Rasmus Tantholdt bærer AGF i hjertet: Karantæne fra Parken, livefodbold i Helmand og gåsehud med Graulund

Rasmus Tantholdt er AGF-ambassadør med kæmpe A, og klubben har haft- og har fortsat stor betydning for krigskorrespondenten, som har oplevet vilde op- og nedture i selskab med De Hviie. Her deler han ud af det hele. Om de succesfulde 90’ere, de hårde år og det fornyede håb.

Rasmus Tantholdt er uddannet journalist fra DMJX i 2000, mangeårig krigskorrespondent, vinder af publicistprisen i 2022, gift med Natasja Crone… Og så det største af det hele: AGF-fan!

Han er også blandt de udvalgte AGF-ambassadører, som af og til hjælper klubben i forbindelse med kampdage og arrangementer, hvilket den i dag 51-årige journalist nyder.

– Jeg taler altid om AGF, hvor end jeg kan komme til det. Jeg er meget stolt over at kunne kalde mig AGF-ambassadør, for klubben betyder meget for mig, siger han.

Tantholdt er vant til at rapportere fra verdens brandpunkter, men han har altid formået at følge AGF tæt, uanset hvor i verden – og hvor umulig en situation – han stod i. Om destinationen hedder Helmand, Bagdad eller Odessa, så er AGF’s kampprogram en fast del af kalenderen, hvor et to-timers afbræk fra hverdagens strabadser er højt prioriteret.

AGF handler nemlig om meget mere end fodbold for Rasmus. Det handler om fællesskab, mental ro og at kunne tillade sig at være i sine følelsers vold.

– Når jeg rejser, så kan jeg sætte mig ned i to timer, hvor jeg koncentrerer mig om noget helt andet – uanset hvad der sker omkring mig, om det er Syrien, Irak eller Afghanistan. Det er en form for fripas, hvor man lige kan rense hjernen. AGF har nærmest fået en større betydning, efter at jeg er flyttet væk fra Aarhus, fortæller AGF-ambassadøren, der dog nyder at komme tilbage til sin fødeby og hilse på alle de gamle kendinge i ny og næ.

– Jeg går aldrig forbi Niels Pølsemand uden at gå ind og lave en knuckle og snakke lidt AGF, fortæller Tantholdt, der opvoksede på Frederiksbjerg, spillede fodbold i ASA og var på Aarhus Stadion for første gang til en grå 1-1 kamp mod Esbjerg fB i 1981.

– Det var min gode vens far fra Heibergsgade, der tog mig med. Jeg kan huske, at vi cyklede ned ad Stadion Allé, og det var ligesom naturligt og starten på mit tilhørsforhold til klubben. Det var ikke så meget spillet inde på banen, men fællesskabet omkring AGF, der tiltrak – og stadig tiltrækker mig, forklarer Rasmus Tantholdt.

No Regrets

Han var blot 13 år og teenager, da hans far, der var alkoholiker, blev påkørt af et tog og afgik ved døden. En tragisk oplevelse, som Tantholdt både har reflekteret over i en fodboldmæssig og karrieremæssig sammenhæng efterfølgende. Han deler nemlig skæbne med en vis AGF-spiller, som mistede begge sine forældre i en alder af 13 år.

– Det er Stig Tøfting, som for mig er den spiller, der kan vække flest følelser. Det handler meget om, at vi på nogle måder har levet et parallelt liv. Jeg spillede også i ASA – jeg var godt nok ikke lige så dygtig, men jeg spillede der. Jeg mistede også min far i en tidlig alder. Jeg er også vokset op på Frederiksbjerg. Og jeg var ikke det store talent – det var Tøfting heller ikke, fortæller krigskorrespondenten.

– Men jeg vidste, at hvis jeg skulle opnå noget her i livet, så skulle jeg arbejde lidt hårdere end alle de andre, fordi jeg ikke nødvendigvis var det åbenlyse journalist-talent. Sådan tror jeg også, Tøfting havde det, når det gælder fodbold. Så jeg har noget særligt med ham. Vi er også venner. Jeg har været sammen med ham mange gange. Han er vild, pisseskæg og det er altid intenst at være sammen med Tøfting, fortæller Tantholdt, som lever efter samme parole som sin yndlingsspiller.

– Han har den her No Regrets-tatovering, som jeg er meget enig i. Ja, vi begår alle sammen fejl. Dem kan vi enten vælge at fortryde, eller vi kan vælge at sige nej, de fejl vil jeg lære og blive klogere af. Men at fortryde betyder jo, at du ikke vil være det menneske, du er i dag, for det var du ikke blevet, hvis det ikke var sket. Alt det, der sker i vores liv former os jo som personer. Så jeg er totalt med på “No Regrets,” fortæller Rasmus Tantholdt.

Graulunds testimonial giver stadig gåsehud

Fællesskab, kammerater, yndlingsspillere og et vigtigt pusterum fra livets strabadser har altså været nogle af de vigtigste tiltrækningskræfter, når turen er gået ned ad Stadion Allé eller ind på en ustabil forbindelse fra Irak for at følge Byens Hold.

Det tætte forhold til klubben blev knyttet endnu stærkere, torsdag den 23. maj 2013 klokken 19.00. Her dannede NRGi Park rammen om Peter Graulunds testimonialkamp. Angriberen havde selv sammensat et hold, der skulle i kamp mod et TV3 All Star-hold.

Truppen som Peter Graulund havde udtaget bestod blandt andet af Steffen Rasmussen, Casper Sloth, Anders Kure, Brian Steen Nielsen, Søren Krogh, Alex Nørlund, Peter Sand, Martin Jørgensen, Morten Duncan Rasmussen og… Rasmus Tantholdt. Per Rud, der var Graulunds tidligere ungdomstræner, blev træner for holdet.

Modstanderholdet, der var udtaget af TV3, bestod blandt andet af Jan Mølby, Jesper Grønkjær, Jesper Thygesen, Peter Kjær, Thomas Thorninger, Stig Tøfting, Ebbe Sand, Flemming Povlsen, Henrik Tømrer Pedersen, Auri Skarbalius og den norske tidligere AGF-helt Håvard Flo. Trænerteam for TV3 All-Stars var Carsten Werge og Per Frimann.

Kampen blev dømt af den erfarne Superligadommer, Claus Bo Larsen, og selvom der blot var tale om en showkamp, så står det som et helt særligt minde for Tantholdt, at han fik lov at medvirke.

– Jeg har været nervøs i Syrien og i Irak, men jeg har aldrig nogensinde været så nervøs, som da jeg trådte ind på Aarhus Stadion i den hvide trøje til den kamp. Jeg havde aldrig før trukket den hvide trøje over hovedet, hvor jeg rent faktisk skulle spille for AGF, fortæller Tantholdt, som endda skulle møde sit idol på modstanderholdet.

– Da vi står i spillertunellen, stod Tøfting på det andet hold, og han kiggede på mig og tog sin finger og kørte den over halsen. Jeg var maks presset og tænkte bare “Jeg er færdig,” siger Tantholdt med ligedelt glæde og ærefrygt i stemmen.

Til kampen fik han virkelig de altid fornuftige aarhusianske tilskueres kærlighed at føle, efterhånden som kampen gik sin gang.

– Jeg tænkte: “Jeg er den eneste her, der ikke har spillet Superliga”, så jeg gik ud fra, at jeg skulle starte ude. Men jeg skulle starte på toppen sammen med Graulund. Jeg gjorde det ok, men jeg kan huske de her rigtige aarhusianske tilråb fra tilskuerne, som jeg altid har synes var skidesjove. Men når de er rettet mod dig selv, er det pludselig noget andet, og der var nogen, der råbte: “Tantholdt, nu tager du dig krafteddeme sammen!” og det gjorde mig sindssygt nervøs, når jeg havde bolden, siger journalisten.

Han fik – udover minderne – en helt særlig artefakt med sig fra oplevelsen.

– På et tidspunkt skulle Graulund skiftes ud, og så kom han over og gav mig anførerbindet på. Så løb jeg ind på banen med anførerbindet, og jeg har det stadig derhjemme. Det glemmer jeg aldrig nogensinde, og jeg får stadig gåsehud af at tænke på det, fortæller Tantholdt og viser hårene, der rejser sig på armen.

Graulund stoppede karrieren i 2012, og testimonialkampen, der er den første af sin slags i AGF-regi – endte 4-4. Blandt andet på to mål af Graulund selv.

Karantæne fra Parken og Royal Casino

Det har dog ikke været lutter lagkage at være AGF-fan, og der har været mange nedture undervejs. De tre nedrykninger står selvfølgelig som noget af det værste rent sportsligt, men netop derfor har Tantholdt også altid fejret de momentale opture, der måtte være.

Sådan nogle opture opstår for eksempel, når AGF har drillet FCK i gennem tiden. Tantholdt er selv bosat i København, og han nævner, at han måske netop derfor har et særdeles anstrengt forhold til hovedstadsklubben.

Det forhold er også blevet ekstra anstrengt af, at han har fået livstidskarantæne fra VIP-loungen i Parken.

Til en kamp mellem FCK og AGF var han inviteret i VIP-loungen af Hollywood-stjernen og FCK-fan Mads Mikkelsen – men hans engagement i kampen faldt ikke i god jord hos FCK’s ledelse. Ifølge Tantholdt selv lod han sig rive lidt med:

– Når vi så har en chance, så klapper jeg lidt og råber lidt, og jeg har min søn med. Og jeg kommer ikke med nogle hånlige kommentarer om FCK, men jeg lever mig selvfølgelig ind i kampen. Men jeg rejser mig ikke op og står og skriger, fortæller Tantholdt.

Det var dog mere, end FCK’s bestyrelse kunne tolerere:

– I pausen, så kommer en repræsentant fra bestyrelsen ned og siger: ”prøv at høre, Tantholdt, bestyrelsen sidder og kigger på dig, og de siger, at jeg skal bede dig om enten at stoppe med at være så engageret eller sætte dig et andet sted hen”, fortæller TV2-journalisten.

Den melding gad Rasmus Tantholdt ikke finde sig i, så han fandt en ny plads, mens Mads Mikkelsen tog sagen op med FCK-ledelsen:

– Hvad har I gang I? Jeg sætter aldrig mine ben her igen… bortset fra på tirsdag!, gengiver Tantholdt skuespillerens samtale med FCK’s pressemand.

Her skal det bemærkes, at FCK skulle spille Champions League-kvalifikation om tirsdagen, og den gode Mads kommer så vidt vides fortsat fast på det stadion.

Historien stopper dog ikke der. For nylig stødte Tantholdt på den selvsamme FCK-repræsentant til en fødselsdagsfest:

– Jeg tror, det er et halvt år siden, det var til en fødselsdag, hvor han så tilfældigvis også er der, og så kommer han hen sådan lidt, synes jeg, FCK-arrogant: ”Har du stadigvæk karantæne?”, så siger jeg: ”Ja, og hvis I nogensinde ophæver den, så kommer jeg til at opføre mig så sindssygt, som du aldrig nogensinde har set, så vi beholder den bare.” ”Ja fint,” sagde han så.

Tantholdt har dog fortsat adgang til Parken – bare ikke i VIP-loungen.

Men det er ikke kun i Parkens VIP-lounge, at TV2-journalisten har fået forbud mod adgang. Han afslører også, at han har karantæne fra flere værtshuse – og livstidskarantæne fra Royal Casino i Aarhus:

– På min 40-års fødselsdag fik jeg karantæne, de vurderede, at jeg var for fuld – og der tog de jo helt fejl. Og så på et tidspunkt nogle år senere kom jeg tilbage og tænkte: ”Det kan jo ikke passe det her”. Men de holdt sgu fast – og så sagde jeg til udsmideren, at han havde en meget lille diller, og det skulle jeg ikke have sagt, så fik jeg livtidskarantæne, siger Rasmus Tantholdt, der altså har oplevet lidt er hvert, når både nederlag og sejre skulle bearbejdes gennem livet.

Det bedste minde

Tantholdt har altså fulgt De Hviie siden begyndelsen af 80’erne, men særligt efter at han er flyttet udenbys er båndet til klubben blevet tættere. Modsætningsforhold gør ofte, at man søger identitet i det, man kender, og når man er aarhusianer bosat i København, så er AGF en af de ting, man kan mødes med ligesindede omkring.

– Når man er derovre, så oplever man, at blandt aarhusianere i København, så er AGF bare virkelig en ting. Nogle gange, når jeg står og skal live på TV2, så har jeg Simon-producer i øret, som siger: “Er du klar om fire minutter? – Kom Så De Hviie!”, og det er bare en ting. Jeg holder fast i det, jeg kommer fra. Når jeg står ude på Right to Dream Park, så står jeg jo sammen med dem, jeg gik i skole med. Så tænker jeg tilbage på min barndom, og alt det jeg kommer fra, forklarer TV2-journalisten.

Også under corona-tiden fik sammenholdet omkring AGF en særlig betydning. Her havde Tantholdt en af sine momentalt bedste oplevelser med De Hviie.

– Under corona sad jeg i min lejlighed med min søn og så FCK – AGF. Jeg har et meget anstrengt forhold til FC København. Måske fordi jeg bor tæt på. Vi spiller dem ud af brættet og vinder 4-2, og jeg og Emil ved ikke, hvad vi skal gøre. Man må ikke være på stadion, men vi er nødt til at komme ud med det her. Så vi sætter os ud i min cabriolet, tager taget af og kører ud foran Parken og skruer helt op for Den Evige Nedtur på anlægget. Vi har GF-trøje på og går hen imod den menneskemængde, som står omkring stadion, og da vi kommer derhen, så stod der hundrede andre AGF-fans, som heller ikke vidste, hvad de skulle gøre af sig selv. Så kom spillerbussen og David Nielsen kiggede bare på os med et kæmpe smil, og man kunne se, hvor glade de var for at se os. Sammenhold frem for alt. Det var et kæmpestort moment, fortæller Tantholdt, hvis søn altså også er opdraget i den GF’ske tro, selvom han er opvokset på Østerbro.

– Det er en kæmpe ting, at jeg og min dreng har AGF sammen. Det binder os sammen, og han er lige så passioneret som mig omkring det.

AGF som mental støtte

Op- og nedture er en del af tilværelsen som AGF-fan, men det er også en del af livet generelt. Rasmus Tantholdt har set det mest. Prøvet lidt af hvert. Han har været jorden rundt og set det smukkeste og det grimmeste af verdenssamfundet. Men hvor er det vildeste sted, han har oplevet en AGF-kamp? Og hvorfor betyder det så meget at kunne koble sig på en forbindelse og følge Byens Hold?

– Man har kunnet opleve mig mange gange ville se fodbold – også i en ekstremt ringe kvalitet. Det vildeste sted har nok været i Afghanistan i 2007, hvor vi var i Helmand-provinsen. Jeg garanterer jer for, at det ikke var rart at være soldat der på det tidspunkt. Vi mistede mange unge mænd der, fortæller Tantholdt.

– Forbindelsen var mildest talt ikke særlig god, men hvis alle muligheder er udtømt, så har vi en lille bonus, vi kan bruge en gang imellem. Så ringer vi til Master Control Room hos TV 2, og så kan de lægge kampen ud til os. Så der har jeg nogle gange set en kamp på en forbindelse. Det har nok ikke været helt billigt for TV 2, men for mig, er det også en pause fra alt det, der sker rundt omkring mig. Det betyder bare noget. Så er jeg ligesom hjemme igen, selvom jeg er langt væk. Det har betydet noget for mig i forhold til mit mentale helbred, så der har jeg meget at takke AGF for, siger Tantholdt.

Han har dog ofte fået lidt reaktioner fra sit publikum, når han har berettet om sit tilhørsforhold til AGF.

– Der er godt nok nogen, der siger: “Du rejser rundt fra den ene tragedie til den anden, og når du så er hjemme, så tager du på Aarhus Stadion!? Det er jo ikke smart!” Men jeg forbinder det jo klart mest med noget positivt, og det har betydet så meget for mig, siger Rasmus Tantholdt.

AGF-ambassadøren, TV2-korrespondenten, tilhængeren – Tantholdt bærer AGF i hjertet, og det er der vist ingen tvivl om, at han altid vil gøre.