Skip to main content



Foto: Kronborgfotos

Portræt af Årets Legende – Bent Wachmann: En indianer blandt høvdinge


| Jonas Roulund |

Lyden AGF har taget en snak med Årets Legende 2026, Bent Wachmann, om fodboldlivet og hverdagen efter. I den forbindelse bringer vi et afsnit om den tidligere forsvarsspiller fra bogen: “Legenderne – De 50 største i AGF’s historie”.

Med 408 kampe og 2 mål i perioden 1979 til 1989 var Bent Wachmann en del af et af de mest succesrige AGF-mandskaber gennem tiden.

Højdepunkterne tæller et mesterskab i 1986 samt pokaltitlerne i 1987 og 1988, men historien om Wachmann og AGF går langt videre end til præstationerne på banen. Efter den aktive karriere har han nemlig både varetaget rollen som direktør fra 1994 – 1997 og i dag arbejder han som netværkschef i klubben.

I et nyt afsnit af Lyden AGF har Rasmus Fisker og Jonas Roulund taget en snak med legenden om tiden i klubben, om livet efter fodbolden, og så sætter Wachmann sit all star-hold bestående af tidligere medspillere.

Du kan høre hele afsnittet med Bent Wachmann lige her:

De to tidligere chefredaktører på Aarhus Stiftstidende, Hans Petersen og Peter Vestergaard samt formand for AGF’s fodboldafdeling, Steffen Olesen, udgav i 2024 bogen “Legenderne – de 50 største i AGF’s historie”, hvor forfatterne i to bind portrætterer de største profiler i nogle af de mest legendariske øjeblikke i klubbens historie.

I den forbindelse har vi fået lov at udgive et uddrag af bogen – afsnittet om Bent Wachmann.

Bent Wachmann: En indianer blandt høvdinge

Bent Wachmann udfyldte den rolle, han fik, og vandt masser af trofæer. Han arbejder stadig i AGF.

Der er langt fra den svedige, snavsede fodboldbluse og ditto støvler med jord på til det dress, Bent Wachmann møder op i. Mørk habit med vest og elegant lys skjorte med et smukt mønster.

Vi har sat hinanden stævne på en dag, der er begyndt med et par timers møde i en del af det kæmpestore netværk, som den medaljebehængte fodboldspiller har været med til at skabe i AGF. De andre deltagere har netop forladt caféen i daværende Ceres Arena. Som altid er chefen for netværket godt forberedt til det næste møde, der skal rippe op i hans lange fodboldkarriere og blive til denne artikel.

Et tiår med mange medaljer

Selv om Bent Wachmann aldrig kom på udvalgte hold, kan han se tilbage på en tid i AGF fyldt med medaljer. Han spillede på klubbens bedste hold i 1980’erne, hvor næsten hvert eneste år kastede et eller andet hæderfuldt af sig.

Samlet kan han se tilbage på én medalje af guld, to af sølv, tre af bronze og to ekstra af guld for sejr i pokalturneringen:

– Jeg var heldig og glad for at spille med nogle rigtig gode spillere. Jeg tog ikke så tungt, hvilken plads jeg skulle spille, men gjorde det bare. Jeg var indianer blandt mange høvdinge.

Sådan beskriver Bent Wachmann sin karriere på AGF’s bedste mandskab. Den begyndte netop på hans 20-års fødselsdag, efter at han et par år havde varmet op til opstigningen ved at spille på andetholdet i Jyllandsserien. Og skiftet fra Danmarksserien skete netop med en scoring fra overnævnte i den afgørende kamp mod Støvring. Det skete i 1978, og Bent Wachmanns gode kammerat, Claus Aaby, kunne noteres som anden målscorer i kampen, som endte 2-0.

Bent Wachmann for AGF.
Foto: AGF

Bolig lige over for AGF

Vi går nogle år tilbage. Egentlig er Bent Wachmann vokset op med en anden klub. Hans far var en fremtrædende spiller for AIA i de år, hvor arbejderklubben næsten var på bølgelængde og omgangshøjde med AGF og nogle år spillede i landets bedste række. Dengang kunne AIA samle flere end 20.000 tilskuere på Aarhus Stadion til afgørende kampe. Men skæbnen ville, at familien Wachmann byggede hus på bedsteforældrenes sommerhusgrund på Midtagervej med udsigt til AGF’s anlæg lige ovre på den anden side af vejen.

– Min far forsøgte aldrig at få mig til at spille i AIA. Det var slet ikke et tema i familien. Begge mine forældre syntes, jeg skulle spille der, hvor mine kammerater spillede, siger Bent Wachmann.

