Skip to main content


Foto: Matti Kronborg

Analyse: FCN-kampen skal give svar på tiltale



Mandag står AGF’s projekt om at blive en storklub og kunne håndtere både Europa og Superligaen på én gang, sin helt store prøve. Øretæven i Conference League-kampen skal absorberes, og så skal man formå at give et tydeligt modsvar til alle kritikerne derude.

Det kan godt være at mandagens modstander i Ceres Park, ikke er en mangedobbelt national mester og ej heller hyppig gæst i Champions League – men derfor er FC Nordsjælland stadigvæk en stærk modstander.

For rundbarberingen af Viborg i premieren hjemme på Right To Dream Park, 4-1 blev det, gav endnu engang et billede af en modstander, der når sæsonen er færdig formentlig kommer til at kæmpe med om noget stort.

Derfor venter der AGF en meget svær opgave. Ikke en umulig en, overhovedet ikke – men en svær modstander!

Holdfoto på Jan Breydel Stadium.
Foto: Kronborgfotos

Spillestilen er ændret

For FCN er bare ikke det samme, om man møder dem i Farum eller på udebane, om end de er blevet bedre.

På hjemmebanen på kunstgræsset, der sjældent er særligt velbesøgt, har det tidligere være trekanter og tiki-taka’en, som norsjællænderne dyrkede og det har man ændret…

For efter at have erkendt, at spillestilen måske i virkeligheden var lidt for “naiv”, er man blevet mere direkte, men grundfilosofien er stadigvæk den samme; FCN skal have bolden, styre kampen og vente tålmodigt på chancerne og ellers bryder igennem over fløjen.

På udebane er man bare mere skrøbelig. Underlaget ændrer sig og ofte kan modstanderen overmatche en på fysikken og da man ikke går på kompromis med spillestilen, koster det i perioder point!

Ingvartsen er gaven

Samtidig med dette har FCN leveret et par transferscoops denne sommer.

Jeppe Tverskov hentede man højest overraskende i OB gratis, Marcus Ingvartsen blev samtidig hentet for knap 22 mio., i Mainz. To stærke gaver, hvor især sidstnævnte kan blive rigtig afgørende for gæsterne. En rigtig ni’er, der både er farlig, men også er god som opspilsnation og samtidig er skarp i boksen. Han indeholder al FCN-DNA’det og jagter landsholdscomeback!

Det kan blive rigtig interessant!

Men står AGF overhovedet ikke med muligheder mandag? Kan man frygte endnu en nedsmeltning som torsdag?

Der skal svares igen

Naturligvis kender undertegnede ikke Uwe Röslers startopstilling, når disse linier blev kreeret, men faktum er alligevel at det må forventes at det er et sultent AGF-hold, der mandag løber på banen.

Det kan simpelthen ikke accepteres i AGF-truppen, at man ikke giver svar på tiltale ovenpå det man leverede mod Brügge!

Jovist var det en modstander af en helt anden karakter, end man har været vant til, men flere spillere må forventes at ville vise at de indeholder mere og trods alt har visse kvaliteter.

Eksempelvis kan Mads Emil Madsen, Tobias Bech, Gift Links og Patrick Mortensen ikke undgå at skulle vise, at det de præsterede mod belgierne var uacceptabelt. Nu er det Superligaen, man kender modstanderen og disse gutter må forventes at ville vise, at i Superligaen der har man markant mere at byde ind med.

Mads Emil Madsen (Foto: Matti Kronborg / Kronborgfotos)

Der skal skabes langt flere chancer og man skal være markant bedre til at holde i bolden og man skal evne at skabe noget på FCN’s banehalvdel.

De satte otte point over styr

FCN er ikke forsvarende danske mestre, faktisk blev de sat komfortabelt i forrige sæson, og det på trods af på et tidspunkt at have haft otte point ned til, hvad der viste sig at være mestrene, nemlig løverne fra Parken, tidligere på sæsonen.

Johannes Hoff Thorups mandskab uddeler nemlig gaver indimellem.

De er suveræne offensivt, men defensivt kan man tale med dem.

Der er naturligvis en midtbane der skal besejres, men med Polles præstationer på det seneste, virker dette ikke umuligt.

Nicolai Poulsen (Foto: Matti Kronborg / Kronborgfotos)

Mads Emil, hvis han starter inde, vil få mere plads og på fløjene vil Beijmos løbekapacitet være en udfordring fra Farum-mandskabet. Dertil skal så lægges, at hvis Links endelig får ro på spillet og kommer til indlæg, så er der altså muligheder.

Bech og Paddy skal svare igen

Derudover må det forventes, at Tobias Bech og Patrick Mortensen kommer med en vanvittig sult. Sulten efter at vise, at de har mere at byde ind med, end tilfældet var i torsdag.

Bech scorede et vigtigt mål mod Vejle, og Paddy scorede to gange i træningskampen mod FCM og var stærk mod Vejle. Det er de dyder, der skal frem mod FCN, der muligvis har stærke spillere som Kian Hansen og Abbew i forsvaret, men de kan altså tales med.

Spillet for dem skal helst foregå ved jorden og her har AGF altså spillere der kan gøre ondt på dem.

Fysisk kan de sagtens matches, men det er det tekniske, der er deres forcer, og det skal AGF kunne udnytte. Både Bech, Mads Emil og eventuelt Duelund er gode i genpresset, og FCN sparker sjældent langt.

Tobias Bech sparker til bolden med venstre ben. Taget på Fredensvang.
Foto: Laura Hjørringgaard

Kan TK ryste nedturen af sig?

Det har ikke været den nemmeste periode for Thomas “TK” Kristensen i forsvaret, der så rigtig uheldig mod Vejle og havde en totalt offday – var helt væk – mod Brügge.

Mod FCN er det altså Ernest Nuamah, han formentlig står over for, og det er altså en spiller, der når dette transfer-vindue er overstået, kan have slået endnu en transfer-rekord i Nordsjælland. I hvert fald er PSG meget interesseret, og i opgøret mod Viborg var han da også outstanding – et hattrick blev det til.

Men kan TK som eksempel matche ham på fysikken og undgå løbeturene, så er det altså muligt at kyse ham.

Thomas "TK" Kristensen med bolden ved sine fødder.
Thomas “TK” Kristensen (Foto: Matti Kronborg)

Men spørgsmålet er, om TK er klar mentalt til kampen, eller om Tobias Anker måske får chancen. Nyindkøbt i Vendsyssel, men spørgsmålet er om Rösler allerede nu giver ham chancen.

Ellers kræver det i hvert fald en sindssyg stærk moral og godt arbejde af trænerstaben, hvis de klarer at få TK mentalt klar til kampen.

Projektet skal stå sin prøve

Mandag står AGF’s projekt om at blive en storklub og kunne håndtere både Europa og Superligaen på én gang, sin helt store prøve.

Man kan ikke komme uden om øretæven i Conference League-kampen, men er man stærk nok til at komme med de modsvar, som et sådanne projekt kan kræve.

Hvad med benene, de er naturligvis vanvittigt trætte, og hvor lang tid holder spillerne?

Det er bliver ret så interessant at se, hvordan Uwe Rösler, over for en af hans første store udfordringer som chefen for dette hold, blander kortene og om han får noget tro ind i spillerne.

Mandag bliver en svarenes dag, svarene på om AGF’s projekt holder…

 

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle