AGF – Sevilla: Mesterholdenes Europa Cup 1957/58
AGF var klar til 2. runde mod Sevilla C.F. i Mesterholdenes Europa Cup efter en komfortabel sejr på 3-0 samlet over Glenavon FC i 1. runde. Det var første gang i historien at AGF præsterede at avancere til næste runde i Europa Cuppen.
Nu ventede spanske Sevilla i 2. runde, som svarede til 1/8-finalerne. Spanierne var videre efter at have besejret Benfica fra Portugal med 3-1 samlet i deres første runde, og på alle parametre var Sevilla store favoritter til at sende AGF ud af Mesterholdenes Europa Cup over de to kommende kampe.
Sådan gik det desværre også, da Sevilla sejrede med 4-2 samlet over AGF. I første kamp i Spanien vandt Sevilla med 4-0, men AGF fik pyntet på regnskabet med en 2-0 sejr hjemme i Aarhus.
Læs mere om historien bag AGF’s kampe mod Sevilla i 1957/58 sæsonen forneden.
Sevilla – AGF 4-0 (3-0)
Dato: d. 27. november 1957
Runde: 2. runde
Stadion: Estadio Nervion
Tilskuere: 37.500
Dommer: Gaston Grandain (Belgien)
Målscorere:
1-0: Antonio Antoniet (6.)
2-0: Lorenzo Loren (24.)
3-0: Antonio Antoniet (30.)
4-0: Lorenzo Loren (52.)
AGF’s holdopstilling:
Henry From
Hans Gregersen
Bjarke Gundlev
John Amdisen
Hans Christian Nielsen
Jørgen Olesen
Svenning Pilgaard
John Jensen
Erik Jensen
Aage Rou Jensen
Peder Kjær
Træner: Peder Vesterbak
AGF – Sevilla: 2-0 (1-0)
Dato: d. 4. december 1957
Runde: 2. runde
Stadion: Aarhus Stadion
Tilskuere: 18.000
Dommer: Aloïs Smidts (Belgien)
Målscorere:
1-0: Erik Jensen (41.)
2-0: Erik Jensen (86.)
AGF’s holdopstilling:
Henry From
Hans Gregersen
Bjarke Gundlev
John Amdisen
Hans Christian Nielsen
Jørgen Olesen
Svenning Pilgaard
Hans Madsen
Erik Jensen
Aage Rou Jensen
Peder Kjær
Træner: Peder Vesterbak
Historien bag AGF vs Sevilla C.F.
AGF var naturligvis store underdogs mod Sevilla i 2. runde af Mesterholdenes Europa Cup, men iflg. det førende spanske sportsblad i tiden, Marca, var det et spansk hold som manglede både kondition og moral forud for det første opgør på Estadio Nervion i Sevilla. Godt nok var det lykkedes Sevilla at ekspedere Benfica ud af turneringen i 1. runde, men man havde netop tabt tre divisionskampe i træk, og var placeret på en skuffende 11. plads ud af 16 hold i den bedste spanske række.
– Klubben behøver nye folk på holdet. Det er nødvendigt med en fornyelse for at indgyde holdet ny moral og for at få det til at spille som et hold. Vi må ikke glemme, at vi nu er midt i Europa Cup-turneringen, og at Sevilla snart skal spille, skrev den spanske avis og pegede bl.a. på, at Sevillas angreb var for svagt og var uden evner til at trænge gennem modstandernes forsvar.
I Sevilla-lejren frygtede man også på forhånd de to opgør mod AGF. Det havde gjort et indtryk på Sevilla, at AGF for tredje gang i træk var på vej til at blive danske mestre, og at klubben fra Fredensvang efterhånden var blevet vant til den særlige atmosfære omkring disse store europæiske kampe.
I Spanien forventede man dog stadig en hjemmesejr i første opgør, men man frygtede samtidig returopgøret i Aarhus, som skulle spilles d. 4. december i den kølige danske vinter. Derfor var det vigtigt for Sevilla-mandskabet at få en god start på dobbelt-opgøret mod AGF med en komfortabel sejr på hjemmebanen. Men var formen og moralen til det? Det herskede der altså en vis skepsis omkring i både den spanske presse og blandt Sevillas egne tilhængere.
AGF tog dansk mad med til Sevilla
Mens Sevilla frygtede for den danske vinterkulde i returkampen, frygtede AGF for det spanske køkken. Man ville nemlig ikke risikere, at de krydrede retter og den olivenolie rige spanske mad skulle “handicappe spillerne”, som det hed sig.
I AGF tog man derfor ingen chancer forud for kampen i Sevilla, og ledelsen besluttede, at spillerne skulle have dansk mad med til Spanien. Den bestod i dansk konserves og rugbrød, som skulle indtages fra ankomsten aftenen før kampen og frem til efter slutfløjtet. Først derefter måtte AGF’erne stifte bekendtskab med det spanske køkken, som man ellers glædede sig til.
Det morede man sig tilsyneladende over i Sevilla, hvor en lokal restauratør hang et skilt op i sit butiksvindue med ordlyden: “Enhver Aarhus-spiller, hvis vej skulle falde her forbi, bør prøve vor mad. Vor fisk er kogt i eksportolie og ikke i ringere kvaliteter”.
Det sidste refererede til, at størstedelen af den spansk olivenolie blev eksporteret til udlandet, og spanierne ofte selv måtte nøjes med olivenolie af lavere kvalitet. Skiltet var ledsaget af et billede af stegt fisk, vin, et rundstykke og et bundt radiser, som var et typisk lokalt måltid.
Europa mest fanatiske publikum
Foruden respekten for det spanske køkken, var der også på forhånd en vis respekt for det spanske publikum som ventede på Estadio Nervion i Sevilla. Det spanske publikum var nemlig berygtet for at være Europas mest fanatiske i dets patriotisme og det mest ubehagelige at spille for som gæstende hold i Europa.
– Hårdt spil – selv inden for reglernes rammer – mødes med pibekoncerter, og angreb på hjemmeholdets målmand tolereres ikke, skrev Aarhus Stiftstidende i en artikel om hvad der ventede AGF’erne på Estadio Nervion, hvor man i øvrigt også ventede fuldt hus på lægterne.
Derfor var man spændt på, om den belgiske dommer, Gaston Grandain, kunne stå for presset.
Grandain, som var en kraftig mand på 46 år, og som ved siden af sit dommerhverv arbejdede som ingeniør på et skibsværft i Bruxelles, mente dog selv, at han nok skulle kunne håndtere de spanske tilskuere:
– Jeg hører overhovedet ikke tilskuerne, lige meget hvor meget de råber og skaber sig. Og jeg fortolker reglerne, som man gør det i Danmark og England. Hjemme i Belgien tillader vi ikke angreb på målmanden, men i international fodbold er jeg på linje med engelske dommere, sagde Grandain iflg. Aarhus Stiftstidende og fortsatte:
– Hvis nogen er i tvivl om, at jeg er upåvirkelig for publikums indblanding, kan jeg trøste med, at jeg har været dommer i en landskamp i Tyrkiet, hvor Italien vandt med 1-0, efter jeg havde annulleret to tyrkiske mål.
AGF kom med nationalmelodien og porcelænsgaver
Med til Spanien havde AGF-delegationen, foruden dansk mad, også medbragt gaver til de spanske værter. Først og fremmest havde AGF medbragt en grammofonplade med den danske nationalmelodi, som skulle spilles sammen med den spanske og belgiske nationalmelodi, når de to hold og dommeren gik på banen.
Derudover havde AGF’s hovedformand, bankdirektør Werdelin Larsen, også den fornøjelse på vegne af AGF at overrække en stor vase i kongeligt porcelæn til fodboldklubben Sevilla samt askebægre i porcelæn til de spanske spillere.
Sevillas gave til AGF-spillerne var en miniature udgave af det mauriske tårn på domkirken i Sevilla, som er byens vartegn. Til klubben AGF overrakte Sevilla en flot opsats af spansk sølv.
Gaverne blev overrakt ved en banket på hotellet aftenen før kampen, hvor AGF-formanden i øvrigt vakte stormende jubel hos værterne ved at holde en tale på spansk.
AGF blev indlogeret på rigmands-palads i Sevilla
Ved ankomsten til Sevilla blev AGF’erne indlogeret på luksushotellet Hotel Madrid, som var indrettet i et tidligere rigmandspalads i maurisk stil med trapper i hvidt marmor, fornem møbelkunst og store søjlegårde med fliser, eksotiske planter og statuer.
Efter ankomsten blev der uddelt dansk smør, rugbrød og tørkost til spillerne, som efterfølgende blev sendt i seng omkring midnatstid og bedt om at blive på værelserne til kl. 12 dagen efter, hvor det store slag mod Sevilla skulle stå fire timer senere, klokken 16:00.
Inden kampen skulle spillerne spise den danske mad på deres værelser, og kort før kampen blev der afholdt taktikmøde. Her gjorde træner Peder Vesterbak det klart for AGF-spillerne, at målsætningen var at gå efter et uafgjort resultat – eller et spinkelt nederlag. Således gik det dog desværre ikke for AGF’erne.
Spansk pibekoncert efter 4-0 sejr
“Den som ikke har set Sevilla, har ikke set et vidunder”, hedder et gammelt spansk ordsprog. Og man må sige, at AGF’erne i den grad fik set Sevillas vidundere under deres besøg i 1957.
Den første kamp i Spanien gik nemlig desværre langtfra som Peder Vesterbak og AGF’erne havde håbet på. Sevilla spillede vidunderligt og dominerede kampen fra start til slut. Spanierne bragte sig foran allerede efter seks minutters spil ved Antonio Antoniet, og da uret rundede en halv time på Estadio Nervion, havde Lorenzo Loren og Antoniet udbygget den spanske føring til 3-0. Blot syv minutter efter pausen lukkede og slukkede Loren med sit andet mål i kampen til slutresultatet 4-0.
I alt var der 37.500 tilskuere på plads på Estadio Nervion, og de larmende tilskuere kastede deres hatte højt op i luften, hver gang Sevilla scorede et mål. Flere hundrede så også til fra taghaverne på de omkringliggende højhuse, og herfra blev der piftet gevaldigt, fordi Sevilla ikke scorede flere end fire mål i kampen.
AGF’erne var tydeligt overmatchet af de spanske spilleres lynhurtige spil med bolden, og selv spillede AGF’erne for langsomt, var for ubeslutsomme og hjalp hinanden for lidt, rapporterede Aarhus Stiftstidendes udsendte medarbejder fra kampen.
John Amdisen, som iflg. avisen var kampens bedste AGF’er, var også tæt på at komme på måltavlen i Spanien. Et frispark fra Aage Rou endte for fødderne af Amdisen, som sendte bolden afsted med kurs mod netmaskerne. Desværre for Amdisen og AGF stod kampens dommer i vejen, som derved reddede Sevilla fra at indkassere en dansk scoring.
I spansk presse var der efter kampen hård kritik at læse om AGF’s hold:
– De spiller en meget uskyldig form for fodbold og kan ikke skyde på mål. Holdet har ingen kvalitet, og det er ikke fordi kampevnen lader noget tilbage at ønske, men simpelthen fordi holdet totalt mangler den hurtighed, der er nødvendig for at komme med i spillet, skrev Marca.
Sevillas taxaer boykottede AGF
Det var ikke kun på græstæppet på Estadio Nervion, at Sevilla var ugæstfrie. AGF indberettede efter kampen også Sevilla som værende dårlige værter, da AGF’erne var blevet boykottet – eller saboteret om man vil – af både den spanske klubs ledelse og byens taxachauffører, som ikke ville køre de danske spillere fra hotellet til stadion.
AGF’erne havde stået foran Hotel Madrid og ventet på den bus, som Sevillas ledelse havde lovet ville hente AGF-holdet og fragte dem til Estadio Nervion. Da den aldrig ankom begyndte nervøsiteten at brede sig blandt AGF’erne, og man ringede adskillige gange og spurgte efter bussen som altså aldrig kom.
I panik begyndte AGF’erne at forsøge at praje taxaer til køre dem til stadion, men de ville ikke standse og samle AGF’erne op. De få taxaer som stoppede ved hotellet, nægtede at køre AGF-spillerne til kampen. Til sidst fik AGF’erne den lyse idé, at give nogle spanske drenge 100 pesatas og en billet hver til kampen for at gå hen og hyre en taxa, hvorefter drengene kørte hen til hotellet og samlede AGF-spillere op. Dermed kunne taxachaufførerne ikke undgå at tage AGF-spillerne med.
