Analyse: Virkeligheden i Europa ramte torsdag aften i Brügge

Da Club Brügge i anden halvleg af opgøret mod AGF, ændrede på gearstangen, sendte de reelt århusianerne ud af Conference League, og det gav os lidt at tænke over. Her er analyse af det største Europa-opgør for AGF siden 1997.

3-0, av hvor gjorde den ondt og det mest vanvittige af det hele er, at det var billigt sluppet. For selvom AGF-spillerne må have følt at de var med efter de første 45 minutter, var det en stakket frist.

På 45 minutter viste de blåklædte Brügge-spillere på det nedslidte Jan Breydel Stadium, hvorfor holdet er 18-dobbelte belgiske mestre og i de sidste mange år en naturlig deltager i Champions League.

De leverede simpelthen en magtdemonstration, der fik AGF’erne til at fremstå som kegler på en træningsbane. En træningsbane man kun oplever, når modstanderen har det format som Ronny Deilas mandskab besidder.

På den ene fløj en dansk landsholdsspiller ved navn Andreas Skov Olsen, der måske ikke gjorde det helt store væsen af sig, men når han satte turboen på, var især TK og Links chanceløse i første halvleg, i venstresiden.

Troen var der

AGF’erne havde ellers på forhånd troen på, at det kunne lade sig gøre. De troede på et godt resultat, på et godt udgangspunkt, og de troede på at de kunne være med.

Historien var ellers ikke med århusianerne, senest bevist mod nordirske Larne, men nu skulle det være anderledes. Stig Inge Bjørnebye mente holdet stod stærkere rustet – det billede købte omgivelserne.

Men fra starten af kampen var det tydeligt, at historien nok blev anderledes. Belgierne havde læst på lektien, set hvordan Vejle udelukkende angreb igennem højresiden, de fulgte op på dette. Desværre var det den helt rette gameplan.

Andreas Skov Olsen benyttede motorvejen og fysikken til at overmatche TK. Efter kun 10 minutter og et par indledende indlæg, gik den ikke længere. Nu søgte han ind i banen, fandt via et lob Tajon Buchanan og han kanonerede bolden ind til føring.

Luften forsvandt ud af AGF’erne.

Anonyme Bech forsøgte

De Hviiee, med stor støtte fra lægterne hvor mere end 1500 tilskuere leverede et fantastisk lydinferno, forsøgte at svare igen. Men det var meget svært, for ikke at sige nærmest umuligt.

Nicolai Poulsen arbejdede benhårdt på den centrale midtbane, mens kollegaen Mads Emil tilsyneladende havde glemt at gøre sin entré, han var der i hvert fald ikke. Beijmo og Links forsøgte, men mens Beijmo havde løbeturene på fløjene, var det mere sporadisk fra sydafrikaneren, som oftest blev mast på det fysiske plan.

Han driblede, forsøgte – men frustrationerne blev hurtigt tydelige. Beijmo løb og løb, men farligt blev det aldrig. Han forsvandt stille og roligt ud af kampen.

I front var Magnus Knudsen, Patrick Mortensen og Tobias Bech oftest kegler i det belgiske kombinationsspil. De var ganske enkelt ikke-eksisterende. Bech, målscoren fra Vejle-kampen noterede sig for et desperat forsøg i det 19.minut, hvor Simon Mignolet helkikset forsøgte at sparket bolden væk, som AGF’eren opsamlede. Bolden leder de i øvrigt stadigvæk efter!

Efter den halve time formåede AGF rent faktisk at spille sig frem til et fornemt angreb, hvor Paddy til sidst lagde den af til Links, hvis afslutning dog uden problemer blev afvist af en Brügge-forsvarer.

 Et dejá vú

Hvis AGF følte at de var med i første halvlegen, blev anden halvlegen et mareridt. Det startede med et dejá vú efter bare to minutter, hvor hjemmeholdet bragte sig foran med 2-0. Derfra meldte AGF sig reelt ud af kampen.

