
El Cambio ét år efter: En status på AGF’s samarbejdspartner i Uganda
KSDH.dk tager temperaturen på det ugandiske akademi, El Cambio, som i maj 2024 indgik en 15-årig samarbejdsaftale med AGF. Hvad er blevet gjort, hvor er der optimeringsmuligheder, og ser vi snart en ugander skrive kontrakt på Fredensvang?
Den 27. maj 2024 indgik AGF en 15-årig samarbejdsaftale med fodboldakademiet El Cambio i Uganda, og siden har en række unge spillere været på besøg i Aarhus for at træne med på Fredensvang, mens der er opgraderet på faciliteterne i Uganda, hvor der også er tilknyttet ledere og trænere fra AGF.
Men hvordan står det egentlig til med samarbejdet? Og kan vi snart forvente at se en ugander skrive kontrakt?
Her tager vi en status på det hele med grundlæggeren af akademiet, Thomas Thor.

Status på akademiet ét år efter
Aftalen mellem AGF og El Cambio er både af materiel- og human karakter. Opgradering af faciliteter understøttes nu af klubben fra Fredensvang, mens der også er trænere, talentspejdere og ledere fra Aarhus tilknyttet akademiet i Uganda.
Thomas Thor har bygget akademiet i Uganda op gennem de seneste otte år, men det er et langt sejt træk, og samarbejdsaftalen med AGF har hjulpet akademiet til at tage store spring det seneste år, fortæller grundlæggeren.
– El Cambio er vokset rigtig hurtigt. En af de udfordringer vi hele tiden har haft er, at vores faciliteter ikke har været gode nok. Det har vi nu fået løst. Efter otte-ni måneders arbejde har vi nu indviet vores egen kunstgræsbane, som bare skinner med flot El Cambio-logo i midten, fortæller Thomas, der kan berette at næste skridt er at etablere akademibygninger rundt om banen med lejligheder til spillerne, styrketræningsfaciliteter, kontorer og skole. Alt dette regner han med at have klar inden for halvandet år.
– Så står vi med – for østafrikanske standarder – helt unikke faciliteter, fortæller grundlæggeren af El Cambio.

– Det hop, vi har gjort fra at have forfærdelige baner til nu at have en af de bedste baner i Uganda, regner vi med kan gøre, at vi kan løfte os yderligere, så det er fantastisk for udviklingen af fodboldspillere. Der skal også sendes en tak til AGF, for det er en del af samarbejdet, at det er blevet muligt, forklarer Thomas Thor.
Brugerne af faciliteterne – altså eleverne på akademiet – er udvalgt efter en grundig scoutingproces, før de bliver inviteret til et prøveophold, og målet er, at de dygtigste får muligheden for en fodboldkarriere i udlandet eller et scholarship i USA. AGF har førsteret på spillerne, men hvis klubben vælger at afvise et talent, så kan El Cambio frit tilbyde spilleren til andre klubber.
– Vi er rundt i stort set hele landet, hvor vi tager kontakt til forskellige fodboldfolk i Uganda, og de ringer så ind til os med bud på talenter. Derudover afholder vi åbne try-outs, hvor alle kan prøve sig af. Vi er blevet så stort et brand, at folk tager kontakt til os. Vi er det stærkeste akademi i Østafrika med afstand, så alle fodboldinteresserede vil til El Cambio, forklarer Thomas Thor.

Der går i dag 66 elever på akademiet med en fordeling på 75 % drenge og 25 % piger, som alle er på fuldt stipendium, til de er færdige med deres uddannelse.
– Til januar forventer vi at tage 12-14 spillere yderligere ind, så vi rammer 80 spillere. Til næste år er der også fokus på, at få tre-fire piger ind på 10 år, siger El Cambio-grundlæggeren.
På akademiet har AGF også sat sit præg på medarbejderstaben, som er vokset fra 25 ansatte til 40. Heriblandt finder man AGF’s sportschef på akademiet, Michael Kryger, samt en række trænere og talentspejdere.
– Krygers rolle gør, at vi hele tiden har forbindelsen og know how, der deles. Vi har AGF-trænere ansat fuldtid herude, og det AGF-netværk der er, og det brand AGF er, hjælper os, siger Thomas Thor.

