Blog: Når TK, Duelund og Akoto har gjort indtryk – en uge i AGF

TILBAGEBLIK: På én uge gik AGF fra at have uddelt gaver og være sat på plads hjemme af FC Nordsjælland, dernæst at ryge ud af Conference League for slutteligt at besejre Hvidovre i deres første hjemmekamp i Superligaen siden 1997. Hvad lærte vi? Her er lidt tanker om sæsonstarten.

Det var tre meget forskellige opgør på en uge, hvor man startede med en mesterskabsbejler og sluttede med en nedrykningskandidat.  Det var kampe med interessante historier indbygget, og disse historier kigger vi tilbage på her.

For tidligere havde De Hviee ikke præsteret det, vi så i den forgangne uge. Der havde vi være stærkt utilfredse, irriteret og konstant været fokuserende på at alt var noget bras. Det er vi ikke længere.

Fantastisk mentalitet

Tidligere hed en ny potentiel adresse for denne unge forsvarsspiller, Glasgow Rangers i Skotland. For med hans hovedstødsstyrke og spil ved jorden, var han minsandten rygtet til en lidt større adresse – og det kan jo sådan set stadigvæk ske…

Men efter premieren i Vejle og hjemmekampen mod FCN og indimellem en europæisk kamp i Brügge begyndte fortællingen om Thomas “TK” Kristensen alligevel at smuldre.

Hvad var det der skete med den unge, høje, forsvarsspiller, der godt nok havde været meget skadet, men inden da havde virket som en spiller for fremtiden i forsvaret. Hvad var det for nogle fejl han pludselig begyndte at lave, de var store og graverende, og kritikerne begyndte pludselig at nævne bænken som et sted, han burde placeres.

De fleste unge fodboldspillere var formentlig gået ned med flaget, når kritikken pludselig var så hård. Havde nok tvivlet endnu mere på sig selv, fortsat med at lave store fejl – men nej, ikke her!

TK, som han mest omtales som, har vist en mentalitet udover det sædvanlige. For lige siden kampen hjemme mod FCN, har noget taget fat i ham!

Han har simpelthen vist ikke mindst Uwe Rösler, at det er ham der skal erstatte Bisseck i tremandsforsvaret.

Suveræn i torsdags og han fortsatte på Pro Ventilation Arena søndag. Enorm stærk med fødderne, utrolig rolig i sit spil med bolden, når han tog den med og afklaret med hvad der skulle gøres med den.

Nybagt faderrolle, kan have indflydelse…

Ligeså fantastisk TK har leveret, lige så skuffende har en anden stor profil, nemlig Mikkel Duelund været.

Men det er der formentlig en god grund til, da han inden kampen mod FCN blev far. Det har da helt sikkert en kæmpe betydning og har indflydelse på følgende;

Har formentligt været tiltænkt en meget sikker plads i startopstillingen i denne sæson, hvor hans blik for spillet, evnen til at skabe chancer og sætte de andre op, var nøglerne – desværre kan det godt være et andet udfald, den idé får.

For han indeholder jo alle de ovennævnte og ønskede ting. Det kan alle jo se. Han er typen, der sagtens kan gøre det uforudsigelige.

Hvor ville det bare være dejligt, hvis det han bragte ind ved 0-1-scoringen søndag, var hvad han gjorde det meste af tiden med bolden, men det er det bare ikke!

Endnu har vi ganske enkelt ikke set Duen folde sit potentiale ud, så det kommer til udtryk i tydeligere grad i kampene og det er ærgerligt. For han har tilsyneladende en magnet på støvlerne og den magnet gør åbenbart det svært at slippe læderkuglen.

Gør det svært at gøre spillet nemmere, gør det svært at få sat holdkammeraterne op, for han gør det for lidt. Det skal hele tiden se rigtig smart ud, men slut produktet er meget sjældent lig forarbejdet.

Der har været højdepunkter i de første tre kampe, blandt andet mod Vejle hvor han var tæt på at blive målscorer og mod FC Nordsjælland havde da da også en afslutning – men det er ikke meget i tre kampe.

Men tillykke med at være blevet far❤️

Planen er indtil videre lykkedes – bredde = kvalitet

Hvornår har man sidst kunnet konstaterer, at bænken hos AGF rent faktisk tilføjer noget kvalitet og ikke bare bredde?

Hvornår har en AGF-træner kunnet skifte tre mand og så bringer de det, som man kunne ønske? Det er godt nok mange år siden…

Planen har i dette transfervindue været, at hver plads i AGF’s start-11’er skal have konkurrence – det ser ud til at lykkedes – uden at Stig Inge Bjørnebye har ruineret klubben.

Michael Akoto, Tobias Bech, Magnus Knudsen og Bailey Peacock-Farrell, som eksempler, har på hver deres måde indtil videre bragt bredde og kvaliteter ind i truppen.

Akotos hidtidige indhop gør, at man ikke er bekymret for hvis en spiller i forsvaret skal have en pause, fordi han bare udfører sit defensive arbejde. Han er ekstrem stabil, fysisk stærk og en fornøjelse at følge.

Knudsen udnytter forsvarsfejl, kan spille flere pladser (men helst på midtbanen, hvor han skal kæmpe med Mads Emil om pladsen).

Tobias Bech er en spiller, der med tiden bliver en publikums favorit. En fantastisk fighter, en målsøgende spiller der bare skyder og så har han vist, at han giver forsvarerne sved på panden.

Tyske Serra er den spiller som hidtil har fået sat mindst aftryk på sine præstationer. Men man kan se at han har det, at han bare skal igang.

Den nordirske landsholdskeeper, påfuglen Peacock-Farrell ser ud til at være ny førstevalg på målmandsposten. Han kom på mål efter en uge og indtil videre har han leveret det ønskede. Et fantastisk spark, høj og god i feltet. Han har planer om at fortsætte i målet.

AGF sejrede grimt

Til sidst er der skønt at slutte af med, at det muligvis startede skidt, men AGF fik en vital grim sejr.

Det er længe siden at det, trods modstanderen og den begrænsede restitutionstid har været så vigtig.

Når man har været så træt, men ALLIGEVEL snupper tre point, trods at Hvidovre intet kunne, så vidner det om, at AGF er på rette vej.

Muligvis rigtig grimt, men det fortæller tabellen intet om!

Så vi kan konstatere; at mentaliteten viste sig stærk, driblingerne skal føre til andet end driblinger og at projekt bredde har fået en god start…