Skip to main content


AGF – FC Nordsjælland 2023: Spillerkarakterer og MOTM


| Alexander Witved |

Gaveregn kostede dyrt mod FCN: Øv, ak og ve. Håbet og troen på at AGF ville levere og få noget selvtillid mod FCN var der inden kampen. Men et utal af personlige fejl og straffespark kostede dyrt. Her er karakterer og kåring af MOTM efter kampen mellem AGF og FC Nordsjælland.

Det blev ALDRIG opgøret, som de 9774 tilskuere havde håbet på! Hjemmeholdet startede godt ud, men slutfacit taler sit meget tydelige sprog.

Nogle leverede pænt, andre mødte aldrig op, her er karaktererne fra mandagens skuffende 1-3-kamp.

I Facebook-gruppen KSDH – Gruppen for AGF Fans, blev Nicolai Poulsen akkurat valgt som MOTM med 37 % af stemmerne. Tobias Mølgaard hapser andenpladsen med 34 % af stemmerne, mens Eric Kahl med 9 % af stemmerne hev tredjepladsen hjem.

Nicolai Poulsen i aktion for AGF (Foto: Matti Kronborg / Kronborgfotos)

AGF-spillernes karakterer mod FC Nordsjælland

Herunder ses redaktionens karakterer til AGF-spillerne i opgøret mellem AGF og FC Nordsjælland. Vi benytter skalaen 1-5 til vores bedømmelse. Se uddybning af karakterskalaen nederst.


Bailey Peacock-Farrell
Karakter: 2
Fik noget overraskende for de fleste sin debut mod FCN, og der var ikke det store i det. Havde et godt indgreb i første ved et indlæg fra Ibrahim Osman og var chanceløs ved de tre scoringer.

Tobias Mølgaard
Karakter: 3↓
Det var på ingen måde Mølgaards kamp, men han stod også over for hård modstand. Havde store problemer med Osman, der flere gange satte ham i deres direkte dueller i første halvleg. Nicolai Poulsen måtte en enkelt gang redde hans fejl til et hjørnespark. I anden halvleg har han da også et indlæg/skud på mål, der blev afrettet, men alligevel gik forbi mål. Tog desværre ikke revanche for kampen i Brügge.

Frederik Tingager
Karakter: 2
Heller ikke nogen stor kamp af forsvarsstyrmanden, der især i spillet ved jorden har sine problemer. Det var Tingager der uprovokeret spillede bolden ud i fødderne til Diomande, der efterfølgende kunne sætte Nygren op til 0-1-scoringen.
Havde et forsøg på hovedstød i første halvleg, som anden halvlegen skred frem, hvor trætheden meldte sig, viste problemerne sig tydeligt, for Nordsjælland kom hurtigt frem til chancer.

Thomas “TK” Kristensen
Karakter: 2
Ovenpå Brügge-kampen, skulle han slå igen mod FCN, og det startede faktisk godt med et par vundne dueller. Han spillede meget sikkert i starten, men en gave i anden halvleg til Osman, hvor en aflevering fra Links blev spillet ind i fødderne på en fri Osman trækker kraftigt ned. Blev udskiftet, da AGF skulle satse og har endnu ikke formået at overbevise om sit værd.

Gift Links
Karakter: 2
Åh, han vil så gerne. En rigtig god afslutning i starten af kampen trækker egentlig op, men der er bare ikke noget, der fører noget med sig. For en gangs skyld kom et indlæg i feltet, men det blev ikke farligt. Links savner en succesoplevelse, ellers kan Eric Kahl overhale ham.

Nicolai Poulsen
Karakter: 4
Så skete det endelig! Karrierens andet mål for AGF og det endda hjemme mod FCN, hvor han igen viste sin betydning på midtbanen. Rigtig stærk præstation, men kræfterne holdt ikke, og så fik han naturligvis en advarsel. Poulsen beviste igen, hvorfor forlængelsen snart skal i hus.

Mads Emil Madsen
Karakter: 1
En god aflevering i første halvleg var, hvad makkeren til Polle præsterede i hele kampen. Ringe mod Brügge, ikke meget bedre mod FCN. Man ser ham ikke, han virker fortvivlet og måske en plads på bænken vil gavne, i hvert fald har han ikke vist sin berettigelse på det seneste.

Felix Beijmo
Karakter: 3
Den mand arbejder, arbejder og atter arbejder. Fik slettet det svage indtryk fra torsdagens kamp, og han bliver ved. Ikke alt lykkedes, men er godt indlæg i første halvleg viser, at Beijmo nærmer sig.

Mikkel Duelund
Karakter: 2
Puha, hvis nu der kom nogle resultater i form af afslutninger eller mål ud af anstrengelserne, ville helhedsindtrykket fra Duen være ændret. For han dribler, stopper op, prøver – men det bliver bare ikke til noget. Har en god afslutning, men forsvandt fuldstændig ud af kampen.

Mikael Andersson
Karakter: 3
Har flere rigtig gode muligheder i første halvleg, hvor Andreas Hansen i den ene måtte ud i en god redning. Spillede med udstråling og blev ved og ved. Er pt farligste mand, hvor det der savnes er mål. Han har evnerne mand-mand, men skarpheden/heldet mangler.

Patrick Mortensen
Karakter: 1
Er tilsyneladende det sikre valg i front, og man kan undre sig. Et godt hovedstød i anden halvleg og et straffespark begået mod Tverskov var overskrifterne. For jo, han løber meget, men det er ikke noget der udfordrer modstanderens forsvar, og det påvirker tydeligt anføreren. Han skylder efterhånden at modbevise de kritikere, der mener han skal på bænken. Godt er det bare ikke.

Eric Kahl (indskiftet 63.)
Karakter: 3
Hvordan kan en indskifter få så høj en karakter? Svaret; han viser noget. Satte blandt andet FCN-stjernen Nuamah til vægs i en direkte duel og havde senere en fremragende afslutning på mål. Han puster Links i nakken, ingen tvivl om at han er tæt på start-11’eren.

Tobias Bech (indskiftet 63.)
Karakter: 3

Kom ind og tilførte, ligesom Kahl, holdet noget. Havde øjeblikkeligt en afslutning, vandt også en direkte duel med Nuamah og der skete noget. Ligesom Kahl, puster han duen i nakken.

Janni Serra (indskiftet 77.)
Karakter: UB
Kom på banen, havde enkelte aktioner, men ellers meget usynligt og umiddelbart svært at se, hvad det er, han skal tilføje. Mangler åbenlyst kamptræning, men har ikke endnu overbevist om evnerne.

Magnus Knudsen (indskiftet 77.)
Karakter: UB
Kom ind og tilføjede intet bemærkelsesværdigt. Siden træningskampen mod FCM, har han ikke overbevist, gjorde det heller ikke mod nordsjællænderne. Det hjælper heller ikke, at han spillede på en uvant position, men han skal til at i gang.

Peter Bjur (indskiftet 85.)
Karakter: UB
Kom ind, men tilførte intet. Han løber og prøver, men man sidder ikke tilbage og tænker, han gør forskellen – desværre.

Trænerkarakter:

Uwe Rösler
Karakter: 2
Overraskede med skiftet på keeper-posten og kunne derfra se sit hold starte offensivt og aggressivt ud – desværre førte det ikke noget med sig. De personlige fejl, der bliver større og flere må også give alvorligt stof til eftertanke. Bør i kampen mod Brügge have adskillige ændringer i overvejelserne, for rigtig mange underpræsterede mod FCN.

Karakterskala

1. Den elendige præstation – Uacceptabelt, sløjt niveau, hvor intet fungerede.

2. Den utilstrækkelige præstation – Fik sat enkelte gode ting sammen, men spillede generelt en dårlig kamp. Ikke godkendt.

3. Godkendt uden at imponere – En kamp på det jævne, med både positive og negative ting at sige om præstationen.

4. Den gode præstation – En flot kamp, hvor spillerens kerneopgaver blev løst med få fejl og mangler.

5. Den fremragende præstation – Sublim kamp, hvor spilleren stort set ikke satte en fod forkert.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle