Skip to main content



Foto: Kronborgfotos

Frederik Tingager: – Den har vi hungret efter


| Jonas Roulund |

AGF fik den første sejr i 10 forsøg i Superligaen, da Sønderjyske blev sendt hjem til Haderslev med et 3-0 nederlag i bagagen. En stor forløsning for De Hviie, fortæller forsvarsstyrmand, Frederik Tingager.

Vi har ventet og ventet – og tålmodigheden var efterhånden ved at være opbrugt for de mange tusinde AGF-fans, som uge efter uge står klar på lægterne for at bakke de forsvarende danske mestre op.

En sejr og et clean sheet har i dén grad været savnet i Aarhus, men mandag aften blev begge dele en realitet – med mål af Kristian Arnstad, Janni Serra og Frederik Tingager – og en sikker defensiv organisation bestående af Jesper Hansen, Tobias Mølgaard, Daniel Leo Gretarsson og – ja, Tingager igen – så lykkedes det at køre en sikker sejr i hus til stor glæde for AGF’erne.

– Det siger sig selv, at det var en kæmpe forløsning. Den har vi hungret efter i noget tid. Jeg tror, man kan se på os alle sammen, hvor glade vi var for at få en sejr. Det var det allervigtigste i dag, sagde Frederik Tingager til KSDH.dk og den øvrige fremmødte presse efter kampen.

– Vi scorer tidligt i kampen, og det, synes jeg, giver lidt medvind og tro på tingene, fortæller forsvarsstyrmanden, som spillede fuldtid for første gang siden 29. juli, hvor Lech Poznan blev besejret i Polen.

Siden har en fodskade drillet, men kroppen er ved at være, hvor den skal være, fortæller han:

– Følelsen var god. Den har været god længe. Jeg spillede en fin træningskamp mod Vendsyssel og har trænet med i lang tid, så jeg vidste godt, at jeg kunne klare 90 minutter. Jeg havde gode ben, og det føltes rigtig godt derinde. Jeg føler lidt, at jeg ligner mig selv, fortæller Frederik Tingager.

Frederik Tingager med jubelscene efter scoring.
Foto: Kronborgfotos

Sejren giver fornyet tro på tingene i ligaen, hvor der nu blot er fire point op til det forjættede land i top seks:

– Det var selvfølgelig en vigtig kamp. Det var ikke fordi, at vi var nervøse, men vi vidste godt, hvad betydningen var af kampen, og der, synes jeg, det første mål er med til at give lidt medvind, siger AGF’s nummer 5.

Holdet har nu få dages forberedelse, inden Gent venter til Conference League-bold i Belgien torsdag aften. Søndag er der igen Superliga på programmet, når FCK tager imod De Hviie i Parken foran et udsolgt udebaneafsnit.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle