Skip to main content


Jacob Nielsen, AGF’s direktør (Foto: Matti Kronborg / Kronborgfotos)

Jacob Nielsen: Strategiskifte skal sikre de næste skridt fremad


| Simon Fenger |

Podcasten ”Sportsugen” byder på et interessant interview med AGF-direktør Jacob Nielsen. Her fortæller direktøren blandt andet om et kommende strategiskifte vedrørende budgettering med transferindtægter. Dette kan få stor betydning for superligaholdets muligheder fremadrettet.

Jacob Nielsen deler ud af en masse spændende AGF-beretninger i podcasten Sportsugen på Radio4, og det var særligt interessant, da han kom ind på den økonomiske strategi, som er begyndt at være sjovere at lægge, nu hvor der er kommet luft i budgettet.

Den 20-årige periode fra 1998 til 2018 var overordnet set en resultatmæssig ørkenvandring for AGF. Et hav af 8. og 10.pladser samt tre nedrykninger taler sit tydelige sprog. Perioden var også præget af mange negative regnskaber. Som oftest var vi af økonomiske årsager nødsaget til at sælge spillere, lige så snart andre klubber havde interesse for dem. Ikke at have råd til at sige nej er sjældent et godt udgangspunkt for en forhandling. Nu er skuden vendt, og Nielsen er klar til at udfolde sine købmandsprincipper.

Nielsens første princip: Man skal have pengene, før man bruger dem…

Da Jacob Nielsen blev direktør i 2014 indførte han regnskabsprincippet om ikke at budgettere med transferindtægter. Transferindtægter er i sagens natur usikre, og AGF havde i høj grad brug for at vise en kontinuerlig økonomisk fremdrift. Denne skulle baseres på et mere kontrollerbart grundlag. Den mest kontrollerbare betydningsfulde indtægt en fodboldklub er sponsorindtægter. Sponsoraftaler indgås med længere varighed, og de afhænger i højere grad af godt salgsarbejde, end af om en bold rammer stolpe ind eller stolpe ud.

AGF har således ikke budgetteret med transferindtægter siden 2014. Men i takt med at dygtige medarbejdere i salgs- og netværksafdelingerne, på trods af svingende sportslige resultater i perioden, har formået at øge de kommercielle indtægter med imponerende 250 %, til rekordhøje 77 millioner i det sidste regnskabsår, har dette ført til øgede investeringer i det sportslige budget, således at AGF nu vurderes til at have det fjerde højeste i ligaen. Det skal siges, at relativt set så ligger AGF meget tæt på klubberne på 5.-7. pladsen, og meget langt fra de tre klubber over os – FCK, Brøndby og FCM.

Selvom AGF ikke har budgetteret med transferindtægter, så har det været et formuleret mål, at klubben på sigt skulle øge muligheden for at indkassere flere transferindtægter. Dette arbejde blev især sat på skinner med PC som sportschef, hvor der blev lavet en målsætning om at sænke gennemsnitsalderen i superligatruppen.

Denne strategi, koblet med sportslig succes, har så medført, at AGF er begyndt at sælge spillere til væsentlige beløb. Dette har så igen medført ekstraordinære indtægter, og AGF er nu kommet ud med regnskaber fire år i træk med tocifrede millionoverskud. Dette har betydet, at AGF nu har en egenkapital på over 100 millioner kroner.

Jacob Nielsen, AGF direktør
(Foto: Matti Kronborg)

Nielsens nye princip: For at blive endnu bedre skal vi til at bruge penge, som vi forhåbentligt kommer til at tjene…

I superligaen er der både gode og dårlige eksempler på klubber, der budgetterer med transferindtægter. AaB’s nuværende deroute kan til dels tilskrives kravet til tidligere sportschef Inge Andre Olsen om at skulle præstere salg for 30 millioner for at få budgettet til at hænge sammen.

Dette førte til et salg af AaB’s 21-årige forsvarsstyrmand Matthias Ross til tyrkiske Galatasaray dagen efter det danske transfermarked var lukket. Dermed var det ikke muligt at få en forstærkning på plads, og AaB var betydeligt svækket.

En klub, der til gengæld med succes sæson efter sæson budgetterer med store transferindtægter, er FCM. Klubben har et massivt driftsunderskud, men kommer alligevel kontinuerligt ud med budgetoverskud.

Tanken bag denne strategi er naturligvis at det øgede spillerbudget fører til bedre resultater, og disse fører så igen til øgede indtægter – blandet andet i form af bedre transferpriser og mulige europæiske indtægter.

Udfordringen er naturligvis, at der kan komme sæsoner, hvor det er stolpe ud. Salgsobjekterne præsterer ikke eller bliver skadet etc. I disse sæsoner skal man have råd til at tage et minus. Det har AGF råd til lige nu med den nuværende egenkapital, men har vi også råd efter to-tre sæsoner med tvivlsomme sponsorfaciliteter på et midlertidigt stadion?

Lad os håbe det – for hvis Jacob Nielsens plan lykkedes, så kan vi se frem til for alvor at bide BIF og FCM i haserne.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle