Analyse: Grundstenene for fremtidige europæiske drømme er lagt

Man kan som bekendt give svar på tiltale på mange måder. AGF gjorde det på smukkeste vis, selvom returkampen i Ceres Park torsdag i Conference League desværre også blev endestationen…

Men hvor blev det en smuk afsked for AGF’s vedkommende. Foran 12.651 tilskuere beviste Uwe Röslers mandskab, at de indeholder markant mere, end de viste forrige uge på Jan Breydel Stadium.

At de samlet set mødte en klassemodstander, fornægter sig ikke. Landsholdsspillere på vitale pladser og et hold der køber og sælger dyrt. Men i går så vi alligevel gode takter fra De Hviie.

AGF tog taktstokken

Det var AGF, der denne torsdag aften tog taktstokken. Attituden var der, fighten var der, belgierne blev ganske enkelt overrumplet og det vigtigste; der kom også en tidlig scoring.

Eric Kahl, dejligt at se ham tilbage i startopstillingen, med et godt hjørnespark fra højresiden. Snittet videre af TK og ved bagerste, Felix Beijmo – 1-0.

Der var larm på lægterne og et AGF-hold, der fik troen.

Stærke præstationer af unusual suspects

Forsvaret med Akoto, TK og styrmand Tingager afviste alt. Få gange var der belgiske  optræk, men farligt blev det aldrig. Belgierne kom ganske enkelt ikke med det samme tryk, og man sad ikke og frygtede, om der pludselig ville ske noget uventet.

Forsvaret med TK som den iøjenfaldende gjorde det godt og på midtbanen holdt de sig ikke tilbage.

Der blev arbejdet fra første fløjt. Der blev tydeligt vist, hvem der bestemte, Kahl, Beijmo og Polle var ganske enkelt suveræne.

Begge wingbacks udfordrede, hjalp defensiven og mens Kahl havde et par rigtig gode afleveringer, skar Beijmo flere gange inde i banen, uden det for alvor blev farligt – men han var der.

De blev hjulpet på vej af nordirske Peacock-Farrell, der leverede stærkt og gav ro og udstrålede sikkerhed og autoritet – han viste, hvem der ejer målet.

Enkelte skår i glæden

Den eneste, der haltede var Magnus Knudsen, der fik chancen fra start, men ALDRIG rigtig fandt rytmen. Ingen tvivl om at han kan noget og læser spillet – men samlet set var det udover et godt oplæg til TK før pausen, alt for lidt lejesvenden viste.

Når Polle igen, igen fyrede en kanonkamp af og ejede midtbanen og kæmpede for to, forsvandt Knudsen ganske enkelt.

Det samme gjorde Tobias Bech og Janni Serra i front, mens Mikael Andersson virkelig viste vejen.

Bech leverede i premieren og tyske Serra fik chancen, første halvleg gik på ingen måde over i historiebøgerne, og selvom Bech kommer med vilje, fight og virkelig prøver – så kom det bare aldrig. Han prøvede, men man har desværre glemt ham efter kampen, fordi der ikke skete nok.

Serra spillede sig op, bevæger sig meget, var med i et godt opspil der desværre var offside på Anderson, men han var synlig.

Mod et storhold som Brügge kom han i menneskehænder, men der var potentiale, uden at for alvor trådte i karakter.

Anderson var der hele tiden. Fightende, udfordrede og selvom han aldrig kom til at prøve Mignolet af, kan man bare se at det var herfra det skulle komme og han forsvandt ikke helt ud af kampen.

Mere vil have mere

At AGF ikke gik videre, handlede i høj grad om at klasse ikke fornægter dig. Hjemmeholdet arbejdede, gav ALT og alligevel manglede det sidste, som hovedstødsforsøgene fra TK og Paddy er gode eksempler på.

Men de fik skræmt belgierne, der dog alligevel i det meste af kampen holdt stand og den sidste halve time så alle, hvad vej det gik.

Der blev forsøgt indskiftninger, men det var ikke nok. Der manglede klasse og niveau, men samlet set viste AGF kæmpe forskel over to kampe og det viser at de er på vej.

Når Daghim, Serra og Bech bliver spillet ind, kan det blive rigtig sjovt.

Med alt dette in mente, kan man håbe at AGF’erne bruger oplevelserne i Europa til at ville have endnu mere. Men det kræver de topplaceringer og præstationer, som et tophold skal leverer, og så er AGF klar til nye eventyr i Europa.

Hvis århusianerne så viser, at de har lært af disse opgør, bør nye kapitler kunne skrives – grundstenene blev lagt torsdag aften på Ceres Park.