Og det var netop en kammerat fra Rosenvangskolen, som spurgte den syvårige Bent, om de ikke skulle melde sig ind i AGF. Den var han med på. Men missionen var ikke så nem. Da han troppede op, fik han at vide, at han ikke kunne blive meldt ind. Slukøret gik han hjem og fortalte om afvisningen, og først da hans far gik med over på anlægget, lykkedes det at blive en del af AGF.

– Vi havde ikke bil, så det havde været noget besværligt, hvis jeg skulle være begyndt på AIA’s baner på Åhavevej, siger Bent Wachmann.

Et godt match

Og sådan gik det slag i slag over årene. Bent Wachmann og AGF blev et rigtig godt match. Så godt, at den nu 63-årige, veltrænede mand fortsatte karrieren i klubben, men bare ”på den anden side af bordet”, som han selv siger.

I 10 år var han ude, fordi han startede eget firma, men alligevel arbejdede han med AGF’s netværk i de år – dengang bare som konsulent. Med var han i hvert fald.

Det er netop det netværk, han har været med til at bygge op til en stærk del af forretningen og aktieselskabet. Flere end 230 virksomheder er med, og Bent Wachmann oplyser, at ”AGF Aarhus Netværk” genererede en samlet omsætning for samhandel på mindst 113,1 millioner kroner i 2021.

Træneren så et talent

Jørgen Hinge, Bent Grønbech, Claus Aaby, Frank Jønshøj og Jens Lassen var nogle af dem, Bent Wachmann spillede med i ungdomsårene. Da han blev ynglingespiller, havde træner John Amdisen et godt øje til ham og sørgede for ekstra træning. Amdi, som han oftest blev kaldt, havde været med i mange dyster mellem AGF og AIA, hvor faren Finn Wachmann spillede for modstanderen.

– Amdi så noget ekstraordinært i mig, og det var gensidigt, fortæller Bent Wachmann om trænerens interesse.

I drenge- og ungdomsårene havde han mest spillet i angrebet. Men efter oprykningen med andetholdet til Danmarksserien, fandt cheftræner Poul Erik Bech plads til ham på
midtbanen.

– En fordel var, at jeg kunne spille både i højre og venstre side, og jeg gjorde altid mit bedste for at fylde pladsen ud så godt som muligt. Jeg ville gerne udleve drømmen om at være med på det stærke hold, og hvis jeg skulle det, skulle jeg udfylde rollen totalt, siger Bent Wachmann.

Bent Wachmann tager indkast for AGF.
Foto: AGF

Et ultimativt setup

Han synes, at AGF ramte det ultimative setup i begyndelsen af 1980’erne. En dygtig træner i Poul Erik Bech, en snu og ferm manager i John Amdisen og masser af gode spillere udgjorde klubbens stab. Og så var advokaten Erik Steen Jensen fra bestyrelsen uvurderlig. Han havde styr på papirer og forretningen.

– Vi fik en ny, offensiv stil med Poul Erik Bech, og selv om han rejste til Vejle efter 1983, holdt den 1980’erne ud. Samtidig lå der et virkelig godt arbejde i de nye spillere, vi fandt, siger Bent Wachmann.

Forhandling i kaffebutikken

John Amdisen var dygtig og en god forhandler, forklarer Bent Wachmann og fortsætter:

– Vi havde ingen rådgivere, agenter, dengang. Vi klarede os selv, også når der var lønforhandlinger. De foregik ofte i baglokalet i John Amdisens kaffeforretning i Skolegade 7. Amdi tændte en Cecil og fortalte, at der ikke var mange penge at gøre godt med. Så vi måtte holde os inden for det, der var. Men skal du bruge noget andet, spurgte Amdisen. Hvad med et benzinkort, for eksempel?

– Mit svar på det sidste var meget klart, for jeg havde ingen bil, så vi måtte finde på noget andet, smiler han.

Høj overligger

På holdet var det John Stampe, som hævede overliggeren, og den blev sat højt.

– Han bandt os sammen, og holdet havde en stærk akse i Troels Rasmussen, John Stampe og Lars Lundkvist, uddyber Bent Wachmann.

Troels Rasmussen og Lars Lundkvist var nogle stædige og stålfaste enspændere, og John Stampe løb ingen om hjørner med. De havde familier, og blandt de øvrige var mange ungkarle, der skulle holdes styr på. Men miljøet var entydigt: Hvis du ville være med, skulle du spille, til du skulle bæres ud. Hvis nogen ville smyge sig udenom, blev det hurtigt gennemskuet, så alle arbejdede hårdt, forklarer Bent Wachmann.

Det styrkede træningsmiljøet, at der blev gået hårdt til sagen, og spillerne skånede ikke hinanden. Lars Lundkvist og Lars Bastrup er to af dem, Bent Wachmann fremhæver for
stålfast vilje og arbejdsindsats.

– Lars Bastrup var kommet hjem fra Kickers Offenbach i Tyskland og var virkelig ubehagelig at spille imod til træning. Jeg kan stadig mærke hans støvlespidser i akillessenerne fra træningen, men det var hele tiden en reminder om, at hvis vi ville være med, så skulle vi være klar og gøre det bedste. Derfor blev vi bedre og bedre, forklarer han.

Bent Wachmann med pokal.
Foto: AGF

Med i store kampe

Bent Wachmann har været med i store kampe og har klaret de mange år på førsteholdet med kun to alvorlige skader, den ene var et ødelagt ledbånd i et knæ. Det skete 20. september 1984 i Widzew Lodz i Polen i en kamp i anden runde af UEFA Cup – AGF tabte 0-2 og vandt kun 1-0 hjemme. En særlig international erfaring hentede holdet i Toto Cuppen, som var en international turnering, hvor kampene blev spillet om sommeren, så tipstjenesterne i forskellige lande havde nogle kampe at byde ind med til tipperne.

– Vi spillede nogle år seks internationale kampe i ferien, og de styrkede os. Vi mødte hold som Wismut Aue, Young Boys fra Bern og Brno fra Tjekkoslovakiet, som det hed dengang. Vi var mange steder, kørte i bus, og det gav et enormt sammenhold. Som regel var det to udekampe lige efter hinanden. Vi spillede for eksempel i det gamle DDR og kørte bagefter videre til Østrig, forklarer Bent Wachmann.

Han har også spillet store internationale kampe mod klubber som Celtic fra Skotland, KSV Waregem fra Holland, Benfica fra Portugal, Glenavon fra Irland, Cardiff fra Wales og
ikke mindst Barcelona i 1989.

Bent Wachmann hyldes som årets legende 2026.
Foto: Kronborgfotos

På årets hold

Opgaver på udvalgte hold fik han aldrig, men i 1982 var han på årets hold i dagbladet B.T.

– Da jeg blev 30 år i 1989, var jeg i kontakt med to-tre andre klubber, men det var ikke det, jeg skulle, og da jeg blev tilbudt af AGF at komme over på den anden side af bordet, var
valget let, forklarer Bent Wachmann.

Han forlod AGF i 1999 for at blive direktør for det daværende Aarhus Idrætspark og var der frem til 2004. Herefter arbejdede han videre for den erhvervsdrivende fond, blev selvstændig konsulent i 2007 og arbejdede her blandt andet med projekter for fonden og andre partnere. AGF (Aarhus Elite) købte aktierne i et af disse projekter (Team Aarhus Badminton).

– Det betød, at jeg pludselig var tilbage i AGF og ad den vej kom til at arbejde med konceptet AGF Netværket, forklarer Bent Wachmann.

Det organisatoriske var bestemt ikke nyt for ham, da det var tid til at slutte den aktive karriere.

– Muligheden for at blive ansat i AGF kom lidt af sig selv. I slutningen af 1980’erne var jeg spillernes repræsentant i aktieselskabets bestyrelse, og i fire-fem år var jeg med i Spillerforeningens bestyrelse, det sidste år som formand. Jeg var interesseret i og kunne lide at blande mig i alt det, der foregik uden for banen.

Netværket i erhvervslivet havde AGF og Bent Wachmann godt fat i.

– Det kom til en prøve, da vi rykkede ned i 1. division i 2014. Vi kunne frygte, at nogle ville forsvinde. Men det er så smart, at vi i netværket laver andre aktiviteter, der ikke er bundet op på fodbolden. Så vi kunne kompensere med events og aktivering af forskellig slags, og deltagerne havde jo stadig de gode kontakter i deres grupper. Men det er klart, at det, der sker på fodboldbanen, fylder meget, siger Bent Wachmann, der selvfølgelig stiller op til alt i forbindelse med kampene – også i after-match-baren, selv om det er blevet til et nederlag på banen.

Bogen Legenderne – De 50 største i AGF’s historie er udgivet af forlaget Straarup & Co. og kan blandt andet købes via deres hjemmeside.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle