
Mortensen: – Jeg havde bare lyst til at synge og hoppe med fansene
Patrick Mortensen kom endnu en gang på måltavlen, da AGF her til aften leverede en vaskeægte storsejr på 5-1 over gæsterne fra Vejle Boldklub. Topscoreren glæder sig over at kunne give fansene noget tilbage efter flere sæsoner uden så mange mål.
Der var en. Der var to. Der var tre, fire og søreme, om der ikke også var hele fem AGF-målscorere i dagens kamp på Ceres Park.
5-1 over Vejle er ikke hverdagskost, og Patrick Mortensen, som nettede til 5-1 efter 65 minutters spil, glæder sig over, at der for alvor er gået hul på målbylden i denne sæson.
– Jeg er utrolig stolt af, hvor vi er kommet til. Det plejer at være nogle tætte kampe mod Vejle, men der er nogle ting, der klikker nu, og det er bare en fornøjelse at spille fodbold for øjeblikket. Det kræver hårdt arbejde at få det til at se så let ud, men det er også noget holdet sætter en ære i at levere, fortæller Mortensen i mixed zone efter kampen.

– Jeg er også glad og stolt over den måde, vi reagerer på, når vi mister bolden. Vi kommer hurtigt i genpresset, hvilket gør at Vejle bare skal blive ved med at forsvare og forsvare, fortæller AGF-anføreren, der nu har lavet fire mål i Superligaens første fem spillerunder.
Hoppestemning
Fansene på tribunen og spillerne på banen gik i en form for symbiose undervejs i opgøret, da det stod klart, at AGF ville sejre sikkert på eget græs og sikre sig en midlertidig 4. plads i ligaen. Noget, der varmer 35-årige Mortensens fodboldhjerte.
– Det er pissefedt at kunne levere en storsejr på hjemmebane. Vi har igennem mange år skyldt lidt mål, så det er en fornøjelse at være en del af og få lov at give det her tilbage til fansene, fortæller han til KSDH.dk.

– De sidste 10 minutter løber jeg egentlig bare rundt og nyder det helt vildt. Der var jo vanvittig stemning, og jeg havde bare lyst til at stå og synge og hoppe med fansene, siger kaptajnen, der nu er oppe på 197 kampe i den hvide trøje. Han kom til AGF i 2019, og siden er det blevet til to sæt bronzemedaljer samt en tabt pokalfinale.
– Jeg nyder det helt vildt lige nu. Det er en fornøjelse, og det er virkelig vigtigt at tage det hele ind. Det var en fantastisk kulisse. Jeg er blæst bagover over, at der vælger at komme over 11.000 en mandag aften, så hvad kan det ikke blive til?, siger Patrick Mortensen med et stort smil.
En glad anfører på en lun mandag aften. Sådan skal det være, når AGF spiller bold!
Flere AGF Nyheder
-
Rösler om Wahlstedt: – Han er på vej til at blive skarpere
-
Sölvi Stefánsson: En forsvarsvulkan er klar til at gå i udbrud
-
Talentchefen tager temperaturen på AGF’s akademi: – Vi er kommet godt fra land
-
Yakob efter comeback: – Jeg bliver lidt rørt
-
AGF – AaB: Kevin Yakob returnerede i tæt testkamp mod nordjyderne
-
Blog: Hvad er AGF’s idealopstilling?
-
Kampprogram slutspil 2025: Se AGF’s kampe i Mesterskabsspillet
-
Reportage: Chokerende nedtur i Nørreskoven
-
Vejle BK – AGF: Spillerpræstationer og kampens spiller
-
Flere hviie talenter på ungdomslandsholdene