Bud efter Kahl: – Der har været interesse, men jeg foretrækker AGF
Eric Kahl har været i AGF i over fire år, men kontrakten står til at udløbe næste sommer. Hvad skal der ske derefter? Svenskeren fortæller her lidt om sin situation.
Den 24. juli 2021 står tilbage som en stor dag for Eric Kahl.
Den svenske venstreback foretog nemlig sit første – og indtil nu eneste – skifte i sin professionelle karriere, da han blev solgt fra AIK til AGF for i omegnen af 11 millioner kroner.
Inden da havde han spillet 33 kampe for stockholmerne og fået 13 optrædener i nationaldragten for det svenske U21-landshold.
Siden er det blevet til 135 kampe for AGF, tre mål og otte assists, og dem kan der snildt komme mange flere af – for Kahl er blevet fast mand i Jakob Poulsens tre-mandsforsvar i denne sæson.

Kontrakten står dog til at udløbe næste sommer, så spørgsmålet er, om Poulsen også i fremtiden kan regne med sin venstrebenede back?
– Der er dialog om kontraktsituationen, men jeg fokuserer nu mest på mine træninger og kampene og lader agenten og klubben tage den snak. Mit fokus er på at hjælpe holdet så meget som muligt, og det er ikke noget, der fylder så meget hos mig. Men der er dialog, fortæller Eric Kahl til KSDH.dk.
Han kan samtidig berette, at der i det netop overståede transfervindue var interesse fra andre klubber for at tilknytte svenskeren.
– Der var interesse for mig fra andre klubber denne sommer. Men jeg følte ikke det var det rette for mig. Jeg er glad her i AGF, og det har været en lang rejse, men den er slet ikke slut endnu for mig, fortæller den snart 24-årige forsvarsspiller.

Hans største bedrifter med AGF har været bronzemedaljerne i sommeren 2023 samt sølvmedaljen i Oddset Pokalen 2024.
– Holdet står et godt sted, og det er en fornøjelse at være en del af. Der er gået fire år. Vi har lært meget fra hver eneste sæson og er blevet stærkere og stærkere. Som hold står vi et rigtig godt sted, og vi er en rigtig stærk gruppe, fortæller Eric Kahl.
Han og resten af AGF-truppen indtager ligaens førsteplads efter otte spillerunder, og søndag skal den position forsvares, når rivalerne fra Brøndby IF gæster Ceres Park Vejlby.
Flere AGF Nyheder
-
Bag fjendens Linjer med Lech Poznan-fan: To hold, der spiller offensiv, modig og dominerende fodbold -
De vigtigste punkter fra dagens pressemøde -
AGF´s næste europæiske modstander er fundet -
AGF – Lech Poznan optakt: Sæsonen starter med et brag -
Arnstad som ny anfører: – Det er en stor ære og tillidserklæring -
Kristian Arnstad bliver anfører for AGF -
Lyden AGF: Hvem er sommeropstartens vindere og tabere? -
Tendenserne: De forsvarende mestre er klar til for alvor at blive testet -
Sidste test gav endnu en sejr til De Hviie -
Egbedi skifter til IK Sirius