Skip to main content



AGF – Silkeborg IF optakt: Kan syv blive til otte mod Silkeborg?


| Frederik Frandsen |

De Hviie kan skrive historie, når de søndag møder Silkeborg IF. Vinder AGF kampen, vil det blive sejr nummer otte i rap, som vil være ny rekord for aarhusianerne i ligaen.

Kampfakta: AGF – Silkeborg IF

Spilletidspunkt: Søndag den 5. oktober klokken 16:00.

Spillested: Ceres Park Vejlby, Vejlby Centervej 53, 8240 Risskov.

Dommer: Mads Kristoffersen (Linjedommere: Dennis Wollenberg og Jonathan García Nilton).

VAR-dommer: Aydin Uslu (AVAR: Jesper Nielsen).

Følg kampen her: X: @KSDH_AGF samt TV2 Sport X og TV2 Play.

Hashtags: #agfsif #sldk #ultratwitteragf #ksdh

AGF har tilbragt endnu en skøn uge på førstepladsen efter sejren i Farum. Med en sejr på søndag kan De Hviie sikre sig yderligere to uger i toppen af tabellen, da det er sidste kamp inden landsholdspausen. Det bliver dog ikke nogen nem opgave for Jakob Poulsens mandskab. De møder nemlig et Silkeborg-hold som er ubesejret i deres seneste fem opgør – medregnet to pokalkampe. Derudover er det ikke lykkes De Hviie at slå Silkeborg på eget græs siden 2018, men sikke en anledning at kunne gøre det til en rekorddag i Vejlby.

Felix Beijmo og Kevin Yakob i Viborg.
Foto: Kronborgfotos

Indbyrdes kampe

Det bliver kamp nummer 78 i Superligaen mellem de to jyske hold. Ser man historisk på de forgangne opgør, er det ikke nem læsning med hviie briller på. Af de 78 kampe er det blot blevet til 19 AGF-sejre, 22 uafgjorte og 36 AGF-nederlag. Silkeborg har altså et historisk overtag.

De seneste kampe giver dog et andet billede. Her er det ganske lige mellem de to klubber. I de seneste fem opgør i ligaen er det endt i tre uafgjorte og en sejr til hver. Derudover er det jo blevet til det skrækkelige nederlag i pokalfinalen sidste år, men det behøver vi ikke dvæle mere ved.

Skal vi finde seneste AGF-sejr på hjemmebane, så skal vi langt tilbage som nævnt tidligere. For sidste gang De Hviie vandt i Aarhus var den 8. april 2018, hvor målscorerene for AGF hed Mustapha Bundu og Martin Pusic. De Hviie har dog vundet to gange på Jysk Arena sidenhen, hvor den seneste sejr faldt den 10. marts 2024. Her scorede Mark Brink et selvmål, som også blev det eneste mål i kampen.

Gift Links i duel på JYSK Park.
Foto: KSDH.dk

Status på AGF

Man begynder at stille sig selv spørgsmålet: “Er vi fortsat i drømmeland og vågner om lidt, eller er AGF bare så gode?”

Inden sæsonen ville de fleste falde omkuld af latter, hvis de fik at vide, at AGF ville ligge nummer et efter ti spillerunder. Sågar helt fortjent. Men det er nu en realitet, og de kan ovenikøbet slå klubrekord i Superligaen med otte sejre i træk. Det er aldrig gjort før.

Årsagerne til det gode spil, ja, dem er der flere af. En af de helt store åbenbaringer er jo Kristan Arnstad. Jakob Poulsen rykkede ham hurtigt længere frem på banen, og Arnstad har ikke set sig bagud siden. Flere udtagelser på ugens hold, og nu er han også kandidat til septembers månedens spiller i Superligaen. Tidligere på ugen blev han også udtaget til Norges landshold for første gang.

August månedens spiller tørner også ud for De Hviie, Frederik Tingager. Han er vokset med resten af mandskabet, og spiller lige pt. det bedste han har gjort iført hvidt. Med ham i bagkæden har AGF lukket færrest mål ind igangværende sæson. Også selvom der har været forholdsvis stor udskiftning på positionerne omkring ham.

AGF står nu i en situation, hvor man med en sejr kan gå på en uges ferie som førerholdet i Superligaen. Derudover er halvdelen af Grundspillet blevet spillet, og afstanden til de nederste seks vil være alt mellem 9-13 point. Det er positivt, men der er selvfølgelig fortsat, en masse fodbold der skal spilles.

Kristian Arnstad jubler efter scoring imod Viborg FF.
Foto: Kronborgfotos

Til torsdagens åbne træning på Fredensvang kunne man observere Tobias Mølgaard og Jacob Andersen på spinningcyklen i fitnesslokalet, og de er dermed ikke i betragtning til søndagens kamp, men derudover er alle mand fit og klar til at fortsætte de positive takter, der ruller over Aarhus for tiden.

Status på Silkeborg IF

Silkeborg indtager tiendepladsen lige over nedrykningsstregen. Det skyldes blandt andet en rigtig dårlig start i sommer. Her åbnede de sæsonen med tre nederlag i streg. Siden er det dog gået bedre, og de er et af de fire hold der alle har 11. point.

De seneste fem kampe er de ubesejret, hvor specielt comebacket i Parken var virkelig flot. Den helt store overskrift fra den kamp var også Callum McCowatt som scorede et hattrick i Parken. Indtil videre er det blevet til fem scoringer og en assist fra New Zealænderen.

Legekammeraten i front Tonni Adamsen er også kommet stærkt igang. I de seneste fire kampe, er det blevet til fire scoringer fra måltyven, og han er en konstant fare når Silkeborg spiller.

Foto: Kronborgfotos

Dem skal vi holde øje med

AGF: Felix Beijmo er dygtig for tiden, og det er han både som wingback såvel som højre-midterforsvar. I sommer var der spørgsmålstegn, om at svenskeren var på vej videre. Men som tingene er lige nu, skal AGF være godt tilfredse med, at han stadig trækker en hvid trøje over hovedet, og han kan blive afgørende, når han formentlig får mulighed for at slå en masse bolde i feltet, hvor Mortensen og Bech skal stå klar til at tæske kuglen i kassen.

Felix Beijmo i legendetrøjen 2025.
Foto: Frederic Kissow

Silkeborg IF: Andreas Poulsen er inde i en virkelig flot periode lige nu. I hver af de seneste tre kampe, har han leveret en assist. Den offensive back har virkelig fundet formen, og har det med at ramme holdkammeraten McCowatt når han sniger sig i feltet. Det er noget, man skal holde øje med på søndag.

Karantæner og skader

Karantæner:

AGF: Ingen. (Karantænefare: Kristian Arnstad).

Silkeborg IF: Ingen. (Karantænefare: Ingen).

Skader:

AGF: Jacob Andersen og Tobias Mølgaard.

Silkeborg IF: Pontus Rödin, Alexander Madsen og Alexander Busch.

Bud på startopstillinger:

AGF (3-4-3): Hansen – Kahl, Tingager, Dalsgaard – Links, Poulsen, Yakob, Beijmo – Bech, Mortensen, Arnstad.

Brøndby IF (4-3-2-1): Larsen – Gammelby, Østrøm, Ganchas, Poulsen – Larsen, Freundlich, West – McCowatt, Bakiz – Adamsen.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle