Verdens største AGF-trøjesamling sat til salg
Siden 2017 har Thomas Berg opbygget en imponerende AGF-samling, der tæller over 350 trøjer og meget andet merchandise. Men nu slutter det vilde eventyr, og samlingen er sat til salg, for at lade fortællingerne leve videre i nye AGF-hjem.
Den mangeårige AGF-fan, Thomas Berg, er blevet kendt for sin fantastiske samling af AGF-trøjer og merchandise, der efterhånden har udviklet sig til et helt museum i den hyggelige lejlighed i Aarhus midtby. Men nu er det slut. Trøjerne er sat til salg, og over 400 fans har allerede henvendt sig for at få fingrene i de mytiske trøjer.
Et følelsesladet passionsprojekt
Thomas åbner glad døren til lejligheden, da jeg kigger forbi en hverdagseftermiddag, hvor der allerede er godt gang i lejligheden. En AGF-fan har netop afsluttet en handel og kan forlade matriklen med en matchworn legendetrøje i hånden og et stort smil på læben.
Vi er kun trådt ind i entreen, men her emmer allerede af fodboldnostalgi. Enkelte gamle AGF-trøjer hænger på en skabslåge, men det ægte guld skal man længere ind i lejligheden for at finde.
Jeg følger gladeligt med ind i dét, der fremstår som et gåsehudsgivende lille AGF-paradis hengemt i en opgang tæt på Banegårdspladsen. Thomas har simpelthen indrettet et helt rum til sine AGF-trøjer, udsmykket med billeder, autografer, bolde og bannere.
Fodbold er følelser, og det smukt dekorerede AGF-lokale materialiserer nærmest alt det, man forbinder med AGF. Idet vi træder ind, bliver jeg næsten helt rørt over gensynet med spillertrøjer som Jørgensen, Militærtrøjen, Aros’ fedtplettede kluns, Jovanovic’s målmandstrøje, Graulund’s 11’er, ja, you name it. Det er nostalgi for alle pengene, og minderne vælter frem.
Og for Thomas er det netop, hvad det handler om – den gode historie.
Hver eneste trøje har nemlig tilknyttet et minde, og den 48-årige AGF-fan deler hellere end gerne ud af de mange fortællinger.
Samlergenet tog fart
Thomas var første gang på stadion som femårig for 43 år siden, og her blev han med det samme forelsket i stemningen på stadion.
– Jeg er hvid i hjertet, og det vil jeg altid være, siger den stolte fan, mens han fremviser den ene farverige AGF-trøje efter den anden.
Selvom han har fulgt holdet i så mange år, så tog trøjesamlingen faktisk først sin begyndelse i 2017. Her blev afdøde John Stampe hædret med en legendetrøje, men Thomas nåede ikke at købe en af de blot 440 producerede eksemplarer.
Til gengæld spillede De Hviie efterfølgende en kamp i legendetrøjerne, som blev bortauktioneret efter slutfløjt, og her lykkedes det Thomas at erobre ikke bare én, men to trøjer.
– Det gav et kick og en god følelse, som jeg begyndte at dyrke derfra, fortæller han.
Siden har Thomas arbejdet hårdt for at få fat i flere matchworn trøjer, og der er kastet en utrolig mængde timer i arbejdet for at sikre sig de mest interessante af slagsen.
– Jeg har jo plejet kontakter med spillere, mødt dem rundt omkring og købt trøjerne, været med på auktioner, og så har jeg haft en Instagram-profil, hvor jeg har skrevet lidt om hver enkelt erhvervelse, så andre fans kunne få glæde af de gode historier og minder, der er forbundet med dem, siger Thomas, der har brugt i omegnen af 300.000 kroner på trøjerne gennem de seneste otte år.
– Det handler ikke om pengene for mig. Det handler ikke om, at jeg ville samle for at kunne sælge dyrt. Jeg har gjort det for min egen skyld. Fordi jeg synes, de er smukke, og de vækker nogle følelser i en. Og så har jeg aldrig sagt nej, hvis nogen har ville have et kig og en snak heroppe, for det er også det, det handler om – at give historien og kærligheden videre, fortæller Thomas.
Et kapitel slutter, mens et nyt kan tage sin begyndelse
Med det flotte museum, de mange timers arbejde og de fantastiske historier in mente, kan det være svært at forstå, hvorfor Thomas pludselig siger stop. Og beslutningen om at sætte sin samling til salg har da også taget nogle måneder at træffe, fortæller han.
– Jeg har virkelig været meget frem og tilbage med beslutningen. Men der er både noget lavpraktisk i det, fordi vi simpelthen har brug for pladsen, og så er der den del omkring tiden. Det kræver meget at holde det hele ved lige, og jeg synes jo heller ikke, det bare skal stå og samle støv, fortæller Thomas, som har brugt sin udstilling meget gennem de seneste år.
– Jeg har ofte startet min dag med lige at gå ind i rummet og suge til mig. Blive mindet om nogle af de store øjeblikke, AGF har givet. Det er en dejlig start på dagen. Men også dét, er blevet mindre på det sidste, og så synes jeg, det er på tide at sprede historierne og AGF-glæden ud til flere fans. Så håber jeg bare, at de mange historier vil leve videre i nye AGF-hjem, forklarer den mangeårige AGF-fan.
Thomas vil dog aldrig slippe AGF, og selvom den store samling nu bliver mindre dag for dag, så har han nye projekter at kaste sig over.
– Jeg har både børn og børnebørn, som jeg virkelig gerne vil give AGF med videre, så jeg kommer helt sikkert til at bruge tid på at tage dem med på stadion og dele en masse dejlige oplevelser og op- og nedture med dem. På den måde kan det hele ligesom gå videre i generationer, siger han.
Anekdoterne om trøjerne er mange, og vi vil derfor dedikere en artikel til Thomas’ bedste trøjeanekdoter, som udkommer snart.
Men hvis du ikke kan få nok af de gode minder og den fantastiske samling, så bør du hoppe ind på Instagram-profilen agf_trøjen eller finde Thomas’ opslag på AGF Ting – Køb/Salg/Bytte og give et bud på en trøje – måske du er heldig at finde en trøje båret af netop DIN yndlingsspiller!
Flere AGF Nyheder
-
Jacob Andersen efter U21-landsholdsdebut: – Det var et utroligt stort øjeblik
-
Uwe inden SIF: – Vi skal underholde alle igen
-
Udenlandske AGF-fans: – De Hviie har noget særligt over sig
-
AGF – Silkeborg IF optakt: Tidligt topopgør i Aarhus
-
Blog: Transfervinduet der bekræftede ambitionerne
-
Analyse af Arnstad: Potentiale for den helt store gevinst
-
Utilfreds Uwe efter nederlag i testkamp: – Vi skal altid være skuffede over at tabe
-
Alle AGF-afsnit er udsolgt til opgøret mod Silkeborg
-
AGF – FC Fredericia: Relationerne gjorde forskellen
-
Lyden AGF: Hvem bliver den næste AGF’er i rødt og hvidt?