Blog: Jeg ser fremad, trods torturen i Brügge

Club Brügge viste sig som en for stor mundfuld for vores aarhusianske helte, men livet gået videre, og nu er det tid til at se fremad.

Der sad jeg én time før kampen skulle starte torsdag ud på de sene eftermiddagstimer. Hvad skulle man egentlig give sig til. Når uret ramte 20.00 skulle jeg naturligvis over på TV2 Sport X, for her viste de Club Brügge mod AGF. Kampen jeg havde set frem til i meget lang tid…

VM for kvinder 1971

Ja, det lyder jo helt åndssvagt, men jeg fandt dette på DR1 – et program omhandlende et dansk kvindelandshold der spillede om et uofficielt VM i 1971 i Mexico.

Ikke at jeg overhovedet opfattede ret meget af udsendelsen, tankerne farede rundt i hovedet på mig. Ligesom jeg et utal af gange i løbet af torsdagen var inde på facebook, for at følge de mere end 1500 fans der var i byen Brügge for at støtte AGF’erne.

Nej, hvor var det fedt. Programmet på DR1 tog en halv time, og imens analyserede mit hoved kampen, som jeg formodede, den ville blive. AGF skulle som udgangspunkt holde nullet i hvert fald en halv time, måske endda en time. Så ville de have en mulighed for at resultat.

De havde lukket mange mål ind

Jeg lå der på sofaen, kiggede på fjernsynet og kunne ikke rigtig finde ro. Sådan en rigtig fed følelse at have inden en AGF-kamp i Europa. Tilmed i Conference League mod et belgisk storhold.

Men også et storhold, der tabte tre af seks kampe i slutspillet i Jupiter League i sidste sæson og i flere kampe lukkede tre mål ind, altså der måtte da være noget i sigte for AGF!

Godt nok toppræsterede De Hviiee ikke mod Vejle i søndagens premierekamp, men de scorede – iøvrigt et debutmål fra Tobias Bech – og de sejrede og de holdt nullet. Selvtilliden burde være i top.

I løbet af dagene op til kampen havde sportsdirektøren, anføreren og mange andre udtalt sig meget positivt om kampen. De troede på det, de var klar. Jeg var mere og mere overbevist om, at det her kunne blive godt.

En mulig naiv blog

Jeg havde tilmed brugt min ny-vundne tro på AGF og deres muligheder for at resultat i Belgien, på at skrive en blog om det. Jovist, torturen som AGF-fan skulle væk, fordi den gode Uwe havde skabt en tro om projektet, det her kunne kun blive godt – klokken skulle bare blive 20.00

Jeg havde taget mobilen frem, var klar til at tage notater og kampen kunne bare komme an.

Startopstillingen næsten som forventet, eneste ændring var at Magnus Knudsen erstattede Duelund, men efter hans præstationer mod eksempelvis FCM – hvor han var ekstrem god – var jeg ikke i tvivl om, at det nok skulle gå…

Virkeligheden gjorde ondt

Kampen begyndte, noget var helt galt. Brügge som blandt andet havde tabt deres forrige træningskamp med 1-2 mod hollandske AZ, startede forrygende ud. Kunne det virkelig passe. Det var jo AGF der skulle starte godt ud. Vinde nogle nærkampe, udfordre og forhåbentlig skabe et par chancer;

Glem det, glem det og drop det. Sådan virkede det som om at de blåklædte Brügge-spillere tænkte. De angreb fra starten. Århusianerne virkede rystet, regnen silede ned på Jan Breydel Stadium.

Jeg sad og var i chok. Det var på ingen måde det, min ny-vundne tro havde overbevist mig om. Hurtigt var jeg klar over, at det måtte være et spørgsmål om tid før hjemmeholdet kom foran, det var tydeligt for enhver. TK virkede fuldstændig malplaceret denne torsdag aften og efter 10 minutter skete det så.

Noterne ensrettede

Min telefon blev som sagt brugt til at tage notater. og det var ikke et kønt syn.

Konstant var det Brügge-relaterede ting. der blev noteret. Muligheder var der ingen af til AGF, andet end advarsler og så alligevel. Tobias Bech noterede sig for en afslutning langt over mål, der kunne kategoriseres som et forsøg og lidt senere det samme med Links – men ellers var det hjemmeholdet der var over det hele.

Jeg vidste ikke. hvad jeg skulle gøre ved mig selv. Kunne det her virkelig passe, nej det måtte være en joke. Anden halvleg ville blive bedre.

I pausen tænkte jeg over at nu ville alle kritikerne igen være der. Alle ville have de sædvanlige meninger om AGF og deres præstationer.

Morten Bruun i chok

Anden halvleg blev værre end jeg havde kunnet forestille mig. Som om AGF’erne ikke forstod alvoren, ikke forstod hvad dette drejede sig om, og hjemmeholdet fortsatte i et endnu højere gear. Flere gange var jeg tæt på at slukke, for at undgå at overvære dette mareridt.

I et sekund var jeg sikker på, at jeg var faldet i søvn, at det her ikke skete. Det var jo ikke, hvad jeg var blevet lovet, selv havde skrevet i min analyse og blog – så jeg lukkede naivt øjnene og åbnede dem igen.

Nej, desværre – jeg sov ikke. Kommentatorerne i fjernsynet, Thomas Kristensen og Morten Bruun var – ligesom mig og andre AGF-fans – ligeså rystet som undertegnede. Morten Bruun konstaterede tørt mod slutningen af kampen, at han ganske enkelt ikke troede, AGF havde så lidt at byde ind med!

Hvad nu..?

Kampen blev heldigvis fløjtet af, af den georgiske dommer efter fem minutters tillægstid. Puha da.

Mine noter fortalte de kontante facts. Kampen var et farvel til AGF i Europa. Alt det jeg havde forberedt mig på hele dagen, al glæden og optimismen var helt væk. Maltrakteret, destrueret, kylet af h….. til.

Jeg slukkede øjeblikkeligt fjernsynet. Ville væk fra dette mareridt. Frygtede mediernes analyse/beskrivelse af kampen, omend der ikke var noget at gøre.

Torturen var pludselig mere massiv end nogensinde før.

Men jeg er AGF’er og ser fremad… Og på mandag venter Nordsjælland. Superligabold. Lad os finde hjem.