
FC København – AGF: Kærlighed og smerte i Parken
Et udsolgt AGF-afsnit dannede bagtæppet til sæsonens første udekamp, da FCK tog imod De Hviie i Parken til et opgør, der endnu en gang leverede masser af drama og mål til det danske fodboldfolk.
Første spillerundes fine takter skulle i dag følges op med endnu en stor kamp, da de mesterskabsjagtende københavnere tog imod AGF.
Rösler måtte se bort fra midtbaneterrieren, Nicolai Poulsen, der har været skadet siden Midtjylland-kampen, og cheftræneren benyttede situationen til at ryste posen yderligere med en firebackkæde; mens Brandhof erstattede Poulsen gik Kahl ind i venstre forsvarsside i stedet for Jonas Jensen-Abbew i forhold til seneste kamp, og så var vi ellers klar til at knokle.
Kampens forløb
De første 10 minutter gik sin gang med hjemmeholdet i kontrol, men så bevægede AGF’erne sig fremad for første gang, og det blev en skøn oplevelse for alle de medrejsende!
Gift Links smed smukt bolden modsat til Mikael Anderson, og islændingen nåede til baglinjen, hvorfra han fint fik lagt bolden skråt bagud. Her stod varme Tobias Bech klar. Den blonde hævner tog et træk og hamrede kuglen sikkert ind bag målmand Trott – 0-1 til De Hviie, som i dag godt nok var blå – sikke en start! Bech har tilsyneladende brugt sommerpausen fornuftigt!

Efter 24 minutter var det så ganske tæt på en fordobling af føringen! Beijmo stjal flot bolden fra en let fumlende Garananga ude ved sidelinjen og sendte Anderson afsted. Midtbanekreatøren fik smækket et fladt indlæg indover, men fremstormende Tobias Bech kunne akkurat ikke få ordentligt ram på bolden, der røg ud til målspark.
Og det blev en dyr afbrænder, for minuttet senere var det så FCK, som blev farlige. Gift Links begik straffespark på en temmelig let-faldende Viktor Claesson, og det omsatte Diogo Gonçalves til mål. Fra himmel til helvede på to minutter. 1-1.
Dramaet var dog først lige begyndt. Vi skulle nemlig blot vente fem minutter, inden den næste scoring faldt – denne gang til dejlige GF!
Et Beijmo-hjørnespark blev samlet op af Links, som spillede bolden retur til svenskeren, og i anden omgang faldt den til sidst ned for fødderne af Mads Emil Madsen, som reagerede hurtigt og halvflugtede kuglen i mål. 1-2, og AGF igen på sejrskurs!
Og endnu en gang kunne den kurs være blevet endnu tydeligere, da Mortensen var ganske tæt på at opsnappe en tilbagelægning til Trott kort før pause. Desværre fik FCK-målmanden puffet AGF-angriberen væk og afblæste den aarhusianske eufori for en stund. Pause og 1-2 til gæsterne.
2. halvleg
Man havde knap sat sig til rette efter pausen, inden Gift Links sendte et frispark indover, der blev særdeles farligt. Trott gik fejl af bolden, der ramte Claesson i hovedet. Bolden var tæt på at gå i mål, men fløj ud til hjørnespark. Så var vi i gang igen!
Og førerholdet fortsatte faktisk med fine takter, hvor FCK jagtede og forsøgte at true, men ofte blev afvist – og i den anden ende var Anderson, Links og Bech særligt synlige med mange gode aktioner.
Med godt 20 minutter igen fik vi en ren deja vu-oplevelse, da Bech igen var få centimeter fra at nå et fladt indlæg. Denne gang var det AJ, der blev sendt dybt af en storspillende MEM og smækkede den indover. Ujjj, en scoring her havde lunet.

Især fordi en stor fejl kort efter igen blev dyr. Tingager missede en høj bold fuldstændigt, og Orri Oskarsson kunne nemt pille den ned og sende den ind bag en fremstormende Hansen. 2-2 med godt et kvarter igen. Av.
Smerten var dog kun lige begyndt. Ondt blev nemlig værre kort efter, da comeback-drengen, Thomas Delaney, steg til vejrs på et indlæg fra Elyounoussi i en situation, hvor AJ slet ikke nåede op, og så var der mål. 3-2 til hjemmeholdet, og alt vendt på hovedet. Hulk, hulk.
Der lå desværre ikke mere og ventede i slutminutterne, og dermed måtte Den Hvide Fodboldhær drage skuffede hjem til Jyllands Hovedstad. Ufff, hvor burde der være minimum et point mere til samlingen efter dagens anstrengelser…
Hvad vi lærte
Køb nu den midtbanespiller, Stig! Frederik Brandhof er en ihærdig, energisk mand, som man må have den dybeste respekt for, men top tre-spiller i Superligaen bliver han nok aldrig, og nu hvor Poulsen igen er skadet, sidder man og kigger lidt skævt til Stig Inge Bjørnebye, som nu har haft en del måneder til at scoute efter forstærkninger.
Lær at lukke. For anden kamp i træk var AGF bedst mod et forventet tophold i Superligaen i én halvleg. Men energien går ud af mandskabet efter cirka 60 minutters spil, og bredden er en udfordring. Med lidt mere held og skarphed var der kommet tre point på tavlen i dag.
Kampfakta:
Spillested: Parken, Per Henriks Lings Alle 2, 2100 København Ø.
Resultat: 3-2
13: Tobias Bech (AGF)
26: Diogo Gonçalves (FCK)
31: Mads Emil Madsen (AGF)
73: Orri Oskarsson (FCK)
78: Thomas Delaney (FCK)
Gult kort: Felix Beijmo (AGF).
Opstillinger:
FCK (4-3-3): Trott – Huescas, Diks, Garananga, Meiling – Claesson (61: Delaney), Falk (83: Lerager), Gonçalves (53: Mattsson)– Larsson (61: Froholdt), Oskarsson (83: Chiakha), Elyounoussi.
AGF (4-4-2): Hansen – Kahl (45: Jensen-Abbew), Dalsgaard, Tingager, Beijmo – Links (70: Andersen), Madsen, Brandhof (87: Gyamfi), Anderson – Bech, Mortensen (70: Haugen).
Flere AGF Nyheder
-
Rösler om Wahlstedt: – Han er på vej til at blive skarpere
-
Sölvi Stefánsson: En forsvarsvulkan er klar til at gå i udbrud
-
Talentchefen tager temperaturen på AGF’s akademi: – Vi er kommet godt fra land
-
Yakob efter comeback: – Jeg bliver lidt rørt
-
AGF – AaB: Kevin Yakob returnerede i tæt testkamp mod nordjyderne
-
Blog: Hvad er AGF’s idealopstilling?
-
Kampprogram slutspil 2025: Se AGF’s kampe i Mesterskabsspillet
-
Reportage: Chokerende nedtur i Nørreskoven
-
Vejle BK – AGF: Spillerpræstationer og kampens spiller
-
Flere hviie talenter på ungdomslandsholdene