Skip to main content



Foto: Kronborgfotos

FC Midtjylland – AGF: Spillerpræstationer og kampens spiller


| Frederik Frandsen |

AGF forsvarer endnu en gang førstepladsen i Superligaen efter en vild 1-1-kamp ude mod FC Midtjylland. Her er kåringen af KSDH’s Kampens Spiller.

AGF spillede en pragtfuld kamp, da de på en svær udebane spillede 1-1 mod FC Midtjylland. Efter en fremragende start med flere chancer satte FC Midtjylland sig tidligt på spillet. Men efter 35 minutters spil fandt en hurtigt tænkende Kevin Yakob Tobias Bech i dybden, som kunne bringe AGF foran med 1-0.

Til sidst i anden halvleg lagde Midtjylland et hårdt pres, som til sidst resulterede i kampens udlignende scoring, da Franculino kunne sparke kuglen i kassen efter en dårlig clearing i AGF-forsvaret.

I Facebook-gruppen KSDH-Gruppen for AGF Fans er der traditionen tro blevet stemt om Kampens Spiller efter mandagens kamp mod Midtjylland.

Her er det Gift Links, der for første gang i sæsonen, løber med titlen som KSDH’s Kampens Spiller. Han tilkæmpede sig hele 53 procent af stemmerne.

På en flot andenplads har vi Kevin Yakob med 21 procent af stemmerne. Han er stærkt forfulgt af Henrik Dalsgaard på tredjepladsen med 10 procent.

Gift Links løber på MCH Arena.
Foto: Kronborgfotos

De iøjnefaldende spillerpræstationer

Gift Links leverede en pragtfuld præstation. På sin sædvanlige venstre wingback var Links en konstant trussel i De Hviies omstillingsspil, hvor det blev til hele tre afslutninger i løbet af kampen. Derudover lykkedes den sydafrikanske raket med 75 procent af sine driblinger og trak to frispark. Men også uden bolden leverede han. Selvom han spillede over for en stor profil som Osorio, så leverede han også varen defensivt. Links sluttede kampen med én opsnappet bold, tre clearinger og seks vundne jorddueller.

Henrik Dalsgaard skulle igen erstatte den skadede Frederik Tingager centralt i aarhusianernes tremandsforsvar. Det var en opgave, han i den grad bestod. Selvom han spillede over for en fysisk angriber som Brumado, vandt Dalsgaard begge sine luftdueller. Derudover er han også noteret for hele seks clearinger – flest af alle hos De Hviie. Men også på bolden var Dalsgaard sikkerheden selv. Her leverede han en afleveringsnøjagtighed på hele 76 procent. Dertil præsterede den rutinerede forsvarsspiller også to nøgleafleveringer.

Henrik Dalsgaard guider Richmond Gyamfi.
Foto: Kronborgfotos

Kevin Yakob fik igen genvalg efter at have startet på bænken i de tre seneste opgør – en beslutning, Jakob Poulsen må være stærkt tilfreds med. Kevin Yakob leverede et arbejdsiver uden lige og var drivkraften i De Hviies erobringsspil. Den dynamiske midtbanespiller vandt bolden tilbage hele ni gange. Derudover vandt han ni jorddueller, hvilket er klart flest af alle. Han havde også næstsidste fod på AGF’s scoring, da han sendte Tobias Bech flot i dybden.

Det må give hovedpine hos Jakob Poulsen, at AGF nu har så mange kompetente spillere til de centrale pladser. Det bliver derfor spændende at se, hvem valget falder på, når AGF tager imod SønderjyskE på søndag.

Foto: Kronborgfotos

Den knap så iøjnefaldende spillerpræstation

Eric Kahl var på ingen måde dårlig i kampen mod FCM – men han har leveret på så højt niveau, at vi nu forventer mere af den unge svensker. Qua kampens billede fik vi ham ikke at se så langt fremme på banen, som vi ellers har gjort tidligere i sæsonen.

Derudover havde han kun 24 berøringer i hele kampen. Sammenligner vi det med hans seneste kamp mod FC Nordsjælland, er det 75 færre berøringer.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle