Rösler: Talentmassen er stor i AGF
AGF stillede i fredags op i en startopstilling med en gennemsnitsalder på over 27 år, men Uwe Rösler forsikrer, at talentudviklingen og fremtiden er i sikre hænder på Fredensvang.
Alderspræsident, Hansen, lunter stille forbi os i caféen på Fredensvang, hvor Uwe Rösler har sat os stævne med en lun kop kaffe.
Målmanden er førstevalg mellem stængerne, mens 26-årige Per Kristian Bråtveit lurer i kulissen. På angrebsposten har 33-årige Patrick Mortensen udtalt, at han håber at opleve det nye stadion i 2026 som aktiv AGF-spiller, mens 25-årge Haugen og 24-årige Jelle Duijn står i kø til den anden angrebsplads foran 17-årige Adam Daghim.
Hausner, Grønbæk, Lunding, Kaastrup, Gadegaard, Kasper ”TK” m.fl. er skippet ud i de seneste sæsoner, men det er bestemt ikke et tegn på, at AGF’s egen talentudvikling er udfordret, forklarer cheftræneren. Tværtimod faktisk.
– De store klubber formår jo at sælge deres talenter, inden de har fået seniordebut, så man skal ikke se det som et svaghedstegn, når spillerne ryger til andre klubber i en ung alder, fortæller Uwe Rösler, der også stillede med unge folk som 22-årige Yann Bisseck og 21-årige Thomas Kristensen i forårsåbneren.
– Derudover har vi mange lovende talenter på vej. Mikkel Kristensen er kun 16 år og spiller med stor autoritet på ungdomsholdene. Han leder og fordeler og skal nok blive et aktiv for klubben, ligesom Mathias Sauer eksempelvis er godt på vej, siger tyskeren, som også har brugt tid på at hjælpe Adam Daghim godt på vej i denne vinteropstart.
– Han har ikke vidst, hvor han hørte til. Er han kant? Er han angriber? Vi har arbejdet med hans mentalitet, og givet ham et klart fokus som angriber. Han arbejder rigtig godt med sine fokuspunkter, som i al sin enkelthed handler om at spille simpelt, løbe dybt og score mål. Så kan alt det med hæl og tå bygges på senere hen – det er ikke der, man starter. Det er i den omvendte rækkefølge, forklarer Rösler.
Man skal kunne stå for presset
Rösler har selv en ganske habil spillerkarriere bag sig i Europas store ligaer, og han fortæller da også, at det mentale pres spiller en rolle, når man kommer op som ung spiller og skal etablere sig på højeste niveau.
– Hvis man skal spille i AGF, skal man kunne håndtere presset. Vi arbejder meget med det psykiske og hjælper spillerne på vej, men i sidste ende ligger der også meget hos den enkelte spiller. Man skal være villig til at gå den ekstra mil for at nå sine mål, fortæller cheftræneren.
Han nævner gentagelsens kunst, som et emne, der betyder meget i den forbindelse. For når spillerne har nogle automatikker, der sidder på rygraden, har man altid noget at ty til, hvis nerverne spiller en et puds undervejs i kampene.
– Vi træner gentagelser rigtig meget. Det er altid to skridt frem og et tilbage. Tingene skal sidde på rygraden af spillerne. De bedste spillere er dem, der kan lagre en masse information, så de kan agere per automatik, når spillet går i gang. Kun ved at have et fundament af klare strategier kan man være kreativ. Og det er så det, der kan bygges på, når tingene sidder helt tydeligt i alle spillerne, forklarer Rösler.
Om automatikkerne sidder i skabet, kan være svært at udlede efter AGF’s vindblæste forårspremiere i Aalborg, men på søndag får de chancen for at vise det på Ceres Park, hvor vi som minimum må forvente at få T.K. fra egne række at se på banen.
Flere AGF Nyheder
-
AGF-logo på elskab ved Stadion Allé skal fjernes efter klage fra én borger
-
Daghim: – Nu håber jeg bare, at AGF vinder ligaen
-
Rösler efter HSV: – Vi fik nogle gode præstationer
-
Udvidet stemningsafsnit til AGF – BIF
-
Power efter HSV: – Vi fik det ud af kampen, vi ville
-
HSV – AGF: Paddy viste skarpheden på ny
-
Blog: Slagkraftig affære i remis mod Viborg
-
AGF ærgrer sig: Stadionforsinkelse kan ikke indhentes
-
Mølgaard tilbage på græs
-
Reportage: Med nerverne uden på tøjet i Viborg