Analyse: Pyt med skønheden – en sejr er en sejr

66 timer efter at AGF torsdag aften leverede en stærk præstation i hjemmekampen mod Club Brügge, var omgivelserne markant anderledes søndag. Det var tilbage til Superligaen, og det blev til en vital sejr på 2-0 ude over Hvidovre.

For nej spillet var på ingen måde opmuntrende, slet ikke de første 20 minutter.

Faktisk sad man som fan og var dybt skuffet over at Lirim Qamili, der for et par sæsoner siden blev kasseret i AC Horsens, konstant fik lov til at udfordre Eric Kahl i venstresiden og svenskeren virkede ikke til at have et modsvar.

Omvendt førte Hvidovres offensive spil heller ikke de store chancer med sig. I hvert fald ikke så man sad og frygtede noget. Peacock-Farrelll i målet havde i hvert fald ikke en eneste redning, og det siger meget om skarpheden eller manglen på samme hos hjemmeholdet, at Nicolai Geertsen lige pludselig var helt fri, men slet ikke kom frem til et frispark.

Det var groft sagt hvad hjemmeholdet havde – AGF havde overhovedet ikke rørt på sig.

For de var trætte i benene, gæsterne. De var tunge og den kontrollerede offensiv der var lagt op til, kom aldrig til syne.

Kvaliteten var der pludselig 

Op til kampen i en blog, konstaterede undertegnede, at nu måtte angriberne i AGF’s trup gøre deres entré, nu skulle der til at ske noget.

Det tog bare noget tid. Mikael Andersson var slet ikke oppe i det sædvanlige tempo, havde svært ved at komme fri og de mange fysiske dueller huede ikke kantspilleren, der på intet tidspunkt i kampen havde et forsøg på mål.

Mikkel Duelund var endnu mere anonym. Han fortsatte med at drible, de få gange chancen bød sig. Det virkede rent ud sagt som om han ikke gad og så alligevel var han pludselig arkitekten, da AGF efter 25 minutter viste den kvalitet, som århusianerne trods alt besidder.

Han fik pludselig plads, tog bolden med sig, afleverede til Mads Emil Madsen, der hurtigt fik den ekspederet videre til Beijmo, der kom alene ind i feltet og uden problemer kunne spille bolden ind til Patrick Mortensen.

Lange bolde, manglende kvalitet

Et andet irritationsmoment i stort set hele kampen, var at målmand Peacock-Farrell konstant slog lange bolde.

Det var godt nok sjældent, at han bare spillede bolden ud, og selvom Hvidovre pressede, burde det ikke have været et problem for Mølgaard, Tingager eller TK at gøre noget ved den, men det skete bare sjældent. Han lossede den bare og lad os være ærlige; hverken Anderson eller Duelund vinder mange af de mand-mand-dueller der er i sådan en kamp.

Generelt var AGF’erne ikke gode med bolden. Muligvis var den meget tung og naturligvis har der været noget træthed, men stadigvæk var spillet ofte usammenhængende. De kreative typer valgte i hvert fald ikke denne søndag at vise noget der nødvendigvis gør dem sikre i startopstillingen næste søndag.

Hvad foregår der…

Nu troede man lige at Mads Emil Madsen havde fundet sig til rette, og man troede at Eric Kahl, som tidligere nævnt, ville vise at de med sikkerhed hører til i startopstillingen – det skete bare ikke.

Mads Emil skuffede som han efterhånden har for vane at gøre.

Jovist, med i målet og havde en god afslutning i anden halvleg – men en fodboldkamp var 90 minutter og det var groft sagt hvad han bød ind med. Der skete intet kreativt fra ham og har ikke gjort det længe. Hvad er der sket? Hvorfor ser man ikke ham benytte sig af de muligheder der er med Andersson og Duelund, for i stedet for at løbe – men han er alligevel totalt usynlig.

Kahl viste formatet i torsdags, søndag spillede han sig så godt som af igen.

Der var ingen kvalitet i meget af det han foretog sig og de første 20 minutter, jamen de var rædselsfulde.

Lyspunkterne var der

Det var ikke altsammen lige skidt. Forsvaret leverede som sædvanligt godt, og i angrebet viste Paddy her i tredje runde, at når bolden bliver serveret, jamen så er han der. Derudover så man i anden halvleg en anfører der igen gik med i spillet, forsøgte at være oplægger, jo der var noget af det savnede.

Derudover kom Tobias Bech og Magnus Knudsen på banen efter en time og især førstnævnte sendte en klar besked; han vil spille!

Godt nok kom han ikke på tavlen, men hvilken spillelyst han kom på banen med og hvor var han målsøgende, hvilket i øvrigt førte til Knudsens 0-2-scoring, ved hjælp af horribelt Hvidovre-forsvarsspil.

Men Bech arbejdede, viste at han kan og ingen tvivl om at han må banke på til søndagens kamp. For han søger afslutningerne og han udviser en vidunderlig tro på at det nok skal komme.

En sejr, er en sejr!

Det vigtigste ovenpå søndagens sejr, er sejren. Kort og kontant. Pyt med at det ikke var fantastisk fodbold. Igen 66 timer var der gået fra kampen i torsdags til en ny i Superligaen, det er altså ikke lang tid.

At nogle viste niveau og andre ikke gjorde, kan der være mange grunde til, men det væsentlige er at AGF igen smagte sejrens sødme og at man holdt nullet – hvilket groft sagt var umuligt andet.

Læg dertil at de spillere der kom ind, i modsætning til tidligere sæsoner, vitterligt bragte noget med sig, det giver den ønskede konkurrence og det gavner AGFs hold.

Så lad os slå det vitale fast; en sejr er en sejr!