Blog: Torturen er overstået, for vi har Uwe

Vi har accepteret latteren og hånen omkring vores performance i Europa i mange år, men vi er her stadigvæk. Et nyt eventyr venter, og det skal nydes i fulde drag.

Som AGF’er skal man høre på meget. Jo større en klub, jo mere passion og desto mere jalousi fra dem, der ikke er den del af det. Men nu står vi her igen. Et dobbeltopgør for at komme et skridt nærmere et europæisk gruppespil. Og vi går ind til det med troen på noget stort.

Larne, Larne, Larne – nå ja og så Larne!

Der sad jeg på Bravida Tribunen i søndags.

Der var 35 minutter til at opgøret mellem AGF og Vejle skulle starte og ved siden af mig og mine to sønner, sad der to unge knægte – vi snakker en 15-16 år – og de sad og kiggede på mobilen.

Det var ikke premierekampen på Ceres Park der var samtaleemnet, tværtimod. De sad og grinede. Havde tilsyneladende ikke den store viden om AGF og dens historie, eller også havde de en snert af det. For de sad og morede sig over AGF’s seneste europæiske eventyr.

Modstanderen dengang var nordirske Larne, nogle fyraftensprofiler, der OVERHOVEDET ikke burde volde et århusiansk superligamandskab problemer, men det gjorde de. For AGF røg ud, islandske Thorsteinsson så rødt, men hvorfor sad de og snakkede om den kamp?

Jeg spurgte undrende, men historien bag deres viden var faktisk den ene knægts far, som han havde skrevet lidt med, i forhold til den europæiske kamp, som AGF spiller i dag torsdag, mod det belgiske Jupiler League-mandskab Club Brügge.

De vidste absolut ikke ret meget om belgierne, men de var stjernesikre på, at AGF ville tabe. De morede sig over tanken om kampen og sad også og diskuterede, hvad odds der ville være bedst for den kamp – kom frem til at AGF nok ville tabe med tre kasser!

Man er udsat…

Det har i mange år været en dagligdag for AGF-fans at høre om hvor ringe de har været i Europa. Meget få husker tilbage på en udekamp mod et fransk hold ved navn Nantes, hvor en vis Piechnik headede 0-1-scoringen ind, mens Lars Windfeld i Stiftstidende fik 13 på den gamle karakterskala, efter en vanvidskamp i målet. Men de fleste husker tilbage på mange af de skuffelser århusianerne har leveret.

For AGF har altid været galehuset, og det kendetegner også deres fans. Om man sidder ved det runde bord med familien, om man er på arbejde, om man sidder en torsdag aften med kortklubben – jamen så er bemærkningerne der med det samme;

“Har I bestilt hotelværelser til Champions League i næste sæson?”

“Er et klubhold fra Gibraltar noget, I kan håndtere?”

For det er jo AGF, det er klubben der bare ikke kan præstere. Det er klubben der udadtil snakker om europæisk gruppespil og meget andet, men som bare ikke leverer, det er jo til tider pinligt!

Virkeligheden er bare en hel anden!

Det har været mange år med massiv tortur, men fansene har stået imod. Har valfartet til Ceres Park, har leveret en formidabel stemning på stadion og de tror på det. Har rettet ryggen når modstanderen og kritikerne har fortalt og beskrevet hvor ringe De Hviiee var, for bagefter bare i endnu højere grad at støtte.

Man behøver lige pludselig ikke længere at frygte indkøbsturen i REMA1000 eller andre steder iført AGF-tøj. Man behøver ikke stå model til sjove bemærkninger fra den ældre herre i shorts, der i mange år har fulgt AGF fra sofaen eller til tider været på stadion, men samtidig har forventet en fiasko – hvilket han ikke undlader at nævne.

For selvom bemærkningen har været der og smilet det samme, så retter man ryggen – smiler og konstaterer pænt, at der er lys forude for tunnelen.

Vi er ikke døde og borte

Naturligvis er vi som fans bekymrede for opgøret i Belgien, for det er da en pæn stor mundfuld, der venter.

Vi ved godt, at vi nok aldrig kommer i betragtning til en Casper Nielsen, Andreas Skov Olsen eller en Raphael Onyedika – og vi skal nok heller ikke forvente, at vi i dette transfervindue eller det næste, henter en spiller fra Bodø/Glimt eller sælger en spiller på 18 år til hollandsk fodbold for 125 millioner.

Vi er også klar over, at de fleste oddssættere og eksperter ikke anser AGF for andet end løvemad, der går på banen i Belgien og naivt tror på et godt resultat. Det på trods af at AGF faktisk er inde i en god periode, hvor holdet faktisk holder nullet ofte og har en keeper, der har sat rekorden for flest clean sheets i landets bedste række.

Vi skal heller ikke alle sammen til Belgien og støtte. Chefen gav os måske ikke lov, konen ville ikke stå alene med alle børnene (som er tilfældet hos undertegnede), og kæresten foretrak at man hyggede i sofaen – men vi er der alligevel.

Iklæder os tøjet, har fjernsynet kørende fra optakten begynder, har naivt spillet penge i den lokale kiosk og fået et held og lykke med på vejen, men også et smil, da vedkommende så vores bud!

For vi er ikke døde og borte, vi lever i absolut bedste velgående. Vi accepterer placeringen i sofaen, men tror som vi altid gør naivt på, at Paddy eller Tobias Bech scorer et tidligt mål.

Uwe kan gøre forskellen

Når man sad der på Ceres Park og hørte de to knægte, der talte som om de vidste noget og havde en klar forudsigelse, kan man ikke lade være med at smile.

For vi har Uwe. Ham tyskeren der altid smiler, ham tyskeren der formåede at få AGF på tredjepladsen i sin første sæson. Uwe der virkede som en satsning sidste sommer, en nomadetræner, der havde prøvet meget og var kendt for en klar linie i forhold til spillet på banen.

Men han er træneren, der får os fans til at tro på, at spillerne vil levere noget i Belgien. Måske kun foran 10.000 tilskuere, men som i bedste Egon Olsen-stil har en plan. Han har prøvet det her før, han ved hvad der kræves.

Man kunne mærke det, da han gik til mikrofonen ved Aarhus Walk, han gav os en ro og en tro.

Med ham behøver vi ikke frygte, vi ved at han kan føre os til noget stort. Det kan sagtens starte i Belgien, for han har allerede vist os at dette AGF-hold og os fans er noget ganske særligt.

Så jeg kigger tilbage på de to unge knægte søndag på Ceres Park, tænker at deres far måske har fat i noget, men tænker også at det er på tide med en ny oplevelse a la den i Nantes dengang med Piechnik.

De troede vi var døde og borte – det er vi ikke og vi er klar til Club Brügge!