
Madsen efter flot kåring: – Det har meget med formationsændringen at gøre
Mads Emil Madsen er Månedens Spiller i 3F Superligaen i juli, og det er ikke tilfældigt, at den kære boldbehandler sprudler i indeværende sæson, fortæller han til KSDH.dk.
To udtagelser til Rundens Hold og tre flotte præstationer i sæsonens indledende fase har sat Mads Emil Madsen på de fleste danske fodboldfans’ læber. Den 26-årige midtbanespiller trives godt på AGF’s midtbane for tiden, og han er da også yderst glad for den hyldest, han modtog som Månedens Spiller i juli inden fredagens hjemmekamp mod Sønderjyske på Ceres Park.
– Jeg havde ikke forventet det, efter at vi tabte og spillede uafgjort i de første kampe. Jeg vidste godt, at jeg havde gjort det godt, men det var rigtig fedt, da Paddy lige kom op og sagde det til mig inden kampen, fortæller Mads Emil Madsen, som håber at kunne fortsætte de gode takter.
– Nu handler det om at turde prøve det lidt svære nogle gange. At komme med i feltet. Så ligger der nogle chancer og venter på en, siger AGF’s 7’er, som kom til klubben fra Slavia Prag i sommeren 2022 for omkring 5,2 millioner kroner. Siden er det blevet til 59 kampe, otte mål og to assists i den hvide trøje for silkeborgenseren.

Nyt system, tak!
AGF har siden Mads Emil Madsens ankomst til klubben praktiseret en opstilling med én angriber – ofte betegnet som en 3-4-2-1-opstilling med Mortensen alene på toppen. I indeværende sæson har Uwe Rösler dog primært praktiseret en 3-5-2-formation, og det er noget, der gavner boldspillere som Mikael Anderson og Mads Emil Madsen.
– De gode takter har rigtigt meget at gøre med formationsændringen. Mikael og jeg har nogle luksusroller, fordi vi får lov at flyde lidt rundt. Vi får lov at ligge højt og falde ned og se, hvor der er plads. Jeg føler mig fri til at gå ned og hjælpe i opbygningsspillet og så komme lidt højere op i banen, og det tror jeg er svært for modstanderne, når der er spillere, der kan være mange steder. De ved ikke, hvem der skal forholde sig til hvem, forklarer Mads Emil Madsen.

Han glæder sig nu til de kommende uger, der forhåbentligt bringer endnu flere seværdige oplevelser fra hans fødder.
– Vi skal bare køre på og fortsætte. Jeg synes, vi spiller rigtigt godt, så nu gælder det om at komme i top seks og give os et godt udgangspunkt til Mesterskabsspillet, siger midtbanespilleren.
Næste oplevelse med Madsen på grønsværen bliver søndag den 11. august, hvor AGF drager til Vestegnen for at møde Brøndby IF klokken 16.
Flere AGF Nyheder
-
Brandhof om skifte: – Jeg rejser videre med gode minder
-
Brandhof skifter til Horsens
-
Lyden AGF: Modepoliti, opstartsprogram og rygtebørs
-
Hansa Rostocks sportsdirektør om Haugen-forhandlinger: Ambitioner om en permanent aftale
-
AC Horsens har snøren ude efter Brandhof
-
Den brasilianske AGF-fan: – Jeg blev forelsket i klubben, fansene, byen… og Bundu!
-
Deltag i giveaway og vind Adam Daghims CL-trøje
-
Marketingdirektør om ny trøje: – Vores drøm var at lave en trøje, som er endnu mere brugbar i hverdagen
-
AGF’s opstartsprogram sommeren 2025
-
Flere billeder af ny hjemmebanetrøje: Tidsånd og klubbens DNA i fokus