
AGF – FCN optakt: Ikke bare a walk in the Ceres Park
En lørdag i det hviie fællesskabs tegn venter, når FC Nordsjælland gæster Ceres Park efter den stort anlagte Aarhus Walk. Kan de gode takter fortsætte?
Kampfakta: AGF vs. FC Nordsjælland
Spilletidspunkt: Lørdag den 31. august klokken 16:00.
Spillested: Ceres Park, Stadion Allé 70, 8000 Aarhus C.
Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen (Linjedommere: René Risum og Christian Ginderskov Hansen).
VAR dommer: Jonas Hansen (AVAR: Danny Kolding).
Følg kampen her: X: @KSDH_AGF samt på TV: TV2 Sport X.
Hashtags: #agffcn #sldk #ultratwitteragf #ksdh
Teenagerne fra Farum gæster et formentligt udsolgt Ceres Park lørdag eftermiddag, hvor De Hviie skal forsøge at leve op til de første spillerunders vidunderlige spil og resultater. Nummer tre mod nummer seks. Hvad kan dog gå galt?

Indbyrdes kampe
Mange vil nok tænke tilbage på seneste sæsons pokalsemifinaler, når vi skal snakke indbyrdes opgør. Her blev det til to meriterende sejre, som skabte en folkefest og bragte AGF i pokalfinalen med en samlet 4-2-sejr. I Superligaen ser statistikken desværre noget grellere ud.
Én AGF-sejr i de seneste 10 indbyrdes opgør er det blevet til i Superligaen, mens fem er endt uafgjort og fire sejre er gået til FCN.
I alt er der spillet 59 kampe mellem holdene i Superligaen, og også her er det Farums sønner, der har størst glæde af at se på sagerne. 28 gange har FCN trukket sig sejrrigt ud af kampene, mens 15 er sluttet uafgjort og 16 er endt med AGF-sejre.
Nu venter endnu et slag, og med et målgennemsnit i de indbyrdes opgør på hele 3,03 kan vi nok forvente scoringer på Ceres Park lørdag eftermiddag.
Status på AGF
Det mest scorende hold i Superligaen – der oven i købet også har den bedste defensiv indtil videre – skal forsøge at fortsætte de skønne takter, vi har set i de første seks spillerunder af indeværende sæson. Og det er historiske tider, vi oplever for tiden.
Vi er vidne til den næstbedste sæsonstart nogensinde i Superligaens levetid for AGF. Kun Trylleriks 14 point efter seks spillerunder i år 2009 overgår denne sæsonstart.
Samtidig er de 17 mål scoret den bedste offensive start på en Superligasæson nogensinde for De Hviie.
Nøglen har været, at målene og chancerne kommer fra alle leder og kanter i Uwes 3-5-2-formation, hvilket gør det svært for modstanderne at dæmme op for tingene, når De Hviie kommer buldrende.
Madsen og Anderson nyder friheden på midten, Poulsen tager godt fra, Links og Beijmo suser afsted, og Mortensen bomber. Bech er gået lidt i stå i forhold til målhøsten, og han vil være sulten for igen at komme på måltavlen, men den 22-årige angriber arbejder altid hårdt i holdets tjeneste, og han ser ud til at være en sikker starter igen på lørdag.
Ingen tvivl om, at Uwe Rösler har stort fokus på at holde sine spillere til ilden, og da KSDH.dk var repræsenteret til tirsdagens træning, var der høj intensitet, masser af boldberøringer og hidsigt tempo på tingene.

Kan den femte sejr i træk virkelig blive en realitet? Der er stor tro på tingene på Fredensvang.
Både spillere og stab har understreget, at de glæder sig til hele dagen, hvor Aarhus Walk lægger grunden til det, der kan blive en stor fest – eller en stor fuser – men samtidig maner folk som Tingager til besindighed; Alle bevarer benene solidt plantet på jorden og følger gameplanen i AGF, som for alvor kan blive tryktestet mod et hurtigt spillende FCN-mandskab.
Man må forvente en opstilling a la seneste kamp, idet ingen har spillet sig af, og folk som Gyamfi og Jensen-Abbew skal arbejde stenhårdt til træning for at komme i betragtning til startpladser i den kommende tid.
Status på FC Nordsjælland
FCN kommer til Aarhus med troen på, at de kan ødelægge festen for aarhusianerne – 3-1 og 7-2 har nordsjællænderne vundet i de seneste to indbyrdes Superliga-opgør mod Röslers AGF, og den nye træner, Jens Olsen, har da også gang i fine ting i Farum.
Her er det blevet til 11 point i seks kampe – heriblandt den netop overståede 3-2 sejr over FC København, og nordsjællænderne er – ligesom AGF – med i toppen på de fleste positive statistiklister. Holdet har således næstflest afslutninger af alle (75), de har scoret femteflest mål (11), de har fået tredjeflest clean sheets (2), og de har blot tabt en enkelt kamp i indeværende sæson.

Det hurtigt-spillende mandskab vil forsøge at drille AGF med de klassiske FCN-dyder ved at bevare bolden i egne rækker, og det er i en kamp som denne, at AGF’s nye udtryk for alvor bliver testet – for hvad gør Rösler og co., hvis man ikke formår at overtage spilstyringen, som man lige har vænnet sig til?
Dem skal vi holde øje med
AGF:
Tja, hvem skal man vælge? Links, Mortensen og Madsen kom på rundens hold for 6. spillerunde, men man kunne også pege på Jesper Hansen, Nicolai Poulsen, Felix Beijmo… ja, vi kunne blive ved. Holdet er en velsmurt maskine for tiden, og det er netop holdindsatsen krydret med de individuelle momenter, der skaber succesen for tiden. Vigtigt bliver det, at starterne får sat aftrykket, for som sædvanligt er det, når der skiftes ud, at niveauet udfordres.

FC Nordsjælland:
Marcus Ingvartsen er en mand, man aldrig skal undervurdere. Fortiden i store udenlandske klubber og en fremtid, der venter i MLS fortæller historien om en målmager, der både kan ting på egen hånd og i kombinationer med holdkammeraterne. To mål er det blevet til i denne sæson, og det antal behøver bestemt ikke stige i weekenden, hvor Dalsgaard-Tingager-Kahl-gruppen forhåbentligt kan markere ham ud af opgøret.
Karantæner og skader
Karantæner:
AGF: Ingen.
FC Nordsjælland: Ingen.
Skader:
AGF: Kevin Yakob, Tobias Mølgaard, Michael Akoto.
FC Nordsjælland: Ingen.
Bud på startopstillinger:
AGF (3-5-2): Hansen – Kahl, Tingager, Dalsgaard – Links, Madsen, Poulsen, Anderson, Beijmo – Bech, Mortensen.
FCN (4-3-3): A. Hansen – Svensson, Hey, K. Hansen, Ankersen – Nygren, Sertdemir, Dorgeles – Egeli, Harder, Ingvartsen.
Flere AGF Nyheder
-
Rösler om Wahlstedt: – Han er på vej til at blive skarpere
-
Sölvi Stefánsson: En forsvarsvulkan er klar til at gå i udbrud
-
Talentchefen tager temperaturen på AGF’s akademi: – Vi er kommet godt fra land
-
Yakob efter comeback: – Jeg bliver lidt rørt
-
AGF – AaB: Kevin Yakob returnerede i tæt testkamp mod nordjyderne
-
Blog: Hvad er AGF’s idealopstilling?
-
Kampprogram slutspil 2025: Se AGF’s kampe i Mesterskabsspillet
-
Reportage: Chokerende nedtur i Nørreskoven
-
Vejle BK – AGF: Spillerpræstationer og kampens spiller
-
Flere hviie talenter på ungdomslandsholdene