To akademier – ét fælles mål
I oktober 2024 åbnede AGF sit eget akademi på Fredensvang, hvor cirka 20 spillere bor fast. Når El Cambios spillere er på besøg er de en del af hverdagen på akademiet, og samarbejdet fungerer fortrinligt, fortæller Thomas Thor.
– Det har kørt rigtig godt, og jeg vil gerne sende stor cadeau til AGF’s ungdomsspillere og trænere. De har taget rigtigt godt imod, og der er en sindssygt god energi omkring børnene. Der er en fed kultur i forbindelse med besøgene, og det skaber en god vekselvirkning. AGF’s drenge lader vores drenge blive DJ’s i omklædningsrummet, og så kommer der afrikanske rytmer. Det er god lir, og det er også vigtigt, at det sociale spiller, fortæller El Cambio-grundlæggeren.

Det er først, når uganderne fylder 18 år, at de må skrive kontrakt med AGF, og El Cambios spillere er i øjeblikket i alderen 9-17 år. Formålet med besøgene er derfor i første omgang at bygge spillernes forståelse for europæisk fodboldkultur og livet i AGF op.
– Formålet med besøgene er at gøre spillerne klar til den virkelighed, der forhåbentligt rammer dem. De går stadig i skole i Uganda, så de kan maks være afsted i tre-fire uger, hvor de kan lære spillestil, sted og kultur at kende, sådan at de nemmere kan indgå i AGF i fremtiden, fortæller Thomas Thor.
Selvom man altså arbejder tæt sammen på de to akademier, så er der alligevel store forskelle. Både i forhold til de privilegier, som danskerne vokser op med i forhold til afrikanerne, men også kultur på- og uden for banen varierer – hvilket kan blive en styrke.
– Det har været en oplevelse for dem at komme til Danmark og blive mødt af, at her kommer man til tiden. Vi er også i gang med at lave en europæisk Afrika-kultur hos os, så skridtet er ikke så stort, men der er bare forskel. Derudover er faciliteterne jo bedre, og træningerne er mere taktisk prægede. Hos os ønsker vi at udvikle individualister, stærke typer, der kan være afgørende på den sidste tredjedel. Tekniske, eksplosive spillere. Det gør vi ikke ved at lave rigtig meget taktisk træning. Det tilføjer vi senere hen. Det har de oplevet i AGF. Vi arbejder enormt individuelt i håbet om at skabe spillere til AGF, som kan komme med noget xfaktor, fortæller Thomas Thor.

– Vi har også haft et møde for nyligt med AGF’s trænere, hvor vi blev enige om, at det er vigtigt, at vi følger vores filosofi. Jeg tror heller ikke, AGF er interesserede i at få flere AGF-spillere, som bliver uddannet på den samme måde. Der er jo en grund til, at man gerne vil investere i Afrika. Det er jo fordi, vi gerne skal komme med noget andet. Når de så bliver 15-16-17 år så skal de tilvænnes til AGF og Aarhus og Europa, og så får de lidt af den medicin også. Men vi er meget fokuserede på det individuelle. Vi laver ikke fodboldhold herude, vi laver enkelte fodboldspillere, som skal ind og præstere, siger Thomas Thor.
Gode ting på vej
Flere grupper af El Cambio-spillere har altså været på besøg i Aarhus for at træne med og opleve byen og klubben på tætteste hold, men hvordan ser det så ud med hensyn til at få nogle af dem på kontrakt? Er niveauet, hvor det skal være?
– Både AGF og El Cambio er sultne. Vi har ikke startet det her for ren velgørenhed. Vi er ambitiøse, og vi vil gerne have, at vi inden for et år eller to har spillere, der kommer på kontrakt, siger Thomas Thor.
– Så skal de jo indlemmes i Superligatruppen, så skal de ind i startopstillingen og kunne gøre en forskel, og så skal de blive solgt. Så står vi alle sammen tilbage med en rigtig god case, forklarer han.
– Vores topspillere, vil jeg vurdere, er toppen på AGF’s akademi. Så har vi også en gruppe, der ikke er gode nok til AGF og nogle, der er på niveau. Efter min mening, skal vi levere topspillere til AGF, for de skal overhale alle de andre. Det er tanken. Vi kan ikke komme og levere endnu en metervare. Vi skal overhale de andre, og dem har vi nogle stykker af per årgang, siger Thomas Thor.

Og spillerne fra El Cambio er faktisk begyndt at markere sig. Flere har således været afsted med Ugandas U17-landshold, som har kvalificeret til til U17-VM. Her er tale om James Bogere, Isma Magala, Ssengoba Hamza og Elvis Torach, og dem sætter Thomas Thor gerne lidt ord på som typer.
– James er angriber. Han er en type, der linker godt op med andre spillere. Han har en god afslutningsfod, og han er sulten efter mål. Han jagter scoringer som få andre, og det stråler ud af ham. Scorer han, går han amok. Brænder han, skriger han til himlen. Han er en rigtig angriber, der har mange mål i sig. Han er også klart topscorer på det ugandiske U17-landshold og en spiller, som A-landsholdet allerede gerne vil indlemme nu, fortæller Thomas.
– Isma er en kontrollerende midtbanespiller. En 6’er i jeres system. Dygtig på bolden, intelligent og har et kæmpe potentiale. Han kan lave mange fejl til tider, men det skyldes, at han lægger sit spil på et højt niveau og tør satse. En spiller, jeg forventer mig meget af.
– Torach er primært ude på siden som back eller inde centralt i forsvaret. Han er ikke Tingager-høj, så han er nok bedst ude på siden. Han har en god indlægsfod og et godt gennembrudsspil. Han er god en-mod-en defensivt.
– Hamza har fungeret som midterforsvarer, men vi prøver ham af som sekser nu, så han kan spille to positioner. Han er en leder af en anden verden. Han får alle omkring sig op på et højere niveau. En fin teknik, stærke lederegenskaber og en god fysisk pakke.

Udover de nævnte drengespillere, som er i alderen 15-17 år, så har også to piger, Martha og Patience markeret sig på det ugandiske U17-landshold. AGF har ligeledes forkøbsret på kvindespillere.
– Der er nogle spillere, som vi godt kan vurdere skal blive hos os og gå til AGF, når de bliver 18. Der ligger nogle muligheder. Der har været to oppe og træne med U16 og U19 i AGF, og det var en stor oplevelse, siger Thomas Thor.

Målet om Europa
Et år efter samarbejdsaftalen er der altså gang i rigtigt meget både på Fredensvang og i Masaka. Hvad er næste skridt for Thomas og akademiet?
– Nu har vi efterhånden lagt fundamentet med det her akademi-kompleks. Det, der skal til nu, er at vores spillere får deres gennembrud i Europa. Jeg kunne rigtigt godt tænke mig, at vi de næste to eller tre år ser flere af vores spillere slå igennem i AGF. Der falder jo også udviklingspenge af ved transfers, som kan bruges på at optimere vores setup yderligere, forklarer Thomas Thor.
– Vi glæder os meget til fremtiden. Vi er glade for det, der allerede er sket, og så håber og tror vi på, at vi kan lave nogle fede oplevelser sammen på det nye stadion, for det er klart, at det er der, vores spillere for alvor skal komme i spil, siger El Cambio-grundlæggeren.
Læs også: Interview med El Cambio: – Vi udvikler fremtidens rollemodeller

Du kan støtte El Cambio ved at blive en del af ECA Friends. Det koster 200 kroner om året, og pengene går til driften af akademiet, lægebesøg, skolegang, mad og lønninger. Som virksomhedsejer kan man bidrage via ECA Dreamers, og så er der også mulighed for at blive frivillig eller praktikant på akademiet.
Skitserne til noget stort er ved at blive til virkelighed. De kommende år vil vise, om Uganda kan få en rolle at spille i Kongelunden. Vi krydser fingre for, at det sker.
Flere AGF Nyheder
-
Brandhof om skifte: – Jeg rejser videre med gode minder
-
Brandhof skifter til Horsens
-
Lyden AGF: Modepoliti, opstartsprogram og rygtebørs
-
Hansa Rostocks sportsdirektør om Haugen-forhandlinger: Ambitioner om en permanent aftale
-
AC Horsens har snøren ude efter Brandhof
-
Den brasilianske AGF-fan: – Jeg blev forelsket i klubben, fansene, byen… og Bundu!
-
Deltag i giveaway og vind Adam Daghims CL-trøje
-
Marketingdirektør om ny trøje: – Vores drøm var at lave en trøje, som er endnu mere brugbar i hverdagen
-
AGF’s opstartsprogram sommeren 2025
-
Flere billeder af ny hjemmebanetrøje: Tidsånd og klubbens DNA i fokus