Skip to main content


Foto: Kronborgfotos

Uwe Rösler: – Den mest konkurrencedygtige trup i min AGF-tid


| Jonas Roulund |

AGF’s cheftræner får flere og flere valgmuligheder til sin startopstilling, efterhånden som spillerne returnerer fra skader, og efter dagens træning på Fredensvang gav Uwe Rösler en opdatering på sin trup.

Skader har været et stort tema gennem Uwe Röslers regeringsperiode i AGF, men efter en landskampspause og lidt restitution, begynder det for alvor at lysne hos De Hviie.

Til dagens træning kunne man se Michael Akoto og Tobias Bach, der begge har døjet med skader i denne sæson, være i fuld firspring, mens Henrik Dalsgaard og Tobias Mølgaard også deltog i de fleste øvelser på græs.

Frederik Tingager manglede, men det skyldtes sygdom, og Uwe Rösler forventer at få sin styrmand kampklar til mandagens opgør på Ceres Park, hvor Brøndby IF venter.

Frederik Tingager ankommer til Ceres Park.
Foto: Matti Kronborg / Kronborgfotos

Leopold Wahlstedt og Kevin Yakob er endnu ikke retur på græs, og der går længe, inden vi får dem at se i kamp igen. Begge er meldt ude for hele 2024.

Alligevel må det siges efterhånden at være en ganske konkurrencedygtig trup, trænerstaben har at plukke fra… eller hvad?

– Flere er med på træningsbanen, hvilket er godt, og det skærper konkurrencen, men det er ikke det samme som at være kampklar, forklarer Uwe Rösler til KSDH.dk og den øvrige fremmødte presse onsdag på Fredensvang.

Her blev der også spurgt ind til, om Dalsgaard når at blive klar til mandagens arvefjendeopgør.

– Det var en ganske god session, men han kunne ikke være med til det hele. Han kan stadig ikke gå helt til grænsen, så det vigtigste lige nu er, at give ham en masse tid på træningsbanen, så han kan genfinde sin kampform, siger AGF’s cheftræner, der heller ikke kalder Mølgaard og Akoto helt klar endnu.

– Tobias Mølgaard er heller ikke med til det hele endnu. Det er op til dem, hvor hurtigt, de bliver klar til kamp, og det er noget, vi må monitorere tæt. Akoto kommer tættere og tættere på. Han er meget tæt på at være på 100 %, fortæller Uwe Rösler.

Michael Akoto med nr. 27 for AGF på Ceres Park.
Foto: Matti Kronborg

Konkurrencen skal være skarp

Nu hvor der er flere spillere, som efterhånden melder sig på banen og gerne vil have spilletid, så opstår der jo en ny situation, ja en hovedpine, om man vil. For nu giver startelleveren pludselig ikke sig selv fra kamp til kamp, hvilket er en ønskesituation for en træner, fortæller Rösler.

– Jeg har flere svære valg, og spillerne presser hinanden. Det er den kultur, vi skal have. Konkurrencen skal være skarp, hvis vi vil være en storklub. Det skal vi kunne håndtere. Jeg vil hellere have den hovedpine, end det omvendte, fortæller Rösler, som også mener at have en stærk trup til rådighed, hvis alle er kampklar.

– Når alle er kampfit, så er det den mest konkurrencedygtige trup i min AGF-tid, siger tyskeren.

Uwe Rösler drikker af en kop på Brøndby Stadion.
Foto: Kronborgfotos

Træningsugen fortsætter nu på Fredensvang med en fridag torsdag, åben træning fredag klokken 11 og to lukkede træninger over weekenden, inden Brøndby IF altså venter mandag klokken 19 på Ceres Park.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle