Bogfinkevej har hjerterytmen plantet i Aarhus: – Byen med det bedste fodboldhold til dato
Bogfinkevej er – udover en gade i postnummer 8210 – også navnet på musikgruppen bestående af vennerne Lau, Mads og Søren Karim, som med tung aarhusdialekt og et bankende hjerte for AGF er blevet indbegrebet af musik fra Smilets By. Her fortæller de om dannelsen af musikgruppen, op- og nedturene med Byens Hold og den evige drøm om “Næst’ År.”
Der er kommet meget god musik ud af Aarhus gennem årene, men få grupper har fået så stærkt et “Smilets By”-mærkat som Bogfinkevej, der i 2016 sendte sangen af samme navn på gaden – og gik viralt.
Gruppen, bestående af vennerne Mads Horsdal Henriksen, Laurits Gad Harbo og Søren Karim Bech, begyndte for alvor at lege med musikken, da Laurits og Mads i midt-10’erne blev en del af musikerkollektivet på Bogfinkevej, hvor også folk som Andreas Abildlund aka Kaiser A huserede i samme periode.
– Laurits og jeg har kendt hinanden i mange år, fortæller Søren Karim.
– Jeg er fra Højbjerg, og Laurits er fra Åbyhøj, og vi lærte hinanden at kende gennem fælles venner som 13-14-årige og lavede alt det modsatte af, hvad man gør som elitefodboldspiller. Røg lidt, drak lidt, rappede lidt. Laurits boede på Bogfinkevej, hvor Kaiser A også boede, og da sidstnævnte flyttede ud, rykkede Mads ind, fortæller rapperen.
– Så fandt vi ud af, at Mads var et talent, og så legede vi os stille og roligt frem til vores første single, som blev Smilets By, siger Laurits.
Nummeret blev blandt andet delt af Wafande og gik viralt, og så var musikkarrieren i gang.
Siden har gruppen udgivet flere populære aarhusklingende numre som Den Permanente og Viby J og stået på scener som Roskilde Festival, Smukfest, SPOT Festival og nok så vigtigt; Aarhus Walk, mens Søren Karim også har fået fornøjelsen af at optræde til pokalfinalen i 2024, som en del af gruppen Den Evige Nedtur.

Bogfinkevej er blevet kendt som et ægte Aarhus-band, men det har nu været en utilsigtet del af planen, fortæller de:
– Vi er stolte aarhusianere, vi elsker byen og dialekten, men det var ikke fordi, vi havde tænkt, at vi skulle lave Aarhusmusik. Men Smilets By blev vores gennembrud, og vi valgte også at blive boende her, selvom pladeselskaberne ville have os til København. Vi ville hellere kunne tage på stadion og være sammen med vores venner og familier, fortæller Søren Karim.
– Vi er dem, vi er. Vi er mere aarhusianere, end vi er musikere, og det bærer vores sange præg af, siger han.
Læs også: USO’s hjerte banker dobbelttempo, når talen falder på AGF: – Når klubben ringer, så er der mødepligt
Frederik Krabbe lukkede døren til fodbolden og åbnede for musikken
Gutterne er alle opvokset i Aarhus, og når man laver musik om- og med aarhusianerne, så kommer man ikke uden om at synge om Byens Hold. Og at drømme om at spille for De Hviie.
AGF har da også fyldt meget for de tre musikere, der gennem livet altid er kommet på stadion.
– I vores teenage-år og i 20’erne var vi rigtigt meget derude. Det var næsten lige så meget på grund af de gode pølser og bajere, men det er klart, at efter nogle af os har fået børn, så bliver det lidt mindre. Men vi følger i hvert fald holdet tæt, fortæller Laurits, som selv har en fortid som spiller i AGF.
– Jeg og Frederik Krabbe skiftede til klubben sammen som 15-årige fra Åbyhøj IF. Det var mod slutningen af min fodboldkarriere for at give det et skud, men jeg blev ekstremt bekræftet i, at det ikke var noget for mig. Man blev jo tysset på, når man prøvede at snakke lidt weekendgøjl og den slags, så det var ikke lige mig. Det gik fra drengesjov til alvor, siger Laurits, som spillede samme position som den senere Superligaspiller.
– Der var vist ikke rigtigt tvivl om, hvem der skulle satses på af os to. Jeg gik på Laursens Realskole på musiklinjen, og så var der bare hornmusik og fester. Det var mere mig, og så endte det jo med, at vi lavede Bogfinkevej, forklarer Laurits.
– Og det er jeg jo glad for!, tilføjer Karim.
Mens Laurits altså gik musikvejen og kæmpede for spilletid i radioen, nåede Frederik Krabbe at optræde 99 gange for AGF, inden turen gik videre til Lyngby i 2011.

Den slemme linje
AGF, Aarhus og Bogfinkevej hænger for rigtigt mange aarhusianere uløseligt sammen, men når man lytter til gruppens store hit, Smilets By, kan man faktisk godt blive i tvivl om loyaliteten overfor klubben.
Her indgår linjen “Det’ Aarhus værsgo. Byen med det dårligste fodboldhold til dato,” og så skulle man jo tro, at klubben aldrig ville invitere dem inden for.
– Men det viser en selvironi, at de gerne spiller den på stadion og inviterer os ind til at optræde, siger Karim, der suppleres af Mads Horsdal Henriksen:
– Efter næsten et årti, hvor jeg har levet med skammen over GF’s manglende evne til at slå Midtjylland i Superligaen, vil jeg gerne rette op på den gamle udtalelse. Linjen blev skrevet i en anden tid. Meget har ændret sig i Superligaen, og trods et mindre bump på vejen i den seneste uge, så vil jeg gerne rette linjen til “Byen med det bedste fodboldhold til dato,” og jeg vil fremføre den på denne måde fremover, hvis vi kan fastholde positionen resten af sæsonen, siger han.
– Jeg tør slet ikke tænke på, hvis de vinder. Så skal vi spille oven på busserne nede i Busgaden, siger Laurits.

Når Borgmesteren, havnearbejderen og Jøden går hånd i hånd
I 2025 var Aarhus Walk på Frederiksbjerg erstattet af AGF Gaden i midtbyen, men når det nye stadion står klar i Kongelunden i 2027, så står Bogfinkevej også klar til at give et nummer eller to igen på Ingerslevs Boulevard. For fodbolden og musikken har det med at følges ad.
– Det, der er særligt ved musik og fodbold, det er, at det samler mennesker. Sådan noget som Aarhus Walk er en helt speciel ting at optræde til, fordi vi er fælles om AGF. Alle har hvide trøjer på, alle er samlet for at synge med på nogle sange og skabe en god stemning og heppe på vores hold. Det er næsten en ceremoniel oplevelse, hvor vi samles – venner, familier, og så går man samlet ned og ser fodbold, fortæller Søren Karim.
– Alle er ligesom lige. Man er en del af crowdet, og det er der noget smukt over.

– Om det er borgmesteren, havnearbejderen, Michael Jøden… det er alle! Det kan noget helt specielt, og der er ikke noget sted i Danmark, hvor stadion ligger så fucking smukt, siger Laurits, som ser frem til, at AGF’s nye hjemmebane står klar for enden af Stadion Allé:
– Det nye stadion ser allerede sindssygt ud derude, så vi vil gerne bookes, når det skal indvies! Det er virkelig godt, at de bygger det nye stadion det samme sted. Det er de flotteste omgivelser til et fodboldstadion, man holder historien med de gamle stadionhaller, og så får man et topmoderne stadion.

– Stadion Allé er præcis en kilometer lang, så det er eksemplet for alle på, hvor lang en kilometer er. Fra Sankt Lukas Kirken til indgangen på stadion er der én kilometer. Det siger Jørgen Leth, og han er fra det område, så ham kan man godt stole på!, fortæller Søren Karim med et smil på læben.

Bogfinkevej er på landsdækkende tour i 2026. den indledes med en koncert på Train den 6. marts. En ny single, Superhelt, er netop sendt ud på streamingtjenesterne, og så kan bandet opleves på en række festivaller over sommeren. Mon ikke “Kom Så De Hviie” vil give genlyd fra scenen?
For nu, sender vi bogfinkerne tilbage i studiet, hvor de kan smede på et nummer om Stadion Allé til 2027, og indtil da kan du høre hele interviewet med Bogfinkevej lige her:
-


GF I Generationer – Siden 1880 T-shirt – Blå
199.00kr. Vælg muligheder Dette vare har flere varianter. Mulighederne kan vælges på varesiden -


KSDH 1880 Aros T-Shirt – Blå – Børn
199.00kr. Vælg muligheder Dette vare har flere varianter. Mulighederne kan vælges på varesiden -

KSDH Aarhus 1880 Hoodie – Hvid
349.00kr. Vælg muligheder Dette vare har flere varianter. Mulighederne kan vælges på varesiden -


KSDH Aarhus Flexfit Cap – Hvid
199.00kr. Vælg muligheder Dette vare har flere varianter. Mulighederne kan vælges på varesiden
Flere AGF Nyheder
-
Gift Links runder 200 kampe for AGF: – Klubben har hele tiden bevæget sig i den rigtige retning -
Jakob Poulsen før Sønderjyske: – Vi skal være enormt skarpe -
Gift Links før Sønderjyske: – Vi skal give alt -
Fuld trup på banen til torsdagens træning på Fredensvang -
Sønderjyske – AGF optakt: Der skal spises op i mesterskabsspillet, og vi starter med kage -
AGF U19 imponerer offensivt i både pokal og liga og ser nu frem til revanche i Esbjerg -
Det dufter lidt af guld: Men hvad siger statistikker og Cann-tabellen om chancen? -
FC Midtjylland – AGF: Spillerpræstationer og kampens spiller -
Konkurrér med vennerne og vind præmier i KSDH.dks mesterskabsslutspils-forudsigelsesspil -
Lyden AGF: Hård hedetur skal følges op af en syngende tackling i Sønderjylland