Det var selvfølgelig til stor ulempe for AGF’s forberedelser til kampen. Spillere som Henry From og Aage Rou ankom først til Estadio Nervion 10 minutter før kampstart i en privat bil, hvis ejer havde været så venlig at give dem et lift til stadion.
– Vi ønsker ikke at bruge den mærkelige behandling som undskyldning for nederlaget. Men vi vil indberette sagen for den europæiske fodboldunion. Det får ikke nogen betydning for vores kamp, men måske kan en reprimande til spanierne føre til, at andre gæstende hold får en mere fair behandling. Mange af vores spillere fik ikke varmet op ordentlig forud for kampen, sagde AGF’s fodboldformand Søren Nielsen.
AGF var bedst i returkampen i Aarhus
Med et 4-0 nederlag med hjem i bagagen fra Sevilla, var der reelt ikke store chancer for, at AGF kunne vende tingene på hovedet hjemme på Aarhus Stadion. Alligevel mødte 18.000 tilskuere op til kampen i Aarhus, og de fik heldigvis en kamp at se, hvor AGF var klart bedst i en 2-0 sejr på to mål af Erik Jensen.
Den spanske avis Marca, som havde været ude med riven efter AGF’ernes evner efter kampen i Sevilla, måtte også krybe til korset med positive ord om AGF’s indsats i returkampen:
– I dag var Aarhus fuldstændig forandret. Denne gang var det kampens bedste hold. For Sevillas publikum, der ikke overværede denne kamp, må det lyde fuldstændigt skørt. Det var imidlertidig sådan, det forholdt sig, skrev Marcas udsendte journalist efter kampen.
Endvidere havde en infernalsk larm på tribunerne fra AGF’s publikum overrasket den spanske journalist:
– Jeg har været på mange fodboldbaner, hvor publikum konkurrerede med tågehorn, men mine ører har aldrig været ude for en så infernalsk larm, som den jeg oplevede under denne kamp. Men det var ikke larmen alene, der gav danskerne sejren, skrev Marca.
I modsætning til Sevilla, havde AGF’erne også imponeret med deres gæstfrihed i Danmark overfor de spanske gæster. I Madrid-avisen ABC skrev man bl.a.:
– Dette er et land med en strålende sportsånd og gæstfrihed, og var det ikke for sproget, kunne man godt føle sig hjemme.
Sevilla-holdet blev også taget godt i mod i Aarhus, og hyggede sig bl.a. med bordtennis under deres besøg på Fredensvang.
Aage Rou lagde taktikken som kvalte Sevilla i Aarhus
Aage Rou havde udtænkt en snedig taktik, som træner Peder Vesterbak accepterede på spillermødet før returkampen i Aarhus. Det var en slagplan, som totalt kvalte Sevillas spil og anonymiserede spaniernes helt store profil, José Garcia Castro også kendt som Pepillo, kampen igennem. Generelt lykkedes taktikken til punkt og prikke, og det spanske forsvar var hårdt trængt i hele opgøret.
Aage Rou var ikke alene manden bag den snedige taktik. Han var også manden bag begge assists til Erik Jensens to mål i kampen. Men desværre var AGF’s 2-0 sejr ikke nok til at sende AGF’erne videre til en kvartfinale mod Real Madrid.
Her fik Sevilla i stedet fornøjelsen af at tabe 10-2 samlet, efter et nederlag på 8-0 i Madrid i den første kamp. Real Madrid gik ultimativt hele vejen i turneringen og slog AC Milan i finalen med 3-2 efter forlænget spilletid på Heysel Stadion i Belgien.
Kilder: Aarhus Stiftstidende, europacup.fodboldarkiv.dk
Flere AGF Nyheder
-
Rösler efter HSV: – Vi fik nogle gode præ…
-
Udvidet stemningsafsnit til AGF – BIF
-
Power efter HSV: – Vi fik det ud af kampe…
-
HSV – AGF: Paddy viste skarpheden på ny
-
Blog: Slagkraftig affære i remis mod Viborg
-
AGF ærgrer sig: Stadionforsinkelse kan ikke ind…
-
Mølgaard tilbage på græs
-
Reportage: Med nerverne uden på tøjet i Viborg
-
Viborg FF – AGF: Spillerstatistikker og kampens…
-
Lyden AGF: Tid til ny angriber?