Blog: AGF er i top seks, og nu har de hvide helte bare at give os mere af det, vi så mod Randers – mandshjerte, vilje, fight og kontrol. For legendernes og pølsemandens skyld, om ikke andet.
Niels Rasmussen også kendt som ”strøgets synske pølsemand” arbejder til dagligt i grillbaren Børnenes Kontor, ud for Salling. Niels er glødende GF-tilhænger, og han blev i 2019 kendt for i et legendarisk interview, at forudse den kommende bronzemedalje. Det skete i d. 29. marts 2019 efter en hjemmesejr over FCN på Ceres park.
Nu har Niels kaldt den igen på sin facebookside…

Nedslag fra mandag aften
Mandag aften var næsten magisk. På nær lige de første 15 minutter, ja ok og så måske de sidste fem minutter, så spillede AGF Randers af brættet på Cepheus park.
Vi har som bekendt meget ofte haft meget svært ved at slå netop Randers – det virker som om AGF’s klare ubestridelige status som storhold – sammenlignet med Randers FC – af en eller anden grund ikke altid har stået helt lige så klart for hestene, så det fik vi endelig, endelig sat helt på plads!
Det gode var at sejren denne gang ikke var en, vi fedtede i land. Vi fightede og spillede ganske simpelt klart bedst. Forsvaret stod skarpt, det høje pres sad lige i skabet, og Duelund fik lavet en fremragende kasse i åbent spil, hvilket har været lidt en mangelvare i de tidligere kampe.
Opbakningen fra lægterne til de hvidblusede var ligeledes helt i top! – det var en sand fornøjelse at se det gode spil på banen blive bakket op for fuldt blæs fra de mange fans, der havde taget turen til Randers!
Uwe Rösler valgte, med rette, efter kampen at fremhæve Nicolai Poulsens betydning for holdet. Han gjorde i samme ombæring opmærksom på, at Poulsen efter hans mening ikke fik kredit nok til hverdag.
Nogle andre, der ikke just har vadet i kredit på de sociale medier, er Rössler selv og hans chef SIB.
Spændende at se om de, der mente at de manglende resultater skyldtes Rössler og SIB, nu sender lidt velfortjent anerkendelse deres vej – det har de fortjent!!
Målet nået, hvad nu?
Med et stort fedt flueben sat ved målet om mesterskabsspil – en runde før tid endda – er det tid til at sætte det næste mål. Vi skal naturligvis ikke hvile på laurbærrene, men smede imens jernet er varmt for nu at blive i klicheerne.
Foran os ligger som bekendt nu tre hold. FCK, FCN og så fodsportsforeningen fra Viborg. Sidstnævnte er vi nu kun em point efter, og det bør være en realistisk målsætning at overhale dem i løbet af de næste 11 kampe – om ikke andet så for pølsemanden og legendernes skyld!
På søndag afklares det så, hvem vi skal have med os op i mesterskabsspillet. OB er naturligvis udelukket at håbe på, da det ville indebære at håbe på, at vi taber søndag. Hestene ville vel ikke være helt tossede at få med op, når vi nu ved, at vi kan slå dem!
Hvis vi skal overhale FCM på den lange bane, så kan vi passende starte med at få dem placeret i bund seks i denne omgang, så en sejr til SIF i den kamp vil være perfekt. Endeligt så mødes de to klubber med de mest tyste fans – FCN og BIF til stilleleg i Farum. Her vil en sejr til hjemmeholdet kunne sende BIF ned i bund seks, hvor de så blandt andet får får fornøjelsen af deres yndlingsmodstander, Horsens. Så herfra er ønsket – SIF og Randers tak!
Men uanset hvem vi skal møde, så er det allervigtigste, at vi får mere at det, vi fik i mandags.
For pølsemandens- og legendernes skyld.