Skip to main content


(Foto: Jonas Roulund)

Trøjesamleren har stadig guld i gemmerne


| Jonas Roulund |

Thomas Berg var indtil for nylig verdens største AGF-trøjesamler med over 350 trøjer samt adskilligt merchandise udstillet på et hjemmelavet museum i lejligheden på Banegårdsgade. Nu har samlingen været sat til salg i et par måneder, men der er fortsat guld tilbage i gemmerne hos den loyale AGF-fan.

Skal du iføre dig en matchworn Hausner-trøje? Eller er du mere til Mikanovic? Hvad med Graulund, Bundu og Helenius? Ja, navnene er mange, og Thomas Berg har det hele – og det kan blive dit, hvis du er klar til at byde.

Verdens største AGF-trøjesamling blev nemlig sat til salg for et par måneder siden, og det er gået stærkt med salget for den inkarnerede AGF’er:

– Jeg har fået over 700 beskeder og haft en masse glade AGF-fans forbi, så der har været stor interesse, men der er fortsat cirka 80 trøjer tilbage, fortæller Berg, da vi kigger forbi den hyggelige lejlighed, hvor et helt værelse tidligere var dedikeret til den imponerende udstilling.

Nu er der lavet soveværelse i det tidligere museum.

– Der er flyttet en masse unge mennesker ind, hvilket jeg elsker, for jeg har selv nydt ungdomslivet her i byen, og jeg ved, hvordan det er, men vi har simpelthen haft behov for at bruge værelset som soveværelse for at få den ro og søvn, vi har brug for, og det er en af grundene til, at jeg har valgt at sælge ud, fortæller den nu forhenværende trøjesamler.

Derudover er tiden ikke til at styre Instagramprofilen agf_trojen og samle nye trøjer ind.

– Det er energi- og tidskrævende, fordi man gerne vil gøre det ordentligt, forklarer Thomas.

Thomas Berg poserer med en Bisseck-trøje sammen med Yann Bisseck og Mikael Anderson.
Thomas har konstant arbejdet for at holde kontakten ved lige til spillerne i AGF. (Foto: Privatfoto)

Store salg og fantastiske fortællinger

For Thomas har samlingen altid handlet mere om den gode historie end selve værdien af trøjerne. Han fortæller, at regnestykket ender med at gå nogenlunde lige op rent økonomisk, når alt er væk, men til gengæld har han fået venskaber, fortællinger og masser af kærlighed for pengene.

– Det handler om den gode historie for mig. Jeg har joket med, at man ikke må tage børn med herop, når man skal hente sin trøje, for jeg kan slet ikke stå for dem, og så kan der lige ryge et ekstra halstørklæde eller en bold med i købet – det betyder alt at se glæden i børnenes øjne, når de får deres AGF-trøje på, siger Thomas, der har brugt i omegnen af 300.000 kroner på samlingen gennem tiden. Og der er rift om de mange flotte trøjer, fortæller han.

– Mit største salg på én trøje er 5.500 kroner for en Statsanstalten-trøje. Derudover har jeg lavet et stort salg med en matchworn trøje fra pokalfinalen mod Brøndby i 1996. Ellers er det selvfølgelig de nuværende spillere, der sælger godt, og så handler det rigtigt meget om, om folk har et særligt minde eller en historie med en af spillerne, fortæller Berg.

AGF-samleren Thomas Berg fremviser AGF-trøje fra sin omfattende samling.
Thomas Berg sælger ud af sin rekordstore AGF-samling. (Foto: Jonas Roulund)

Der er fortsat store navne som Bisseck, Graulund, Jovanovic, Johannsson og Bundu til salg i rækken af smukke GF-trøjer, og de kan blive dine, hvis du har lyst til at byde. Derudover har Thomas en masse halstørklæder, som der har været godt salg i, da vi jo alle skal medbringe vores AGF-halstørklæder til indmarchen, når der spilles Malaga på Ceres Park.

Du kan kontakte Thomas Berg via Instagram-profilen agf_trøjen eller finde Thomas’ opslag på AGF Ting – Køb/Salg/Bytte og give et bud på en af de mange lækre AGF-trøjer, og så kan du læse en række af Thomas’ gode anekdoter fra tiden som trøjesamler i vores artikel her: Verdens største AGF-trøjesamler fortæller sine bedste anekdoter.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle