Skip to main content



Foto: USO

USO’s hjerte banker dobbelttempo, når talen falder på AGF: – Når klubben ringer, så er der mødepligt


| Jonas Roulund |

Den rappende Ronaldinho, musiker, Ausamah Saeed aka USO bærer AGF-logoet med stolthed, og den hurtigt-talende rapper fortæller her om sit forhold til De Hviie, de mange nedture, de store opture og alt det, der gør AGF og Aarhus til noget særligt.

Hva’ så der mayn?

USO er kendt som en af verdens hurtigste rappere, og aarhusianeren, som opvoksede på Frederiksbjerg og i Aarhus Vest har siden 1997 været en af de vigtigste danske stemmer, når man taler hiphop herhjemme.

Han er født i 1981 og blev gennem hiphopmiljøet gode venner med andre store navne som Johnson, Marwan og L.O.C. Sideløbende har AGF altid været en naturlig del af rapperens tilværelse.

Sådan er det, når man er fra Aarhus, som han siger.

– Jeg er faktisk født og opvokset inde i midtbyen. Mange tror, jeg altid har boet i Aarhus Vest, men de første mange år af mit liv, boede jeg tæt på Harald Jensens Plads, og når vi havde idræt i skolen, så foregik det ude på stadion, så der var vi ret tit. Min far arbejdede som altmuligmand inde på stadion, så jeg kom både derude gennem min skole og gennem min far. Så AGF-logoet har altid været en integreret del af min opvækst, og så er det jo også en naturlig del af det at være fra Aarhus, at det er AGF man holder med, fortæller USO til KSDH.dk.

– Vi havde ikke penge til at komme ind til kampene, så jeg var der mest, når vi fik gratisbilletter. Da jeg gik i ungdomsklub kom interessen især. Når vi havde råd eller fik billetter, så var det en kæmpe oplevelse, fortæller han.

USO på scenen iført AGF-trøje.
Foto: USO

USO slog sit navn fast på den danske rapscene, da han sammen med L.O.C. og Johnson dannede trioen B.A.N.G.E.R.S. i 1999 og i år 2000 udgav han debutalbummet Mr. Mista. Stemmen løber hurtigt, og dialekten er aarhusiansk. Et kendetegn, som har medvirket til succesen på musikscenen, mener rapperen selv.

– Aarhusiansk giver mig og Johnson en anden frihed i forhold til, hvordan vi kan lægge væres rim. Vi kan rime på nogle andre ting, og der er plads til at lege lidt mere. Jeg oplever stadig, at folk fra København efterligner dialekten, og det at være jyde er bare forbundet med noget vellidt. Hvis der er en sælger, der ringer og han er jyde, så tror du på ham, også selvom han er en krejler. Hvis det er en sjællænder, så tænker man, at det er en smart københavner. Men vi er også bare os selv, og den måde vi taler på, det er også den måde, vi rapper på. Så skruer vi så lidt op, når vi er til koncerter. Det er lidt det samme, når folk går til fodbold, der skruer man også lige lidt ekstra op for dialekten, når man sidder på tribunen, fortæller USO, som medvirkede på Årets Danske Hit 2011 med Hey Shorty og Årets Danske Hit 2012 med Momentet. Derudover har han også rappet med Busta Rhymes undervejs i karrieren på nummeret Worldwide Choppers.

– Vi udgav det første album i 1999 – der var ikke internet og sociale medier, der var fastnet og togbillet, så hvis vi skulle promovere vores musik i Sønderjylland, så tog vi derned. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har sovet på hovedbanegården, fordi vi ikke havde noget sted at bo, og så spillede vi derovre, tog på hovedbanegården, ventede på det første tog til Jylland og tog tilbage til Aarhus. Det var en helt anden tid, fortæller musikeren.

Det går op og ned ikk’å?

I 2005 udgav USO nummeret Ikk’å, og da aarhusiansk og Aarhus for mange er lig med AGF, havde rapperen pludselig skabt et nummer, der kunne spilles på kampdage.

– Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg er fra Aarhus, hvilket man også godt kan høre. Ikk’å ræssonerede rigtigt godt med hele Aarhus – ikke kun 8210 – den er blevet en GF-sang, uden jeg rigtigt tænkte over det. Det passer mig godt, for jeg er jo kæmpe fodboldfan, og det føles godt, fortæller rapperen, som har optrådt til adskillige AGF-events i årenes løb. Herunder forfesterne inden pokalfinalerne i 2016 og 2024.

– At være så tæt på klubben, det er bare fedt. Jeg er jo bare en tilhænger, der har fået lov at komme lidt tættere på, og AGF-fans er et taknemmeligt publikum at spille for. De har også ofte fået lidt saftevand inden, så der er godt humør på. Nu har jeg jo spillet før begge pokalfinaler, og jeg plejer at sige, at når klubben ringer, så er der bare mødepligt.

Aarhus Walk 2023 med koncerter og talks på Ingerslev Boulevard.
Foto: Kronborgfotos

Og apropos pokalfinaler, så har den aarhusianske rapper nogle lidt atypiske “hadeklubber” i dansk fodbold – af helt særlige årsager.

– Mange vil nok sige Brøndby og FCK, men jeg tror egentlig, de er gode for økosystemet i dansk fodbold, for at det her lort kan køre rundt, så jeg vil sige sådan nogle som Randers, som vi bare har så store problemer med at slå, og så Silkeborg. Det skyldes, at da jeg sad inde til seneste pokalfinale, hvor vi desværre tabte, der spillede de først Malaga, og så kom Silkeborgs sang. Det var simpelthen så ringe… Hvad fanden er det? Jeg har aldrig hørt den før, og den er bare ring’. Det er super sløjt, og jeg tænkte bare: Nu skal de bare have tæsk… og så tabte vi… vi så voksne mænd græde den dag, det var ikke til at holde ud, og derfor er Silkeborg et hold, jeg bare ikke kan klare, siger USO, som dog også har gode minder forbundet med en pokalfinale.

– Jeg fik en trøje til pokalfinalen 2016 af klubben med nummer 11 og USO trykt bagpå. Den betyder meget for mig, selvom det jo ikke blev til en sejr. At få lov at optræde til de her ting, det er en kæmpe oplevelse, og noget, jeg sætter rigtigt meget pris på, siger rapperen.

USO, Jonas Roulund og Andreas Stenshøj i Lyden AGF.

Store helte og enkelte opture

Smerten er en del af det at være AGF-fan, men efter smerten kommer glæden, håbet og kærligheden, og netop den, har U$O også følt massivt gennem sin tilværelse som fan.

Her står 90’ernes helte stadig tydeligt i minderne.

– Håvard Flo og Thomas Thorninger var dem, jeg så, da vi gik i ungdomsklubben, så det er de legender, jeg godt kan lide. De betød meget for mig dengang, og det var også dem, jeg lod som om, jeg var, da vi løb rundt på KFUM’s baner eller ASA’s baner som lille, siger rapperen, der samtidig har flere smertefulde minder, som sidder dybt i ham.

– De gange, hvor ‘GF er rykket ned har gjort rigtig ondt. Især den første gang, hvor vi rykkede ned, og Randers rykkede op, da Tøfting var med Randers. Det var ligesom at leve i The Matrix, det gav ingen mening, og der var vendt op og ned på det hele. Også fordi ‘GF ikke ville have Tøfting, og så tog han til Randers. Den sidder stadig i mig, siger rapperen.

Stig Tøfting på Ceres Park.
Foto: Kronborgfotos

USO husker også med blandede følelser tilbage på et særligt fastfood-tilbud i 00’erne.

– Jeg kan huske, at det gik så dårlig for klubben på et tidspunkt, at man gav GF-billetter væk i forbindelse med McDonalds-menuer. De delte også flyers ud i postkassen i Aarhus V, som var oversat til arabisk og alt muligt, og det hang måske også sammen med nogle uheldige episoder med nogle racistiske tilråb, hvor man prøvede at gøre det godt igen… Men jeg købte sådan en menu sammen med Johnson og kom ind på stadion, og der var pissekoldt, og alle havde McDonalds-poser, og så spiste folk deres burger og gik igen. Der tror jeg sgu, jeg græd en lille tårer den dag. Det var helt surrealistisk, fortæller USO.

Stemningstribunen på Ceres Park uden mennesker.

Han understreger dog, at han primært forbinder AGF med positive ting – at smerten og de hårde tider jo også gør klubben og fansene til det, de er – noget særligt.

– Jeg elsker jo AGF, og jeg vil heller ikke være sådan en sortseer. Man skal jo tro på det og bakke dem op i medgang og modgang. Jeg ville nok også have haft flere vilde historier at fortælle i forbindelse med stadionture, hvis jeg ikke havde været musiker. Siden 1997 har jeg arbejdet med musik, så i weekenderne har jeg været ude at spille, og jeg ser derfor mest kampene i fjernsynet. Det er nok meget godt, for ellers havde jeg nok mange pinlige historier på samvittigheden! Kameratelefonen var heller ikke opfundet i mine unge år, så på den måde er jeg home safe!, fortæller rapperen med et grin.

AGF-fans på Brøndby Stadion.
Foto: Hjørringgardfotos

Han ser nu frem til nye storhedstider – for der er jo altid næst’ år og en Champions League-hymne, der venter på at blive spillet i 8000. Og når det sker, så er USO nok også klar med et hyldestnummer til sin hjerteklub:

– Jeg vil aldrig sige aldrig, men jeg synes, Den Evige Nedtur ligesom har sat sig på den med AGF-numre og fortjener at have den. De har skabt noget kun på grund af AGF, og det synes jeg, man skal respektere. Hvis jeg skulle lave noget, så kunne det være sammen med dem eller i hvert fald først, når pokalen er i hus! Jeg har kun kærlighed til de gutter der. De er jo sådan en form for AGF’s svar på The Avengers! Men der er jo også altid plads til en ekstra figur i Avengers, kan man sige, siger USO.

Lad os håbe på meget mere rap med aarhusiansk dialekt og stærke beats i fremtiden – og gerne akkompagneret af store oplevelser og præstationer på Ceres Park – både i Vejlby og i Kongelunden.

Du kan lytte til hele interviewet med USO lige her:

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle