Skip to main content



Foto: Hjørringgaardfotos

Bag fjendens linjer med Brøndby-fan: Vi kan ikke løbe fra, vi er i krise


| Peter Hasle Laursen |

Brøndby IF har ikke vundet i klubbens seneste syv Superliga-kampe – og de har ikke scoret i de seneste fem. Derudover er to profiler helt smidt af holdet, så, som den Brøndby-fan, KSDH har interviewet, konstaterer: Alarmklokkerne SKAL bimle.

Søndag aften spilles et af de mest traditionsrige opgør i dansk klubfodbold, når Brøndby IF gæster Ceres Park Vejlby. For AGF er der tale om endnu en kamp på jagten efter et overraskende dansk mesterskab, mens modstanderen fra Brøndby kæmper på flere fronter.

Eksempelvis er det fem kampe siden, Steve Coopers tropper har fået nettene til at blafre, og så er det i sagens natur svært at vinde fodboldkampe. Seneste sejr i Superligaen kom således helt tilbage den 9. november mod FC Nordsjælland – for syv runder siden. Men selvom det er længe siden, AGF’s måske største rival historisk set har sunget sejrssang, er Vestegnsklubben fortsat i en position, hvor tredjepladsen i Superligaen er inden for rækkevide.

Det er altså en modstander i ringe form, men som har meget at kæmpe for, som Jakob Poulsen og kompagni skal krydse klinger med. Forud for opgøret har vi interviewet Nanna Møller Karslen som er chefredaktør og medejer af Brøndby-fanmediet 3point.dk.

Gift Links med bolden mod Brøndby IF.
Foto: Kronborgfotos

Alarmklokkerne bimler i Brøndby

Helt overordnet er det jo nærliggende at spørge indtil, hvordan stemningen er i og omkring klubben, når det nu er så længe siden, det er blevet til 3 point.

– Den har været bedre. Det er ingen hemmelighed. Når man går fem kampe uden at score, SKAL alarmklokkerne jo bimle, og det gør de også i Brøndby pt. Debatten er også mangefacetteret, fordi problemerne ikke nødvendigvis kun handler om manglende mål, men flere ting.

– Dårlige resultater og dårligt spil bliver ret mange gange bare en enormt effektiv katalysator for nogle af de debatter, som man ikke er lige så tilbøjelig til at tage, når tingene kører på skinner. For at vende tilbage til spørgsmålet, så er stemningen jo ikke god. Det kan ikke skjules eller løbes fra, at Brøndby er i krise, skriver Nanna Møller Karlsen i en mail til KSDH.dk

Tobias Bech i kamp mod Brøndby IF.
Foto: Kronborgfotos

To profiler holdes helt ude af truppen

Hvad gør den dårlige form og de manglende form, så ved stemningen omkring den engelske træner Steve Cooper, som overtog tøjlerne i storklubben tilbage i september?

– Der er røster, som råber på trænerfyring. Der er røster, som ikke kan se, hvad endnu en trænerfyring skal ændre. Men overordnet set havde folk da helt sikkert forventet mere. Cooper ligger med et meget lavt pointsnit, når man sammenligner med andre Brøndby-trænere, og det overrasker mange, tror jeg. Inklusive mig selv. Efter den goder start troede jeg, at fundamentet var stærkere, men det har vist sig meget porøst, desværre.

– Cooper gør mange ting rigtigt og har især uden for banen fået sat nogle ting i søen, som er vigtige for klubben på den lange bane, men som fodboldtræner drukner alt det der jo lidt, hvis man bare ikke vinder fodboldkampe, skriver chefredaktøren.

Nicolai Poulsen på Brøndby Stadion.
Foto: Hjørringgaard Photo

I den seneste uge har der været yderligere drama omkring førsteholdstruppen i Brøndby, hvor profilerne Sean Kleiber og Benjamin Tahirovic er sat helt ud af truppen, og end ikke træner med. Et “ledelsesgreb” fra Steve Cooper vurderer Nanna Møller Karlsen

– Cooper har angiveligt set noget fra de to spillere, som ikke harmonerer med de værdier, som han har for en trup og i Brøndby. Og det reagerer han på. Det ser voldsomt ud udefra, og måske viser det sig også at være for voldsomt. Men omvendt kan det også ende med at være en styrkelse af kulturen og disciplinen i truppen, og særligt kultur er noget, som Cooper har talt meget om, skriver chefredaktøren.

 

Kristian Arnstad med bolden mod Brøndby IF.
Foto: Kronborgfotos

Der sker gode ting i AGF – men én kamp nager fortsat

Der er på tværs af generationer af AGF-fans generel enighed om, at Brøndby er den klub, man mindst kan lide. Den klub som bare skal besejres for enhver pris. Det er som bekendt ikke en følelse, der er gensidig, da vestegnsklubbens kæmpe rivalisering med FC København ikke tåler nogen sammenligning i dansk fodbold.

Nanna Karlsen peger på, at det altid er et subjektivt spørgsmål, men hun kan godt se for sig, at De Hvii’ for nogle Brøndby-fans er nummer 2 på listen efter FCK.

Personligt har Nanna Møller Karlsen faktisk et godt øje til de hvide fra Fredensvang – som dog er lidt farvet af den sidste kamp i 2023/2024 sæsonen. Her tog AGF til Brøndby og spolerede en guldfest, som der ellers var dækket godt og grundigt op til. I stedet endte guldet i på heden Herning.

– Personligt håber jeg at FCM snupper mesterskabet. Og at vi kan få bare en smule hævn og stikke en kæp i hjulet på AGF i næstsidste spillerunde. Jeg kan virkelig godt lide CV og jeg synes faktisk, der er rigtig mange sympatiske ingredienser i AGF. Et dansk ejerskab, en dansk/skandinavisk stamme af spillere, en attraktiv spillestil udviklet over årene.

– Der er rigtig mange gode ting i gang i AGF. Så måske er det for mig en kombination af historikken og at passe på sin egen position i dansk fodbold, der gør, at jeg helst ser FCM snuppe det. For de er allerede løbet fra alt og alle alligevel, skriver hun.

 

 

 

 

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle