AGF – Nice: Mesterholdenes Europa Cup 1956/57

Efter AGF året forinden havde debuteret på den store europæiske fodboldscene mod de franske mestre fra Reims, og genvundet det danske mesterskab i samme sæson, var AGF klar til et nyt eventyr i Mesterholdenes Europa Cup i 1956. Her skulle AGF op mod de nye franske mestre fra Nice, som netop havde vundet klubbens tredje mesterskab i Frankrig.

I modsætning til året forinden, hvor AGF indtrådte direkte i 1. runde, måtte AGF denne gang igennem en kvalifikationsrunde mod Nice for at få en plads blandt de 16 sidste hold i Mesterholdenes Europa Cup.

Igen startede AGF på “hjemmebane” i Københavns Idrætspark, hvor det endte 1-1. Men i udekampen på Stade Municipal du Ray i Nice fik AGF’s amatørhold ørerne i den professionelle franske fodboldmaskine og tabte med hele 1-5.

Nice skulle efterfølgende slå skotske Rangers ud med 3-1 samlet, inden de tabte 2-6 samlet til Real Madrid i kvartfinalerne.

Læs mere om historien bag AGF vs Nice i 1956 forneden.

AGF – Nice: 1-1 (1-0)

Dato: d. 19. september 1956
Runde: 1. kvalifikationsrunde
Stadion: Københavns Idrætspark
Tilskuere: 12.900
Dommer: Arthur Edward Ellis (England)

Målscorere:
1-0: Erik Jensen (16.)
1-1: Jacques Foix (61.)

AGF’s holdopstilling:

Henry From
Bjarke Gundlev
Per Knudsen
John Amdisen
Hans Christian Nielsen
Jørgen Olesen
Svenning Pilgaard
Erik Jensen
Gunnar Kjeldbjerg
Aage Rou Jensen
John Jensen

Træner: Géza Toldi

Nice – AGF: 5-1 (3-0)

Dato: d. 27. september 1956
Runde: 1. kvalifikationsrunde
Stadion: Stade Municipal du Ray
Tilskuere: 7.000
Dommer: John Husband (England)

Målscorere:
1-0: Jacques Foix (2.)
2-0: François Milazzo (27.)
3-0: Jacques Faivre (45.)
4-0: Jacques Faivre (60.)
5-0: François Milazzo (74.)
5-1: Erik Jensen (77.)

AGF’s holdopstilling:

Henry From
Bjarke Gundlev
John Amdisen
Per Knudsen
Hans Christian Nielsen
Jørgen Olesen
Svenning Pilgaard
Erik Jensen
Gunnar Kjeldbjerg
Aage Rou Jensen
John Jensen

Træner: Géza Toldi

Historien bag AGF vs Nice

Som det var tilfældet året forinden mod Reims, måtte AGF igen spille hjemmekampen i Mesterholdenes Europa Cup-turnering i Københavns Idrætspark i hovedstaden. På Aarhus Stadion var der nemlig stadig ikke installeret et lysanlæg, hvilket først skete i 1957, hvor Ceres-bryggerierne i forbindelse med deres 100-års jubilæum, donerede et lysanlæg til Aarhus Idrætspark.

Det var på tale at spille kampen om eftermiddagen i Aarhus, hvor et lysanlæg ikke vil være nødvendigt, men man vurderede, at det ville give for stort underskud. Kampen kostede nemlig AGF 30.000 kr. at arrangere, bl.a. fordi Nice havde krævet engelske dommere til kampen. Samtidig ville en kamp i eftermiddagstimerne formentlig kun tiltrække maksimalt 4000 tilskuere og dermed en indtægt på ca. 15.000 kr.

Endvidere var det dengang klubberne, som internt skulle nå til enighed om spilledatoer, og her var franskmændene hårde i filten. Nice-lederne krævede i hvert fald, at såfremt AGF ikke kunne spille på de datoer, franskmændene foretrak, måtte AGF tabe uden kamp. Samtidig truede de med, at indberette sagen til UEFA, såfremt man ikke kunne nå til enighed.

Den store årsag til balladen omkring spilledatoerne var, at AGF havde fire landsholdsspillere, som skulle i aktion for Danmark mod Finland d. 16. september. Disse fire spillere måtte ikke spille fire dage før landskampen, og DBU kunne iflg. reglementet ikke give dispensation til AGF. AGF ville derfor gerne spille d. 11. september, mens Nice hævdede kun at kunne spille d. 12. eller d. 13.

Til enighed nåede man dog til sidst, og AGF’s hjemmekamp i Idrætsparken i København endte også med et lille overskud. Der skulle nemlig 12.000 mennesker gennem tælleapparaterne før arrangementet løb rundt, og i alt dukkede 12.900 op.

De franske mestre fra Nice

Nice havde netop vundet klubbens tredje mesterskab og dermed sikret billet til kvalifikationsrunden i Mesterholdenes Europa Cup. Mesterskabskampen i Frankrig i sæsonen 1955/56 havde været tæt, og Nice tog sig af førstepladsen med kun ét point flere end Lens, og to flere end både AS Monaco og Saint-Etiénne på de efterfølgende pladser.

På Nice-holdet var de store stjerner i særdeleshed den argentinske centerforward, Ruben Bravo, en 40-årig fodboldnomade som i sin karriere havde været store dele af kloden rundt, samt en målfarlig højre wing ved navn Joseph Ujlaki fra Ungarn. Ujlaki skrev sig ind i den franske fodboldhistorie som en af de farligste angribere i 1950’erne og 60’erne med 190 mål i den bedste franske række.

Ujlaki var dog ikke med i nogle af de to kampe mod AGF. Årsagen var, at ungareren lå i forhandling med Marseille, som med rige forretningsfolk i ryggen var parat til at smide et stort beløb på bordet for Ujlaki. Til Marseille kom han dog aldrig, og han spillede faktisk i Nice et par sæsoner mere, før han skiftede til RC Paris. Han nåede også at få fire kampe i Europa for Nice i denne sæson.

Det var i høj grad tre andre spillere, som gjorde det onde ved AGF tilbage i 1956; Jacques Foix, François Milazzo og Jacques Faivre scorede nemlig to mål hver i de to opgør mod De Hvide. Foix, som også var wing på det franske landshold, var i øvrigt én af tre nye landsholdsspillere i Nice-truppen i 1956, efter han var skiftet fra Saint-Etienne op til sæsonen.

Nice-anføreren, stopperen Gonzales, var også en af holdets store profiler. Den primære årsag til, at han var udpeget som anfører af sine holdkammerater var dog Gonzales’ sprogkundskaber. Han talte nemlig fire sprog; fransk, spansk, italiensk og engelsk.

På papiret havde Nice et strålende mandskab, hvilket AGF altså også fik at føle – særligt i kampen på Stade Municipal du Ray i Frankrig.

“Hellere Blackpool end de danske mestre”

Før AGF røg ind i franske øretæver i Frankrig, skulle første kamp altså først spilles i København. Her var Nice ankommet til den danske hovedstad med ét mål for øje, nemlig en sejr. Til at motivere spillerne havde Nice-ledelsen udlovet en bonus på hvad der svarede til 400 kr. for en sejr, mens et uafgjort resultat ville kaste ca. det halve af sig.

For AGF’erne, som alle var ulønnede amatørspillere, var der ikke penge at hente for en sejr. En samlet triumf over de franske mestre, ville derimod kaste en ny stor fodboldoplevelse af sig mod endnu en europæisk modstander.

Samtidig havde AGF også noget at bevise, for de arrogante franskmænd havde nemlig ikke det store til overs for AGF og dansk fodbold. I Frankrig havde man nemlig udtalt, at man hellere så et andet lands nr. 2 medvirke i turneringen, end de danske mestre. Her blev der specifikt nævnt Englands nr. 2, Blackpool, og man henviste til, at England ligeså vel kunne have to deltagende hold, ligesom Spanien havde i denne sæson. Real Madrid var nemlig med som sidste års vindere, sammen med de nye spanske mestre fra Athletic Bilbao.

AGF dominerede, verdens bedste dommer havde en svag dag

Heldigvis for AGF, og dansk fodbold, leverede AGF en stærk præstation i den første kamp i Idrætsparken i København. Og havde det ikke været for en kontroversiel dommer, var det måske også blevet til en AGF-sejr.

Erik Jensen bragte AGF i front efter godt et kvarters spilletid på et mål som Aarhus Stiftstidendes udsendte beskrev således:

“Erik Jensens dejlige mål var symbolsk for AGF’ernes energimættede præstation. Han erobrede bolden på banens midten, kom med to snævre driblinger fri af Foix og Milazzo, fintede endnu en franskmand væk, og da den blonde back Nani satte en ureglementeret tackling ind som sidste skanse, undlod den engelske dommer Ellis lykkeligvis at fløjte. Erik Jensens hårde vristspark suste i nettet over armene på Colonna (Nices målmand, red.), som i et tigerspring lå vandret i luften”.

Iflg. avisens udsendte var 1-0 føringen ved pausen for lidt, da AGF havde misbrugt flere gode muligheder undervejs i første halvleg. I starten af anden halvleg havde AGF chancerne til 2-0, men i stedet fik Jacques Foix udlignet for franskmændene på kontroversiel vis.

“Bjarke Gundlev skulle til at springe, da Foix skubbede ham ud af balance med den ene arm, så han fik plads til at røre sig. Med ryggen mod mål flugtede han bolden i nettet over hovedet på sig selv. Det ville have været en fodboldperle, hvis Foix ikke havde skabt sig fri bane ved sit ulovlige skub til Gundlev. Den engelske linjevogter, som enten havde set forseelsen, eller mente der var offside, markerede med flaget, men Ellis undlod at fløjte”, skrev Aarhus Stiftstidende om målet og fortsatte den skarpe kritik af dommeren.

“Verdens bedste fodbolddommer havde en svag dag og blev upopulær. Han var for lidt myndig, da det sydlandske blod blev for hedt. Mange ulovlige tricks og unoderne med at forhale de danske frispark ved at sparke bolden væk eller stå i vejen for den der skulle sparke, fik lov at passere uden påtale, og tilskuerne, som ville se AGF vinde, kastede blommer efter Ellis.”

Snydt for et straffe blev AGF også iflg. avisens reporter:

“Det mest oplagte straffespark i fodboldhistorien blev begået mod Aage Rou. Gonzales gav ham med begge hænder et voldsomt skub i ryggen og hindrede hans afsæt til en høj centring fra Pilgaard. Ellis stod godt placeret, og det er ufatteligt, at han ikke fløjtede”.

Nutidens AGF-fans, som ofte føler sig forfulgt af dommerne i AGF’s kampe, vil måske fristes til at tænke: “Nogle ting ændrer sig aldrig”.

Dommer Ellis: Det burde være 3-0

Kampens dommer røg altså i unåde hos både tilskuerne i Idrætsparken og de danske journalister som dækkede kampen. Selv havde dommeren efter kampen kun rosende ord til overs for AGF:

“Man skulle tro det var AGF, der var det professionelle hold”, sagde dommer Ellis efter kampen i København og fortsatte:

“Det ville have været rimeligt med en dansk sejr på 3-0”.

Da det kom til at diskutere de kontroversielle kendelser med medlemmer af pressen, herunder det frispark Foix efter pressens mening begik før sin scoring til 1-1, var dommeren mindre snakkesalig:

“Jeg stod udmærket placeret og skønnede, at der ikke var offside. Jeg ønsker ikke at diskutere mine kendelser. Vil De gå ud.”, sagde Ellis eftersigende til en påtrængende journalist på jagt efter svar.

Det var ikke kun de danske journalister, som var ude med riven efter dommeren. Sågar også i Frankrig var der undren over de kontroversielle kendelser. Den franske journalist Jacques de Ryswick skrev således i tidens største sportsblad i Europa, franske L’Equipe, at dommeren var “temmelig ædelmodig over for franskmændene”, samt at det var “et under, at AGF kun fik ét mål”.

Nice havde ønsket engelske dommere i begge kampe, hvilket AGF stadig var med på at efterkomme. Men AGF’erne ønskede dog, at det ikke blev Arthur Edward Ellis som igen skulle føre fløjten i returkampen i Frankrig. Således blev det. Englænderen John Husband ledte i stedet slaget i Frankrig.

Hård flyvetur over Alperne og kasinotur til Monte Carlo

Optakten til kampen havde på ingen måde været optimal for AGF. For det første havde rejsen til Frankrig været ekstrem hård for truppen. AGF ankom til Nice med to timers forsinkelse, efter man var røget ind i dramatisk vejr over Alperne. Uvejret havde gjort flere spillere og trænere meget utilpasse, og holdets læge, Sehested, måtte uddele piller mod luftsyge undervejs.

Kampen mod Nice blev også i første omgang aflyst, da et voldsomt regnvejr havde gjort banen ubrugelig. I stedet var det på tale, at kampen måske skulle flyttes til Marseille. Men takket været en bagende sol over det sydfranske, og en stærk indsats fra det lokale brandvæsen, lykkedes det – mod forventning – at få banen klar til kamp i Nice dagen efter kl. 15.00.

Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Den udsatte kamp betød bl.a., at AGF’erne fik mulighed for at restituere ovenpå den hårde flyvetur. Det valgte man bl.a. at gøre med en bustur til Monte Carlo, hvor den stod på gambling på et kasino.

Her kunne man efterfølgende læse i Aarhus Stiftstidende, at AGF-spilleren Svenning Pilgaard, som havde vundet hele 120 D-mark under AGF’s tur til Wiesbaden tidligere på året, igen havde haft heldet med sig. Han vandt tilsyneladende hele 40 kr. på kasinoet i Monte Carlo, og aftenen før kampen, vandt han et lignende beløb på et kasino i Nice, inden spillerne gik i seng for at hvile inden morgendagens kamp.

Historier om AGF-spilleres eskapader på diverse kasinoer forud for en vigtig kamp som denne, var nok ikke blevet omtalt i ligeså positive vendinger i dagens presse.

Nervøse og ugæstfrie franskmænd

Mens AGF’erne hyggede sig på kasino i Monte Carlo og Nice, var de franske modstandere sendt på fisketur et stykke udenfor byen. I Nice frygtede man nemlig nu AGF’erne på baggrund af den første kamp i Danmark, og spillernes tanker skulle afledes fra den kommende kamp mod AGF.

“Jeg er nervøs for kampen, fordi AGF er en modstander af en art, vi ikke er vant til. Det jyske holds dynamiske kraft og gode holdmoral kan blive farlig for os, som det var tilfældet i København,” sagde den sydamerikanske Nice-træner, Carniglia, til Aarhus Stiftstidende.

Måske var frygten for at blive slået af et amatørhold fra Danmark, som man i Frankrig oprindeligt slet ikke mente burde medvirke i en turnering af dette format, årsagen til, at Nice heller ikke var specielt medgørlige før kampen i Frankrig.

Efter ankomsten bad AGF nemlig om at komme ud og træne på græs i Nice, men det ønske blev afslået af franskmændene. I stedet blev AGF-spillerne henvist til at træne i en cementgård, som normalt blev anvendt til gymnastik.

Så meget for fransk gæstfrihed, og lidt en anderledes oplevelse for AGF’erne end året forinden, hvor de i Reims var blevet budt på champagne og sightseeing af de franske værter.

AGF bukkede under for elegant fransk angrebsspil

Selve kampen i Nice er der ikke meget spas ved at berette om. AGF måtte bukke under for de franske mestres elegante angrebsspil. Det tog kun 70 sekunder før Nices målscorer i København, Jacques Foix, havde sendt Nice i front på hjemmebanen.

Det gav franskmændene en ro over holdet, og de kunne spadsere en sikker 5-1 sejr i land efter de 90 minutter. De investerede også dét der skulle til, for det blev berettet efter kampen af Nice-træneren, at holdet tilsammen havde tabt hele 22,5 kg undervejs i kampen, som blev spillet i omkring 34 graders varme.

Sejren betød, at Nice-holdet, som ellers nærmest var lagt for had af eget publikum i de seneste hjemmekampe efter mange skuffende præstationer, blev taget til nåde og genvandt folkets opbakning på lægterne.

For AGF betød nederlaget ikke andet, end at man kunne rejse hjem og fokusere på 1. division i Danmark, hvor man senere på sæsonen vandt mesterskabet for tredje år i træk.

Læs om flere af AGF’s kampe i Europa her.

Kilder: Aarhus Stiftstidende, europacup.fodboldarkiv.dk