Interview med VSK Aarhus: Samarbejde om midlertidigt stadion vil løfte kvindefodbolden
I januar 2025 tager AGF sin midlertidige hjemmebane i Vejlby i brug, mens det arkitekttegnede Kongelunden opføres. Men hvad tænker VSK Aarhus om samarbejdet, og hvilke drømme og ambitioner har de for projektet? Det kan du blive meget klogere på lige her.
Ceres Park er under forvandling, og til vinter tager byggeriet for alvor fart. Derfor skal AGF’s hjemmekampe spilles på et midlertidigt stadion i Vejlby fra januar 2025 og halvandet år frem. Direktør Jacob Nielsen har tidligere omtalt projektet som et kinderæg af muligheder, blandt andet med det for øje, at det midlertidige stadion vil blive den nye hjemmebane for AGF-kvinderne, når Superligaholdet endelig kan flytte ind på Kongelunden.
Samarbejdet mellem VSK Aarhus og AGF er faktisk bygget på kvindefodbold, idet VSK Aarhus var med til at stifte AGF Kvindefodbold i 2020. Historisk set har VSK haft stor succes indenfor kvindefodbold, og navne fra A-landsholdet såsom Nanna Johansen, Pernille Harder, Nadia Nadim og Sanne Troelsgaard har alle repræsenteret Skovbakken/VSK gennem tiden.
Vækst og ambitioner i byen og sporten
Leif Gjørtz Christensen er sekretær i VSK Aarhus’ bestyrelse, men hans historie med klubben er lang. Omkring 1990 blev han en del af Skovbakken Herrefodbold, og i 2006 blev han formand for klubben. Senere hen var han medinitiativtager til fusionen af Skovbakken og VIK Fodbold, der blev til VSK Aarhus i 2016.
– Vi blev en del af AGF Kvinder, fordi vi måtte erkende, at det krævede hele byen, hvis det kvindelige elitemiljø skulle løftes. Vi har længe forinden ønsket at forny det gamle Vejlby Stadion, hvor kvinderne træner i dag, men har ikke fået opbakning fra kommunen. Derfor glæder det os, at skabelsen af AGF Kvindefodbold og behovet for genhusningen af AGF’s Superligahold betyder, at projektet nu kan realiseres, siger han og glæder sig over det tættere samarbejde, der er opstået mellem klubberne.

Leif Christensen forklarer, at klubben lige nu er i en proces med at skabe en stor klub i en bydel med vild vækst. Der skal udvides på Risskov Skole og skabes plads på andre lokale skoler til de op mod 20.000 nye indbyggere, der er kommet til området omkring Vejlby-Risskov indenfor de sidste 5-10 år.
– Det er ret vildt at opleve, at der kommer nye indbyggere svarende til hele Skanderborg, uden der er planlagt én eneste ny fodboldbane. Og nu ser vi ketchup-effekten, hvor der ikke blot bygges på Vejlby Stadion, men også en ny hal til Springcentret, nye løbebaner, ny forplads, ny idrætshal til Idrætshøjskolen, og der arbejdes på en ny storhal til Bakken Bears, siger han og understreger, at VSK Aarhus som primær samarbejdspartner for pige- og kvindefodbold vil opgradere og prioritere dette yderligere.
– Vi skal være med til at skabe synergi omkring såvel elite- som breddefodbold for børne-, ungdoms- og seniorfodbold. AGF har hjulpet med udviklingen af vores drengeungdom, og det vil uden tvivl fortsætte, tilføjer han.

Du kan høre mere om selve udviklingen af banen i Vejlby i vores interview med AGF’s Team- og Pitchmanager, Nikolai Pold og Head Groundsman, Rasmus Lind lige her:
Forventninger og forberedelser
Hvis man spørger i lokalområdet, er der god opbakning til samarbejdet mellem AGF og VSK Aarhus. Mange glæder sig både til afviklingen af Superliga-kampe i Vejlby samt det nye stadion og de muligheder, det bringer med sig, mener Leif Christensen. Men hvem står egentlig for kampafvikling og fanoplevelsen – og hvad med parkering?
– Det er AGF, der som arrangør arbejder med samtlige aspekter af kampafvikling og fanoplevelsen. I VSK Aarhus har vi kun gode erfaringer fra pokalkampe mod AGF på Vejlby Stadion – her fungerede sikkerhedsapparatet i AGF perfekt – men selvfølgelig er der en vis spænding og opmærksomhed, når det kommer til eventuelt utilsigtede hændelser i forbindelse med kampafvikling, siger han og tilføjer, at der arbejdes med shuttlebusser fra store parkeringsanlæg ved bydelens virksomheder til stadion.
I det føromtalte store interview med Jacob Nielsen påpeges det også, at man har identificeret mere end 5000 parkeringspladser i området, men at der selvfølgelig arbejdes på alternative løsninger.
Du kan se hele interviewet med direktøren lige her:
Flere AGF Nyheder
-
Bag fjendens linjer med FCF-fan: – Vi vil også vise, at vi kan noget -
AGF – FCM: Spillerpræstationer og kampens spiller -
Beijmo og Poulsen før Fredericia: – Det er selvfølgelig en vigtig kamp for os -
Udsolgt på udebaneafsnittet til søndagskamp i Fredericia -
Jakob Poulsen: – Vi var ikke skarpe nok -
Dommerekspert: – Offside ved FC Midtjyllands scoring -
Jens Jønsson vender hjem til Danmark til sommer: – Jeg ville elske at spille for AGF igen -
Felix Beijmo om styrkeforholdet mellem AGF og FCM: – Det er meget tæt -
Frederik Tingager er tilbage: – Jeg er meget taknemmelig for den opbakning, jeg har fået -
Dalsgaard: – Dommeren havde glemt sine gule kort