Skip to main content


AGF – Silkeborg IF optakt: Endnu et jysk hold skal overvindes i kampen om top seks


| Jonas Roulund |

Jysk modstand venter for anden uge i træk AGF, når Silkeborg IF besøger Ceres Park til endnu et gyseropgør i kampen om top seks.

Kampfakta: AGF vs Silkeborg

Spilletidspunkt: Søndag den 26. februar kl. 18:00
Spillested: Ceres Park, Stadion Allé 70, 8000 Aarhus.
Dommer: Jakob Alexander Sundberg
Følg kampen her: Twitter: AGFLive samt på TV 3 Sport og Viaplay.dk.
Hashtag: #agfsif #sldk #ultratwitteragf #ksdh

Der kommer med sikkerhed gang i lægterne, når AGF langt om længe spiller kamp for enden af Stadion Allé igen! Over 13.000 billetter er solgt, og Samlet for Aarhus opfordrer alle fans til at medbringe halstørklæder, som – udover at holde varmen – kan bruges under ‘Malaga’ og indløb.

Silkeborg IF fik ørene i maskinen mod et effektivt FCK-mandskab i deres første ”forårskamp,” mens AGF som bekendt hentede en vigtig stormsejr i AaB på mål af Mikael Anderson. Nu venter et gyseropgør for begge mandskaber, idet resultatet endnu en gang kan få enorm betydning for top seks-mulighederne i det drøntætte Superligaprogram.

AGF – SIF indbyrdes kampe

Det er ikke statistikkerne, AGF’erne skal kigge mod, når opladningen til kampen søndag aften går i gang. 70 Superligakampe er spillet mellem de to mandskaber, hvoraf kun 18 er blevet til AGF-sejre, mens 17 er endt uafgjort og 35 har resulteret i Silkeborg-sejre.

De seneste fem hjemmekampe mod Silkeborg har dog fordelt sig mere ligeligt med to sejre, to nederlag og så den seneste 1-1’er tilbage i november 2021. Vi skal dog kun tilbage til september 2022 for at finde seneste indbyrdes opgør på Jysk Park. Her blev det til et ærgerligt 1-0-nederlag efter et Hansen-drop, men meget er sket siden da, og siden er SIF gået fra en topplacering til en ottendeplads, mens AGF – med et på papiret godt slutprogram i grundspillet – står godt rustet til at kæmpe med om top seks.

Status på AGF

Eric Kahl var tilbage på træningsbanen i denne uge, hvilket betyder at Uwe Rösler råder over en fuld trup, hvis man ser bort fra den stakkels langtidsskadede Benjamin Hvidt. Det betyder også, at Gift Links må se sig over skulderen i kampen om en startplads, mens der også er tæt kamp om pladserne på midtbanen og angrebet, hvor Duelund med en drilsk hælskade ikke fik spilletid i årets første kamp. Den skulle dog være fikset med en blokade, og han er dermed i spil til weekendens opgør.

Kampen i AaB er svær at drage de store konklusioner ud fra, men vi fik set en Anderson i god form, det sædvanlige stærke forsvar, og debut til Beijmo, som gjorde en god figur undervejs.

Pilen peger umiddelbart opad for De Hviie, som kan spille uden samme pres som Silkeborg, idet gæsternes afsluttende kampprogram ser en del sværere ud en aarhusianernes.

Yann Bisseck kampens spiller i Aalborg

Yann Bisseck løb i øvrigt med titlen som KSDH.dks Man of the Match i AaB vs AGF efter en afstemning i vores Facebook-gruppe “KSDH – Gruppen for AGF Fans” med lige godt 50% af stemmerne.

I alt stemte 610 medlemmer i gruppen på deres personlige favorit i kampen, og her ses Top 5 AGF-spillere i afstemningen:

1. Yann Bisseck – 307 stemmer
2. Mikael Anderson – 133 stemmer
3. Nicolai Poulsen – 78 stemmer
4. Jesper Hansen – 29 stemmer
5. Thomas “TK” Kristensen – 19 stemmer

Status på Silkeborg IF

Søhøjlandets drenge fik en kold spand vand i hovedet, da FCK tog en 0-3-sejr med hjem fra Jysk Park i seneste spillerunde, og Adamsen skal for alvor til at træde i karakter, nu hvor Helenius er rejst til Aalborg. Forude venter et svært program med AGF, FCN, Brøndby IF og FCM, og der er derfor pres på for at skabe et resultat i Aarhus.

Kent Nielsen har dog før vist, at han kan få meget ud af underdog-rollen, og når SIF rammer topniveauet kan de spille op med de bedste. Holdet må undvære hovedskadede Gustav Dahl, men ellers er det op til trænerteamet at vurdere, om FCK-starterne har gjort sig fortjent til genvalg.

Dem skal vi holde øje med

AGF: 

Med fare for at gentage mig selv fra seneste optakt, så har vi igen en duel om angrebspladsen ved siden af Mortensen, idet Haugen ikke rigtigt fik grebet chancen under svære betingelser i Aalborg. Rösler kan vælge at ryste posen med en 3-5-1-1-opstilling, hvor en kampklar Duelund erstatter Haugen, men ellers er der også muligheder i at holde nordmanden inde for at true i dybden over for tunge Salquist og Felix.

Eric Kahl er som nævnt tilbage fra sin skade, men efter at have observeret ugens træning på Fredensvang, må vi konstatere, at der nok lige går en uge mere, før vi får ham at se tilbage i startopstillingen, hvilket giver genvalg til Links på venstre wingback.

SIF: 

Kommer Adamsen i gang mod AGF? Silkeborg har jo før slukket festen på Ceres Park – som dengang i 2019 med det udsolgte stadion og det skrækkelige 3-4 nederlag…

Derudover vil blikket være rettet mod Joel Felix, som dummede sig bravt mod FCK, og som derfor skal levere en solid præstation, hvis ikke Kent Nielsen skal se en anden vej fremover.

Karantæner

AGF: Ingen

SIF: Ingen

Bud på startopstillinger

AGF (3-5-2): Hansen – T.K., Bisseck, Tingager – Beijmo, Madsen, Poulsen, Anderson, Links – Haugen, Mortensen.

SIF (4-3-2-1): Larsen – Sonne, Salquist, Felix, Engel – Thordarson, Brink, Klynge – Kusk, Jørgensen – Adamsen.

God kamp!

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle