Brøndby IF – AGF Optakt: Arvefjenden venter
Hvem er egentlig vores mest irriterende modstander? Nogle vil nævne ponyerne fra Randers FC, andre vil nævne FCK. Men mon ikke de fleste vil sige, at ”Bundby”, opkomlingene fra Vestegnen, er det hold, som vi helst vil slå? Søndag står slaget endnu en gang mellem arvefjenderne.
Kampfakta Brøndby IF vs AGF
Spilletidspunkt: Søndag den 16. april kl. 18.00
Spillested: Brøndby Stadion
Dommer: Jakob Alexander Sundberg
TV: TV3+
Hashtag: #bifagf #ultratwitteragf #sldk #ksdh
Søndag venter et bekymret Brøndby-mandskab, som er kommet skidt fra start i Mesterskabsslutspillet med to nederlag, mens vi omvendt kan glæde os over den længste ubesejrede stime siden vinteren 2020.
For oldinge som mig er udgangspunktet, når vi møder Brøndby, altid den 12. maj 1996. Her førte vi 3-1, men måtte i overtiden se Mogens Krogh gå med frem i feltet og score det mål til 3-3, som et par uger senere viste sig at koste os guldet, som gik til Brøndby.
En lille hævn fik vi i forrige uge, da Jesper Hansen fratog Krogh hæderen som den målmand, der har haft flest clean sheets i Superligaens historie.
Brøndby IF – AGF indbyrdes kampe
Statistikken viser, at vi har det utrolig svært mod Brøndby, især på udebane.
Det er således blot blevet til fem sejre på Brøndby Stadion i Superligaens historie, mens vi samlet har taget 22 sejre og tabt 47 i 90 kampe mod de blå-gule.
De seneste fem kampe har budt på tre uafgjorte, og to nederlag, så det er altså ikke i statistikkerne, vi skal finde de positive vibes frem forud for søndagens kamp. Til gengæld peger pilen mere opad for AGF end for Brøndby for tiden – De Hviie er således eneste ubesejrede Superligahold i 2023, mens Brøndby slider i det. De blå-gule jagter sidste chance for at få en betydende rolle i slutspillet, mens vi kan konsolidere fjerdepladsen, og hvis Viborg afgiver point, nå tredjepladsen. Baseret på den nuværende form må vi være favoritter!
Status på AGF
17 point i de syv kampe efter vinterpausen er mere end godkendt. Et stabilt forsvar har været fundamentet for vores succes, på trods af at Hausner er solgt, og TK er ude med en skade. Mølgaard har erstattet ham i centerforsvaret med stor autoritet og er to gange valgt som Man of the Match her hos KSDH. Felix har samtidig været en fremragende højre wingback. Den taktiske ændring fra 3-5-2 med Haugen og Mortensen på toppen til en mere fleksibel 3-5-1-1 med Mortensen som decideret spidsangriber og enten Andersson, Yakob eller Duelund som ”falsk angriber”, har givet os flere chancer og mere uforudsigeligt angrebsspil.
Status på Brøndby
I en gyserafslutning på grundspillet kom BIF lige akkurat med i mesterskabsspillet på sidste mandat, fordi FCM og Silkeborg spændte ben for hinanden i en kamp, hvor de skiftevis så ud til at nå slutspillet. I de to kampe i slutspillet har de tabt til Viborg og FCN. Med 10 point op til bronzepladsen og ni til vores fjerdeplads er de tvunget til at vinde, hvis de skal bevare et håb om en af de sjove placeringer. Trænerfyring og nye investorer har ikke givet meget afkast på Vestegnen. En af fangrupperingerne har deklareret stemningsboykot i protest mod ledelsen, og holdet har efter to sejre i de første kampe i foråret, blot vundet en og tabt fire af de seneste fem kampe. Især nederlaget til bundproppen Lyngby affødte stor frustration blandt de utilfredse fans.
Dem skal vi holde øje med
AGF:
Vores centerforsvar med Tingager, Mølgaard og Bisseck har lukket af i de seneste runder, ligesom alle tre er farlige både ved omstillinger og især ved dødbolde. Med rekordmester Hansen bag sig, bør vi være sikre på ikke at lukke mange mål ind.
Duelund har skabt ny dynamik offensivt, og hvis han er helt klar efter sin skade får Uwe et luksusproblem. Poulsen er tilbage efter udstået karantæne, så Yakob og Madsen, der var selvskrevne på midtbanen med Poulsen i karantæne, får hård konkurrence. Mon ikke Uwe lader matchvinderen fra Viborg-kampen blive på banen, mens Mads Emil nok bænkes for at give plads til Poulsen? Under alle omstændigheder er det et luksusproblem.
Brøndby:
Mads Hermansen har med mange spektakulære redninger gjort sit til, at holdet fik flere point end spillet var til, men forsvaret har ikke kunnet matche målmandens præstationer. Taget i betragtning, at vi har problemer med at score mål, kan Hermansen blive vores største udfordring.
I front er Vallys og Omoijuanfo giftige, men de har ikke fået megen hjælp fra midtbanen. Wass er blandt de spillere, der ikke har leveret i foråret, men naturligvis har han kvalitet, så vores defensiv skal være på tæerne, hvis han hæver niveauet. Slimane har vores modstandere håbet på som kampafgørende, men han og Kvistgaarden er ude med karantæne i weekendens kamp.
Bud på startopstillinger
AGF (3-4-3): Hansen – Mølgaard, Tingager, Bisseck – Beijmo, Yakob, Poulsen, Links – Duelund, Anderson – Mortensen.
Karantæne: Ingen
Skader: Thomas T. Kristensen, Benjamin Hvidt, Oliver Lund.
Brøndby IF (4-2-3-1): Mads Hermansen – Daniel Wass, Kevin Tshiembe, Rasmus Lauritsen, Blas Riveros – Mathias Greve, Joe Bell – Simon Hedlund, Håkon Evjen, Nicolai Vallys – Ohi Omoijuanfo
Karantæne: Anis Slimane og Mathias Kvistgaarden.
Skader: Ingen.
Flere AGF Nyheder
-
Jacob Andersen efter U21-landsholdsdebut: – Det var et utroligt stort øjeblik
-
Uwe inden SIF: – Vi skal underholde alle igen
-
Udenlandske AGF-fans: – De Hviie har noget særligt over sig
-
AGF – Silkeborg IF optakt: Tidligt topopgør i Aarhus
-
Blog: Transfervinduet der bekræftede ambitionerne
-
Analyse af Arnstad: Potentiale for den helt store gevinst
-
Utilfreds Uwe efter nederlag i testkamp: – Vi skal altid være skuffede over at tabe
-
Alle AGF-afsnit er udsolgt til opgøret mod Silkeborg
-
AGF – FC Fredericia: Relationerne gjorde forskellen
-
Lyden AGF: Hvem bliver den næste AGF’er i rødt og hvidt?