Mads og Marc Rieper satte deres aftryk i AGF: – Der er intet, der slår at løbe ind på Aarhus Stadion

Mads og Marc – brødreparret med det velklingende efternavn, Rieper, var markante skikkelser i AGF og i fodbolddanmark i slut 80’erne og 90’erne. Begge har i dag plads i AGF’s Legendekorps, og mens Mads fik spilletid i Superligaen for både AGF og Horsens i sin aktive karriere, så nåede Marc omkring AGF, Brøndby, West Ham og Celtic samt det danske landshold. Her fortæller brødrene om fodboldlivet, som både bød på store opture og mindre mindeværdige momenter.

De står stadig skarpt, Rieper-brødrene, som har taget plads overfor nærværende skribent til en snak om karrierene, forholdet til AGF, de bedste minder og de hårdeste nederlag som professionelle fodboldspillere.

Mads og Marc er i dag henholdsvis 52 og 58 år gamle – førstnævnte arbejder som efterskolelærer på Brøruphus Efterskole, mens sidstnævnte er medejer af tøjbutikken BA10 i Aarhus midtby. De er en del af AGF’s legendekorps og følger fortsat De Hviie tæt – derfor lunede det også, dFa det første mesterskab i 40 år kom i hus i maj, hvilket gav minder om tidligere storhedstider.

– Jeg var andenårs-ynglinge i 1986 og var med til festivitassen, hvilket var kæmpestort, men det var slet ikke det samme som i år. Den store fest blev afholdt i Ridehuset dengang, men i år var det jo virkelig voldsomt, fortæller Marc.

– Jeg stod heroppe i det gamle klubhus i 1986, da Jan Lauridsen scorede i Herfølge, og det var specielt, for det var flere runder før sidste spillerunde. Men denne gang har det været helt ubeskriveligt. Jeg var ude i Tivoli og se den, og det eksploderede jo fuldstændigt, siger Mads.

Brødrene voksede op ret op og ned ad Fredensvang, og som børn og unge var vejen derfor kort, når træningerne kaldte – eller når vennerne fra lokalområdet blot ville over og trille lidt med kuglen. Siden blev det til debut for Marc i 1988 for seniormandskabet og 114 kampe i perioden 1988-1992, mens Mads Rieper fulgte efter med debut i 1996 og 163 kampe i perioden frem til 2003.

Marc fik også 61 landskampe og deltog i EM i 1996 samt VM i 1998.

Der er med andre ord tale om et par spillere, som har prøvet lidt af hvert – men altid med AGF-værdierne velplaceret i hjerterne.

Spillede som Ole Wendelbo og Kim Ziegler

Brødrene Rieper tæller faktisk yderligere en mand – nemlig Frank, som også var forbi AGF, uden dog at slå igennem på seniorniveau. Han var dog med til at hjælpe Marc i gang med det smukke spil.

– Min storebror og jeg startede op i AGF som fire-femårige. Vi startede på grusbanen. De unge i dag er jo fint forvænt med kunstgræs og gode faciliteter, men vi startede ud på grusbane, og det hed bare miniput fra 8-10 år, selvom vi var fire-fem år. Det var én stor pulje drenge, der løb rundt og havde det sjovt, fortæller Marc.

– Vi boede lige på den anden sid af Jyllands Allé, så vi løb ofte rundt herover både på bane 1 og 2, selvom vi godt vidste, at det var forbudt. Så løb vi herover og legede, at vi var Ole Wendelbo, John Stampe, Kim Ziegler, og hvad de ellers hed. Jeg tænker ikke, der er ret mange, der har brugt mere tid her på Fredensvang, end jeg og Mads har, siger han.

– Hvis træerne ikke var så høje, så kunne man faktisk se vores barndomshjem herfra klubhuset, så det var meget naturligt, at vi begyndte i AGF, supplerer Mads, som glæder sig over de gode folk, som bidrog til deres fodbolddannelse:

– Vores forældre var også meget glade for den opdragelse, vi fik herovre, og der er mange at takke for de gode tider. Derudover var AGF det suverænt bedste hold i Jylland og på Fyn. Dengang var vi bare de bedste, og det var jo fedt at spille på det bedste hold, siger Mads Rieper.

Begge spillere endte som midterforsvarer, men inden vokseværket tog til, blev Mads testet af som wingback, mens Marc faktisk både prøvede at spille højre wing og offensiv midtbanespiller. Pludselig kom der dog fart på kroppens udvikling, og så endte han som den elegante forsvarsspiller, mange husker.

– Marc var en fysisk spiller, men han var også altid en af de hurtigste på banen. Det betød også, at han meget sjældent fik kort. Han var meget forudseende. Han gik ikke i de vildeste tacklinger og lavede svinestreger. Det så jeg også meget op til, fortæller Mads om sin storebror, der også scorede en hel del hovedstødsmål gennem karrieren, hvilket ikke er tilfældigt.

I ungdomsårene var der nemlig også plads til at dyrke basketball, og springstyrken og timingen glemte han aldrig.

– Det her med at kombinere to forskellige idrætsgrene, det har jeg nydt virkelig godt af, fortæller Marc.

– Men det er jo kunststofbanerne, der gør, at man ikke kombinerer mere, for nu spiller man jo bare fodbold hele året rundt. Det er enormt synd, for den diversitet både fysisk og mentalt, den kunne man godt ønske sig mere af, men det løb er kørt, siger Mads, som af Marc beskrives som en hurtig, fysisk stærk forsvarsspiller.

– Og så var Mads nok bedre med bolden, end jeg var, siger storbroren.

Ingen gaver på AGF’s førstehold

AGF havde i 1980’erne et fremragende fodboldhold, som var kendt vidt og bredt for de hårde, men aldeles dygtige spillere, som år efter år kæmpede med om titler og hæder.

Det blev blandt andet til et mesterskab og to pokaltitler, og det var så her unge Marc Rieper ville ind og lege med.

– Der var virkelig nogle dygtige spillere i 1986. Folk som Bent Wachmann, John Stampe og Bjørn Kristensen… det var spillere, der ikke gav pladsen fra sig frivilligt, og man var ikke for fin til at give med grovfilen, hvis der var nogen, der truede ens plads på holdet. Det var hjerteligt, men hårdt, og det var nok ikke gået i dag. Men jeg rykkede op fra ynglinge og ind på Danmarksserieholdet, og efter en sæson, mente jeg nok, at tiden var kommet til, at jeg skulle op på førsteholdet, fortæller Marc Rieper.

Han fik dog fortsat ikke lov at træne med de bedste på Fredensvang, og så måtte han tage sagen i egen hånd – nok ganske karakteristisk for Marc, som altid har været tydelig i forhold til, hvad han vil finde sig i – og hvad han ikke vil finde sig i.

– Jeg gik op til vores direktør, Frans Harboe og sagde, at jeg synes, jeg havde fortjent at træne med førsteholdet. Løsningen blev, at jeg fik en kontrakt, hvor der stod, at jeg skulle træne med førsteholdet, men der var ingen løn, og så måtte jeg så selv klare resten, fortæller den tidligere forsvarsspiller.

– Det var på én måde super hårdt at komme op som ung i slut-80erne. Der blev bare flæsket igennem, der blev virkelig gået til stålet, og der var slåskampe i hvert fald ugentligt ude på træningsbanen. Men når vi så kom ind i omklædningsrummet, så var alle venner og kunne tale over en bajer. Der var et superfint kammeratskab, og det var nogle virkelig gode gutter, men det var hårdt at komme ind og forsøge at pille de her legender af holdet. Det var hårde odds, fortæller Marc.

Herfra gik det stærkt – han debuterede i en kamp mod Silkeborg i 1988, en måned senere spillede han sin første ungdomslandkamp, og året efter fik han debut for A-landsholdet.

– Spillemæssigt gik det fint, fordi der var nogle store ledere og gode spillere omkring mig, der hjalp og guidede. Der var en fed træningskultur. Hård, men god. Jeg trivedes godt i den, og det har hjulpet mig i de andre klubber, jeg kom til sidenhen, at jeg var hærdet til at stå på egne ben.

Da Mads nogle år senere kom frem, var det ej heller en lige vej til førsteholdet.

– Jeg var nok et endnu mindre talent end Marc. Jeg var tit det tynde øl. Jeg var først 23, da jeg kom på førsteholdet i AGF, og jeg havde en lang snak med cheftræner Peter Rudbæk om, at jeg gerne ville træne med førsteholdet, og det fik jeg så chancen for. Så det har været meget vilje og dedikation, der drev det, fortæller Mads, som både var nede omkring andet- og tredjeholdet i flere perioder, inden han gjorde sin entré på Superligaholdet i 1996.

– Min første sæson var helt suveræn. Det gik vanvittigt godt. Jeg fik debut i Hvidovre og scorede. Det var jo lidt fedt, selvom vi tabte 3-2. Det var en fed sæson. Vi havde vundet sølv året inden, og pokalen, og det gik sindssygt godt. Der var nogle vanvittigt gode spillere. Stig Tøfting, Håvard Flo, Torben Piechnik, og vi vandt bronze efter en masse underholdende kampe, hvor vi scorede masser af mål, fortæller Mads, der kom på B.T.’s Årets Hold for sæsonen 1996/1997.

– Jeg var ikke en dominerende spiller, men jeg fulgte med og bidrog også med mål. Men først og fremmest, så var det fedt at komme ind på et hold, hvor der var så mange gode spillere og opbakningen på lægterne var virkelig god. På den måde var det en nem og naturlig start, fortæller den altid hårdtarbejdende forsvarsspiller.

De store op- og nedture

I 1989 – året efter Marc Riepers debut på AGF’s førstehold – stod der pludselig Europa Cup på programmet.

To mindeværdige opgør imod mægtige FC Barcelona ventede i kvartfinalerne i pokalvindernes Europa Cup efter samlede sejre over Glenavon FC og Cardiff.

– Den fedeste oplevelse i AGF var vores Europa Cup-run i 88/89, hvor vi når kvartfinalen og er vanvittigt tæt på at slå Barcelona ud. Vi taber 1-0 på Aarhus Stadion og spiller 0-0 på Nou Camp. Jeg har et godt hovedstød, som bliver reddet. Troels Rasmussen redder et straffespark. Det var ikke ufortjent, at vi ikke gik videre, men vi havde faktisk chancen for at klare den. Var det sket, så var Johan Cruyff blevet fyret, for det gik ikke supergodt for dem på det tidspunkt, og så var der ikke kommet det her vilde run med Dream Team, som Barcelona fik i årene efter, fortæller Marc.

I den modsatte ende af minde-skalaen var det forsmædelige pokalnederlag til Lyngby i 1990, som endte 6-1 til de forkerte.

– Pokalfinalen i 1990 er nok den værste pokalfinale nogensinde. Vi spillede 0-0, og der var vel nul skud på mål. Det var virkelig en sløj kamp. I returkampen – jeg tror ikke en gang der var 5000 tilskuere – der blev vi kørt ud af banen, og i pausen blev der lagt op til, at vi skulle satse. Det var John Stampe, mig og Claus Thomsen, der spillede nede bagved, og alle var enige om, at vi skulle sætte en angriber mere ind. Daværende cheftræner Ole Brandenborg glemte så bare at fortælle, hvem der skulle skiftes ud. Måske fordi han ikke turde, men der kom ingen melding, så da vi startede 2. halvleg stod der 12 mand på banen…

Det var selvfølgelig legendariske John Stampe, som skulle have taget turen ud på bænken, men den ikoniske forsvarsspiller var ikke en mand, man bare lige skiftede ud.

– Vi tabte kampen klart, og Ole holdt vist ikke ret længe efter det. Situationen viser bare også, at John Stampe var en helt særlig karakter, siger Marc Rieper om sin tidligere holdkammerat.

For Mads bød tiden i AGF på lidt mere bølgede vande.

Efter de gode år i 1996 og 1997 fik Bosman-dommen nemlig stor betydning i klubben, og mange profiler forlod Fredensvang.

– Da Bosman-dommen kom, ramlede rigtigt mange ting. AGF var måske ikke med på beatet, og alle de store profiler stoppede eller flyttede. Det havde kolossal betydning efterfølgende. Der var AGF ikke helt med, da toget kørte, fortæller Mads, som alligevel blev og kæmpede for det smukkeste logo på trøjen.

– Jeg var nok mere en tryghedsnarkoman end Marc. Jeg havde det godt i Aarhus. At spille i en lavere række i England eller Tyskland var jeg ikke så vild med, men jeg så ellers meget op til Marc i forhold til måden at spille på. Det er nok også mest mig, der har brugt Marc og kunnet følge hans karriere og finde nogle svar, fortæller Mads, som husker tiden i AGF for alverdens positive ting – men følelsen af at trække den hviie trøje over hovedet er der intet, der slår:

– Der er intet, der er bedre end at løbe ind på Aarhus Stadion. Selvom det gik godt nede i Horsens efterfølgende, så er det bare ikke det samme at løbe ind på deres stadion. Og så havde vi også en god kultur i AGF. Vi undgik nedrykning i de sæsoner, jeg var der, men der var tænding på i hver eneste kamp, og det var en superfed periode for mig, fortæller han.

AGF’s placeringer i Mads’ periode i klubben lyder: 3. plads, 8. plads, 10. plads, 10. plads, 8. plads, 10. plads, 10. plads.

Med andre ord: De Hviie formåede virkelig at lege med ilden uden at falde helt igennem i de sæsoner.

Det forbudte og det emotionelle skifte

Årene gik, og Marc Rieper blev ved og ved med at vise sig flot frem i AGF. Da klubben samtidig begyndte at fattes penge, åbnede vejen til et skifte sig stille og roligt for den stærke forsvarsstyrmand:

– Vi var ved at gå rabundus i AGF, og alle blev kaldt ind til ledelsen, for at vi skulle gå ned i løn. Det gjorde jeg selvfølgelig også. På det her tidspunkt havde jeg debuteret på landsholdet, men jeg havde altid været glad for AGF, så det ville jeg gerne hjælpe med, men til gengæld blev der lavet en aftale om, at AGF ikke skulle have noget for mig, hvis der kom bud fra andre klubber, fortæller Marc.

– I bagklogskabens lys var det nok ikke det klogeste, da jeg var en af de mest salgsbare spillere på det her tidspunkt. Brøndby var så en af de største klubber i Norden på det her tidspunkt, og jeg kunne jo se, at deres spillere blev skudt af til udlandet. Det er vi heldigvis kommet efter i AGF nu, for det er motoren for en dansk fodboldklub, at spillerne skal kunne se, at der ligger noget for enden af et ophold klubben. På det tidspunkt var det Brøndby, der “havde den,” og jeg drømte om et udlandseventyr, så jeg tog skiftet derover, fortæller Marc.

Et skifte til arvefjenden, som gjorde ondt på fansene – og selv brormand havde svært ved at kapere det:

– Jeg synes, det var svært. Jeg var ikke så vild med Brøndby, men jeg forstod også godt hvorfor. Det var faktisk også enormt sjovt at spille derovre, når man blev buhet ud af alle fansene, siger Mads.

Planen lykkedes for Marc – efter to sæsoner på Vestegnen skiftede han til West Ham i England – men skiftet til udlandet kunne faktisk været kommet allerede på allerførste dag i Brøndby:

– Den første dag derovre… Jeg havde trænet nul gange, da jeg blev kaldt ind på Frits Ahlstrøms kontor. Der var kommet et bud fra Benfica, som Brøndby havde afvist, og jeg tænkte bare… hvordan kan det lade sig gøre? Nu har jeg spillet fire år i AGF uden nogen bud, og så kommer der bud efter mig, inden jeg overhovedet har trænet i Brøndby!

Efter årene i Brøndby og West Ham gik turen til Celtic i Skotland i 1997.

– I Celtic betyder fodbold så meget. Der er religion og alt muligt indblandet. Historien betyder virkelig meget, og det gør den jo også i AGF. Det blev fint illustreret, da 86-holdet kom ind med pokalen på Ceres Park Vejlby. Det er noget, som andre klubber virkelig misunder, så der har vi noget af det, mange klubber i Tyskland og England også tager med sig. Historien skal ikke undervurderes, når man skal bygge videre, og det mærker man virkelig i både AGF og Celtic, fortæller Marc, som samtidig fik to slutrunder på CV’et.

– 1998-slutrunden var det fedeste med landsholdet. Jeg scorede mod Saudi-Arabien, familien var med, og vores kampe mod Nigeria og Brasilien er jo legendariske. Hvis Peter ikke havde haft smør på hænderne, så tænker jeg, vi havde vundet den kamp – men han har reddet os så mange gange, så lad det ligge..

Gennem tiden blev det både til hårde dueller med Zidane, Henry og Maradona, men den hårdeste af dem alle kommer nu fra England.

– Allan Shearer scorede bare hver gang. Han havde bare en næse for mål, som jeg aldrig har oplevet magen til. Han var træls at spille overfor. Man slog sig altid på ham, og så havde han bare den der næste for mål, som vi forsvarsspillere var rigtig trætte af.

– Og så har jeg omvendt været begunstiget med at spille med Laudrup-brødrene og Peter Schmeichel, som jeg måske har som den allerstørste spiller nogensinde. Michael havde brug for et godt hold omkring sig. Peter kunne vinde kampene på egen hånd. Henrik Larsson i Celtic var også helt unik, fortæller Marc.

For Mads blev afskeden med AGF også en smule bedrøvelig, da den tid kom i 2003.

Her var det dog ikke udlandet, der kaldte, men et skifte til AC Horsens.

– På et tidspunkt i efteråret 2002 var jeg oppe og snakke med direktøren. Jeg havde kontraktudløb om sommeren og fik at vide, at de ikke ville forlænge med mig. Det undrede mig lidt, fordi jeg spillede hver gang, men det lå mellem linjerne, at de gerne ville prøve nogle yngre spillere af, fortæller Mads Rieper.

– Samtidig begyndte Kent Nielsen så at ringe hele tiden nede fra Horsens. De lå ikke ret godt på det tidspunkt, og jeg tror kun, det var Kent, der troede på, at det kunne blive til noget dernede. Så jeg var faktisk enormt ked af det, men jeg startede på læreseminaret, gik ned i løn og så startede jeg i Horsens, forklarer den tidligere forsvarsspiller, som skiftede til opkomlingene fra Horsens, som på det tidspunkt fristede en tilværelse i 1. division.

– Men jeg var enormt ked af det. Det er jo fair nok, hvis de havde en tanke om, at de ville have en anden type spillere og prøve noget nyt, men jeg var ked og træt af det, men måtte acceptere, at det var sådan, det var. Dengang havde AGF lidt en historik med, at de var dårlige til at skille sig af med spillere på en ordentlig måde, men det er heldigvis blevet meget bedre, fortæller Mads, som spillede sin sidste kamp i Parken, hvor FC København kunne fejre deres tredje danske mesterskab foran 40.000 tilskuere.

– Der kunne jeg virkelig mærke, at jeg havde ondt i hjertet, da jeg havde spillet min sidste kamp for AGF.

Når han mindes sine med- og modspillere springer særligt to frem i minderne:

– John Sivebæk er suverænt den bedste spiller, jeg har spillet sammen med. AGF hentede ham fra Vejle, hvor jeg tænkte: “Hvad fanden henter I en mand på 36 for? Hvad kan han komme med?” Jeg kunne simpelthen ikke forstå det, men jeg må bare sige, at han var totalt fit, han var klar hver gang til træning, lynhurtig, mentalt stærk og en kæmpe hjælp for os unge spillere.

– Den værste modspiller har været Ebbe Sand. Han scorede så mange mål og var enormt fysisk stærk. Han var så træls at spille overfor. Han er en type, der var umulig at spille imod. Han vandt hovedstødsdueller, han skubbede dig væk, han løb fra dig, og han scorede bare mål.

Brormand som træner

Inden Mads’ afsked med klubben nåede han at opleve noget ganske særligt – at have sin bror som chef.

Marc var hjem vendt fra udlandet og assisterede i 2001 John stampe på trænerbænken.

– John Stampe og Marc Rieper lagde ikke fingrene imellem. De sagde tingene, som de var. I begyndelsen gik det godt, og så vendte det, hvilket gjorde tingene svære. Marc er dygtig til at være tydelig i kommunikationen. Det tror jeg, alle har gavn af. Det ser man også hos Jakob Poulsen i dag – folk er ikke i tvivl om, hvad han vil. Marc og John var som et tandem, De var enormt sjove og gjorde det fedt at komme til træning. De havde også en god blanding af lederskab og erfaring, som man havde respekt for, og som gav os meget som spillere, fortæller Mads.

– Da jeg kom hjem og skulle træne sammen med John, var vi igen ved at gå rabundus. Vi hentede spillere fra Jyllandsserien og den slags, og de gjorde, hvad de kunne. Vi var også i Glasgow, hvor jeg havde en god relation, og vi fik Michael Doyle og Liam Miller til klubben, hvor Celtic betalte stort set det hele. De kom med vinderkultur og gav sig altid maks. Der var ingen, der trænede hårdere, end de gjorde. Når andre gik hjem, så trænede de videre. Jeg vil gå så langt som til at sige, at Liam var en af de dygtigste spillere, der har været i AGF overhovedet. Han var virkelig, virkelig dygtig. Han manglede lige 100 gram for at komme på holdet i Celtic, så det var en god løsning for alle parter at få dem til Aarhus, fortæller Marc, som i foråret 2002 måtte afslutte gerningen som assistenttræner.

Marc Rieper havde inviteret John Stampe til en hyggeaften foran fjernsynet med Champions League. Undervejs i opgøret ringede telefonen. I røret var AGF’s direktør Michael Hyldgaard, som bad John Stampe komme til et møde, og det endte med en fyreseddel.

– De ville gerne have beholdt mig, men jeg havde det sådan, at vi var sammen om det, så jeg var afklaret med, at jeg også stoppede. Men vi var skuffede. Der var nogle ting omkring proceduren ved fyringen, som jeg synes var tæt på grotesk, men det var nu sådan det var, og jeg sagde de ting, der skulle siges, jeg har altid været relativt bramfri, og så var vi videre.

– Hans Petersen var transitionstræner, og han skulle tage over. Jeg synes ikke måden det skete på var i orden ud fra mine værdiprincipper og omkring det menneskelige. Vi havde siddet i det samme omklædningsrum og snakket åbent med hinanden, og nogle af de ting var kommet videre til nogle andre personer, og det var ikke så rart at føle, at folk var gået bag ens ryg.

– Dengang kunne man hente profiler midt i sæsonen, og der blev hentet flere spillere dagen efter fyringen. Nogle af dem, Stampe og Marc havde haft i kikkerten, fortæller Mads, som var med til at sikre klubben overlevelse i Superligaen i den sæson, hvor det endte med en 10. plads.

Nyd det, nyd det, nyd det

Da VM i 1998 var overstået, og Marc gennem hele sin karriere havde spillet fast for både klub- og landshold var tiden som aktiv spiller ved at rinde ud i en alder af 30 år.

– Jeg havde ikke haft meget ferie de sidste mange år. Jeg var træt og fik skader i ankel og storetå, som jeg blev opereret for, og jeg kom ikke igen. Jeg havde aldrig været skadet før, så på den måde følte jeg ikke, jeg havde noget til gode. Jeg forsøgte at træne op, men jeg løb rundt som kongens leverpostej, og da Kenny Dalglish tog over som træner i Celtic, og han spurgte, om jeg ville være assistent det sidste halve år,  og så gjorde jeg det, og så tog vi hjem til Danmark, fortæller Marc.

– Det der med at have fri i weekenden, det kunne måske også være meget sjovt at prøve, så det løste sig på en god måde. Fodbolden er en fantastisk branche, men jeg synes også, nogle af de ting, jeg hoppede ind i var spændende.

For Mads Rieper blev karrieren først indstillet i en alder af 36 år.:

– I min sidste sæson kom Kent Nielsen hen og sagde til mig, at vi lige skulle snakke. Og så sagde han: Vi skal have fundet en god måde, hvorpå du kan komme af holdet på, for efter nytår skal nogle yngre kræfter spille. Så hvordan finder vi ud af, at du kommer af holdet? Det siger meget om Kent, synes jeg, at han gik direkte til mig. Kent er suverænt den bedste træner, der har været i Superligaen de sidste 20 år. Han udvikler sine hold, og han er god til mandskabsbehandling. Jeg blev sat af holdet som udgangspunkt, men fik faktisk meget spilletid alligevel, så det var en fed måde at slutte af på, fortæller Mads.

– De seks år jeg havde i Horsens, der gik det kun fremad. Det var nogle superfede år. Horsens gik fra at være en tonserby til at være mere kulturel, og fodboldprojektet gik godt. Vi havde det laveste budget og blev regnet som favoritter til at rykke ned, men vi klarede den altid. Det var en fed oplevelse, fortæller han.

Og nu er en ny Rieper godt i gang med sin aktive karriere. Marcs søn, Frederik Rieper, gør sig positivt bemærket som anfører i FC Fredericia.

– Frederik er jo typen, der er kommet supersent i gang, og han var en, som der ikke rigtigt var nogen, der troede ville nå det niveau, han har nået i dag.  Men han har bare lagt til og bygget på, lidt ligesom Mads. Men det er fedt at se for vores mor, at vores far spillede for Hvidovre og Skovbakken. Vi to har haft en fin karriere, og nu følger Frederik trop. Det er superfedt at se, og vi følger med og bakker op, alt det vi kan, fortæller Marc.

– Han er en type, man godt kunne savne lidt flere af. Det her med at få chancen lidt senere i livet. Der kan virkelig komme nogle typer indimellem, som er anerledes, og som kan give den gas på en anden måde end dem, der bare har været kæmpetalenter siden U10, siger Mads.

– Jeg har altid sagt, at man bare skal blive ved med at spille fodbold. Det er den fedeste sport i verden, og jeg har haft lige så store glæder som børne- og ungdomsspiller, som jeg havde på landsholdet og i udlandet. Den der oplevelse af at sidde sammen i omklædningsrummet med en masse gode venner, det er bare konge, og jeg synes bare, man skal blive ved, uanset hvad, siger Marc.

– Når jeg kigger tilbage, så kunne jeg godt have ønsket mig, at jeg havde nydt det lidt mere og sat mere pris på tiden som fodboldspiller, for det er det fedeste i verden, og noget langt de fleste vil give både deres højre og venstre arm for. Og selvom det også bliver et arbejde, så skal man virkelig sætte pris på, hvor heldig og begunstiget man har været i forbindelse med fodboldlivet, det gad jeg godt, jeg havde sat lidt mere pris på, mens det stod på, fortæller han.

Du kan høre hele interviewet med Mads og Marc Rieper her: