Lech Poznan – AGF optakt: Mirakelmagerne skal på jagt
Sæsonens første styrkeprøve blev ikke den sjoveste af slagsen, da Lech Poznan tog en 4-1 sejr på Cepheus Park, men nu har godt 2000 AGF’ere pakket taskerne og smurt sangstemmerne for at gøre klar til returopgøret på Enea Stadion, hvor returkampen forhåbentligt kan blive en eksplosion af mål, viljestyrke og ja… mirakelmageri.
Kampfakta: Lech Poznan vs. AGF
Spilletidspunkt: Onsdag den 29. juli klokken 19.
Spillested: Enea Stadion, Bułgarska 17, 60-320 Poznań, Polen.
Dommer: Juxhin Xhaja (Linjedommere: Arber Zalla og Taulant Kasa)
Følg kampen her: X: @KSDH_AGF samt på Bold.dk.
Hashtags: #ultratwitteragf #ksdh #lpoagf
Revanchens kraft skal virvle i luften, når den fodboldgale by, Poznan, besættes af De Hviie med forfest dagen lang på Stary Rynek, inden entréen på det altid atmosfæretunge Enea Stadion venter.
Her står Jakob Poulsens mandskab overfor lidt af en bjergbestigning, når 4-1 nederlaget skal indhentes på 90 minutter plus det løse onsdag aften, men håbet og drømmen må vi ikke slippe – nu skal Aarhus vise Europa, hvad vi består af.
Læs også: Forfest i bymidten, når AGF indtager Poznan

Status på Lech Poznan
Det blev en lidt speciel omgang, da Niels Frederiksens Lech Poznan-mandskab gæstede Danmark i sidste uge.
Opgøret åbnede nemlig med AGF som bedste hold, men det røde kort til Jesper Hansen fik stor indflydelse på kampbilledet, og derfor kan det være svært at vurdere det reelle styrkeforhold mellem mandskaberne.
Lech Poznan har – udover at vinde 4-1 over AGF i CL-kvalifikationen, indledt sæsonen ved at vinde den polske Super Cup 3-1 over Gornik Zabrze og spillede i lørdags uafgjort 0-0 i ligapremieren mod Cracovia, der endte på 13. pladsen i seneste sæson.
Inden da brugte mandskabet sommerpausen på et par testkampe, hvor det blev til en 4-0 sejr over tjekkiske Bohemians Prag 1905, der sluttede på 10. pladsen i den hjemlige liga i seneste sæson og 3-1 over slovakiske Podbrezova, som endte som nummer seks i den hjemlige liga i sæsonen 2025/2026.
Altså ikke umiddelbart prangende resultater, men alligevel et hold med stor individuel kvalitet, hvilket vi fik at se i første kamp mellem AGF og Lech Poznan, da Ishak med et knaldhårdt venstreben udnyttede, at Jensen-Abbew var for langt fra sin modstander, Palma tryllede med al sin kreativitet, og forsvarsspilleren Yegbe høvlede til kuglen, som man sjældent har set nogen gøre det før.
Svært at dæmme op for, ja, men ikke umuligt, hvilket De Hviie viste, mens de var fuldtallige.
På lægterne har hjemmeholdets fans store forventninger til, at de polske mestre hiver endnu en sejr relativt nemt i hus, og trykket fra lægterne bliver som altid på Enea Stadion stort. Stemningen kan dog også vende, såfremt Lech Poznan ikke lever op til de høje forventninger, og det kan måske blive AGF’ernes chance.
Status på AGF
Alle ved, det går op og ned, sådan er det jo… og det ved AGF-fans om nogen.
Af samme årsag er vi hærdede. Den hvide fodboldhær marcherer frem – uanset, hvor umuligt det hele ser ud, og denne gang er der et bjerg at bestige – men større føringer er blevet hentet i fodboldens verden, og med et mandskab, som hungrer efter at vise sig ordentligt frem i Europa – i fuldtalligt format – får vi formentligt et helt andet kampbillede end i første opgør mellem AGF og Lech Poznan.
De Hviie kom nemlig ganske godt fra land, da de tog imod polakkerne i Randers. Jojo, AJ var da udfordret – også i begyndelsen af kampen – men i den modsatte ende flød spillet sådan set flot, og man sad med en fornemmelse af, at det godt kunne blive en rigtig sjov aften på Cepheus Park.

Men ak – polakkerne viste individuel kvalitet og udstillede hjemmeholdets svagheder – noget, som ikke må gentage sig, når Jakob Poulsens mandskab møder op på Enea Stadion – og noget, cheftræneren tog konsekvensen af allerede i Superligapremieren mod BIF, da Andersen erstattede AJ i forsvaret.
Sådan bliver det nok også onsdag aften, hvor Hedenstad skal vogte målet – heldigvis er nordmanden bestemt ikke rusten efter at have deltaget aktivt i træningskampene i sommeropstarten, så umiddelbart bør det ikke være den helt store svaghed – dog en usikkerhed at miste erfarne Hansen på en stor scene i Europa – kan trykket fra lægterne skabe nervøsitet? Dét skal De Hviie for alt i verden undgå.

Kvalitetsmæssigt kan De Hviie godt være med, men omgivelserne skal bruges konstruktivt af GF’erne. Hjemmeholdets fans vil forvente endnu en massakre, men hvis udeholdet formår at trykke på, score et hurtigt mål og pille toppen af profilerne, Palma og Ishak, så er der for alvor mulighed for at vende publikumsstemningen fra selvtilfredshed til buh-råb og pres på Poznan.
Dem, der skal føre an i den proces, er selvfølgelig anfører Kristian Arnstad, det er styrmanden Tingager, og så er det de evigt sprudlende Links og Emmery. Derudover ville det bestemt ikke gøre noget, hvis vi endelig fik forløst Bech som ni’er. Det ville uden tvivl løse mange hovedbrud i trænerstaben.
Læs også: Lech Poznan – AGF rejseguide: En af de fedeste awayture, man kan få

Dem skal vi holde øje med
Lech Poznan: Holdets topscorer, Mikael Ishak, har scoret 123 mål og lavet 34 assists i 222 optrædener for Lech Poznan, og igen onsdag aften bliver det afgørende at få styr på den 33-årige målsluger. Han skal fodres af kreative Luis Palma, som har spillet 50 kampe med 12 mål og 11 assists til følge for polakkerne. Duoen skal lukkes ned, såfremt AGF skal have held med foretagendet østpå.
AGF: I første opgør var det AGF’s defensiv, som i dén grad kom i fokus, og igen må vi sige, at det bliver interessant at se konstellationen med Hedenstad bag et forsvar med Kahl, Tingager og højst sandsynligt Andersen. Kan de få kommunikeret alt på plads og lukket ned for Lech Poznans skræmmende offensiv? I den modsatte ende skal der jo satses og laves nogle mål – her er det vigtigt at få Tobias Bech sat i scene og i gang, hvis man virkelig mener, at han skal være svaret på Mortensens afgang.
Karantæner og skader
Karantæner:
Lech Poznan: Ingen.
AGF: Jesper Hansen.
Skader:
Lech Poznan: Ali Gholizadeh og Kamil Jakóbczyk.
AGF: Nicolai Poulsen, Richmond Gyamfi, Tobias Mølgaard og Luka Callø.
Bud på startopstillinger:
Lech Poznan (4-2-3-1): Lis – Pereira, Monka, Yegbe, Gurgul – Murawski, Kozubal – Wålemark, Rodriguez, Palma – Ishak.
AGF (3-4-3): Hedenstad – Kahl, Tingager, Andersen – Emmery, Knudsen, Arnstad, Links – Anderson, Bech, Jørgensen.
-


KSDH Aarhus Flexfit Cap – Hvid
199.00kr. Vælg muligheder Dette vare har flere varianter. Mulighederne kan vælges på varesiden
Flere AGF Nyheder
-
Nyttig information til alle medrejsende i Poznan -
Lech Poznan – AGF optakt: Mirakelmagerne skal på jagt -
Anderson efter Superliga comeback: – Vi er bedre end Brøndby -
AGF – Brøndby IF: Titelforsvaret blev indledt uden fuld gevinst -
AGF-truppen mod Brøndby IF: Yakob og Solbakken fraværende -
Reportage: Drømmen om CL bristede i Randers! -
Forfest i bymidten, når AGF indtager Poznan -
Magnus Knudsen: – Brøndby-kampen er lige så vigtig som Europa -
AGF – Brøndby IF optakt: Titelforsvaret starter med stort slag -
Jakob Poulsen før BIF: – Vi er godt forberedt