
AGF-fans besøger El Cambio og samler ind til gave fra tilhængerne: – Vi ønsker at støtte det gode formål
Per Hvid Jensen og hans hustru drager til sommer på ferie i Uganda, og i den forbindelse besøger de akademiet El Cambio, som har indgået en 15-årig samarbejdsaftale med AGF. I samarbejde med grundlæggeren, Thomas Thor, og KSDH.dk samles der nu ind til en gave fra AGF-fansene i forbindelse med besøget.
Per Hvid Jensen er glødende AGF-fan, og da AGF sidste år offentliggjorde samarbejdet med akademiet El Cambio i Uganda, opstod en idé i aarhusianerens hoved; En ferie med konen under varme himmelstrøg inklusiv AGF-vinkel og en masse kulturel læring.
– Jeg har fulgt AGF gennem mere end 40 år og blev begejstret, da jeg læste om klubbens samarbejdsaftale med ECA. Charlotte og jeg har siden set DR-dokumentaren med Anne Hjernøe og Anders Aggers besøg på El Cambio, og vi besluttede på den baggrund, at vi i sommeren 2025 vil på rundrejse i Uganda – og i den forbindelse ønsker at besøge akademiet, fortæller Per Hvid Jensen.
– Der er både en sportslig interessant vinkel og en samfundsmæssig vinkel omkring det velgørende formål i projektet. Det er meget spændende, og det vil vi gerne opleve, fortæller AGF-tilhængeren.

Han ønsker i forbindelse med besøget at medbringe en gave fra AGF-tilhængerne – noget, som er synligt og kan bruges lokalt – og i samarbejde med KSDH.dk er der derfor stablet en indsamling blandt AGF-fansene på benene.
– Som gæster hos ECA vil vi naturligvis gerne medbringe en gave. Jeg har i den forbindelse talt med KSDH.dk, om at vi skal prøve at lave en indsamling blandt AGF-fans, så vi kan samle midler til noget, de har brug for. Og så er spørgsmålet jo, hvad der er behov for – som vi har mulighed for at medbringe som rygsækrejsende, siger Per Hvid Jensen.

På akademiet i Uganda ser grundlæggeren af akademiet, Thomas Thor, frem til besøget, og han byder i samme omgang ind med en idé til, hvad en gave fra fansene kunne bestå af:
– Der er mange ting, vi gerne vil, og en af de ting, vi er i gang med lige nu, er, at vi er ved at flytte akademiet. Vi har fået en ny, flot kunstgræsbane, og i den forbindelse laver vi bygninger rundt om banen, så det bliver vores nye hjem i de næste mange, mange år, fortæller Thomas Thor.
– I den forbindelse har vi brug for et midlertidigt køkken, som kan stå i et par år, indtil de nye bygninger er klar. Så skal vi nok sørge for at lave det til et AGF-køkken, hvor man bliver mindet om, at det er en gave skænket af fansene, siger Thomas Thor.
Per Hvid Jensen og KSDH.dk har derfor sat en indsamling i gang i Facebookgruppen “KSDH – Gruppen for AGF-fans,” og du kan støtte op om det via MobilePay.

Du kan læse og høre mere om akademiet i Uganda og samarbejdet med AGF her: Interview med El Cambio: – Vi udvikler fremtidens rollemodeller
Flere AGF Nyheder
-
Analyse: Rasmus Carstensen bringer fremadrettet forsvarsspil til Fredensvang
-
Alt om opgraderingerne på Ceres Park Vejlby: Ny tribune, bedre fanforhold og lidt billetændringer
-
Transfers og træningskampe: Hvor klar er AGF egentlig til sæsonstart?
-
Aksel Halsgaard udlejes på ny
-
Carstensen om skifte: – AGF præsenterede mig for en spændende plan
-
Officielt: Rasmus Carstensen er ny mand i AGF
-
Han blev i Aarhus for at kæmpe sig tilbage – nu er Gift Links på banen igen
-
AGF – OB: Tæt tester endte uden scoringer
-
AGF hylder aarhusiansk fodbold: Klubtrøjer fra lokale hold kan nu købes i fanshoppen
-
“Vi maler byen hvii!” – DecoFarver bliver en del af KSDH.dk’s partnerklub