I første halvleg havde forsvaret store problemer med at slippe af med bolden og oftest kom den til midtbanen, hvorefter der gik stilstand i det. Der var vitterligt ikke nogen der virkede til at tro på noget og i stedet forblev det hele anonymt.

I anden halvleg blev det endnu værre. AGF’erne var ALDRIG på besøg hos Simon Mignolet og han kunne reelt efter få minutter være gået i omklædningen. Uwe Rösler forsøgte med en tredobbelt udskiftning, men hvad hjælper det, når spillere som Mikkel Duelund og Mikael Andersson kom ind, men INGEN var der til at hjælpe dem.

Der blev løbet lidt dybt de første par minutter, men stille og roligt forsvandt troen. Duen holdt på bolden, men blev som det var sket for de øvrige AGF’ere, overmatchet fysisk.

Kvalitet fra bænken – århusiansk mareridt

Måske er det heller ikke helt retfærdigt, men til gengæld et godt billede på forskellen på de to hold, når belgierne blandt andet skiftede en Hugo Vetlesen ind med 17 minutter igen. Nordmanden hentet i Bodø/Glimt, hvor han var med til at hente et suverænt mesterskab hjem.

Han startede på bænken og kom ind sammen med Dennis Odoi og netop de to var ophavsmændene til det endelig søm i kisten, nemlig 3-0-scoringen.

Derfra forsatte et mareridt, hvor kun Jesper Hansens drømmeredninger forhindrede måltavlen i at gå amok.

AGF’erne mistede alt i kampen. Troen var fuldstændig væk og man fornemmede tydeligt på gæsterne at tiden gerne måtte gå hurtigere.

Svaghederne blev udstillet, hvor forsvaret pludselig lignede de føromtalte kegler, som belgierne brugte til at drible og spille sig rundt om efter behag.

Manglerne er store

Nu kan det være en meget markant udmelding, når man har mødt en mangeårig deltager i Champions League, at sige at manglerne er store hos AGF. Men desværre er det virkeligheden.

I forsvaret beviste TK igen, at han pt er en stor svaghed der kan gøre det svært at fortsætte de mange clean sheets fra sidste sæson. Konstant overmatchet og i perioder kunne man læse i hans ansigtssmerte, at det her var ikke sjovt.

Gift Links viste på ny at han kan drible, men når modstanderen overmatchede ham, så man tydeligt hvordan det påvirkede han spil.

Mads Emil og Magnus Knudsen har i de sidste par kampe vist deres kvaliteter, men imod Brügge var de helt væk. Mast, forsvundet og det må bekymre Uwe Rösler, at når modstanderen sætter sig igennem, er hans egne spillere der ikke.

Som i sidste sæson er historien den samme i front; hvem skal lave målene og hvordan skal chancerne skabes? Bech, hentet i tredje Bundesligaen, floppede stort. Knudsen behøvede ret beset ikke at klæde om og Patrick Mortensen virkede som benovet over at være i Europa – og det var det.

Det var ganske enkelt ikke godt nok, hvis man i Conference League, den europæiske tredje division, skal opnå noget. Så må og skal der være synlighed, den synlighed er AGF ikke i nærheden af!

Respekten skal genvindes

Det er så nemt at skrive, at respekten skal genvindes på torsdag, når der er returkamp. Men det er reelt set hvad det handler om. Ikke at vinde med 3-, eller 4-0, men om at sende et signal.

Det handler om at bevise over for kritikerne at AGF er nået længere, at de har noget at byde ind med og at man trods alt ikke bliver destrueret og gennembanket i to kampe.

Derfor er torsdagens kamp måske endnu vigtigere end kampen i Brügge – ikke mindst i forhold til det projekt århusianerne har gang i. Nu ved de hvad belgierne kommer med, hvad der kræves i Europa og de skal vise at de godt kan.

For de er AGF og de er STOLTE AF DET!