske OL-spillere med i Legia-truppen til Aarhus, heriblandt højre wing Gadecki som havde scoret Polens mål i 2-1 nederlaget til Danmark ved OL.

Trods et ellers stærkt Legia Warszawa mandskab var polakkerne ikke just optimister forud for kampen i Aarhus:

– Det bliver uden tvivl en hård kamp, sagde den polske innerwing og Legia-anfører Lucjan Brychczy til Aarhus Stiftstidende ved et frokostbord efter polakkernes ankomst til Aarhus.

– Selv om vi var uheldige flere gange i Livorno (ved OL, red.), så vi, at danskerne er stærke i forsvaret. Jeg regner med et nederlag på et mål, men jeg tror vi kan vinde større i returkampen i Warszawa, sagde anføreren.

Det lagde dog en dæmper på polakkernes optimisme, da de blev forelagt det faktum, at de danske landsholdspillere Henry From og Hans Christian Nielsen var med på AGF’s hold.

– Det var disse to danske forsvarere vi havde det største besvær med i Livorno. Forhåbentlig spiller de ikke så godt onsdag aften, sagde Legia-anføreren.

Henry From måtte melde afbud til hjemmekampen

Kaj Olsen og AGF-holdet kommer på banen mod Legia Warszawa
Kaj Olsen og AGF-holdet kommer på banen mod Legia Warszawa (Foto: Børge Andre Venge / Aarhus Stadsarkiv)

Polakkerne slap dog for yderligere besvær med Henry From i den første kamp mellem AGF og Legia Warszawa i Aarhus. From måtte nemlig melde afbud, da han havde fået et knæ i låret i 1. divisionskampen mellem AGF og KB før mødet med polakkerne, og humpede derfor kraftigt på sit ene ben, da han i dagene op til kampen mod Legia skulle modtage Aarhus Byråds tak for hans præstation ved De Olympiske Lege i Rom.

– Det ser unægteligt ikke så godt ud. Jeg har vanskeligt ved at gå, og kan ikke bøje benet mere end 90 grader, sagde Henry From.

Derfor blev det Kaj Olsen som vogtede buret i det første opgør i Aarhus, mens Henry From igen var klar til returkampen i Polen d. 5. oktober.

AGF – Legia Warszawa: Sikker 3-0 sejr i Aarhus

Legias Warszawas målmand, Stanislaw Foltyn, forsøger at redde en bold i kamp mod AGF i Mesterholdenes Europa Cup på Aarhus Stadion.
AGF sætter Legias målmand på en prøve (foto: Børge Andre Venge / Aarhus Stadsarkiv)

AGF sejrede i sikker stil med 3-0 i det første opgør i Aarhus, hvor polakkerne i øvrigt skulle vise sig som et særdeles usportsligt mandskab. Det vender vi tilbage til.

1-0 målet blev sat ind af John Amdisen i kampens 32. minut, hvor Peder Kjær driblede sig fri af et par polakkere og fandt John Amdisen med et hårdt og fladt indlæg, hvorefter Amdisen koldblodigt sendte bolden i mål.

– Jeg var klar over, at Peder Kjærs aflevering ville komme. Den lå meget præcist og jeg havde kun at sætte foden til bolden, sagde Amdisen efter kampen.

Peder Kjær stod selv for AGF’s mål til 2-0 ti minutter efter pausen, hvor han tog et træk mod midten og sendte bolden i kassen via underkanten af overliggeren.

– Jeg var måske i god skudposition, da jeg modtog bolden. Når jeg alligevel foretrak at drible ind mod midten, skyldtes det, at jeg var ude af balance, sagde Peder Kjær om sin scoring.

Legias Warszawas målmand, Stanislaw Foltyn, forsøger at redde en bold i kamp mod AGF i Mesterholdenes Europa Cup på Aarhus Stadion.
Stanislaw Foltyn kæmper for at nå bolden med fingerspidserne (Foto: Børge Andre Venge / Aarhus Stadsarkiv)

John Jensen lukkede og slukkede med målet til 3-0 med et langskud fra en spids vinkel. En afslutning som overrumplede Stanislaw Foltyn i polakkernes mål. Den polske målmand, som også havde været med for Polen ved OL uden dog at få spilletid, havde vovet sig for langt frem, og afslutningen fra John Jensen svævede uhindret henover den 177 cm høje målmand og ind i det modsatte målhjørne.

– Det var i første omgang min mening at aflevere, men det hindrede den polske back. Han dækkede så godt op, at jeg ikke kunne finde en medspiller at aflevere til. Derfor skød jeg, sagde John Jensen til Aarhus Stiftstidende efter kampen.

Aage Rou i luftduel med Stanislaw Foltyn.
Aage Rou højt til vejrs i luftduel med den polske keeper, Stanislaw Foltyn (Foto: Jørn Timm / Aarhus Stadsarkiv)
På billedet trækker Legias målmand Stanislaw Foltyn en løs airedale terrier væk fra banen.
Legia Warszawas målmand Stanislaw Foltyn en løs Airedale Terrier væk fra banen på Aarhus Stadion (Foto: Børge Andre Venge / Aarhus Stadsarkiv)
AGF møder Legia Warszawa på Aarhus Stadion i 1960.
AGF møder Legia Warszawa på Aarhus Stadion i 1960 (Foto: Jørn Timm / Aarhus Stadsarkiv)

Henry From roste sin afløser i målet

De tre målscorere banede altså vejen for et samlet avancement med en sikker 3-0 hjemmesejr. Men også Henry Froms afløser i målet, Kaj Olsen, spillede en stor kamp, og Henry From var den første til at gratulere sin afløser:

– Jeg er ikke det mindste overrasket over Kaj Olsens glimrende spil. Jeg har set ham spille i mange år, og jeg er klar over hans styrke. Han er en fortræffelig målmand. Alligevel var det strålende præsteret af ham i så vigtig en kamp, sagde Henry From.

31-årige Kaj Olsen, som var kommet til AGF fra Aalborg Chang ni år tidligere, var også selv en lettet mand efter kampen:

– Det var dejligt at det gik så godt. Før kampen frygtede jeg, at jeg skulle få en uheldig aften. Heldigvis fik jeg en heldig start med et par gode redninger de første ti minuter, og det blev afgørende for mig. Nervøsiteten var som blæst bort, og resten af kampen gik smertefrit. Det kan jeg takke mine kammerater i forsvaret for. Hele tiden kom de med opmuntrende bemærkninger, sagde Kaj Olsen om sit clean sheet.

Sjældent rødt kort og dårlige polske tabere: – Vent til Warszawa

AGF vandt altså i sikker stil hjemmekampen med 3-0 over Legia Warszawa på Aarhus Stadion. Ydermere mistede Legia Warszawa et stærkt kort til returkampen i Polen, da den polske landsholdsforsvarer, og Legias stærkeste kort i forsvaret, Marceli Strzykalski blev udvist med 14 minutter tilbage af opgøret ved stillingen 3-0 til AGF.

Røde kort var ikke just hverdagskost i fodboldkampe på denne tid, men den hollandske dommer Bronkhorst var ikke i tvivl om beslutningen:

– Med en usportslig spiller som Strzykalski på banen kunne jeg ikke fortsætte med at lede kampen, sagde dommeren efter kampen og fortsatte:

– Jeg så udmærket hans unoder under kampen, og da han kaldte mig den internationale benævnelse “idiot”, som jeg kunne forstå selv om jeg ikke kan et eneste ord polsk, var det sket med min tålmodighed. Det er første gang, jeg udviser en spiller – jeg har dømt 25 landskampe. Jeg glædede mig i øvrigt over det danske hold, som spillede nydelig fodbold.

Dommer Johan Bronkhorst giver hånd til sine linjevogtere.
Kampens dommer, den hollandske Johan Bronkhorst (i midten), giver hånd til sine linjevogtere. (Foto: Børge Andre Venge / Aarhus Stadsarkiv)

Aage Rou var også enig i, at den polske forsvarsspiller havde fortjent en march-ordre:

– Det var ikke et sekund for tidligt, den polak fik march-ordre. Han havde ikke bestilt andet hele kampen end at sparke os over benene, når vi var kommet fri med bolden, mente Aage Rou.

Generelt var AGF’erne ikke imponerede over polakkernes sportsånd:

– Jeg tror aldrig, jeg har mødt så dårlige tabere. Da kampen blev fløjtet af kom et par af spillerne hen til mig, knyttede næverne og sagde truende: “Vent til Warszawa”. Jeg vil gøre alt for, at de ikke får lov at vinde returkampen, tilføjede AGF’s stærke centerhalf Hans Christian Nielsen.

Spillere fra AGF og det polske hold Legia Warszawa går af banen efter at have spillet mod hinanden i Mesterholdenes Europa Cup på Aarhus Stadion.
AGF’erne smiler bredt, mens polakkerne er tydeligt frustrerede efter AGF’s 3-0 sejr. (Foto: Børge Andre Venge / Aarhus Stadsarkiv)
Spillere fra AGF og Legia Warszawa går fra banen på Aarhus Stadion i 1960.
Skuffelsen står malet i ansigterne på Legia-spillerne (Foto: Børge Andre Venge / Aarhus Stadsarkiv)

“Vi skammer os over vore landsmænds spil”

Mens der var glæde i AGF og resten af Danmark over AGF’ernes præstationer og fornemme fodboldspil, var det en flok skuffede polske journalister som kunne tage hjem fra Smilets By uden de store smil på læberne.

– Vi havde regnet med at sende gode nyheder hjem til Polen i aften. Vi skammer os over vore landsmænds spil og er til gengæld overrasket over danskerne. Det er længe siden jeg har set Legia spille så dårligt, og selv med målmanden Henry From – som jeg glædede mig over i Rom – på holdet, skal AGF ikke regne med at få så let spil, når de kommer til Polen. Så dårligt kan Legia ganske enkelt ikke spille en gang til, sagde redaktøren fra det polske medie Sport Warszawa til Aarhus Stiftstidende efter 3-0 nederlaget i Aarhus.

I Aarhus Stiftstidende skrev man i stedet i helt andre vendinger om Aarhus’ lokale helte. “Den gamle AGF-gejst” hed overskriften i en kolonne i avisen, hvor der bl.a. stod:

– Når AGF er i dette spillehumør, er det ikke morsomt at være modstander. Det måtte Legia-spillerne sande, og det var en bitter pille at sluge. De var kommet til Aarhus for at få revanche for 1-2 nederlaget til Danmark ved De Olympiske Lege, og i stedet fik de sig en ny dukkert. Polakkerne havde ikke meget at skulle have sagt i den kamp. I begyndelsen lavede Legia-angriberne flere pæne tekniske detaljer, men da deres ineffektive fremstød blev stoppet gang på gang af det godt kæmpende AGF-forsvar, begyndte de at miste humøret og skændes indbyrdes, skrev Aarhus Stiftstidende.

Hjemmekampen blev vist i TV og fans sendte penge som tak

Det var ikke just normalt, at man i 1960 kunne se live-fodbold i sit fjernsyn, og derfor var det også helt særligt, at AGF’s hjemmekamp mod Legia Warszawa blev transmitteret i fjernsynet. Det var dengang der kun var én dansk TV-kanal at vælge mellem, og selv om AGF var klar over at klubben ville miste entré-indtægter hvis kampen blev vist i TV, valgte man alligevel at se stort på økonomien.

Der kom da også flere positive tilkendegivelser og tegn på, at AGF havde fået nye tilhængere landet over ved at tillade Europa Cup-kampen mod Legia Warszawa at blive vist i TV.

Før kampen havde AGF’s fodboldformand, Søren Nielsen, bl.a. modtaget et brev fra en “Fredericia-fjernseer”, som det hed sig, som havde sendt 10 kroner til to “fjernseer-billetter” ledsaget af en hilsen med ordene: “Tak for initiativet og held og lykke”.

Fra Struer havde andre fjernseere også sendt 50 kroner til AGF som tak for, at de fik lov at se kampen på deres fjernsyns-skærme.

AGF modtog endvidere 10.000 kr. for at lade kampen blive vist i TV, men da både det europæiske fodboldforbund og Aarhus Idrætspark skulle have deres procentandele af beløbet, blev der kun ca. 6000 kr. tilbage til AGF.

– Hvor mange tilskuere fjernsynsudsendelsen kostede, kan naturligvis ikke siges med bestemthed, men jeg regner med ca. 5000. Der kom 10.200 tilskuere på Aarhus Stadion, og jeg havde tippet omkring 16.000 før fjernsynet kom ind i billedet, sagde AGF’s formand efter kampen og fortsatte:

– Jeg regner med at TV-udsendelsen kostede os ca. 10.000 kr. i mistede indtægter, men vi fortryder ikke. Kampen var jo en glimrende propaganda for AGF og for fodbolden.

Legia Warszawa – AGF: Henry From stjal billedet i Polen

Fodboldspillere Bjarke Gundlev og Finn Overby fra AGF er klar til afrejse fra Park Allé mod Polen, hvor de skulle møde det polske hold Legia Warszawa i Mesterholdenes Europa Cup.
Bjarke Gundlev og Finn Overby er klar til afrejse fra Park Allé inden udekampen mod Legia Warszawa (Foto: Jørn Timm / Aarhus Stadsarkiv)
Fodboldspillere John Jensen og Erik Jensen fra AGF er klar til afrejse fra Park Allé mod Polen, hvor de skulle møde det polske hold Legia Warszawa i Mesterholdenes Europa Cup.
John Jensen og Erik Jensen på Park Allé før afrejsen til Warszawa i 1960. (Foto: Jørn Timm / Aarhus Stadsarkiv)
Fodboldspillere fra AGF er klar til afrejse fra Park Allé mod Polen, hvor de skulle møde det polske hold Legia Warszawa i Mesterholdenes Europa Cup.
På billedet ses Hans Christian Nielsen, Hans Gregersen, Erik Christensen, Aage Rou Jensen og Finn Overby ved afrejsen til udekampen mod Legia Warszawa (Foto: Jørn Timm / Aarhus Stadsarkiv)
Fodboldspillere fra AGF er klar til afrejse fra Park Allé mod Polen, hvor de skulle møde det polske hold Legia Warszawa i Mesterholdenes Europa Cup.
Sportstaskerne læsses i AGF’s bus inden afgang til Polen (Foto: Jørn Timm / Aarhus Stadsarkiv)

Returopgøret i Polen endte med en polsk 1-0 sejr. Målet blev sat ind af Helmut Nowak efter en halv times spil i 1. halvleg, og det udviklede sig til et opgør, hvor AGF’erne spillede med ryggen mod muren kampen igennem. Det var ellers et svækket Legia-hold som stillede op til kampen mod AGF på Stadion Wojska Polskiego i Warszawa.

Legia, som var hærens hold i Polen og polske mestre, havde oplevet sportslig tilbagegang og der udspillede sig samtidig et større drama i egne rækker. En polsk leder afslørede før kampen i Warszawa overfor Aarhus Stiftstidende, at årsagen skyldtes “alvorlige stridigheder mellem klubbens civile og militære medlemmer”.

På Legia-holdet var fire officerer, fire menige og tre civile spillere, og civilisterne havde angiveligt ikke kunne indordne sig under den strenge militære disciplin på holdet.

Balladen internt på holdet havde også været medvirkende til, at Legia søndagen før returkampen var blevet vippet af førstepladsen i den polske 1. division med et nederlag på 1-2 til Chorzow.

Derfor var der ikke mange i den polske presse som – på bagkant af første opgør i Aarhus – troede på Legias chancer for avancement til 2. runde før kampen. Og sådan gik det heldigvis heller ikke.

Men havde det ikke været for en stærkt spillende Henry From i AGF-målet, og en generelt bravt kæmpende aarhusiansk defensiv, var det måske gået anderledes for AGF i den polske hovedstad.

– Jeg har ikke set bedre målmandsspil. Uden ham er jeg ikke sikker på, at AGF havde klaret sig igennem til anden runde, udtalte den polske sportsredaktør Gregorz Aleksandrowicz og sammenlignede i øvrigt Henry From med den sovjetiske målmandslegende Lev Yashin aka “Den Sorte Edderkop”.

 

I aarhusiansk presse var man bestemt heller ikke ligeså begejstret for AGF’s præstation, som man havde været efter første opgør i Aarhus:

– Dansk fodbolds renommé er i dag i Warszawa lige så ramponeret som den hårdt prøvede bys røgsværtede ruiner. Ingen af de 30.000 polske tilskuere, der så mesterholdet Legia besejre AGF 1-0, kunne begribe hvorledes aarhusianerne har båret sig ad med at vinde den første kamp 3-0. De var vidne til en ensidig polsk opvisning og demonstrerede højlydt deres harme over, at det blev AGF’erne, der med en samlet målscore på 3-1 fortsætter i den europæiske cupturnering, skrev Aarhus Stiftstidende udsendte medarbejder i Polen.

AGF afslog tilbud om årlige venskabskampe mod Legia

Efter returkampen i Polen kom lederne af den polske militærklub i øvrigt med en bemærkelsesværdig opfordring til et samarbejde mellem AGF og Legia Warszawa. Polakkerne ønskede at arrangere adskillige årlige venskabskampe mod AGF, både i Danmark og i Polen, men det samarbejde afslog AGF-ledelsen hurtigt.

AGF’erne var ganske enkelt blevet behandlet dårligt og ugæstfrit i Polen, og så mente man i øvrigt heller ikke, at der ville være økonomi i samarbejdet.

Det var heller ikke kun AGF’s spillere og ledere som ikke havde følt sig velkomne i Polen. I Aarhus Stiftstidende kunne man således også læse om en dansk journalist som var blevet bestjålet på sit hotel i Warszawa for værdier for næsten 1500 kroner.

– Journalisten opdagede tyveriet, da han vendte tilbage til sit værelse på Hotel Warszawa. Alle hans medbragte ejendele, der bl.a. omfattede en ny skrivemaskine, en elektrisk barbermaskine, overfrakke og nogle skjorter, var forsvundet. Han troede, at nogle på det danske hold havde lavet spøg med ham, og først i morges blev det polske politi tilkaldt, stod der i artiklen.

Ak ja. Sådan kunne det gå. Men i det mindste var det AGF, som stjal billetterne til anden runde i Mesterholdenes Europa Cup, hvor norske Frederikstad ventede.

Læs om flere af AGF’s kampe i Europa her.

Kilder: Aarhus Stiftstidende, europacup.fodboldarkiv.dk

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle