Nicolai Poulsen om nye tider på Fredensvang: – Holdet har fået et friskt pust
Et trænerskifte har givet ny energi og motivation, men samtidig lurer et kontraktudløb med klubben ude i horisonten. Her sætter Nicolai Poulsen lidt ord på, hvad han tænker om tilværelsen – og fremtiden – på Fredensvang.
Nicolai Poulsen har været i AGF siden 2019, han runder 200 kampe for klubben søndag eftermiddag, og så har han sat klubrekord for at være den spiller, der har fået flest gule kort (59) og røde kort (4) i Superligaens historie. Det er også blevet til to bronzemedaljer og en pokalfinale i tiden i AGF, men midtbanemanden er fortsat sulten efter at vinde, at lære og prøve nyt.

Denne sommer har budt på et trænerskifte, som har givet gevinst efter de første 10 spillerunder, hvor holdet indtager førstepladsen i ligaen og samtidig har sikret sig avancement til 4. runde i Oddset Pokalen. Gode tider, men hvordan er skiftet fra et mørkt forår til et lyst efterår kommet i stand?
– Vi spiller lidt på en anden måde end under Uwe. Vi tager lidt flere chancer i forhold til at spille den ind i banen, og så spiller vi med to 6’ere, så det er lidt nogle andre idéer, som Jakob er kommet med, som vi tager ind under huden, forklarer Nicolai Poulsen.
– For mit eget vedkommende så har jeg fået ny luft, som man nogle gange har brug for i den her verden. Det har ikke bare givet mig, men hele holdet, et friskt pust og har givet os alle sammen noget selvtillid igen, siger AGF’s nummer 6, som også får pæne ord med på vejen fra sin nye cheftræner.
– Det er stadigvæk meget den samme position og rolle, han har på holdet. Polle er styrmanden rent defensivt derinde. Han er god til at kommunikere, hvornår vi skal gå i presset, og hvornår vi ikke skal gøre det, og så synes jeg også, han gør det godt på bolden. Han spiller bolden godt omkring. Det er jo ikke ham, vi skal have til at løbe i feltet hele tiden, men så har han en rolle, hvor han skal have styr på restforsvaret, når vi når til den fase, forklarer Jakob Poulsen, der har anvendt Nicolai i 11 ud af 12 mulige startellevere i denne sæson.
– Det vi gerne vil, det er at finde de centrale spillere, og vi vil gerne have, at de tør tage fat i bolden og spille fremad. Der er masser at gå på også for Polle i den fase af spillet, men jeg tror på, at selvom man er over 30, så kan man stadigvæk udvikle sig og blive bedre til det, man gør, siger cheftræneren.

Kontrakttiden tikker
En mand, som har været fast i opstillingerne uanset hvilken træner han har spillet under gennem sin karriere, er umiddelbart en mand, man gerne vil holde på.
Men Nicolai Poulsens kontrakt står til at udløbe i sommeren 2026, og spørgsmålet ligger derfor lige for: Er der planer om at bevare den 32-årige midtbanespiller i AGF? Og har der allerede været dialog?
– Der har ikke været snak i forhold til fremtiden. Det er der, den ligger nu og her. I bund og grund går jeg ikke og tænker så meget over det på nuværende tidspunkt, men det er klart, at jo tættere på man kommer, jo flere tanker gør man sig om, hvad der skal ske. Men på nuværende tidspunkt er der rigeligt andet at se til og fokus er på næste kamp og den position, som vi har bragt os i, siger Poulsen selv til KSDH.dk.
– Selvfølgelig kommer der et tidspunkt, hvor man tænker mere over det. Sommeren 2026 står jeg uden noget sted at være, så det er nok sådan noget, jeg begynder at tænke mere over, når vi nærmer os nytår, fortæller han.
Læs også: Bud efter Kahl: – Der har været interesse, men jeg foretrækker AGF

Poulsen kom til AGF fra Randers FC tilbage i januar 2019 på en fri transfer. Her blev han udstyret med en femårig-aftale. Den stod til at udløbe i sommeren 2024, men allerede i sommeren 2023 blev der lagt yderligere to år på kontrakten, så den altså nu står til at udløbe i sommeren 2026.
Læs også: Beijmo om transferrygter og kontraktsituation: – Mit fokus er bare på at vinde
Udover Poulsen, så har Felix Beijmo, Eric Kahl, Jesper Hansen, Patrick Mortensen, Jonathan Hutters, Henrik Dalsgaard, Sebastian Jørgensen (leje) og Rasmus Carstensen (leje) kontraktudløb i sommeren 2026.
Flere AGF Nyheder
-
Mads Hedenstad Christiansen: – Det var den bedste måde at afslutte tiden i LSK på -
AGF- FC Kryvbas: Målfest i årets anden testkamp -
Blog: Hvad hvis man ikke forlænger? -
AGF henter norsk målmand fra Lillestrøm SK -
CV om Carstensen: – Der er gode forudsætninger for at fortsætte samarbejdet -
CV om Beijmo-forhandlinger: – Det ligger meget i hans hænder -
Medie: Hutters på vej til 1. divisionsklub -
AGF fortsætter forårsforberedelserne på træningslejr i Spanien -
Jakob Poulsen efter første test: – God intensitet i vores pres -
Medie: Rosenborg lurer også på Wahlstedt