Skip to main content


(Foto: kromborgfotos)

Blog: Tre nedslag efter overlegen sejr i Kronjylland


| Simon Fenger |

En flot sejr i Randers giver os alle muligheder for at tage metal i søndagens udsolgte brag på Ceres Park. Fankulissen var flot. Midtbanen brillerede. Men har vi den rigtige angriber til at udfolde vilde Röslers strategier?

Det kan være helt svært at forstå, at der var en periode, hvor vi ikke kunne slå ponyerne fra Randers. Dagens sejr var fuldt fortjent, vi kunne godt have lavet et par kasser mere, men omvendt så kan vi også takke Jesper Hansen i målet for, at Randers ikke fik lavet en pind eller to mere.

Fantastisk at se at Bisseck scorede igen, efter at jeg var lidt ude efter ham i sidste uge. I dag vil jeg tillade mig at være lidt ude efter Paddy, så kan det forhåbentligt medføre, at han får lavet et mål eller to imod de gule på lørdag.

Er Patrick Mortensen den rigtige type angriber til vores spillestil?

Uwe Rösler har reelt set transformeret holdet i løbet af denne sæson. Da vi spillede bedst under David Nielsen, kørte vi efter et helt klart defineret kontrakoncept. Vi stod dyb, og angreb så oftest over fløjene med hurtige kantspillere, der skulle lave assists via indlæg eller cutbacks.

Mortensens opgave dengang var at tage imod den lange aflevering fremad (den gode gamle Duncan-bold for dem, der husker det) Han skulle så få sendt fløjene afsted og være klar inde foran kassen, når indlægget kom.

Nu spiller vi markant anderledes. For det første så spiller vi nu altid bolden ud af forsvarszonen. Det er meget sjældent, der kommer en lang høj bold fremad bane,n som skal pilles ned. Derudover så spiller vi med et højt pres i lange perioder af kampene. Det kræver hurtighed og et stort løbepensum. Slutteligt så har vi med spillere som Duelund, Mikael Anderson, Kevin Yakob og Mads Emil Madsen fået offensive spillere ind med en teknik, der muliggør hurtige og seværdige et-to kombinationer, som har potentiale til at kunne splitte mange modstanderes midterforsvar fra hinanden. Dette er helt åbenlyst ikke Mortensens spidskompetence.

Jeg er dog ikke helt afklaret, da jeg grundlæggende er stor tilhænger af Mortensen. Han har tydeligvis stadig evnen til at dukke frem imellem to modspillere og stange en bold i nettet bag Grabara i Parken, og det er bestemt også værd at tage med, at vi har Danmarks sikreste straffesparkskytte. I det hele taget så har Mortensen leveret et målsnit, der utvivlsomt placerer ham i toppen af de angribere, vi nogen sinde har haft. Hvis han ender som Superligatopscorer er det faktisk første gang, AGF har sådan en, siden Thomas Thorninger i 1996! Hans betydning for klubben har været enorm, så han fortjener vores største respekt og anerkendelse, men helt grundlæggende så er spørgsmålet, om han typemæssigt passer bedre på et kontrahold end på det tikki-takka hold, vi er på vej til at blive.

Rösler on fire

Der findes flere toptrænere, der ikke fortrækker en mine, når deres hold scorer. Den gruppe af trænere hører Rösler heldigvis ikke til. Kæmpe fornøjelse at se den krigsdans han leverede efter Duelunds 1-0 scoring. Jeg mindes også, at han flere gange har kigget væk, når Mortensen har skullet skyde straffespark. Herligt at se, hvor dedikeret Rösler er i hans tilgang – det skinner tydeligt igennem, at hans engagement smitter spillerne.

Uwe Rösler med masser af energi i kamp.
(Foto: Kronborgfotos)

Dertil har han taktisk set – som nævnt – formået at transformere holdet til nu at have et helt andet udtryk, end det har haft de sidste mange år. Næsten væk er nu mindet om sidste sæsons miserable 10. plads, og vi er tilbage til der hvor vi gerne vil være, der hvor vi spiller med om medaljer. Kæmpe præstation af Uwe, og godt arbejde af det bagland der ansatte ham!

Forbudt for børn på søndag

Puha, det kan blive nervepirrende på søndag.

Brøndby kom desværre i den grad i gang i deres 5-1 sejr over Viborgs kommende modstander FCN, så hvis ellers Superligaen var en normal liga, så ville det betyde, at Brøndby kommer stormende fulde af selvtillid på søndag, og omvendt at FCN nu er helt ligeglade med deres nu ligegyldige kamp imod Viborg søndag. Men i Superligaen kan det resultat lige så godt føre til, at FCN ønsker at slutte sæsonen af med manér og vise, at de er dygtige fodboldspillere.

Hvis BIF spiller op til deres bedste imod os, så får vi det svært, omvendt så er vi også super godt kørende lige nu, så lad os krydse alt vi kan, så vi forhåbentligt kan fejre endnu et sæt bronzemedaljer på søndag.

  

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle