Blog: Tre nedslag fra Vejlekampen – Status fra Øvre C
Vejle blev nedkæmpet i silende regnvejr, og jeg var glad for min plads på Øvre C under kampen mod oprykkerne fra Nørreskoven. Her er tre nedslag fra sæsonpremieren.
Sommerpausen er som regel altid en ørkenvandring at komme igennem, men i år har det mere haft karakter af en kanotur i silende regnvejr. Uanset hvad så er det dejligt at være tilbage på stadion! Haugen sendt helt ud af truppen, en dyr pille at sluge for SIB, men sandsynligvis den rigtige beslutning.
Tilbage på stadion
Vi kender hinanden på Øvre C! – Dvs. det gør vi naturligvis ikke rigtigt, og I særdeleshed jo i hvert fald ikke alle sammen. Men når man har en fast plads, så lærer man som oftest de omkringsiddende lidt at kende. Man falder i snak med hinanden. Som oftest naturligvis om GF, holdet på banen, enkelte spillere etc. Det kan være nogen lige skal have helt styr på, hvem de nye spillere er. Der er som oftest også behov for at udtrykke glæde eller bekymring, over det man ser på banen. Som udgangspunkt er vi ret kloge, og vi kan som oftest fortælle både spillere og dommere, hvad de burde have gjort i forskellige situationer.
Når man er på stadion og falder i en fodboldsnak med sidemanden så betyder det ikke noget, hvem man ellers er, hvad man laver, hvad man stemmer på, eller for den sags skyld hvad man hedder – Det midlertidige fællesskab opstår omkring den fælles passion for Byens Hold.
Til tider kan det dog være, at der også bliver delt mere personlige ting. I går – inden kickoff – fortalte min sidemakker ”Pølsemanden” mig, at han i nattens løb var blevet morfar. Hans datter havde ved 01-tiden født en lille pige. Vi blev hurtigt meget enige om, at det ville være på sin plads, at de hvide fejrede begivenheden ved at slå Vejle sikkert.
Tilnavnet ”Pølsemanden” skyldes i øvrigt, at han kun sidder på sin plads, når han skal spise pølser. Ellers står han sammen med nogle venner og ser kampen ved Skybaren.
På den anden af mig side sidder der nogle hyggelige og dedikerede gutter, der ligesom jeg har fulgt klubben i en evighed. Her gik snakken bl.a. om den kommende kamp mod Brügge på torsdag. De skal ned og se den, og de skal køre med en fanklubbus. Bussen kører onsdag aften kl. 22 fra Aarhus, og den er tilbage fredag middag. Dvs. to nætter tilbragt siddende i en bus. Kæmpe respekt herfra!!
Alt i alt dejligt at være hjemme på stadion igen !
Status på offensiven – Haugen helt ude – Daghim på vej frem
Som bekendt stillede vi op med Paddy og nye Tobias Bech helt på toppen. På bænken havde vi så nye Janni Serra og unge Adam Daghim. De kom som bekendt begge ind i kampens afslutning. Det er helt sikkert at Janni Serra er tænkt som en 1:1 suppleant til Paddy. Altså en hovedstødsstærk opspilsstation og boksspiller. Jeg forventer, at vi kommer til at se den Paddy ud/Serra ind-udskiftning, som vi så i går, mange gange i denne sæson.
Som supplement til Bech kunne det så se ud til, at Rösler aktuelt foretrækker Daghim frem for Haugen. Daghim er på det seneste blevet hot news, efter at selveste RB Salzburg efter sigende har givet et bud på ham. Jeg synes, han ser super spændende ud, og forhåbentligt kan vi se frem til at han får flere indhop i de kommende kampe.
Hvis beslutningen er udtryk for, at Haugen nu mere permanent er bag Daghim i køen til spilletid, så efterlader det imidlertid også en opgave for SIB. Haugen er sammen med Mikael Anderson klubbens dyreste indkøb nogensinde, dertil er han udstyret med en kontrakt til Juni 2027! Med den høje pris fulgte også en dyr løn, så det er relativt mange penge at spilde på en spiller, der ikke vurderes god nok.
Status på defensiven – Skal der købes en gardering eller en starter til det centrale forsvar?
Udskiftningsbænken viste med al tydelighed, hvor vi er stærke, og hvor vi er tynde. Med Frederik Brandhofs omskoling til højre wingback havde vi på bænken gardering 1:1 på begge wingbacks. Som nævnt det samme i angrebet. Den centrale midtbane er vi også rigeligt dækket ind på med bænkevarmere, der i går bestod af Anderson, Knudsen og Bjur, men den eneste forsvarsspiller vi havde på bænken, der kunne gå ned den centrale tre-back-kæde var Akoto.
TK leverede ikke verdens bedste præstation i går, han spillede faktisk bedre i træningskampen imod FC Midtjylland. Her gjorde han det til gengæld rigtigt fint. Rösler har meldt ud, at den venstre stopperplads er TK’s, og personligt er jeg helt enig i den beslutning. Folk skal bare stoppe med at forvente, at han spiller på samme niveau som den gut Champions League-finalisterne Inter lige har betalt 50 millioner for. Det er også urealistisk, at vi kan erstatte Bisseck med en spiller til fx 10 millioner, der så har samme niveau. Så lad os nu få givet TK en ordentlig chance for at spille sig godt ind på holdet. Det kan også noget at have en en spiller på holdet, der er kommet op igennem vores eget system. Men vi skal have købt en forsvarsspiller mere uanset, da situationen lige nu åbenlyst er for sårbar.
Og nu kan vi så rette blikket mod Belgien. En af de største kampe længe, og en stor oplevelse for de der har fået fripas til at rejse med derned. God tur til jer! Hep nu lige gutterne frem til et godt resultat!
Flere AGF Nyheder
-
AGF igen rigt repræsenteret på diverse landshold
-
AGF-fans med ny gaveindsamling: Håber, Wahlstedt kommer stærkt tilbage
-
Viborg FF – AGF optakt: Fodsportsforeningen skal ned med nakken
-
18-årig nigerianer hentet til Fredensvang
-
Frederik Tingager på Månedens Hold
-
Leeds-reporter om Klaesson: – Udviklingen gik i stå
-
Årets holdfoto er klar
-
Ankestyrelsen mangler oplysninger for at kunne godkende AGF’s lejeaftale på nyt stadion
-
Reportage: Uforløst lørdagsgalop på Ceres Park
-
Solid U17 præstation og uskarpe U19 imod FC Midtjylland