Portræt af Henrik Ejegod Mortensen: Aarhus’ egen Superhelt

Han blev regnet for et af de største talenter dansk fodbold nogensinde havde set. Han slog adskillige rekorder, og han kunne med stor sandsynlighed have opnået mange flere meritter, såfremt fysikken havde makket ret. Henrik Ejegod Mortensen blev i 2025 hyldet som Årets Legende af AGF, og her dykker vi ned i målslugerens historie.

Henrik Ejegod Mortensen, Årets Legende i AGF 2025, var i 1980’erne et af de største talenter, der løb rundt herhjemme. Allerede som 15-årig i 1983 debuterede han på det danske U17-landshold, og et år senere fik han debut på AGF’s førstehold.

Han blev kåret til Årets Fund i dansk fodbold i 1984 og Årets Fund i dansk Idræt samme år, og undervejs i karrieren fik han to udlandsophold, to belgiske mesterskaber, to pokaltitler med AGF, og desværre også en masse skader.

Det blev i alt til 180 kampe og 39 mål for AGF, som han optrådte for i perioderne 1984-1985, 1988-1989 og 1993-1999, og han har i mange år været en del af AGF’s legendekorps, hvor han ofte bidrager til hjemmekampe på Ceres Park – om det er i Vejlby eller i Kongelunden spiller ingen rolle.

I dag lever han en god tilværelse i Højbjerg, hvor cykelture og de mange gode relationer dyrkes. Dagligdagen står på et job som forsikringsmægler, men AGF fylder nu stadig meget for den 57-årige legende.

– Jeg spiller ikke oldboys – sidst jeg spillede, sprang jeg min akillessene. Men jo, jeg savner da tiden med kampene, gutterne, snakken i omklædningsrummet. Jeg må leve med minderne. Fodbold fylder stadig utroligt meget i mit liv og AGF i særdeleshed. Det er bare lidt på afstand. Jeg ser alle kampene og hjælper til, når der er brug for det, fortæller Henrik Mortensen, som vi møder i hans hyggelige hjem ikke langt fra det sted, hvor han selv opnåede store højdepunkter i karrieren – Aarhus Stadion.

Mål-Mortensen fra start

Mortensens boldfascination begyndte allerede som fireårig, hvor han startede med at spille fodbold i IF Lyseng. Efter et par år gik turen videre ind til AGF, og her var det tydeligt, at talentet kunne række til noget stort.

– Jeg lavede rigtigt mange mål i ungdomsårene, og der var mange gode spillere omkring mig, så det gik rigtig godt, og det lå rimeligt tidligt i kortene, at jeg skulle være professionel fodboldspiller, fortæller Årets Legende.

Kabalen lagde sig således, at den unge angriber meget tidligt fik chancen for at vise sit værd på AGF’s seniorhold. Også landsholdene havde øje for aarhusianeren. 15-årige Mortensen debuterede således som den yngste nogensinde for det danske U17-landshold i 1983 og scorede efterfølgende 12 mål i samlet 23 landskampe for de danske U17, U19 og U21-landhsold. A-landsholdet havde med garanti også haft god brug af Mortensen, såfremt skader ikke var kommet i vejen for den helt store succes.

I 1984 fik han så også chancen på AGF’s seniorførstehold, da han debuterede mod KB som den yngste i klubbens historie.

– Det var specielt at komme op og være senior, for kun et par år forinden var jeg cyklet ned til stadion og havde set førsteholdet spille. Men jeg havde i årene op til og på juniorholdene gjort det godt, så det lå i kortene, at muligheden ville komme tidligt til mig, fortæller Henrik Mortensen i dag.

– John Stampe, Lars Jensen, Bent Wachmann, Bjørn Kristensen… der var nogle fantastiske spillere, og de tog sig godt af mig. Det var selvfølgelig svært at træde ind i en voksenverden, og jeg blev da også lidt benovet engang, hvor jeg kom ind i omklædningen, og Frank Olsen lå på briksen med hår over hele kroppen og blev masseret. Der tænkte jeg: “Okay, nu er vi trådt ind i den voksne verden.” siger Mortensen med et smil.

Han var hurtig, driblestærk, god til at sætte sin direkte modstander og dygtig til at placere sig i feltet, hvilket resulterede i mange mål fra dag ét.

I sin første sæson i AGF scorede han otte mål i 12 kampe og var med at vinde sølv i den danske 1. division, hvilket altså kastede titlen som Årets Fund i dansk fodbold 1984 samt Årets Fund i dansk idræt samme år af sig. 

– Min spillestil ændrede sig gennem min karriere, men i starten var jeg decideret angriber. Da jeg så blev skadet og blev lidt langsommere kom jeg til at spille længere tilbage på banen og var mere typen, der satte mine medspillere op, forklarer “Super,” som han blev kaldt. Et navn han fik efter Arsenal-spilleren Malcolm Ian Macdonald – Supermac – som var samme type som Mortensen – hurtig, stærk og en profileret målscorer.

Det var dog ikke kun herhjemme, at Mortensens mål fik folk til at spærre øjnene op. Udenlandske klubber fandt ham interessant, og det resulterede i et lynskifte til mægtige Anderlecht i 1985.

– Jeg havde tilbud fra nogle af de bedste klubber i Europa efter min gode første sæson, og Anderlecht var i blandt dem. Der var mange danskere, og det blev udslagsgivende for, at jeg valgte dem, forklarer angriberen.

En danskerkoloni i Belgien

I Belgien blev Mortensen forenet med andre danskere i form af Per Frimann, Frank Arnesen, Morten Olsen og Henrik Andersen.

Han kom hurtigt med på holdet, og blev – og er – den yngste dansker nogensinde til at debutere for en udenlandsk klub – 17 år og syv måneder, var han.

– Stort set alle i truppen var landsholdsspillere, og der havde lige været EM, hvor der var en ond stemning mellem Danmark og Belgien. Det kunne man godt mærke, da jeg kom til Anderlecht inde i omklædningsrummet. Det var specielt, og samtidig kom jeg også fra at være vant til at træne fire gange i ugen, hvor vi i Belgien trænede to gange om dagen. Tilskuermængden var også markant større i Belgien. Der kunne være 28.000 på stadion, og der var ofte udsolgt, fortæller Mortensen om minderne i Bruxelles.

– Jeg boede med Morten Olsen i et par måneder. Han var 200 % professionel. Han selvtrænede, når vi kom hjem efter træninger, og jeg blev trukket med ud på ekstra løbeture. Han var virkelig en spiller, man så op til. Med de andre danskere i klubben var det en spændende og sjov tid, der gjorde mig voksen, siger målmageren.

Eventyret fik dog ikke den lykkelige udgang, man kunne have håbet.

Lyskeproblemer holdt den unge mand væk fra træningsbanen i lange perioder, og han undergik to operationer, mens han boede i Belgien. Samtidig skiftede Anderlecht træner flere gange, hvilket ikke hjalp på Mortensens situation.

– Det var til tider lidt svært. Bruxelles var i kørselsafstand fra Danmark, så jeg kørte tit hjem. Jeg boede alene i lejlighed, så af og til kunne humøret godt dale lidt, når man sad der og vidste, at der godt kunne gå en måned eller to, før man kunne træne ordentligt med holdkammeraterne igen, fortæller han.

I Anderlecht blev det blot til ni kampe og tre mål på grund af skader, inden han returnerede til AGF i 1988. Holdet vandt mesterskabet i begge de sæsoner, Mortensen var i klubben, så af den grund kan han skrive dobbelt belgisk mester på CV’et. Det har dog ikke helt samme gode smag, som de pokaler, han vandt med AGF.

– I anden sæson kom jeg ikke ordentligt ind på førsteholdet dernede, og jeg var i flere omgange ved at blive solgt til nogle franske klubber, men jeg var egentlig i sidste ende mest interesseret i at komme tilbage til AGF og få min karriere på ret køl igen, siger han.

Genrejsningen og pokaltitlen

Som 21-årig var Henrik Mortensen så tilbage i AGF. Tidligt havde han opbygget stor erfaring, spillet mod store udenlandske stjerner og vundet trofæer. Men skaderne havde sat en stopper for festen, og i Aarhus skulle ny storhed skabes.

– Det gik godt med kroppen, og jeg var ikke så meget skadet. Det var en rigtig sjov tid og et godt hold, vi havde, fortæller Henrik Mortensen, som havde glæden af at være en del af pokalvinderholdet, der i maj 1988 slog Brøndby 2-1 med mål fra Erik Soler, Kim Vilfort og Lars Lundkvist. Mortensen blev skiftet ind i det 88. minut ved stillingen 1-0 til De Hviie.

– Det var hektisk. Det kunne være gået galt, og det havde jo været virkelig ærgerligt. Heldigvis fik vi scoret, og så blev det fejret på rigtig gode manerer med godt med fadøl og champagne. Det var bare helt vildt fedt – og især at slå Brøndby, siger angriberen.

– Vi fejrede det i nogle dage, og det var tilbage til Mackies Pizza og hygge os.

Endnu en succes-sæson var overstået, og endnu en gang var der interesse for Mortensen. Han var jo stadig en ung mand, der kunne lave mål.

Allerede i 1989 drog han derfor videre på sin fodboldfærd – denne gang til England, hvor Norwich stod klar med en kontrakt.

– Der kom hurtigt henvendelser fra andre klubber allerede da jeg skiftede til AGF, og Norwich var på det tidspunkt kendt for at spille meget europæisk fodbold, så jeg tænkte, det ville være en god mulighed og en oplevelse, forklarer Mortensen om skiftet til “The Canaries”.

Guinness i England og en tidlig afslutning på karrieren

I Norwich skulle unge Mortensen igen tilpasse sig en ny kultur på- og udenfor banen. Englænderne var ikke bange for at gå til den – også selvom der bare var tale om træning – og det fik Mortensens træner, Dave Stinger, til at komme med et lille træningstip til danskeren.

– Manageren synes, at jeg var lidt spinkel, så han ville have, at jeg skulle drikke to Guinness om dagen for at tage lidt på. Og jeg kunne bare ikke lide Guinness dengang – det kan jeg så godt i dag, fortæller Henrik Mortensen med et grin.

Norwich spillede fint med i engelsk fodbold tilbage i slut-80’erne og start-90’erne, og i Mortensens sæsoner endte holdet på 10. pladsen og 15. pladsen i ligaen, mens det blev til gode cup-kampagner med en kvartfinaleplads i FA Cuppen, hvor man slog Manchester United undervejs.

Mortensen nåede 18 kampe i England, men igen satte skader en stopper for udviklingen.

– Jeg var der i to år. Det første var rigtigt fint, og jeg kom godt ind på holdet og spillede fint, men jeg fik ikke scoret så meget, og det er jo en angribers lod, at det er det, man bliver målt på. Jeg blev så skadet i den anden sæson, men jeg husker nu stadig tilbage på tiden med et smil, fortæller angriberen, der for 12 år siden returnerede som gæst til sin gamle hjemmebane, Carrow Road.

– I England bliver man husket. Der gik nogle år, inden jeg kom tilbage igen, men jeg blev præsenteret ude på banen og fejret. Det kan næsten kun forekomme i England. Jeg var jo ikke en gang en specielt stor stjerne, da jeg spillede derovre, men de husker virkelig deres spillere. Det er imponerende, og det er et fantastisk sted at spille fodbold, siger legenden.

Hans tid i Norwich sluttede brat, da lysken igen forhindrede de fodboldmæssige aktiviteter. Det var i 1991, Henrik var blevet 23 år, og verden lå ellers åben. Men skulle han fortsætte karrieren, måtte han under kniven igen, og her trak han stikket.

– Jeg valgte at sige nej til endnu en operation og de risici, der fulgte med og blev derfor erklæret fodboldinvalid, forklarer han.

Bum. Slut. En ellers særdeles lovende karriere stoppede med ét, og en ny tilværelse skulle tage sin begyndelse. Troede man.

– Jeg skulle starte et nyt liv og tage en uddannelse. Til at starte med var jeg afklaret med det og var glad for beslutningen, fordi jeg havde været så meget skadet, og jeg måtte også tænke på mit helbred. Men efterhånden som tiden gik, så var det svært at stå der som 23-årig og se, at det hele sluttede, når man havde håbet, at det kunne blive til så meget mere, fortæller Henrik Mortensen om den store beslutning.

– Jeg havde besluttet, at det var et afsluttet kapitel, og at jeg skulle komme til at spille fodbold igen, havde jeg overhovedet ikke regnet med.

Et utroligt comeback og endnu en titel

Tilbage i Danmark fik Henrik Mortensen sin HH-eksamen, men Fredensvang trak nu stadig i ham, og han snørrede støvlerne på ny – blot for at træne med i AGF og hygge med bolden.

Ret hurtigt stod De Hviie dog klar med en kontrakt til deres hjemvendte talent, og således kom den fodboldinvalide offensivspiller igen tilbage på et professionelt holdkort.

– Jeg tog det som det måtte komme, og min træningsmængde blev doseret. Det, at vi tog det stille og roligt, gjorde også, at jeg kunne holde til at spille en del år mere, forklarer Mortensen.

 I april 1993 tørnede han ud for AGF i sin første fodboldkamp i mere end to år, og i 1996 var han med til at vinde den danske pokalturnering igen. Og endnu engang med sejr over Brøndby i finalen

– Det var ikke pengene, det handlede om. Det var lysten til at spille og lysten til at bevise overfor mig selv og omverdenen, at jeg godt kunne spille fodbold på højt niveau stadigvæk.

Han endte med at spille i AGF fra 1993-1999, og 1996 blev selvfølgelig det helt store højdepunkt.  

– Vi fik blandt andet Håvard Flo hjem, hvilket gav det sidste i forhold til at få niveauet op. Piechnik fra Liverpool. Troels Rasmussen. Tøfting hjem fra Hamborg. Martin Jørgensen bryder igennem. Thomas Thorninger laver masser af mål. Der var ikke nogen, jeg var decideret bonkammerater med, men vi havde et fantastisk sammenhold trupmæssigt i ’96, og vi var også gode til at hygge os uden for banen med et par øl eller to, og det gjorde, at vi kæmpede sammen, fortæller Henrik Mortensen.

Holdet sluttede, som mange vil vide, med sølvmedaljer det år, mens pokalfinalen blev den helt store triumf.

– At vi ikke vandt mesterskabet det år… det kunne lige så godt have været, at vi havde fået begge dele, og jeg synes faktisk også, at vi havde fortjent det i den sæson. Det var ærgerligt, at det blev 3-3 i den famøse kamp mod Brøndby, hvor jeg selv scorede til 3-1, og at målmanden scorer og alt det her, men det gør det jo også endnu mere mytisk, fortæller den tidligere AGF-angriber, som til gengæld aldrig glemmer pokalfinalen 1996.

– Vi var kommet for at fejre det og vinde i pokalfinalen, og det var rigtig, rigtig sjovt at komme tilbage til Aarhus. Da vi kørte ind ad Grenåvej var folk allerede ude på gaden, og der var mennesker overalt i midtbyen. Det var en helt fantastisk stemning og oplevelse, og det varede også et par dage.

Han fortsatte i klubben med en doseret træningsmængde frem til 1999, hvor støvlerne endegyldigt blev lagt på hylden.

– Jeg sprang korsbåndet i knæet og kom tilbage igen, men besluttede efter 98-sæsonen at stoppe. Der var jeg 31 år, men jeg startede som 16-årig og havde spillet i mange år, og min krop skulle ikke ødelægges helt, så det var det mest naturlige og rigtige valg. Jeg havde ikke lyst til at spille i andre klubber eller på et lavere niveau, så det kom ret naturligt, siger Henrik Mortensen om sit andet og sidste karrierestop.

En Super legende

I 2025 kom målmageren så i fornemt selskab. For selvom han blev hyldet i Norwich, så er kanariefuglene altså ikke de eneste, som husker sine legender.

I AGF kåres hvert år Årets Legende, og denne gang kom turen til Henrik Mortensen. Han skriver sig dermed ind i rækken af legender, som også tæller John Stampe, Aage Rou, Martin Jørgensen, Troels Rasmussen, Henry From, Stig Tøfting, Lars Lundkvist og Jørgen Olesen.

– Det var en helt fantastisk oplevelse. Og faktisk meget mere, end jeg havde forventet. Jeg havde ikke set det komme, så det var en stor overraskelse og en stor ære. Jeg betragter det som et kæmpe skulderklap og en rigtig fin måde at få rundet min karriere af på, fortæller Mortensen, der blev hyldet til Legendernes Dag på Ceres Park Vejlby i forbindelse med hjemmekampen mod Vejle Boldklub den 24. august.

– Jeg havde familien med, og mine to store piger, som ikke har oplevet mig spille fodbold, de fik lov at se det på nærmeste hold og få et indblik i, hvordan mit liv har været. Fodbolden har været med til at forme den person, jeg er i dag, så det var rigtig sjovt, og de synes også, det var en god dag, så det var alt i alt en kæmpe oplevelse. Også at se, hvad fansene havde gjort ud af det. Det var simpelthen overvældende og en oplevelse, jeg aldrig kommer til at glemme. Mange tak, jeg er beæret og taknemmelig, siger Henrik “Super Mortensen om hyldesten.

Og selvom støvlerne er lagt på hylden, så er fodboldens fællesskab, følelser og fascination stadig en vigtig del af Mortensens tilværelse.

– Vi mødes med Legendekorpset og fortæller anekdoter, hvor der bliver pyntet lidt på tingene, så jeg ser stadig mange af de gamle drenge og nyder tiden med dem og AGF, slutter Henrik Mortensen.