KSDH.dk har brugt vinterpausen på at se tilbage på AGF’s historiske op- og nedture gennem tiden. Klubben fra Fredensvang har nemlig levet lidt af en elevatortilværelse siden det første mesterskab kom i hus i 1955.
Der er en udbredt opfattelse af, at vores storhedstid var i ”de gode gamle dage”, men det er for unuanceret en tilgang til fortiden. Indtil sæsonen 1952/53 var hovedstadsklubberne totalt dominerende, og Køge var den første klub, der brød mønsteret ved noget overraskende at hente guldet i 1953/54 sæsonen.
Året efter blev vi mestre som det første hold udenfor Sjælland, og vi fulgte op med yderligere to mesterskaber i 1956 og 1957. Her fik vi også nogle store oplevelser i Europa mod blandt andet Sevilla.
Endnu et mesterskab kom i sæsonen 1960, hvor DBU var gået over til at anvende kalenderåret som fodboldsæson, hvilket blev afslutningen på den resultatmæssigt bedste periode i klubbens historie. Holdet omtales som en stærk og sammenspillet enhed bestående af gentlemen som Henry From, Aage Rou Jensen og John Amdisen. Herefter gik der 26 år, inden vi igen vandt guld – vores femte og hidtil seneste mesterskab.
En tur i elevatoren
Sølvet blev bjerget i 1964, men herefter fulgte en periode med flere nedrykninger. Den værste sæson var i 1968, hvor vi blot opnåede ni point i 22 kampe. En af årsagerne var, at generationsskiftet ikke var sket løbende, og en håndfuld talentfulde ynglinge havde for lidt støtte fra de rutinerede spillere.
Ole Wendelboe og Torben Mikkelsen, som begge havde klassen til at spille på et tophold, tog turen med ned. Først efter tre sæsoner var vi tilbage i den bedste række, men fra 1974-1976 var vi igen i 2. division, som næstbedste række hed dengang.
Her havde vi fået tilgang af spillere som Jens Harmsen, Michael Hyldgaard, Tom Bonde og Lars Toudal, som alle fik en betydelig rolle. Trods deres kvaliteter var vi i denne periode ikke kun ude af kampen om medaljer, men også ”truet” af Fuglebakken/IHF som den absolutte topklub i Smilets By.
Tilbage til toppen af dansk fodbold
Vi kom tilbage, hvor det er sjovt i 1977 og efter en etableringsfase fik vi medaljer hvert år fra 1982 til 1987. Guldet i 1986 var naturligvis det absolutte højdepunkt. Jens Harmsen som træner, Troels Rasmussen i målet og betonforsvaret anført af John Stampe var den solide base for spillere som Bjørn Kristensen, Henrik Jespersen, Bent Wachmann, Jan Bartram, Allan Reese, Flemming Povlsen, Morten Donnerup, Per Bech Andersen og Lars Lundkvist. Om disse og flere andre fra den gyldne årgang findes en mere fyldig omtale i Jyllands – Posten, som jeg vil anbefale her.
En af forklaringerne på de gode sæsoner i firserne er nok, at ledelsen havde fået implementeret overgangen til professionel fodbold hurtigere end mange andre klubber. En af konsekvenserne var, at opkomlingene fra Skovbakken og IHF ikke længere udgjorde nogen trussel som konkurrenter næsten på niveau med os.
Den store skuffelse
I 80’erne opstod et drivende rivaliseringsforhold til Brøndby IF, som var den helt store konkurrent, og da Superligaen blev indført i 1991, og DBU gik tilbage til en efterår/forårs- struktur, var de gul-blå blevet en decideret magtfaktor. Samtidig betød fusionen mellem KB og B1903 under logoet FCK, at de to klubber fik en afgørende rolle i den nye struktur, selv om både Lyngby og Silkeborg høstede en pokal hver i løbet af halvfemserne.
I sæsonen 1995/96 havde vi fået samlet et meget stærkt hold, som den 15. maj med en sejr ville være tæt på at kunne sikre guldmedaljerne i en hjemmekamp mod netop BIF. Et fyldt Århus Stadion var vidne til, at vi efter en fantastisk fight førte 3-1 efter 74 minutter og 3-2, da kampen gik ind i overtiden. Vi forsøgte at spille os ud af et pres ved baglinjen, men bolden endte efter en retur i panden på Brøndbys målmand Mogens Krogh, som var lusket med frem og scorede. Brøndby holdt et points forspring til os de sidste runder, mens vi måtte nøjes med sølv.
Man kan opleve 50 minutter fra kampen på YouTube:
Truppen, der vandt sølvmedaljerne, var måske den stærkeste, vi nogensinde har kunnet stille med. Lars Windfeld i målet, Torben Piechnik, Gunner Lind, Martin Jørgensen, Martin Nielsen, Nocko Jokovic, Claus Struck, Stig Tøfting, Henrik Mortensen, Håvard Flo, Thomas Thorninger og Lennart Bak flankeret af en håndfuld stærke holdspillere blev efterfølgende spredt for alle vinde, blandt andet på grund af Bosman – dommen.
AGF har i øvrigt selv produceret en serie af podcasts om AGF Legenderne. Afsnittene findes her >>>
Status i dag
Både Bosman-dom og uheldig ledelse førte til nogle mørke år i 00’erne, og fra 2006 til 2014 oplevede vi hele tre nedrykninger, hvilket må karakteriseres som en af de værste perioder i klubbens historie. Trænerne kom og gik i et hæsblæsende tempo, og der skulle som bekendt gå over 20 år, inden vi på ny var med i toppen af dansk fodbold.
Med Jacob Nielsen på direktørposten er der efterhånden kommet godt styr på kontorgangene, og De Hviie fra Fredensvang står på et stærkere fundament end længe set med nyt træningsanlæg, nyt stadion på vej, tilskuerrekord og overskud i pengekassen.
Bronzemedaljerne i 2020 blev fejret som om vi havde taget guldet, og fjerdepladsen året efter gav et håb om, at vi endelig er tilbage i toppen af dansk fodbold. Tilbageslaget sidste sæson gjorde ondt, og meget står eller falder med den forårssæson, som starter i denne uge. Fem kampe afgør, om vi kommer i slutspillet eller ender med at skulle kæmpe for at undgå nedrykning. Andre historiske ”storklubber”, AaB, OB og Brøndby er i samme situation.
Det bliver ulideligt spændende.
