Beijmo drømmer om landsholdet: – Forhåbentligt får jeg chancen en dag
AGF’s 26-årige forsvarsspiller, Felix Beijmo, har døjet med et par skader i 2024, men nu fortæller han, at han føler sig i bedre form end inden skaderne, og at holdets generelle udvikling har gjort det lettere at komme tilbage på fuld styrke. Og når det går godt, så spirer en landsholdsdrøm.
Han har medvirket i samtlige Superligakampe i indeværende sæson og leveret et mål og tre assists undervejs. Den svenske højre back, Felix Beijmo, virker til at trives efter både at have døjet med et knogleødem i foråret og senest et vrid i anklen, som dog var hurtigt overstået.
Alligevel blev han lidt ekstra på banen, da holdkammeraterne begyndte at gå i omklædningen efter halvanden times træning onsdag formiddag.
Her blev han på banen i selskab med assistenttræner Philipp Grobelny for at lave en-mod-en-øvelser med Richmond Gyamfi.
Betyder det så, at han stadig mangler noget for at komme tilbage til tidligere tiders storform?
– Jeg laver lidt ekstra arbejde med Rob (Kelly red.) og Philipp (Grobelny red.). I dag fik jeg lidt hjælp af Richmond Gyamfi. Det handler bare at om at forsøge at blive bedre hele tiden, forklarer Beijmo, som fik meget positive ord med på vejen fra sin cheftræner efterfølgende.
– Felix er en virkelig god professionel. Han kommer selv til trænerne efter træningerne og spørger efter øvelser eller ekstra træning i forhold til nogle bestemte ting, han ønsker at forbedre. Jeg ønsker, at alle spillere kommer og bombardere os trænere med ønsker og spørgsmål til flere øvelser. At initiativet kommer fra spillerne er virkelig godt. Det viser, at spillerne tager ansvar for deres egen udvikling, fortæller Uwe Rösler om forsvarsspillerens tilgang.

Holdet har gjort comebacket nemmere
Felix Beijmo måtte arbejde hårdt i foråret for at komme tilbage efter det knogleødem, han pådrog sig i kampen mod Silkeborg den 1. april, og her i september fik han så et vrid i anklen, som han også lige skulle komme sig over, men nu føler svenskeren faktisk, at han står et endnu stærkere sted, end han gjorde inden skaden i april.
– Jeg føler, at jeg er tilbage på samme niveau som før min skade. Måske endda endnu bedre. Jeg har haft en god start på sæsonen og er et godt sted. Holdet har også helt klart forbedret sig det seneste år, fortæller Beijmo, der understreger, at truppens generelle udvikling har været vigtig for hans eget comeback.
– Vigtigst af alt, så er holdet blevet bedre. Holdet fungerer rigtig godt som en enhed. Nogle gange gør det det også nemmere at præstere godt som individ, uden at man nødvendigvis står ud som noget særligt, fortæller Beijmo.
Han har været i AGF siden januar 2023, hvor han først blev udlejet fra Malmö for senere at skifte permanent til De Hviie i sommeren 2023.

Landsholdsdrømmen
De seneste uger er gået uden Superligafodbold på programmet, da der har været landskampe, og når man ikke er med landsholdet, kan dette ses som en gylden mulighed for at slappe af og holde lidt fri. Således også for Bejimo, der tog et smut til hjemlandet for at genoplade.
– Jeg tog hjem til Stockholm og havde nogle gode dage med venner og familie. Jeg slappede bare af og fik en masse god mad. Det er vigtigt at genoplade, når vi har chancen for det, og når man ikke er med landsholdet, er det en god mulighed for at få nogle fridage både mentalt og fysisk, fortæller svenskeren, som både har optrådt for det svenske U17, U18, U19 og 21-landshold, men A-landskampene mangler. Drømmen er dog ikke opgivet for Beijmo.
– Selvfølgelig drømmer jeg om det. Det er noget, jeg arbejder for hver eneste dag. Jeg spiller godt og er i en god situation, så jeg prøver bare at blive ved, og så får jeg forhåbentligt chancen en dag, siger han.

Det er danske Jon Dahl Tomasson, der er landstræner for Sverige, og han deler fortid med Beijmo i Malmö, hvilket måske kan blive en indgangsvinkel til at få endnu en AGF’er på et landshold.
– Jeg kender landstræneren fra Malmö-tiden, og jeg ved, hvordan han arbejder, men der har ikke været kontakt i denne omgang, siger Beijmo.
Beijmo nåede fra 2018 til 2020 at repræsentere det svenske U21-landshold 13 gange og score to mål. Siden har han dog ikke optrådt i den gul-blå trøje. På det svenske A-landshold er det folk som Niclas Eliasson (AEK Athen), Alex Douglas (Lech Poznań), Emil Krafth (Newcastle) og Linus Wahlqvist (Pogoń Szczecin), Beijmo skal konkurrere om spilletiden med.
Flere AGF Nyheder
-
Lyden AGF holder hvii januar med træningslejr, testkampe og transferrygter -
AGF bliver en del af Kulturpasset: Unge får gratis entré til hjemmekampe -
Avis: Wahlstedt i kikkerten hos de norske mestre -
Lad os lege ‘CV’: Her kommer bud på forstærkninger til hver kæde -
Blog: Tungen skal holdes lige i munden -
Medie: AGF og FCM i kamp om Mikael Uhre -
Oskar Haugstrup forlænger med AGF -
Ugens rygtebørs: Carstensen permanent, Beijmo usikker – rygter om ny angriber -
Jakob Poulsen: – Jeg regner stærkt med, at de alle sammen er her, når vi lukker transfervinduet -
Status på truppen: Tingager starter uden bold